Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 57/2003

GældendeVersion 2003-07-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9405@2003-07-28/da

Indhold
  1. Indledning

Forbrugerbladet Tænk+Test har ved breve af 2. og 17. juni 2003 anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 29/2003, som nævnet traf afgørelse i den 21. maj 2003.

I kendelsen hed det blandt andet:

”Bladet har i artiklen bragt en række kritiske udsagn om kvaliteten af det arbejde, som to større skolefotofirmaer, herunder klager, udfører. Nævnet finder, at udsagnene, der vedrører klager, er skadelige for klager, og de burde derfor være efterprøvet ved forelæggelse for klager. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

.”

Tænk+Test har til støtte for sin anmodning om genoptagelse af sagen anført, at kritikken er forelagt klager og afprøvet gennem interview med Dansk Skolefotos adm. leder, Jesper Klausen. Interviewet blev udført af artiklens forfatter. Det er ikke korrekt, at Dansk Skolefoto ikke fik lejlighed til at forholde sig til artiklens hovedpåstande. Journalisten forelagde Jesper Klausen, at bladet havde interviewet en række forældre og andre branchefolk om kvaliteten af skolefotos. Han blev forelagt, at mange forældre og andre fotofirmaer mente, at store bureauer som Dansk Skolefoto arbejdede for hurtigt og som følge deraf sløsede med billederne. Dette var Jesper Klausen ikke enig i. Videre blev fotografernes erfaring og ansættelsesvilkår drøftet. Jesper Klausen indrømmede, at han ikke altid var lige begejstret for de sæsonansatte fotografer. Dette afstedkom flere spørgsmål om kvaliteten af billederne, hvor Jesper Klausen – ikke overraskende – forsvarede kvaliteten af Dansk Skolefotos arbejde.

Tænk+Test har i den forbindelse anført, at det ikke er korrekt, at Jesper Klausen ikke under interviewet blev forelagt artiklens vinkel, og at interviewet kun var generelt.

Tænk+Test har endelig anført, at spørgsmålet om højt arbejdstempo og tidspres blev forelagt fotograf Hans Martin Pedersen fra klager, som blev citeret for, at han ikke mener, at det er nødvendigt med mere tid til den enkelte arbejdsopgave.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.

Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Tænk+Test har begrundet sin begæring om sagens genoptagelse med, at nævnet med urette har lagt til grund, at bladets kritik ikke inden artiklens offentliggørelse var blevet forelagt Dansk Skolefoto.

Om en sådan forelæggelse har fundet sted, har ikke været afgørende for nævnets stillingtagen, idet nævnet har lagt vægt på, at artiklen ikke indeholder nogen kommentar fra den administrative leder hos Dansk Skolefoto til den fremførte kritik. Nævnet finder herefter ikke, at det af bladet anførte kan danne grundlag for, at nævnet genoptager sagen.

Afsagt den 27. juni 2003.

Versioner

  1. 2003-07-28