Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9762@2003-11-18/da

Indhold

1. Indledning

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003)

I det følgende er oplyst om afgørelser, som vi har modtaget i perioden fra april til og med september 2003. Orienteringen er opdelt i 2 afsnit:

I afsnit I er oplyst om afgørelser efter pensionsreglerne i lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002, der trådte i kraft den 1. januar 2003, herunder de nye regler om førtidspension.

I afsnit II er oplyst om afgørelser efter de regler, der gælder for personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg inden den 1. januar 2003.

Afsnit I. Afgørelser efter regler i lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 med de nye regler om førtidspension, der trådte i kraft den 1. januar 2003.

§ 4 – Bopæl i Danmark mindst 3 år

En svensk statsborger var indrejst i Danmark den 12. november 1999 og fyldte 67 år den 27. juni 2002.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på dansk pension, da han ikke opfyldte betingelsen om bopælstid i Danmark i mindst 3 år mellem det 15. år og det 67. år, jf. pensionslovens § 4.

Den periode, hvor han og hans samlever havde hus i Danmark, kunne ikke medregnes som dansk bopælstid, idet han efter egne oplysninger ikke boede der fast.

Ankestyrelsens kommentar:

Kravet om bopæl i Danmark i mindst 3 år efter pensionslovens § 4 er fraveget for personer, der er omfattet af EF-forordning nr. 1408/71, men ikke for personer, der er omfattet af den nordiske konvention om social tryghed. Nævnet har lagt til grund, at EF-forordningen ikke fandt anvendelse, da ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse i Danmark.

I afgørelsen, der er omtalt i SM P-17-03, lagde Vestre Landsret vægt på, at anvendelsen af forordningen måtte forudsætte, at den pågældende arbejdstager i sit aktive arbejdsliv har virket i flere medlemsstater. Ansøgerens ægtefælle var derfor ikke omfattet af EF-forordning nr. 1408/71.

Ankestyrelsen bemærker, at der kan være et behov for principiel stillingtagen til, om en person der flytter til Danmark efter at være tilkendt pension i udlandet, optjener dansk pension, og om muligheden for at få dansk pension efter såvel EF-forordningen som efter konventioner. Ved modtagelsen af klager vil vi være opmærksomme på denne problemstilling.

§ 14 a, stk. 4 og § 14, stk. 1 – helbredstillæg

Borgeren søgte om hjælp til briller den 25. februar 2003, og kommunen bevilgede tilskud til betaling af briller med 85 % af prisen i helbredstillæg.

Ved borgerens henvendelse den 27. marts 2003 blev kommunen opmærksom på, at han allerede havde afhentet og betalt brillerne den 25. februar 2003. Kommunen trak derefter bevillingen tilbage den 21, maj 2003.

Nævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til at trække bevillingen af 24. marts 2003 tilbage, og at kravet om forudgående ansøgning og bevilling ikke kunne fraviges.

Nævnet lagde vægt på, at borgeren ikke havde gjort kommunen opmærksom på, at han allerede havde afhentet brillerne. Desuden havde han ikke indrettet sig på grund af bevillingen, da denne endnu ikke var givet på tidspunktet for afhentning og betaling af brillerne den 25. februar 2003.

Der var derfor ikke ret til helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4.

Nævnet fandt dog, at kommunen konkret skulle vurdere, om hun var berettiget til hjælp til brillerne, jf. pensionslovens § 14, stk. 1, om personligt tillæg.

Også efter denne bestemmelse skal der som udgangspunkt anmodes om hjælp i kommunen inden udgiften afholdes, da kommunen skal have mulighed for at vurdere, om udgiften er nødvendig.

Det bemærkedes endvidere, at kommunen ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 1 burde have henvist til det relevante lovgrundlag i sin afgørelse. Dette havde dog ikke haft betydning for afgørelsen af sagen.

Nævnet har ved fremsendelsen af afgørelsen henvist til, at det udtrykkeligt fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ansøgning skal indgives, inden behandlingen udføres/bestilles, og at helbredstillæg således ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft. Det fremgår også af Socialministeriets orienteringsskrivelse af 11. december 2002.

Nævnet har rejst spørgsmål om, hvorvidt betingelsen om forudgående ansøgning og bevilling er et absolut krav, som ikke kan fraviges.

