Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 63/2003

GældendeVersion 2003-09-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9475@2003-09-08/da

Indhold
  1. Indledning

Center Snedkeriet ApS har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 28. juni 2003, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen havde overskriften ” Mangel på klar aftale kostede 36.000: SÅ GALT MÅ DET IKKE GÅ ”.

Artiklen var sålydende:

”I Brønshøj er Sharaz Aziz og hans broder Usman, ved at indrette en Internet cafe. Han ville gerne have lavet en ny plade til disken, så butikken fremstod mere indbydende.

Derfor kontaktede han Center Snedkeriet Aps. for at høre, om de kunne klare opgaven. Helst til en pris, han kunne betale.

Her startede en strid, der endnu ikke er bilagt, men nok ender i retten. Og som kan lære os, at hvis kunde og håndværker ikke krystalklart – på tryk – laver aftale om, hvad der skal laves, og til hvilken pris – ja, så kan det ende grueligt galt.

AFTALTE PRIS

Tilbage til Sharaz og Center Snedkeriet. Først kundens version.

Imellem de to parter blev det aftalt, at udførelsen af den nye diskplade, samt to hylder til disken, skulle koste max. 6000 kr. plus moms.

Men den dag, snedkeren skulle komme, ventede Sharaz forgæves. Snedkeren havde sovet over sig. Det er, hvad der kan ske.

Næste dag dukkede snedkeren så op, tog mål – og forsvandt igen.

Nu ventede Sharaz spændt på, at arbejdet skulle udføres.

REGNING FØR ARBEJDE

Men til kundens store overraskelse kom der en regning, før arbejdet var påbegyndt.

Oven i købet var der specificeret timer, lærlingeløn, servicevogn og fremstilling af vinduesplader.

Da arbejdet? (var færdigt?), efter at Sharaz gentagne gange, havde bedt om forandringer lød regningen på 38.730 kr. og 75 øre.

Det var unægtelig en forskel, der ville noget. Sharaz var bestyrtet.

MESTER-FORKLARING

Men mester – dvs. [K], indehaver af Center Snedkeriet – har en forklaring.

- Jeg kan overhovedet ikke genkende det handlingsforløb. Det har intet med virkeligheden at gøre, siger han.

Mesters version har et helt andet udgangspunkt.

Fra starten aftalte de to parter slet ikke pris på arbejdet.

Sharaz ville have en bordplade af sten. Denne kostede imidlertid 20.000 kr., så i stedet blev der bestilt en MDF-plade, som skulle lakeres.

Kunden ville have lavet arbejdet om fem gange, fordi han syntes, det skulle se anderledes ud.

- F.eks. var kanten på bordpladen for tyk. Det blev bedømt af tre mand fra Internet cafeen, som kravlede op på en stige, siger snedkermesteren.

Indehaveren havde angiveligt selv pillet ved nogle beslag, og næste dag skulle de ommonteres.

Endvidere skulle der grundet omforandringerne også bruges både maler og murer. Det koster jo alt sammen, konstaterer snedkermesteren.

Listen over, hvad der skulle laves og laves om, er lang som et ondt år, og [K] orker næsten ikke at snakke om det.

RETSSAG

- Vi kan overhovedet ikke blive enige om noget som helst, siger [K].

- Nu må sagen gå sin gang i retten.

Men hvad gik galt?

- Sagen var simpel – herregud, en ny bordplade med hylder under.

Men ingen skriftlig aftale. Kunde og håndværker glemte at kommunikere.

Aftaler skal være skriftlige! Ikke ifølge loven, men i virkelighedens verden. For det, der er sagt, men ”glemt”, ja, det gælder slet ikke.”

I tilknytning til artiklen var indsat en sort tekstboks med overskriften ” Leths dom: IKKE 40.000 VÆRD ”. Heri hed det:

”Uanset hvem der har ret – Sharaz og Usman eller snedkermesteren – så vurderer jeg, at 40.000 kr., som regningen lyder på, er alt for mange penge for en lakeret disk, et par hylder og to plader til vinduet.

I hvert fald ikke denne disk.

Jeg har med egne øjne set det udførte arbejde.

Der er intet at udsætte på det håndværksmæssige. Det er lavet, som man kan forvente af en faglært.

Der er brugt MDF-plader, som er et godt og solidt materiale, men det er ikke lavet af guld. Hylderne er sat op med hyldeknægte, det samme er vindueskarmen.

