Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-82

GældendeVersion 2003-10-10
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9548@2003-10-10/da

Indhold
  1. Indledning

Danske Håndværksslagtere har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Kødbranchen nr. 5, juni/juli 2003, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen, der bar overskriften ” Dyrt bekendtskab med Håndværksslagterne ”, hed det i en underoverskrift: ”Bonuspengene fra DAKA nægtet udbetalt til to slagtere, der meldte sig ud af foreningen. I stedet er pengene fordelt til de tilbageværende medlemmer”.

I artiklen hed det:

”Slagtermester Hans Erik Kraaer, Gelsted Slagterforretning og Grambogård, begge fynske virksomheder, har mistet deres bonuspenge fra DAKA for 2002, fordi de meldte sig ud af foreningen Danske Håndværksslagtere og ind i DSL senere på året.

DAKA-pengene udbetales til begge brancheforeninger, der derefter fordeler dem forholdsmæssigt blandt medlemmerne, primært slagtehuse og forretninger med større affaldsleverancer til DAKA.

Men Håndværksslagterne besluttede, at de to frafaldne skulle fratages deres bonus, som i stedet er fordelt til de tilbageværende medlemmer af denne forening.

Få pengene i hånden

Hans Erik Kraaer siger om sagen: ”Jeg vil gerne tilråde de tilbageværende medlemmer af Håndværksslagterne om at få pengene i hånden, inden de melder sig ud. Jeg troede naturligvis, at pengene blot blev overført automatisk, men da det viste sig ikke at være tilfældet, kontaktede jeg så Håndværksslagternes formand Jens Engstrøm og spurgte, hvorfor jeg ikke havde fået mine penge. Svaret var, at pengene var fordelt til dem, der var medlemmer på udbetalingstidspunktet. Udover at samtalen med Engstrøm var yderst ubehagelig i tonen, så finder jeg det dybt betænkeligt, at betroede midler håndteres på denne måde. Håndværksslagterne har sandelig været et meget dyrt bekendtskab.”

Klageren har anført, at det er i strid med god presseskik at bringe en omtale af, at klager har været et dyrt bekendtskab for to slagtere, der meldte sig ud af foreningen, uden at klager har fået mulighed for at kommentere sagen specielt. Dette burde være sket, når man forsøger at stille klager i et dårligt lys og fremkommer med oplysninger, som ikke er korrekte.

Klageren har videre anført, at han ønsker et genmæle, idet det ikke er korrekt, når Hans Erik Kraaer udtaler, at man skal sørge for at få pengene i hånden, inden man melder sig ud, idet han troede, at pengene blev overført automatisk. Klager har over for bladet oplyst, at Hans Erik Kraaer i forbindelse med sin udmeldelse var blevet skriftligt orienteret af foreningen om, hvordan beslutningsproceduren var omkring efterbetaling, herunder specielt at det var bestyrelsen, der afgør, til hvem der skal ske efterbetaling. Denne oplysning har bladet ikke ønsket at optage, hvorfor klager stilles i et krænkende lys, som kan være skadeligt for klagers virksomhed.

Klageren har yderligere anført, at det ej heller er korrekt, når det i artiklen anføres, at ”det er dybt betænkeligt, at betroede midler håndteres på denne måde”. Der er ikke tale om betroede midler, men om midler, der udbetales klager som andelshaver. Det er derfor klager, der afgør, hvordan en eventuel bonus udbetales til medlemmerne. Klager har i den forbindelse besluttet, at bonus kun udbetales til medlemmer, der har været medlem i hele driftsåret. Ønsker man ikke at være medlem hos klager, kan man heller ikke få del i goderne.

Klageren har endelig bemærket, at der ikke er tale om et læserbrevsindlæg, men om en artikel i bladet, hvilket indebærer, at bladet må have ansvaret for, at de faktisk gengivne oplysninger er korrekte. Bladet har særligt dette ansvar, når bladet er organ for Danske Slagtermestres Landsforening, der konkurrerer med klager om de samme medlemsgrupper.

Indklagede har anført, at det af klager udfærdigede genmæle indeholder forklaringer, vurderinger, baggrundsoplysninger og kommentarer, der er af en sådan karakter, at skrivelsen må afvises som værende et berettiget genmæle.

Indklagede har samtidig bestridt, at artiklen er i strid med god presseskik. Der er alene tale om kommentarer fra to tidligere medlemmer hos klager. Artiklen har på ingen måde været skadelig eller krænkende for klagers virksomhed.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I artiklen udtaler den ene af de to slagtere, der har meldt sig ud hos klager og i den forbindelse ikke har fået del i en bonus, at klager har været et meget dyrt bekendtskab. Nævnet finder ikke, at dette udsagn – eller andre af artiklens udsagn – er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge det for klager.

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Nævnet finder, at de oplysninger, der ønskes genmæle i forhold til, alene er kommentarer fra den ene af de to udmeldte slagtere, der i artiklen fremkommer med sin opfattelse af det tidligere sagsforløb. Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for genmæle.

Afsagt den 1. oktober 2003.

Versioner

  1. 2003-10-10