Ankestyrelsens kommentar:

Ankestyrelsen har antaget en sag til principiel behandling om betydningen af, at ansøgeren har afholdt udgiften til briller, inden hun søgte om helbredstillæg, Det forventes, at sagen behandles på ankemøde den 29. oktober 2003, og at den kan offentliggøres omkring 1. december 2003.

§ 16 - § 20 – Førtidspension – reform - arbejdsevnevurdering

Den Sociale Ankestyrelse har i forbindelse med opfølgning af førtidspensionsreformen i brev af 26. april 2003 særligt anmodet nævnene om orientering om afgørelser, der er truffet de de nye regler om arbejdsevnemetode.

Vi har pr. 1. oktober 2003 modtaget underretning fra 4 nævn om i alt 16 afgørelser, hvor klagefristen var udløbet, uden at der var indgivet klage.

I 4 tilfælde har nævnet stadfæstet kommunens afgørelse, mens nævnet i 12 tilfælde har hjemvist sagerne til kommunen.

I 3 af afgørelserne, der blev stadfæstet, var nævnet enig i afslag på pension efter § 20, stk. 1, jf. § 16. Nævnet vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at arbejdsevnen kunne bedres i en sådan grad, at ansøgeren kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder ved fleksjob. Det fremgår af afgørelserne, at der forelå ressourceprofil og vurdering efter reglerne i pensionslovens § 18- § 20.

I det fjerde tilfælde, der blev stadfæstet, var nævnet enig i, at der ikke var grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension, jf. lov om social pension § 18.

Nævnet var blandt andet enig i, at ansøgeren blev tilbudt et afklarende arbejdsprøvningsforløb med sigte på at tilrettelægge en revalideringsmæssig indsats.

Det fremgår af afgørelsen, at også i det tilfælde fandt Nævnet, at reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen var anvendt.

Af de 12 tilfælde, som nævnet hjemviste, var begrundelsen i 9 af sagerne, at kommunen efter 1. januar 2003 havde meddelt afslag på pension eller på at påbegynde pensionssagen efter de regler, som var gældende for personer, der allerede modtager pension.

Kommunernes afgørelser var ugyldige, da de var truffet efter den 1. januar 2003, og da ansøgerne ikke i forvejen modtog pension. Kommunen skulle ved den fornyede behandling af sagen udarbejde afgørelsen efter reglerne i pensionslovens § 19, stk. 1. Kommunen skulle således udarbejde en ressourceprofil efter reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen § 6-§ 8.

I 3 tilfælde blev sagen hjemvist, selv om der forelå en ressourceprofil.

I det ene tilfælde var begrundelsen, at ressourceprofilen var udarbejdet 24. maj 2002 til brug for tidligere arbejdsprøvning, men at ikke var foretaget ajourføring med hensyn til oplysninger eller vurderinger til brug for sagen om førtidspension.

I det andet eksempel forelå en ressourceprofil af 25. april 2002, som var suppleret på nogle punkter senest 3. marts 2003.

Nævnet fandt dog, at vurderingen af arbejdsevnen og helhedsvurderingen var mangelfuld, specielt derved, at det ikke fremgik, at ansøgeren havde medvirket ved sagens behandling i overensstemmelse med formålet med bekendtgørelsen.

I et tredje tilfælde manglede der ud fra en konkret vurdering lægelige oplysninger om den aktuelle helbredsmæssige situation.

Ankestyrelsens kommentar:

De modtagne afgørelser er udtryk for, at nogle kommuner ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på at anvende de nye regler for sager, der var under forberedelse, men hvor afgørelsen først blev truffet efter 1. januar 2003.

Ankestyrelsen er indstillet på at antage sager til principiel belysning af anvendelse af reglerne, der trådte i kraft 1. januar 2003. Vi har foreløbigt kun modtaget ganske få klager over afgørelser efter de nye regler, som alle er antaget til principiel behandling. De første afgørelser er truffet på ankemøde den 1. oktober 2003 og ventes offentliggjort omkring 1. november 2003. Til oplysning om antagne principielle sager og offentliggjorte afgørelser kan henvises til Ankestyrelsens hjemmeside, www@dsa.dk.

