Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9403@2003-07-28/da

Indhold

1. Indledning

[En mand – K] har klaget til Pressenævnet over et indlæg bragt i Berlingske Tidende den 11. april 2003 , idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der bar overskriften ” Tugtemesteren ”, havde følgende ordlyd:

”I Firenze levede for 500 år siden en dominikanermunk ved navn Savonarola. Han mente selv, at Gud havde udvalgt ham til at tugte byens umoralske og nydelsessyge befolkning. Så det gjorde han så godt og grundigt, at befolkningen i 1498 havde fået nok. Savonarola blev hængt og brændt.

Danmarks svar på Savonarola hedder [K]. At han ikke er blevet hængt og brændt endnu, vil nogen sikkert tilskrive fremskridtet. Selv ser han dog kun forfald og opløsning overalt. I skrift og tale har han i årevis prædiket evig fortabelse over den arbejdsliderlige og nydelsessyge befolkning. Kun børnene kan reddes. Men det kræver, at de bliver skilt fra deres fordømte forældre, som hellere vil nedspare end opdrage.

Den nu pensionerede formand for Børnerådet og pædagogikprofessor har derfor foreslået, at pædagogseminarierne ikke længere skal producere legeonkler og hyggetanter, men skal producere forældreerstatninger. Vuggestuer, børnehaver og fritidshjem skal i fremtiden være tugthuse og opdragelsesanstalter, og fremtidens pædagoger skal mene, tænke og føle som [K].

Planen er dog stødt på modstand. Den store tugtemester fortalte sig. Han brugte ordet opdragelse, men skulle selvfølgelig have anvendt det pædagogiske nysprog og i stedet talt om udvikling af børns personlige og sociale kompetencer. Undervisningsministeren måtte derfor rykke ud med en erklæring om, at opdragelse stadigvæk er forældrenes ansvar.

Endelig er [K] jo ikke selv noget lysende eksempel. Hans eget afkom, [A], kørte to dagblade i sænk og var propagandachef for fedmeproduktet Coca-Cola, før han kom til Det Kgl. Teater. Men det er måske et led i faderens store plan, at sønnen nu skal lokke de voksne i teatret. Så længe de sidder dér, skader de i det mindste ikke deres børn.”

Indlægget var ledsaget af et billede af klager, hvortil der var knyttet følgende tekst:

” [K] mener, at fremtidens pædogoger skal mene, tænke og føle, som han selv gør.”

Klageren har henvist til, at klagen drejer sig om, at indlægget, der i hovedsagen omhandler ham, afslutter med at inddrage hans søn, [A].

Klageren har anført, at skribenten ikke udviser respekt for personlig integritet og privatlivets fred. Indlægget overtræder lige præcis grænsen mellem ægte satire og personlig krænkelse. Klager er derfor naturligvis også klageberettiget i forhold til udsagn om sin søn, fordi disse udsagn relateres direkte til klager – i modsat fald er det ensbetydende med et temmelig fragmenteret retsbegreb.

Klageren har videre anført, at indlægget bringer oplysninger om privatlivet, der direkte er fejlagtige og dermed krænkende i dobbelt forstand. Klagers søn kørte ikke to dagblade i sænk, idet han var fyret fra ”Aktuelt”, inden dette blad blev lukket af LO, og han var ikke den økonomisk ansvarlige for ”Dagen”.

Klageren har yderligere anført, at indlægget sammenblander en persons faglige-offentlige meninger med forhold fra vedkommendes private verden, der både er uvedkommende og må forventes at ramme vedkommende personligt og sårende. Der er derfor tale om en sammenblanding, der i bund og grund er uetisk i sit sigte. Det er et slag under bæltestedet og dybt udemokratisk i sin mulige konsekvens, nemlig at forsøge at true en person til ikke igen at fremsætte meninger i det offentlige rum.

