Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9757@2003-11-17/da

Indhold

1. Indledning

Advokat Peter Bang har på vegne af International Shipping Partners A/S og direktør [K] klaget til Pressenævnet over en række artikler i Ekstra Bladet den 6.-9. maj 2003, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen den 6. maj 2003, der havde overskriften ” ÅRHUNDREDETS FORBRYDELSE ”, hed det bl.a.:

»

Forsikringssvindel

Sagen kostede pengemanden Henrik Johansen, rederidirektør Ole B. Hansen og skibets kaptajn, norske Hugo Larsen hver seks måneders hæfte for at have overtrådt loven om sikkerhed på skibe.

Og norsk politi udpegede danskeren Erik Mørk Andersen som den hovedmistænkte brandstifter, uden at der var et eneste bevis imod ham.

Men i de forløbne 13 år er der dukket så mange nye oplysninger frem, at det nu er et åbent spørgsmål, om de dømte overhovedet ejede og drev skibet.

Danske og norske overlevende fra katastrofen mener at kunne påvise, at de reelle ejere bag skibet var det amerikanske krydstogtrederi SeaEscape , med dansk-amerikaneren [K] som en central skikkelse, og at personer fra rederiet om bord på Scandinavian Star planlagde og iværksatte branden med det formål at score en forsikrings-gevinst på mere end 100 millioner kr.

«

Artiklen den 7. maj 2003, der havde overskriften ” MYSTIK OM MASKINCHEF ”, havde følgende ordlyd:

»Da passagerfærgen Scandinavian Star lørdag nat 7. april gik op i flammer i Skagerrak, var ni af besætningsmedlemmerne ansat i rederiet SeaEscape .

Overlevende og pårørende fra dødsskibet mener, at en eller flere af disse besætningsmedlemmer planlagde og iværksatte branden for at udløse en forsikringspræmie på mere end 100 millioner kr. til personkredsen bag SeaEscape . Interessen samler sig især om skibets maskinchef, Heinz Steinhauser .

Hans forklaringer til politiet og i Sø- og Handelsretten er fuld af huller. Mystikken starter allerede i forbindelse med hans redegørelse for sin ansættelse.

Steinhauser oplyser, at han bliver opsøgt af (rederidirektør, red.) ” Ole Hansen” i Port Everglades , Florida, hvor SeaEscape hører hjemme.

” Ole Hansen” sejler med til Mobile, hvor skibet skal på værft. Steinhauser bliver tilbudt at forhyres videre på Scandinavian Star, og han faxer sine krav til Danmark. ” Ole Hansen” accepterer kravene og Steinhauser sejler sammen med de øvrige SeaEscape folk skibet til Cuxhaven i Tyskland, hvor det anløber i marts.

Ansættelsesforholdet er imidlertid aldrig dokumenteret. Steinhauser hævder, at papirerne gik tabt på ulykkesnatten , selv om hans kahyt var uberørt af branden i mange timer. Og ” Ole Hansen” har angiveligt aldrig leveret en kopi til politiet.

Et år efter ulykken blev Heinz Steinhauser ansat som teknisk direktør i firmaet International Shipping Partners (ISP) i Miami, Florida, der er ejet af dansk-amerikaneren [K].

ISP er en videreførelse af SeaEscape , der fik udbetalt forsikringen efter branden på Scandinavian Star. Også i SeaEscape var [K] den centrale person.

Ekstra Bladet har gentagne gange mailet en række spørgsmål til Heinz Steinhauser , uden at han har svaret.

[K] har mundtligt meddelt Ekstra Bladet, at han ikke vil kommentere sagen – kun at han er villig til at forklare sig over for politiet.«

I en artikel med overskriften ” KRIMINELLE PENGEMÆND ” hed det bl.a.:

»Det amerikanske rederi SeaEscape havde den store pengepung fremme, da branden på Scandinavian Star skulle undersøges i Sø- og Handelsretten.

Firmaet skulle for alt i verden ikke fedtes ind i sagen og betalte store summer til DFDS’ advokater for at blive holdt skadesløse.

Rederiet kunne nemlig se frem til at skulle ryste op med meget store erstatningsbeløb, hvis det kom frem, at rederiet var de reelle ejere, og sagen dermed skulle føres i USA.

