Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9482@2003-09-09/da

Indhold

1. Indledning

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)

En hjemvisning betyder en underkendelse - men ikke altid en kritik af - en underinstans afgørelse. Sagen sendes tilbage til underinstansen til fornyet behandling og afgørelse.

Hjemvisning sker navnlig af hensyn til flerinstansprincippet. Sagens parter skal have mulighed for at få sagen behandlet af den korrekte myndighed og have mulighed for at klage over afgørelsen til rekursinstansen.

Princippet gælder i særlig grad i de tilfælde, hvor der i rekursinstansen inddrages nye spørgsmål, som underinstansen ikke har taget stilling til.

Afgørelsen om hjemvisning kan være således udformet, at den angiver retningslinier eller bestemte anvisninger for en ny afgørelse i sagen.

Praksis om hjemvisning med udgangspunkt i den forvaltningsretlige teori

I teorien antages hjemvisning typisk at ske i 3 typer af tilfælde:

Sagen er ikke tilstrækkeligt oplyst

Det følger af official- eller undersøgelsesprincippet, at det er forvaltningsmyndigheden som har ansvaret for at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at myndigheden kan træffe afgørelse. Princippet er pr. 1. juli 2003 lovfæstet i retssikkerhedslovens § 10.

Hvis der mangler oplysninger, der vil udgøre en væsentlig del af beslutningsgrundlaget i sagen, vil udgangspunktet være, at Ankestyrelsen hjemviser sagen til underinstansen med anmodning om, at der træffes en ny afgørelse, efter at de pågældende oplysninger er indhentet.

Dette vil typisk være tilfældet, hvor der i en sag klart mangler tilstrækkelige lægelige oplysninger og underinstansen derfor anmodes om at indhente en speciallægeerklæring.

Hvis de oplysninger, der mangler, kun udgør en mindre, supplerende del af oplysningsgrundlaget, fx supplerende oplysninger vedrørende en medicinsk behandling, der har fundet sted efter at sagen er behandlet i underinstansen, vil Ankestyrelsen typisk selv indhente oplysningerne.

I de tilfælde hvor klageinstansen træffer afgørelse om hjemvisning må der stilles krav om, at det af afgørelsen fremgår, hvilke oplysninger der mangler.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes:

I SM O-124-97 fandt Ankestyrelsen i en sag om kontanthjælp, at det forhold, at et nævn på baggrund af det af kommunen fremsendte materiale ikke kunne efterkontrollere størrelsen af den bevilgede særlige støtte ikke i sig selv kunne begrunde, at sagen uden yderligere begrundelse blev hjemvist til kommunen til beregning af hjælpen måned for måned.

Ankestyrelsen fandt, at der alene burde være sket hjemvisning, såfremt der var fremkommet oplysninger, der kunne danne grundlag for en månedlig beregning, eller såfremt nævnet kunne anvise kommunen en fremgangsmåde, hvorpå de fornødne oplysninger kunne være søgt indhentet.

Nye væsentlige oplysninger af betydning for underinstansens oprindelige afgørelse

Udgangspunktet er, at de sociale klageinstanser, herunder Ankestyrelsen, har vide beføjelser til at træffe en endelig afgørelse – i stedet for at hjemvise - på baggrund af nye oplysninger.

Herved tilgodeses borgernes ønske om at få en hurtig afgørelse. De nye oplysninger kan være oplysninger, som Ankestyrelsen selv indhenter eller oplysninger, som modtages fra sagens parter.

Der er ikke i Ankestyrelsens praksis eller i udtalelser fra Folketingets Ombudsmand eller i retspraksis på det sociale område, støtte for at antage, at hensynet til en flerinstansbehandling vejer så tungt, at det i større omfang udelukker klageinstanserne for at træffe en materiel afgørelse, i stedet for at hjemvise.

Ombudsmanden har bl.a. udtalt sig om hjemvisning i FOB 1997.273, der vedrørte en klage over en kommunal afgørelse om børnetilskud. Klagen var behandlet i det sociale nævn.