Løst anslået vil jeg tro, at der er materialer for ca. 1000 kr. Dertil kommer så lakering, og arbejdsløn.

Altså: Kunden har krav på en bedre forklaring på de 40.000 kr.”

Klageren har anført, at Flemming Leth har taget en sag op, der udelukkende handler om betalingsuvillighed, og givet den et præg af, at klager ikke har orienteret kunden om prisen. Tilbudsprisen var på 17.480 kr. plus moms, hvilket båden kunden og Flemming Leth er orienteret om. Dertil kommer, at den første faktura var bestillingsarbejde på timeløn, hvilket fremgår af klagers faktura. Klager ændrede på udførelsen af disken 5 gange, hvilket betød, at klager skulle bruge 5 gange 4,5 timer for svend og lærling, hvortil kom rekvirering af murer for at rette de fejl, som kunden selv havde lavet på glasdisken. Dette var Flemming Leth fuldt ud orienteret om. Klager må derfor afvise, at Flemming Leth – som af bladet anført – har bestræbt sig på at give en loyal skildring af omstændighederne i tvisten.

Klageren har i den forbindelse oplyst, at da han talte med Flemming Leth i telefonen, orienterede han ham om, at han kunne lave en generel artikel, hvis han ønskede det uden at nævne navne. Dette svarede han ikke på. Klager stillede herefter krav om, at hvis han bragte artiklen, skulle alle oplysninger i, så læserne havde en mulighed for at kunne vurdere sagen på et korrekt grundlag. Klager har over for nævnet nærmere redegjort for sin opfattelse af sagsforløbet og har i den forbindelse anført, at denne objektive del af artiklen mangler.

Til redaktørens anførsel om, at den omtalte disk ikke er 40.000 kr. værd, samt at det ikke må gå så galt, har klager bemærket, at redaktøren igen undlader at tage de faktiske forhold op, idet han ikke ser på, hvordan prisen er blevet, som den er.

Til redaktørens anførsel om, at klager ikke kan forlange, at en avis skal gå mere detaljeret til værks, end det er sket i en så overskuelig sag, har klager bemærket, at de faktiske forhold i artiklen er udeladt, hvorved artiklen bliver fordrejet, hvilket har bevirket, at klager har tabt kunder på grund af postulater fra en journalist, der påtager sig at være syn- og skønsmand samt dommer i sagen.

Klageren har anmodet nævnet om at vurdere artiklens objektivitet, samt om bladet har tilsidesat de vejledende regler for god presseskik, i og med at man uden fagligt grundlag vurderer og dømmer på trods af, at man er vidende om de faktiske forhold. Klager har i den forbindelse henvist til punkt A.1.-A.7. og B.1. i de vejledende regler for god presseskik.

Bladet har anført, at Flemming Leth har bestræbt sig på at give en loyal skildring af omstændighederne i den tvist, der er opstået mellem en caféejer og en snedkermester. Det kan ikke forbavse, at klageren har en anden opfattelse af forløbet end sin kunde. Ud fra almindelig sund fornuft forekommer det imidlertid holdbart og loyalt, at Flemming Leths ”dom” i sagen er, at den omtalte bardisk ikke er 40.000 kr. værd, samt at ”så galt må det ikke gå”.

Bladet har videre anført, at klageren ikke med rimelighed kan forlange, at en avis skal gå mere detaljeret til værks, end det er sket her i en så overskuelig sag. Begge parter er hørt, og Flemming Leth har som bladets fagmand sagt sin mening. Bladets omtale af sagen, hvis karakter i høj grad har offentlig interesse, befinder sig således indenfor reglerne for god presseskik, og på den baggrund påstår bladet klagen afvist.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

I artiklen, der omhandler en tvist mellem klager og en af klagers kunder om et udført arbejde, er hver af sagens parter fremkommet med deres opfattelse af det tidligere sagsforløb. Da bladet således i tilstrækkeligt omfang har ladet klager komme til orde, finder Pressenævnet, at bladet har overholdt god presseskik.

Nævnet finder ej heller grundlag for at udtale kritik i anledning af Flemming Leths vurdering af det udførte arbejde, idet bemærkes, at der udtrykkeligt ved vurderingen er gjort opmærksom på, at der ikke er taget stilling til, hvem af parterne der har ret.

Afsagt den 3. september 2003.

Versioner

  1. 2003-09-08