Og folkene bag SeaEscape slæbte i forvejen rundt på et plettet renommé.

Omdrejningspunktet i firmaet er og var dansk-amerikaneren [K]. Han var frem til 1982 ansat som økonomidirektør i DFDS, hvor han blev sendt til Florida for at redde rederiets amerikanske filial, Scandinavian World Cruises , der senere tog navneforandring til SeaEscape .

SVINDELFABRIK

En af pengemændene i SeaEscape var Stuart Graff . Inden han slog sig på rederidrift var han berømt og berygtet for at svindle sig til millioner af dollars på bekostning af tusinder af småsparere. Hans virksomhed var at sammenligne med sidegade-vekselerere. Det amerikanske børs- og finanstilsyn slæbte ham i 1993 for en dommer, hvor han fik frataget retten til at drive investeringsvirksomhed. Tilsynet kaldte hans virksomhed for en ”svindelfabrik”.

En anden af rederiets hovedinvestorer var Graffs ven Joel Rahn , der også i flere år havde levet et liv på kant med loven og havde flere domme for svindel.

Den tredje hovedinvestor i rederiet var Fred Kassner , en rejsemagnat fra New Jersey.

Fem måneder efter ulykken på Scandinavian Star var [K] og trekløveret igen i gang med at lave lukrative forretninger med Henrik Johansen.

I forbindelse med Scandinavian Star-katastrofen blev Henrik Johansen udelukkende dømt, fordi han tilstod, at han ejede og drev skibet. De dokumenter, der skulle underbygge hans tilståelse, er imidlertid af en yderst tvivlsom karakter, men politiet og anklagemyndigheden var tilfredse.

De havde for længst opgivet at komme til bunds i selskabskonstruktionerne, og Henrik Johansen selv havde ingen som helst problemer med en dom på seks måneders hæfte, der endte med to en halv måned i et åbent fængsel.

Da han forlod hotel Gitterly , ventede nye millionhandler med [K] og hans amerikanske trekløver.

I forbindelse med en konkurssag mod SeaEscape ved konkursretten i Miami i 1991 indrømmede bestyrelsesmedlem i SeaEscape Louis Alexander Pietro , at rederiets handler med Henrik Johansen var ” paper deals” – fiktive handler.«

I en artikel samme dag hed det under overskriften ” GAMMEL KENDING ”:

»En tidligere ansat i rederiet SeaEscapes efterfølger, International Shipping Partners (ISP), er klar til at fortælle politiet om 12 forlis og havarier, der har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag de to firmaer.

Ekstra Bladet har foretaget en søgning i det amerikanske transportsikkerhedsråds databaser:

I marts 1984 udbrød brand om bord på M/V Scandinavian Sea ud for Cape Canaveral ved Floridas kyst.

I august 1984: Brand om bord på M/V Scandinavian Sun . Scandianvian Sun er stadig i drift. Skibet hedder nu Discovery Sun og har også været hærget af brande.

I 1986 brød M/V Scandinavian Sky i brand undervejs fra Cancun i Mexico til Port of Tampa, Florida.

I 1988 brændte Scandinavian Star. To mennesker omkom.

I 1990 brændte Scandinavian Star igen. Denne gang omkom 159 mennesker.

I 2000 sank SS Seabreeze 400 km ud for Virginia på den amerikanske østkyst. Alle 35 besætningsmedlemmer blev reddet, men omstændighederne bag forliset er aldrig blevet opklaret.«

I en artikel den 9. maj 2003 med overskriften ” NU VIL JEG VIDNE ” hed det bl.a.:

»Siden dødsbranden på Scandinavian Star for 13 år siden er nye vidner dukket op med oplysninger, der muligvis kan kaste afgørende lys over katastrofen.

Samtidig er vidner, der blev afhørt dengang, kommet med supplerende oplysninger.

Især tre personer ser ud til at ligge inde med en viden, der kan have afgørende betydning.

Første vidne ønsker at være anonym, men Ekstra Bladet er bekendt med hans identitet og bopæl. Vi kalder ham Per Bergman. Han er svensker og har tidligere sejlet sammen med Heinz Steinhauser og har også haft en central placering i dansk-amerikaneren [K]s firma International Shipping Partners (ISP).