Ombudsmanden fandt, at kommunens afgørelse led af meget væsentlige formelle mangler, hvilket ifølge ombudsmanden som udgangspunkt måtte føre til hjemvisning. Efter en konkret vurdering fandt Ombudsmanden ikke, at det kunne kritiseres at nævnet ikke havde hjemvist sagen.

Ankestyrelsen indhenter som hovedregel, eventuelt efter anmodning, supplerende oplysninger, som vurderes som relevante og sender disse til partshøring.

Som eksempel på supplerende oplysninger kan nævnes journaludskrifter fra sygehuse eller pesionsakter fra nævn og kommune.

Hvis Ankestyrelsen indhenter eller modtager supplerende oplysninger, der udbygger det foreliggende grundlag, og sagen herefter vurderes at være tilstrækkeligt oplyst, vil Ankestyrelsen ofte træffe en endelig afgørelse.

Dette udgangspunkt fraviges, hvor det vurderes, at de supplerende oplysninger er af en sådan karakter og/eller af et sådant omfang, at det grundlag, der lå til grund for underinstansens afgørelse, er ændret væsentligt.

Underinstansens afgørelse annulleres på grund af væsentlige sagsbehandlingsfejl

Hvis underinstansens afgørelse indeholder en eller flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, skal klageinstansen tage stilling til, om den kan/skal »reparere « sagsbehandlingsfejlen eller om der skal ske hjemvisning

Vurderingen bør ske ud fra hensigtsmæssigheds- og retssikkerhedsovervejelser. I overvejelserne bør bl.a. følgende hensyn inddrages:

At parterne skal have mulighed for at gøre deres partsbeføjelser gældende, hensynet til sagsbehandlingstiden samt, i mindre omfang, for at sikre praksis i underinstansen.

Sagsbehandlingsfejl, fx i form af en ufuldstændig begrundelse eller manglende besvarelse af spørgsmål fra sagens parter, vil som regel kunne rettes op i forbindelse med rekursinstansens behandling af sagen, eventuelt efter høring af underinstansen. Det vil sige, at der typisk ikke vil ske hjemvisning, men grovere fejl påtales i afgørelsen.

Væsentlige sagsbehandlingsfejl, fx fordi partshøring er undladt, fordi underinstansen har truffet afgørelse før partshøringsfristen er udløbet, eller fordi der har foreligget inhabilitet, vil ofte betyde, at sagen hjemvises.

Det bemærkes, at hvis klageinstansen finder en sagsbehandlingsfejl, som betyder at underinstansen har tilsidesat en garantiforskrift, så har ankeinstansen ifølge flere udtalelser fra Folketingets Ombudsmand en pligt til at påpege fejlen i sin afgørelse og tage stilling til betydningen af den.

Således har Ombudsmanden i forhold til en af Ankestyrelsens afgørelser udtalt, at uanset om der (udtrykkeligt) er klaget over sagsbehandlingsfejl, er Ankestyrelsen forpligtet til at tage stilling til sådanne sagsbehandlingsfejl, som efter deres art kunne være af betydning for afgørelsens indhold.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes følgende eksempler, hvor sagen ikke blev hjemvist:

SM R-11-01

Et nævn havde i forbindelse med behandlingen af 3 klagesager vedrørende kontanthjælp undladt at sende klagerne til genvurdering (remonstration) i kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at der var tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, men at tilsidesættelsen ikke konkret fandtes at medføre afgørelsernes ugyldighed.

I afgørelsen stod bl.a.;

Vurderingen af, om tilsidesættelsen af forskriften medfører ugyldighed, vil imidlertid bero på en konkret vurdering af, om der i forbindelse med en klage er kommet nye oplysninger i sagen, herunder oplysninger af en sådan karakter, at der er en vis sandsynlighed for, at underinstansen ville have givet ansøgeren helt eller delvist medhold ved en genvurdering.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at klagerne ikke indeholdt nye oplysninger i forhold til det ansøgte.

