Mellemkommunal refusion ved ophold i plejeboliger - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9485@2003-09-09/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Ankestyrelsen modtog i sommeren og efteråret 2002 i alt 4 sager, der rejste spørgsmålet om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, når en borger havde udnyttet den ret, som fremgik af den dagældende § 63, stk. 1 i almenboligloven, til at flytte på grund af særlige forhold. De pågældende borgere havde herigennem fået ophold i en plejebolig i en anden kommune, der blev borgernes nye opholdskommune.
Der var i sagerne enighed om, at den ny opholdskommune var berettiget til refusion fra den tidligere opholdskommune i henhold til dagældende § 9a, stk. 2 i retssikkerheds-loven. Uenigheden gik på hvilke typer udgifter refusionskravet omfattede.
Den ene afgørelse er udsendt som SM R-2-03, hvortil der henvises. Som det fremgår at SM R-2-03 er grundlaget for refusionskravets omfang ikke nærmere reguleret.
Kommunerne i de 4 sager opgjorde deres krav på vidt forskellig måde, og kravets størrelse varierede udover, hvad forskelle i serviceniveauet formentlig tilsagde.
Definitionen på plejeboliger fremgår af almenboliglovens § 5, stk. 2, hvorefter plejeboliger er almene ældreboliger, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til den pågældende beboergruppes behov.
Kommunernes uenighed relaterede sig til opgørelsen af udgifterne ved driften af omsorgs- og servicefunktionerne, og ved ydelser efter servicelovens § 76 i form af kontant tilskud til hjælp, som beboerne selv antager.
Retssikkerhedslovens § 9a angiver ikke nær-mere omfanget af refusionskravet udover, at den ny opholdskommune har ret til refusion for sin andel af udgifterne til hjælp efter aktiv- og serviceloven og herudover efter § 52, stk. 1 i pensionsloven, når en person har fået ophold i de nævnte boformer.
Forarbejderne til bestemmelsen bidrager ikke til fortolkningen.
Omfanget af refusionskravet er omhandlet i Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000, pkt. 89.
Det fremgår bl.a. heraf, at der er refusion for »alle ydelser « efter de nævnte love, men dette modificeres af, at der skal være tale om ydelser »til borgeren « og at »adgangen til refusion ikke omfatter udgifter til ledelse, administration og tilsyn « .
Det er endvidere eksplicit nævnt, at der ikke er refusion for udgifter til bolig efter almenboligloven.
I forbindelse med behandlingen af sagerne indhentede Ankestyrelsen en udtalelse fra Socialministeriet.
Ministeriet udtalte bl.a., at det var en forudsætning for refusion efter § 9a, at »udgifterne direkte skal kunne relateres til servicelovens bestemmelser « , at »udgifterne kan beregnes og opdeles i henhold til servicelovens materielle bestemmelser « og at »opgørelsen af et refusionskrav kan ske efter en takstberegning eller en gennemsnitlig takst « .
Ministeriet henviste i sidstnævnte forbindelse til, at det med indførelsen af grundtakstmodellen, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001, blev præciseret, at opgørelsen af faktiske udgifter kan ske ud fra gennemsnitstakster i stedet for individuelle opgørelser i forhold til den enkelte borger.
Ministeriet henviste her videre til vejledningen om grundtakstfinansiering af sociale ydelser, pkt. 31, hvoraf det i øvrigt også fremgår, at »hvis ikke andet er aftalt, så er det de individualiserede omkostninger til den hjælp, som den enkelte har modtaget, der skal betales for « .
På dette grundlag fandt Ankestyrelsen, at det var en betingelse for refusion for en konkret udgift, at denne var personhenførbar.
En refusionspligtig kommune har ret til at få oplyst med hvilken hjemmel udgifterne er afholdt, hvilket bl.a. betyder, at kommunen kan kontrollere, hvorvidt udgifterne er personhenførbare.
Den nærmere beregning af visse personhenførbare udgifter kunne imidlertid godt ske efter en gennemsnitsberegning. Den ny opholdskommune var derfor ikke berettiget til refusion for udgifter til aktivitetscentre og lignende i form af åbne tilbud – og hvor det ikke fremgik om beboeren var visiteret til tilbuddet - og ej heller hvis udgifterne var opgjort ud fra antallet af boliger uden hensyntagen til den enkelte beboers eller andre borgeres anvendelse af tilbuddet.
Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at udgifter til arbejdsskadeerstatning og BST vedrørende de ansatte var udgifter, der fulgte af kommunens pligt efter servicelovens regler til at yde bistand og pleje, men at disse udgifter måtte betragtes som administrationsudgifter. Disse udgiftsposter var derfor heller ikke omfattet af refusionskravet.