Dette firma er stiftet af den samme personkreds fra rederiet SeaEscape , der muligvis var de rette ejere af Scandinavian Star på tidspunktet for ulykken.

VIDNE 1

I 2000 tog Per Bergman på eget initiativ kontakt til overlevende fra ulykken.

8. januar 2001 bliver der arrangeret et møde på brandstationen i Göteborg. Til stede er Mike Axdal , Terje Bergsvåg og Hasse Magnusson fra støttegruppen for overlevende. Også redningstjenestens chef Lennart Olin og souschef Claes Tornberg deltager sammen med pensioneret politikommissær Agne Knutsson , der var ansvarlig for de tekniske undersøgelser efter ulykken.

Ekstra Bladet har fået bekræftet mødet fra de tilstedeværende.

Per Bergman fortæller, at Steinhauser var hovedansvarlig for branden. Denne viden havde Per Bergman fået på de skibe, han havde sejlet sammen med Steinhauser .

Per Bergman fortalte også om en lang række andre skibe, der var havareret med vilje som led i forsikringssvindel. Han kalder personkredsen bag SeaEscape /ISP for en mafia, hvis grådighed ikke kender grænser. Af samme grund frygter han for sit liv. Han fortæller videre detaljeret om ISP’s forretningsmetoder. De går kort sagt ud på, at ledelsen skaffer penge hos et netværk til at købe skibe, som derefter lejes ud til driftsselskaber, som ISP styrer. ISP sørger for bemanding af skibene og for at tegne forsikringer. Indimellem ”falder der et skib af”, og forsikringen havner hos ISP, fortæller Per Bergman. Han er villig til at afgive forklaring til politiet.

«

Ved brev af 4. juni 2003 klagede klagerne ved advokat Peter Bang til bladet over bladets tilsidesættelse af god presseskik og anmodede samtidig bladet bringe et genmæle.

Ved brev af 8. juli 2003 afviste bladet klagen, herunder at bringe klagernes genmæle.

Klagerne har indledningsvis anført, at bladet i tre artikler den 6.-8. maj 2003 har bragt forkerte oplysninger på en række punkter.

Klagerne har i forhold til artiklen den 6. maj 2003 anført, at SeaEscape intet scorede på branden. Tværtimod var det en af hovedårsagerne til, at SeaEscape et år efter branden gik i betalingsstandsning. Det er korrekt, at da skibet brændte, modtog SeaEscape den resterende købesum. Den havde SeaEscape imidlertid modtaget under alle omstændigheder. [K] har aldrig, direkte eller indirekte, været ejer/medejer af SeaEscape eller Scandinavian Star. På tidspunktet for branden var pågældende et ikke-stemmeberettiget bestyrelsesmedlem i SeaEscape og var derfor ikke nogen central skikkelse i denne sag. På den måde, som bladet har skrevet artiklen, indikeres det, at [K] var i SeaEscape og fik andel i en forsikringsudbetaling på baggrund af forsikringssvindel. [K] har i øvrigt flere gange over for bladet oplyst, at SeaEscape ikke fik nogen økonomisk gevinst ud af branden på Scandinavian Star.

Klagerne har i relation til artiklen den 7. maj 2003 anført, at det ikke er korrekt, at International Shipping Partners A/S (ISP) er en videreførelse af SeaEscape . SeaEscape var et amerikansk krydstogtsrederi, der ejede og opererede krydstogter fra havne i Florida. Selskabet havde i perioden 3-5 skibe. ISP selskaberne blev stiftet i 1988. SeaEscape ophørte i 1992-1993. ISP har aldrig ejet skibe eller drevet krydstogtsvirksomhed. De to selskaber har helt forskellig forretningsvirksomhed med forskellige ejere og kørte parallelt deres virksomheder i fem år, indtil SeaEscape lukkede. Da ISP blev stiftet, var der to af minoritetsaktionærerne i SeaEscape , der var med til at stifte ISP, hvor de også, både enkeltvis og tilsammen, var minoritetsaktionærer. Disse blev dog købt ud efter nogle få år, så i de seneste mange år har ISP været 100% ejet af ledende medarbejdere i ISP. Ingen af disse har nogensinde været medejere af SeaEscape og/eller Scandinavian Star. ISP er derfor på ingen måde en videreførelse af SeaEscape . Pås Påstanden herom kan kun ses som et forsøg på at sværte ISP til, idet SeaEscape ikke kan svare for sig. Det er i øvrigt ikke korrekt som anført i bladets brev af 6. juni 2003 til klagernes advokat, at [K] kontrollerede Marne Investement Ltd., idet han på intet tidspunkt har ejet mere end 8% af selskabet, hvilket således ikke er en kontrollerende aktiepost, og [K] har på intet tidspunkt været medejer af SeaEscape .

