Sommerhuskommuners forpligtelse til at yde hjælp - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9484@2003-09-09/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Spørgsmålene vedrører som regel forståelsen af SM R-3-00, SM R-4-00 og SM R-6-02.
Disse SM’ere omhandler alle sommerhuskommuners handleforpligtelse efter retssikkerhedslovens § 9.
Sagt i korthed indebærer de, at sommerhuskommuner er forpligtede til at yde hjemmehjælp efter serviceloven, mens hjælp i form af eksempelvis hjælpemidler skal ydes af den faste opholdskommune.
Dette, at sommerhuskommuner er forpligtet til at yde hjemmehjælp, hviler på en praksis, der i hvert fald går 20 år tilbage. Der er ikke i øjeblikket en tilsvarende praksis vedrørende andre ydelser.
Flere kommuner har i den forbindelse stillet spørgsmålstegn ved om det betyder, at sommerhuskommunen i visse tilfælde alligevel er forpligtet til eksempelvis at stille plejesenge til rådighed, idet kommunerne argumenterer med, at uden plejesengen kan hjemmehjælpen ikke udføre arbejdet på forsvarlig vis.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at Ankestyrelsens kompetence ikke vedrører arbejdsmiljølovgivningen eller lignende regelsæt, der regulerer hvilke arbejdsforhold eksempelvis hjemmehjælpere må arbejde under.
Ankestyrelsen kan derfor ikke bistå kommunerne med at tage stilling til i hvilke tilfælde sommerhuskommunen som arbejdsgiver for hjemmehjælperne er forpligtet til at stille arbejdsredskaber såsom plejesenge til rådighed.
Det er som forudsætning lagt til grund ved både SM R-4-00 og SM R-6-02, at plejesengene var ydet efter servicelovens § 97, hvilket bl.a. vil sige, at hjælpen var ydet med henblik på at kompensere for borgerens nedsatte funktionsevne.
Sagerne var alene antaget til belysning af, om hjælpemidlet skulle ydes af sommerhuskommunen eller den faste opholdskommune.
Endvidere har nogle kommuner været i tvivl om, hvorvidt disse SM’ere har betydning for vurderingen af, hvorvidt konkrete borgere har ret til (også ekstra) hjælpemidler under opholdet i sommerhuset.
De pågældende SM’ere har ingen relevans for dette spørgsmål, der alene skal løses efter servicelovens § 97, hjælpemiddelbekendtgørelsen m.m. Det vil dog under alle omstændigheder være den faste opholdskommunes forpligtelse at tage stilling til hjælp i sådanne situationer.
Endelig har der været henvendelser om, hvordan den faste opholdskommune rent praktisk skal løse opgaverne. Problemet er, at det ikke er hensigtsmæssigt at sende hjælpemidler over store afstande.
Ankestyrelsen har ikke konkret forholdt sig til denne problemstilling, men vi er umiddelbart af den opfattelse, at det ikke vil give anledning til problemer, hvis kommunerne låner sig frem hos hinanden.
Det har været foreslået, at borgerne kunne betale for transporten. Ankestyrelsen har ikke taget stilling hertil.
Kompensationsprincippet indebærer imidlertid, at personer med handicap ikke selv skal dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne, så en sådan løsningsmodel vil formentlig ikke kunne anvendes.