Afsnit II. Afgørelser efter de regler, der er gældende for personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg inden den 1. januar 2003, som fortsat gælder i henhold til lov om social pension, der er opregnet i § 6, stk. 4, i lov nr. 285 af 25. april 2001.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension – deltagelse i fleksjob eller skånejob

Kommunen havde givet afslag på pension. Begrundelsen var, at erhvervsevnen var nedsat, men ikke i en sådan grad, at den ikke kunne udnyttes.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og tilkendte mellemste førtidspension. Der blev lagt vægt på, at ansøgeren efter amputation af venstre underben i 1993 havde haft kroniske sår, hyppige infektioner og svære belastningssmerter i benstumpen, problemer med tilpasning af protese, samt at han allerede i 1993 fik nerveknudesmerter i benstumpen, hvor der også beskrives moderat til svært muskelsvind og nedsat blodtilførsel til muskelvæv,

at der efter en lægelig vurdering var tale om en varig tilstand uden yderligere behandlingsmuligheder bortset fra ny operation som dog ikke medførte sikkerhed for bedring af tilstanden,

at der ifølge nævnets speciallægekonsulent forelå et skånebehov,

at enhver belastning forværrede helbredsproblemerne, og funktionen i alle praktiske gøremål var præget af smerter og stort tidsforbrug,

at revalideringstiltag igennem 9 år ikke havde forbedret erhvervsevnen, idet tre forsøg på uddannelse til maskintekniker og efterfølgende forløb med arbejdsprøvning og selvstændig virksomhed alle var ophørt på grund af helbredstilstanden.

Nævnet var på denne baggrund ikke enig med kommunen i, at ansøgeren var i besiddelse af en erhvervsevne, der kunne anvendes, i fleksjob, ligesom nævnet ikke fandt det muligt at belyse en resterhvervsevne, der udelukker tilkendelse af mellemste førtidspension.

Nævnet bemærkede, at kommunen i sin skriftlige afgørelse ikke overholdt forvaltningslovens regler om henvisning til de retsregler i henhold til hvilke, afgørelsen var truffet. Nævnet fandt endvidere, at afgørelsen burde have indeholdt en redegørelse for de faktiske omstændigheder, som var tillagt betydning ved afgørelsen.

Ankestyrelsens kommentar:

Nævnets afgørelse ses ikke at være i strid med Ankestyrelsens praksis.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension – genoptagelse af afslag på pension truffet i 1995

Kommunen havde ikke fundet grundlag for at genoptage afgørelser, der var truffet i 1995 og 1996, hvor der var meddelt afslag på førtidspension.

Nævnet fandt, at pensionssagen i 1995 var berørt af ændret praksis efter Højesterets dom af 22. december 1999 om førtidspension, og at betingelserne for mellemste pension var opfyldt fra det endelige arbejdsophør i juli 1995.

Nævnet lagde vægt på, at funktionsniveauet i 1995 var beskrevet svært nedsat, at erhvervsevnen i 1995 ved samstemmende lægelige undersøgelser var vurderet svært nedsat, at helbredsproblemerne havde vedvaret i en årrække, og at tilstanden altovervejende var stationær.

Nævnet har på baggrund af oplysningerne ved behandlingen af ansøgningen i 1995 vurderet, at erhvervsevnen var varigt nedsat på grund af invaliditet, og at der ikke var grundlag for at antage, at han havde en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension. Efterfølgende var han af Den Sociale Ankestyrelse tilkendt mellemste pension fra 1998, og tilstanden i neurokirurgisk speciallægeerklæring af 14. december 2000, indhentet af Ankestyrelsen, vurderedes mere eller mindre uændret i de sidste 4-5 år.

Ankestyrelsens kommentar:

Nævnets afgørelse illustrerer, at den ændrede praksis efter Højesterets domme i 1999 og 2001 kan få betydning ikke kun for tilfælde, hvor der er tilkendt forhøjet almindelig pension, men også i fx en sag, hvor der har været givet afslag på pension. Det afhænger af en konkret individuel vurdering i det enkelte tilfælde.

Ved afgørelse om genoptagelse må der altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af principperne fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de generelle principper for forvaltningsretlig genoptagelse.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension – ændret bedømmelsesgrundlag

Kommunen havde genbehandlet afgørelse af 11. oktober 1991 på grundlag af den ændrede praksis som følge af Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001. Kommunen fastholdt afgørelsen om, at ansøger ikke havde ret til mere end forhøjet almindelig pension.