Klagerne har videre anført, at der er tale om særdeles grove påstande, når det i artiklen den 8. maj 2003 med overskriften ”Gammel kending” anføres, at en tidligere ansat i rederiet SeaEscapes efterfølger, International Shipping Partners, er klar til at fortælle politiet om 12 forlis og havarier, der har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag de to firmaer. Klagerne formoder, at bladet henviser til de fire navne nævnt i artiklen med overskriften ”Kriminelle Pengemænd”.

Klagerne har oplyst følgende om de anførte forlis og havarier:

Marts og august 1984 Scandinavian Sea og Scandinavian Sun :

Disse skibe blev drevet af SeaEscape , der i marts 1984 var et 100% ejet datterselskab af DFDS A/S, Danmark. Skibene blev drevet af DFDS med danske officerer, og skibene blev repareret, så der var ingen forsikringsudbetaling til de fire nævnte personer eller ISP, der ikke var stiftet på det tidspunkt.

1986 Scandinavian Sky:

Dette skib har aldrig sejlet mellem Mexico og Tampa og har ikke haft nogen brand.

1988 Scandinavian Star:

Der var ingen, der omkom eller kom til skade under denne brand. Skibet blev repareret, så der var ingen forsikringsudbetaling til de fire nævnte personer eller ISP, der ikke var stiftet på det tidspunkt.

1990 Scandinavian Star:

Af de fire personer nævnt i artiklen med overskriften ”Kriminelle Pengemænd” har Stuart Graff , Fred Kassner og [K] aldrig været ejer/medejer af SeaEscape . SeaEscape modtog sin salgssum for salg af skibet, og der var derfor ingen forsikringsgevinst for SeaEscape . SeaEscape udloddede ikke udbytte eller andre betalinger til ejerne, og SeaEscape gik i 1991 i betalingsstandsning og senere konkurs, så Joel Rahn – den eneste af de fire nævnte, der havde interesser i SeaEscape – fik aldrig udbetalt noget beløb. Der var derfor ingen forsikringsudbetalinger til de fire nævnte personer eller til ISP.

2000 Sea Breeze :

Sea Breeze sank i en orkan i år 2000. Skibet var ejet af et 100% ejet datterselskab af Credit Suisse First Boston, en af verdens største banker. CSFB fik udbetalt den fulde forsikringssum for skibet.

Klagerne har videre anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik i forhold til artiklen med overskriften ”Gammel kending” den 8. maj 2003, idet man ved læsning af artiklen får det indtryk, at ISP har haft økonomisk vinding ved diverse forlis og skibsbrande. Dette er i sammenhængen en ikke blot usand, men også krænkende påstand. Læserne må nødvendigvis få det indtryk, at de seks skibskatastrofer er i blandt de 12 angivelige forlis. Der er tale om en form for vildledende journalistik, særligt når bladet tilsyneladende har været klar over, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de påståede forlis og de 6 navngivne skibskatastrofer.

Klagerne har yderligere anført, at oplysningerne i artiklerne 6.-8. maj 2003 har en skadelig, krænkende og agtelsesforringende karakter, og de er ikke efterprøvet eller forelagt klagerne inden offentliggørelsen.

Klagerne har i forhold til artiklen den 9. maj 2003 anført, at personkredsen bag ISP kaldes en mafia, hvis grådighed ikke kender grænser, og som giver vidnet grund til at frygte for sit liv. Der bringes endvidere postulater om ISP´s forretningsmetoder, der kun kan læses som, at ISP driver virksomhed med forsikringssvindel. Disse meget grove og aldeles udokumenterede beskyldninger mod et i Danmark registreret aktieselskab har bladet heller ikke forsøgt at foreholde selskabets direktør [K] til trods for, at beskyldninger af denne karakter selvsagt kan have uoverskuelige økonomiske konsekvenser for ISP. Klagerne har henvist til, at Pressenævnet tidligere har udtalt sin alvorlige kritik af Danmark Radio og pålagt mediet at bringe et genmæle. Klagernes advokat er bekendt med disse forhold. Alligevel vælger bladet at betegne [K] som del af en mafia med morderiske tendenser.