SM U-26-03

Arbejdsskadestyrelsen havde i en sag vedrørende anerkendelse af en erhvervssygdom som arbejdsskade ikke partshørt i en speciallægeerklæring.

Ankestyrelsen kritiserede den manglende partshøring, men fandt efter en konkret vurdering, at den manglende partshøring ikke kunne begrunde afgørelsens ugyldighed.

Ved vurderingen blev der bl.a. lagt vægt på, at det af begrundelsen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fremgik, at man havde lagt vægt på både oplysningerne i speciallægeerklæringen og oplysningerne fra en fysioterapeut. Oplysningerne fra fysioterapeuten havde skadelidte kendskab til.

Der blev herudover lagt vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen efter at have modtaget klagen havde sendt erklæringen til partshøring og at der ikke efterfølgende var kommet yderligere kommentarer i anledning af partshøringen.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes følgende sager, hvor sagen blev hjemvist:

SM F-2-01

Et nævn havde i forbindelse med behandlingen af en sag om forhøjelse af førtidspension undladt at partshøre ansøgers advokat over en indhentet specifik helbredsattest.

Ankestyrelsen fandt, at der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for sagen, og at det ikke var godtgjort, at den manglende partshøring havde været uden betydning for afgørelsen.

Ankestyrelsen fandt afgørelsen ugyldig og hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse.

SM F-7-01 (sag 1)

Kommunens afgørelse om at standse udbetaling af sygedagpenge den 11. juni 2000 var ugyldig som følge af alvorlige sagsbehandlingsmangler.

Sagen blev hjemvist til kommunen med anmodning om at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og derpå træffe ny afgørelse om dagpengeret.

Ankestyrelsen fandt bl.a., at afgørelsen om standsning blev truffet på utilstrækkeligt grundlag, at der ikke var foretaget en skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter mandens første henvendelse vedrørende sygedagpenge, at der ikke var partshørt over statusattest fra sygehus samt at der ikke var udarbejdet opfølgningsplan, jf. dagpengeloven.

Retsvirkningen af hjemvisning

Som udgangspunkt indebærer hjemvisning en fuldstændig annullation af underinstansens afgørelse. Der kan dog være tilfælde, hvor hele eller dele af underinstansens afgørelse skal forblive i kraft.

Det er meget væsentligt, at der i sager, hvor der træffes afgørelse om hjemvisning, tages stilling til, hvilken retsvirkning hjemvisningen skal have. Dette gælder i særlig grad i forhold til løbende ydelser.

Fra Ankestyrelsens praksis i forhold til løbende ydelser kan nævnes:

SM U-10-01

Sagen vedrørte hjemvisning i forbindelse med løbende erstatning for tab af erhvervsevne i en arbejdsskadesag.

Ankestyrelsen fandt, at skadelidte var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne for perioden 1. august 1998 til og med den 30. april 1999 (Arbejdsskadestyrelsen traf ny afgørelse den 19. april 1999 om standsning af ydelsen fra næste udbetalingsdag).

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse af 30. september 1998 hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen, og at hjemvisning efter almindelige forvaltningsretlige principper indebærer en annullation af den påklagede afgørelse.

Retsvirkningen af en annullation af en afgørelse om standsning af en løbende ydelse er som hovedregel, at den tilkendte ydelse skal fortsætte, hvis ankeinstansen ikke har tillagt afgørelsen en anden retsvirkning, jf. SM R-15-00 og SM F-3-00.

Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse af 30. september 1998 hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen, da sagen ikke vurderedes som tilstrækkeligt oplyst, uden at der blev taget stilling til den konkrete retsvirkning af hjemvisningen, men det blev i afgørelsen præciseret, hvilke yderligere oplysninger Arbejdsskadestyrelsen skulle indhente.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at det er Arbejdsskadestyrelsens ansvar, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse om standsning af den løbende erstatning for tab af erhvervsevne.