Kommunen bedømte erhvervsevnen i forhold til husligt arbejde i eget hjem. Ansøgeren var kommet til Danmark som flygtning i 1984 og havde modtaget kontanthjælp frem til tilkendelsen af pension. Nævnet fandt, at erhvervsevnen skulle bedømmes i fuldtids erhvervsarbejde.

Nævnet lagde vægt på, at hun i flere år forud for tilkendelsen af førtidspension modtog kontanthjælp, og at kommunen herved måtte have forudsat, at hun var til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. den dagældende bistandslov § 40, hvorefter det som hovedregel var en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Nævnet henviste til SM P-9-98, hvor der var tale om meget spinkel tilknytning til arbejdsmarkedet. Det blev lagt til grund, at kontanthjælpsmodtageres pligt til at udnytte arbejdsmulighederne eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet ikke var afhængig af den hidtidige erhvervstilknytning.

Nævnet fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for tilkendelse af mellemste førtidspension fra 1. maj 1991. Nævnet lagde navnlig vægt på, at der var beskrevet et meget lavt funktionsniveau som følge af reel legemlig og psykisk invaliditet, og at der ikke var fundet muligheder for revalidering eller arbejdsprøvning. Nævnet orienterede samtidig om forældelse.

Ankestyrelsens kommentar:

Normalt er det en forudsætning for ændring af det bedømmelsesgrundlag, der oprindeligt er lagt til grund, at der er væsentlige oplysninger om ændring af det retlige eller faktiske grundlag for den daværende afgørelse, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give mulighed for en ændret afgørelse. SM P-9-98, som nævnet har henvist til, kan efter Ankestyrelsens opfattelse ikke uden videre anvendes på afgørelser, der er truffet i 1991, idet der er sket ændringer i reglerne om udbetaling af kontanthjælp til ægtefæller i perioder mellem tilkendelse af førtidspension i 1991 og udsendelsen af SM P-9-98.

§ 14 – Afslag på højeste pension

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilkendelse af mellemste pension med kontrol efter 2 år. Der var derimod ikke ret til højeste pension.

Ansøgeren var 22 år. I 1999 fik hun konstateret en fremskreden lymfekræft og fik behandling herfor dels ved operation og dels ved kemobehandling. Der var fysiske og psykiske følger efter behandlingen i form af udpræget træthed, tristhed, koncentrationssvækkelse samt hormonalforstyrrelser og bindevævsændringer. Behandlingsmulighederne var på afgørelsestidspunktet udtømte.

Nævnet vurderede, at ansøgeren havde et væsentligt nedsat funktionsniveau på grund af sin kræftlidelse og følgevirkningerne af behandlingen herfor.

Nævnet mente dog, at en vis stabilisering og dermed bedring af såvel den fysiske som psykiske tilstand ikke var udelukket på tidspunktet for afgørelsen.

Ankestyrelsens kommentar:

Der er tale om en konkret vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold. Afgørelsen ses ikke at stride imod Ankestyrelsens praksis.

§ 18 – Invaliditetsydelse - dialysepatient

Nyreforeningen havde påklaget kommunens afgørelse om afslag på invaliditetsydelse til en 59-årig mand med nedsat nyrefunktion. Han havde fået foretaget nyretransplantation i 1993 og været velfungerende indtil 2001. På grund af nyrebetændelse kom der aftagende nyrefunktion og siden november 2001 havde han været i posedialyse i en såkaldt natmaskine hver nat. Dialysen var velfungerende og aktuelt var han i udredning med henblik på nyretransplantation.

Kommunen fandt, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst 2/3. Kommunen henviste til, at der er sket en udvikling i behandlingsmetoderne siden Ankestyrelsens afgørelse fra 1982 og 1985, jf. SM P-1-82 og SM P-1-85.

Nævnet traf afgørelse om, at ansøgeren havde ret til invaliditetsydelse, da hans erhvervsevne var nedsat med 2/3 i forhold til alle typer af erhverv sammenholdt med, at han som arbejdsløs stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Der blev lagt vægt på, at en svigtende nyrefunktion med behov for natlig dialyse i almindelighed medfører en invaliderende træthed, og at behandlingsresultaterne ved dialyse ikke har ændret sig markant siden Den Sociale Ankestyrelse tog principiel stilling til dialysepatienters ret til invaliditet i de offentliggjorte afgørelser.