Klagerne har i den forbindelse oplyst, at det er korrekt som af bladet oplyst, at der i december 2002 har været afholdt et møde mellem [K] og to journalister fra bladet. [K] ønskede ikke at deltage i et egentligt interview, men havde ikke noget imod at drøfte sagen under den forudsætning, at han ikke blev eksponeret i bladet med billeder og lignende. Få dage senere bragte bladet en artikelserie med billeder af [K]. De grove og ærekrænkende beskyldninger om berigelse i forbindelse med skibsforlis, brande m.v., hvorved læseren bibringes det indtryk, at der er tale om forsikringssvindel og lignende, blev ikke berørt på dette møde, ligesom det heller ikke blev nævnt, at klagerne kunne forvente at blive mødt med beskyldninger fra anonyme vidner om, at man anvender ”mafiametoder” og giver vidner anledning til at frygte for deres liv. Bladet har ikke efterfølgende rettet formelle henvendelser til [K], hverken i dennes egenskab af privatperson eller direktør for IPS.

Til bladets anførsel om, at de bragte oplysninger stort set er de samme, som blev bragt i december 2002, har klagerne anført, at de ikke er læsere af Ekstra Bladet og er ikke bekendt med, at bladet tidligere skulle have bragt oplysninger, der tangerer de oplysninger og påstande, som denne klage omfatter.

Bladet har indledningsvis anført, at bladet ikke har haft noget ønske om at sværte [K] og hans firma til. Bladet har haft en naturlig interesse i at belyse omstændighederne bag katastrofen på Scandinavian Star. [K] har ikke ønsket at bidrage med sin viden om sagen, hvilket er hans valg.

Bladet har nærmere anført, at det ikke har hævdet, at der er tale om forsikringssvindel, som klagerne anfører. Bladet har derimod refereret overlevende og pårørende fra ulykken, der mener, at dette er tilfældet. Bladet skal dog gerne præcisere, at bladet ikke mener, at der er tale om forsikringssvindel. I øvrigt refererede en lang række medier de overlevendes synspunkt om forsikringssvindel, da den skandinaviske presse i december fulgte op på bladets første historier om sagen. Det er ikke korrekt, når det anføres over for nævnet, at [K] flere gange over for bladet har anført, at SeaEscape ikke fik nogen økonomisk gevinst ud af branden på Scandinavian Star. Journalisten har alene haft ét møde med [K] i december 2002, hvor han kategorisk afviste at kommentere sagen.

Bladet har videre anført, at man ikke har haft nogen intentioner om at ”sværte” ISP til. Om ISP er en ”videreførelse” af SeaEscape , er en strid om ord. Indholdet – og pointerne – i bladets artikler, er, at der frem til SeaEscapes konkurs var tætte relationer mellem firmaerne Marne Investment , SeaEscape og ISP. Stifterne af ISP var Marne Investment c/o SeaEscape ved bl.a. [K] og Louis Alexander Pietro . Dis Disse sad også i SeaEscapes bestyrelse – [K] dog uden stemmeret. Ved SeaEscapes konkurs overtog – eller ”videreførte” – ISP ligeledes fire af SeaEscapes skibe. Bladet har henvist til artikler fra Jyllands-Posten og Bergens Tidende.

I relation til artiklen om rækken af skibsforlis har bladet erkendt, at oplysningerne om branden på Scandinavian Sky tilsyneladende er urigtige, og bladet har meddelt klagerne, at man er indstillet på at bringe et genmæle på det punkt. De øvrige forlis er til gengæld beskrevet hos både US Coast Guard og National Transportation Safety Board . Derudover refererer bladet et vidne – en tidligere ansat i ISP – som hævder at ligge inde med oplysninger om 12 forlis. Dette vidnes oplysninger og identitet har bladet fået bekræftet fra en lang række kilder, der overværede mødet med vidnet. Bladet drager ingen paralleller mellem oplysningerne fra de amerikanske myndigheder og vidnets oplysninger.