Til bladets anførsel om indlæggets satiriske vinkel har klageren bemærket, at satiren betjener sig af sproglige former som latterliggørelse, overdrivelse, karikatur, ironi og overdrivelse, hvorved den bliver i stand til at sige noget nyt og provokerende om en person og den hændelse, der er tale om. Satire er imidlertid ikke ensbetydende med krænkelser inden for privatlivets område. Når det sker, vil det normalt blive oplevet som platheder og noget utilstedeligt. Adskillige har netop oplevet indlægget som utilstedeligt. Ægte satire graver elementer op, der kan siges at vedrøre hændelsen (i det mindste med en vis plausibel relation) og indsætter dem i en ny kontekst, der f.eks. appellerer til latterliggørelsen. Platheder graver elementer op, der ikke vedrører hændelsen og indsætter dem i en ny kontekst, der appellerer til nedgørelsen. Klager er enig med bladet i, at offentlige personer skal være indstillet på satire, men ikke på det utilstedelige og platte.

Klageren har endelig oplyst, at Århus Stiftstidende den 19. april 2003 bragte en klumme om ham, der også havde samme reference til klagers søn. Chefredaktøren har dybt beklaget denne klumme og vil i bladet bringe en undskyldning, idet han har udtalt, at koblingen til klagers søn ligger under det etiske niveau for bladet. Indklagede har tilbudt, at klager kan komme til orde på debatsiden, hvilket imidlertid kun vil indebære den modsatte effekt, nemlig en forøgelse af den påførte krænkelse.

Bladet har indledningsvis oplyst, at i rubrikken ”Groft sagt” bringes personlige kommentarer fra fire faste skribenter til aktuelle hændelser, temaer og personer, der har været omtalt i pressen. Rubrikkens form er satiren. Indlæggene indeholder ganske personlige synspunkter, hvilket understreges af, at de fire bidragsydere både er navngivet og afbilledet, ligesom man i afbildningen af skribenterne har anvendt en satirisk streg. Uanset de enkelte indlæg tager afsæt i konkrete begivenheder, er der ikke tale om redaktionel dækning af den pågældende hændelse. Tonen i indlæggene er bevidst humoristisk eller sarkastisk og ofte skarp og polemisk. Rubrikken føjer sig således til en lang, stolt satiretradition i dansk aviskultur. Det er ikke særegent for bladet at have en satirisk klumme, hvor de sædvanlige krav til præcision, mådehold og urban omgangstone ikke gælder, og hvor hverken konventionelle saglighedsprincipper eller de vejledende regler for god presseskik kan anvendes uden betydelig tillempning under hensyn til klummens utilslørede satiriske karakter. Det er bladets opfattelse, at indlægget ikke overskrider de tilladelige grænser for satirisk fremstilling, og at reglerne for god presseskik ikke er overtrådt i denne sag.

Bladet har i forhold til de enkelte klagepunkter anført, at klummen hverken indeholder omtale af klagers eller sønnens private forhold. Klager er en offentlig kendt person og deltager ofte og gerne i den offentlige debat, især i spørgsmål om børns forhold, uddannelse af lærere og pædagoger etc. Også klagers søn er offentlig kendt. Sønnens tidligere ansættelse på ”Aktuelt” og ”Dagen” har været omtalt i pressen ligesom hans hverv som marketingsdirektør hos Coca-Cola og nu på Det kgl. Teater. Ikke engang klager selv har hævdet, at skribentens sammenkædning af klager og sønnen med ordene ”Endelig er [K] ikke noget lysende eksempel” skulle indeholde et udsagn om private forhold – det vil sige om klagers opdragelsesmetoder. Der er tale om en polemisk og satirisk sammenkædning af to offentlig kendte personer på grund af deres nære slægtskab, hvilket ikke kan være i strid med god presseskik. Der er ingen nyfigen videregivelse af deltaljer fra personernes privatliv. Den polemiske antydning af, at klagers opdragelsesmetoder skulle have ført til, at de to dagblade er gået konkurs, er ikke et udsagn, der kan undergives en sædvanlig saglighedsvurdering, og ingen læser vil tage udsagnet for pålydende.