Der blev yderligere lagt vægt på, at løbende ydelser tilkendes, når den erhvervsmæssige situation endnu ikke er afklaret, og at ophør af ydelsen forudsætter, at der bliver foretaget en ny vurdering af, om forudsætningen for udbetalingen af den midlertidige ydelse er bortfaldet jf. SM U-11-99.

SM R-15-00

Sagen vedrørte hjemvisning i forbindelse med hjemmehjælp efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen som følge af det sociale nævns afgørelse om hjemvisning skulle have genoptaget en mands hjemmehjælp i perioden frem til, at kommunen havde vurderet sagen på ny og truffet en lovlig afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnets hjemvisning af kommunens afgørelse medførte en annullation af den indankede, ulovlige afgørelse.

Retsvirkningen af en annullation af en afgørelse om standsning af en ydelse er som hovedregel, at den tilkendte ydelse skal fortsætte, med mindre ankeinstansen har tillagt afgørelsen en anden retsvirkning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hovedreglen kunne fraviges og lagde bl.a. vægt på, at kommunens afgørelse led af alvorlige sagsbehandlingsmangler, samt at det var kommunen som havde ansvaret for at sagen var tilstrækkeligt oplyst.

SM F-3-00 og D-20-02

Begge sager vedrørte hjemvisning i forbindelse med sygedagpenge.

SM F-3-00:

Hjemvisning indebærer efter almindelig forvaltningsret en annullation af den påklagede afgørelse, medmindre andet fastsættes i hjemvisningsafgørelsen.

Annullation indebærer, at retsvirkningerne af den påklagede afgørelse ophæves. Som følge heraf måtte ydelsen genetableres, indtil der forelå en gyldig afgørelse om ophør.

En kommune havde truffet afgørelse om, at udbetaling af dagpenge til en kvinde skulle ophøre 4 dage senere.

Nævnet konstaterede, at denne bestemmelse ikke kunne anvendes som hjemmel til afgørelse om ophør, og nævnet hjemviste sagen til vurdering af, om revalidering stadig var overvejende sandsynlig i henhold til den relevante bestemmelse.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke ved den fornyede afgørelse godt 8 måneder senere kunne fastsætte samme ophørstidspunkt som sket ved den hjemviste afgørelse.

Kvinden havde derfor krav på udbetaling af et beløb svarende til sygedagpenge i den mellemliggende periode med fradrag af udbetalt kontanthjælp i samme periode.

SM D-20-02

Det sociale nævn havde truffet afgørelse om hjemvisning. Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om, at kommunens afgørelse om forlængelse af dagpengeperioden hvilede på et utilstrækkeligt beslutningsgrundlag.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at nævnet kunne pålægge kommunen at udbetale dagpenge efter den 13. august 2001, hvor beslutningen om dagpengestop mundtligt blev meddelt, når det ikke var fastslået, at der var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Ankestyrelsen lagde til grund, at udbetalingen af dagpenge ophører ved varighedsbegræns-ningens indtræden, medmindre der er grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Tilbagesendelse

I nogle tilfælde bruges ordet tilbagesendelse i afgørelser fra rekursinstanser, herunder i afgørelser fra Ankestyrelsen. Begrebet må ikke forveksles med hjemvisning.

Tilbagesendelse er ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand men en administrativ ekspedition. Tilbagesendelse er derfor heller ikke nævnt i retssikkerhedslovens § 68, stk. 2, om de afgørelser Ankestyrelsen kan træffe.

En afgørelse i Ankestyrelsen vil aldrig kun kunne gå ud på, at sagen tilbagesendes til underinstansen. Tilbagesendelse skal altid ske i kombination med, at der træffes en egentlig afgørelse i form af en stadfæstelse/ændring/hjemvisning.

Tilbagesendelse vil fx kunne ske i det tilfælde, hvor der i klagen rejses et spørgsmål fx en anmodning om en social ydelse eller en anmodning om en erstatning, der er helt uafhængig af det spørgsmål som rekursinstansen har til behandling.

Versioner

1. 2003-09-09