Bladet har samtidig oplyst, at man tillige er indstillet på at bringe et genmæle, hvor bladet beklager, hvis det af bladets artikler fremstår, som om konkrete personer i firmaet ISP personligt er blevet beriget på baggrund af katastrofen, idet bladet ikke har belæg for at påstå dette.

Bladet har oplyst, at det er korrekt, at bladet havde et møde med [K] i december 2002. Bladet havde ved den lejlighed medbragt sagens centrale dokumenter for at gennemgå dem med [K]. Det er usandt, når det anføres, at han kun havde en ”begrænset” interesse i at deltage, men at han ikke havde noget imod ”at drøfte sagen under den forudsætning, at han ikke blev eksponeret i Ekstra Bladet med billeder og lignende”. Han ville under ingen omstændigheder deltage. Bladet trodsede faktisk denne besked og brugte ham i beskedent omfang som anonym kilde med ”tæt kendskab til sagen” i artiklen den 26. december 2002 for alligevel at få hans synspunkter med. [K] har på baggrund af mødet været fuldt ud klar over, at bladet ville skrive om sagen, og han har således været bekendt med hovedindholdet af artiklerne. Alligevel ønskede han ikke at bidrage med sin viden om sagen, hvilket er hans valg.

Bladet har yderligere anført, at artiklen den 9. maj 2003 er en præsentation af tre vidner, som politiet aldrig har afhørt, selv om de kan ligge inde med væsentlige oplysninger til belysning af sagen. Vidnerne indgår nu i det materiale, som Rigsadvokaten lægger til grund for sin beslutning om, hvorvidt sagen skal genåbnes og efterforskes på ny, eller definitivt lukkes. Vidnet, der bliver anket imod, blev omtalt i artikler i bladet den 16. og 22 december , uden at det gav anledning til indsigelser fra [K].

Bladet har endelig henvist til en række tidligere artikler om sagen samt kendelse af 28. november 2000 fra det norske pressenævn.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, David Trads , Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard .

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 34, stk. 2, kan en klage over tilsidesættelse af god presseskik rettes til det pågældende medie selv eller til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 4 uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest 4 uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet.

I relation til artiklen den 6. maj 2003 er klagen over tilsidesættelse af god presseskik indgivet til bladet den 4. juni 2003. Fristen er herefter overskredet, og denne del af klagen afvises derfor.

Ifølge medieansvarslovens § 36, stk. 3, skal anmodning om genmæle fremsendes skriftligt til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Klagernes anmodning om genmæle i forhold til artiklen den 6. maj 2003 blev ikke sendt til bladet inden denne frist. Ikke desto mindre har bladet behandlet – og afvist – klagernes anmodning. Efter medieansvarslovens § 43, stk. 3, har Pressenævnets formand – når det drejer sig om et genmælekrav – alene kompetence til at afvise sager, hvor klagefristen i § 40 ikke er overholdt. Pressenævnet har derfor realitetsbehandlet klagernes krav om genmæle i forhold til artiklen den 6. maj 2003.

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

I artiklen den 6. maj 2003 har bladet refereret, at overlevende fra Scandinavian Star-katastrofen mener at kunne påvise, hvem der var de reelle ejere af Scandinavian Star. Da bladet således alene har refereret de overlevendes vurdering af dette spørgsmål, finder nævnet, at der ikke er grundlag for genmæle.

Udsagnet ”ISP er en videreførelse af SeaEscape , der fik udbetalt forsikringen efter branden på Scandinavian Star” i artiklen den 7. maj 2003 må forstås således, at der i selskabet ISP skete en videreførelse af de aktiviteter, der var foregået i SeaEscape . Som sagen foreligger oplyst for nævnet, finder nævnet ikke, at bladet har sandsynliggjort, at dette skulle være tilfældet. Klagerne har derfor krav på genmæle.

Om artiklen den 8. maj 2003 bemærker nævnet, at det for læseren må fremstå således, at de seks omtalte forlis og havarier er blandt de 12 hændelser, som den tidligere ansatte i ISP er klar til at fortælle politiet om, og som – ifølge den tidligere ansatte – har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag SeaEscape og International Shipping Partners. Artiklens udsagn må her anses at være rettet mod [K].