Bladet har videre anført, at klagepunktet om, at der er bragt forkerte oplysninger i forhold til klagers søn, næppe kan tages under realitetsbehandling, idet klager ikke er klageberettiget. Efter Pressenævnets praksis kan kun personer og virksomheder med retlig interesse klage til nævnet. Retlig interesse forudsætter efter nævnets praksis, at klageren skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret, jf. f.eks. sag nr. 172/1997. Der foreligger ikke oplysninger om, at sønnen ikke selv skulle have været i stand til at klage til Pressenævnet. Nævnet bør derfor afvise klagen på dette punkt.

I tilfælde af, at nævnet anser sig kompetent til at behandle denne del af klagen, har bladet anført, at klagen er grundløs. For det første er de oplysninger, som klageren gør indsigelse mod, ikke ”oplysninger om privatlivet”. De to bladlukninger og sønnens rolle i de to avisers skæbne har været udførlig behandlet i pressen. For det andet er de anførte oplysninger korrekte. Uanset Pressenævnet ikke kan foretage bevisbedømmelse, må nævnet efter bladets opfattelse kunne konkludere, at udtryksformen ”kørte to dagblade i sænk” ikke kan være i strid med de presseetiske regler. Det er muligt – og måske endda sandsynligt – at andre end sønnen bærer et medansvar for ”Aktuelts” dårlige økonomi. Men det er naturligvis berettiget at anvende den korte mundrette form ”køre i sænk” om en topchefs ansvar for den økonomiske udvikling i en virksomhed, der kort efter fyringen af chefredaktøren må lukke. Det er også muligt, at sønnen ikke var ”den økonomisk ansvarlige” for ”Dagen”. Det er dog manifest, at han var chefredaktør i hele bladets levetid. At andre end sønnen muligvis havde større indsigt i bladets økonomi, betyder ikke, at det er i strid med god presseskik – slet ikke i en klumme som ”Groft sagt” – at anføre, at sønnen har kørt ”Dagen” i sænk. Ingen kan opfatte skribentens udsagn som en udtalelse om retligt ansvar i forbindelse med ”Dagens” konkurs.

Om sammenblandingen af offentlige-faglige meninger med personens private verden har bladet anført, at det er forståeligt, at klager ikke finder sammenkædningen af hans synspunkter om pædagoguddannelsen og sønnens forhold relevant. Andre kan dele eller være uenig i denne opfattelse. Men at klager finder sammenstillingen irrelevant og ubehagelig betyder ikke, at god presseskik er overtrådt. Klager (og sønnen) må som andre personer, der deltager i den offentlige debat, forvente at blive omtalt i medierne, herunder i form af satiriske indlæg. Nævnet har i et antal sager konstateret, at rammerne for frissproget i satiriske indlæg er meget vide. Bladet har henvist til nævnets afgørelser i sagerne 50/1995, 112/2001, 88/1994, 94/1994 og særligt 54/2001. Kommentarer nyder en overordentlig vid beskyttelse, i særdeleshed når disse – som i denne sag – fremsættes i en særligt afgrænset, satirisk/polemisk afdeling af bladet.

Bladet har endelig oplyst, at man har tilbudt klager at komme til orde i bladets debatsider. Dette har klager imidlertid ikke ønsket, idet dette efter hans opfattelse kun vil føre til en ”forøgelse af den påførte krænkelse”.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, kan formanden afvise klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold. At have retlig interesse indebærer efter nævnets praksis, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

I den udstrækning, hvori artiklen angår klagers søn, finder Pressenævnet, at klager ikke har den for sagens påkendelse fornødne retlige interesse. Hvad angår artiklens omtale af forhold, der angår klager selv, må der efter nævnets opfattelse indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser og kommentarer i forhold til personer og begivenheder.

Nævnet finder, at grænsen for, hvad en satirisk kommentar bør indeholde, ikke er overskredet ved, at den pågældende skribent har valgt at inddrage klagers søn i forbindelse med en satirisk omtale af klager. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 26. juni 2003.

Versioner

1. 2003-07-28