Det er nævnets opfattelse, at formålet med bladets angivelse af de seks forlis og havarier har været at søge at dokumentere den tidligere ansattes udsagn. Nævnet bemærker, at bladet har erkendt, at oplysningerne om branden på Scandinavian Sky var forkerte. For de øvrige fem forlis og havarier finder nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at [K] skulle have modtaget store forsikringssummer som følge af disse forlis og havarier. Nævnet finder, at bladet ved at bringe oplysningerne om de seks forlis og havarier har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik. Klagerne har samtidig krav på genmæle.

Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at klagerne ikke er blevet forelagt oplysningerne i artiklerne den 7.-9. maj 2003. Uanset om bladet på mødet med [K] i december 2002 måtte have fået den opfattelse, at klagerne ikke ønskede at udtale sig om sagen, finder nævnet, at bladet henset til oplysningernes karakter burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for klagerne. Da bladet har undladt dette, har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende:

Den 7.-9. maj 2003 bragte Ekstra Bladet en omtale af branden på skibet Scandinavian Star i 1990, i hvilken forbindelse [K] og International Shipping Partners A/S (ISP), som han er direktør for, blev omtalt. I artiklen den 7. maj 2003 hed det blandt andet, at ”ISP er en videreførelse af SeaEscape , der fik udbetalt forsikringen efter branden på Scandinavian Star”. I artiklen den 8. maj 2003 blev det omtalt, at en tidligere ansat i International Shipping Partner er klar til at fortælle politiet om 12 forlis og havarier, der har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag SeaEscape og International Shipping Partners. I den forbindelse omtalte bladet seks forlis og havarier i perioden 1984-1990. I artiklen den 9. maj 2003 kaldte den samme person personkredsen bag SeaEscape /ISP for en grådig mafia, der ikke kendte nogen grænser, og at han af den grund frygtede for sit liv. Han fortalte endvidere om ISP´s forretningsmetoder.

International Shipping Partners A/S og [K] har klaget til Pressenævnet, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler:

Om artiklen den 8. maj 2003 bemærker nævnet, at det for læseren må fremstå således, at de seks omtalte forlis og havarier er blandt de 12 hændelser, som den tidligere ansatte i ISP er klar til at fortælle politiet om, og som – ifølge den tidligere ansatte – har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag SeaEscape og International Shipping Partners. Artiklens udsagn må her anses at være rettet mod [K].

Det er nævnets opfattelse, at formålet med bladets angivelse af de seks forlis og havarier har været at søge at dokumentere den tidligere ansattes udsagn. Nævnet bemærker, at bladet har erkendt, at oplysningerne om branden på Scandinavian Sky var forkerte. For de øvrige fem forlis og havarier finder nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at [K] skulle have modtaget store forsikringssummer som følge af disse forlis og havarier. Nævnet finder, at bladet ved at bringe oplysningerne om de seks forlis og havarier har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at klagerne ikke er blevet forelagt oplysningerne i artiklerne den 7.-9. maj 2003. Uanset om bladet på et møde med [K] i december 2002 måtte have fået den opfattelse, at klagerne ikke ønskede at udtale sig om sagen, finder nævnet, at bladet henset til oplysningernes karakter burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for klagerne. Da bladet har undladt dette, har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Klagerne er endvidere berettiget til efter påkrav at få optaget følgende genmæle, jf. medieansvarslovens § 39:

I forbindelse med en omtale den 7. maj 2003 af branden på skibet Scandinavian Star i 1990 blev det oplyst, at International Shipping Partners A/S er en videreførelse af SeaEscape , der fik udbetalt forsikringen efter branden på Scandinavian Star. Det blev endvidere den 8. maj 2003 oplyst, at en tidligere ansat i International Shipping Partners A/S er klar til at fortælle politiet om 12 forlis og havarier, der har udløst store forsikringssummer til personkredsen bag SeaEscape og International Shipping Partners A/S. I den forbindelse omtalte bladet seks forlis og havarier i perioden 1984-1990.

Over for disse oplysninger meddeles det, at International Shipping Partners A/S ikke er en videreførelse af SeaEscape , og at [K] ikke har modtaget forsikringssummer som følge af de seks anførte tilfælde af forlis og havari.

International Shipping Partners A/S

Direktør [K]”

Afsagt den 12. november 2003.

Versioner

1. 2003-11-17