Ankestyrelsens kommentar:

Nævnets afgørelse er udtryk for en konkret vurdering og ses ikke at stride imod praksis.

§ 20a, stk. 2 – Påbegyndelse af pensionssag

Nævnet fandt, at kommunen havde haft grundlag for at påbegynde behandling af sag om førtidspension.

Begrundelsen var, at kommunen havde haft grundlag for at konstatere, at alle aktiverings- revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet, jf. § 20a, stk. 2, i lov om social pension.

Nævnet lagde navnlig vægt på oplysningerne om uddannelses- og erhvervsforløbet. sammenholdt med, at sprogskolen, som kommunen havde henvist pågældende til, ikke havde kunnet give noget uddannelsestilbud.

Nævnet fremhævede, at der ikke med denne afgørelse var taget stilling til, om ansøgeren opfyldte betingelserne i pensionsloven for tilkendelse af førtidspension eller i givet fald hvilken pensionstype. Hvis der ikke fandtes at være grundlag for førtidspension på baggrund af de helbredsmæssige forhold alene, var tilkendelse af behovsbestemt pension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 eller 3, afhængig af indtægtsforholdene.

Ankestyrelsens kommentar:

Nævnets afgørelse er udtryk for en konkret afgørelse og ses ikke at stride imod gældende praksis.

§ 44 – Frakendelse af bistandstillæg efter § 16

En kommune frakendte bistandstillæg for en kvinde på 35 år, som efter et ulykkestilfælde i 1969 var blevet lammet i begge ben og følelsesløs fra navlen og nedefter. Hun var kørestolsbruger siden ulykken. Hjælpemidler gjorde hende selvhjulpen i vidt omfang. Hun modtog bistandstillæg siden 1. september 1983. Hun havde taget akademisk uddannelse og har haft et forskningsarbejde i 37 timer om ugen i 1-2 måneder.

Nævnet fandt ikke, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at frakende det tidligere tilkendte bistandstillæg.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren hele sit voksenliv havde modtaget bistandstillæg.

Desuden havde de helbredsmæssige forhold ikke ændret sig siden tilkendelsen af bistandstillæg. Det var endvidere ikke sandsynliggjort, at funktionsevnen var blevet bedre. Behovet for bistand var således uændret.

Nævnet mente ikke, at det kunne tillægges særlig betydning til ugunst for hende, at ægtefællen var læge. Nævnet fandt, at kvinden havde et behov for personlig bistand, der ligger ud over hvad der kan forventes af en ægtefælle. Ved denne vurdering tog nævnet udgangspunkt i oplysningerne om, at hun på grund af problemer med siddesår og bylder var sengeliggende 1- 2 måneder af året.

Ankestyrelsens kommentar:

Efter § 44, stk. 1, nr. 3 kan bistandstillæg frakendes, når betingelserne ikke er opfyldt.

Afgørelsen træffes efter en konkret vurdering. Nævnets afgørelse ses ikke på det foreliggende grundlag at stride imod Ankestyrelsens praksis.

§ 44 – Frakendelse af invaliditetsydelse efter § 18

Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke var ret til invaliditetsydelse fra 1. maj 2003.

Borgeren var pr. 1. oktober 2002 ophørt i erhvervsmæssig beskæftigelse som lærer og overgået til efterløn. Han havde modtaget invaliditetsydelse i 20 år og var 62 år. Borgeren ønskede fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet og søgte arbejde som sprogunderviser på time-basis hos virksomheder i området.

Nævnet fandt det ikke konkret sandsynliggjort, at han inden for kortere tid ville opnå erhvervsarbejde af et sådant omfang og en sådan varighed, at invalidtetsydelsen kunne bevares. Pr. 1. maj havde han allerede været uden arbejde i 7 måneder. Kommunen havde derfor ikke haft anledning til at udskyde tidspunktet for sin afgørelse yderligere.

Nævnet tog den praksis i betragtning, som fremgår af SM P-14-01 og SM P-26-01.

Nævnet bemærkede ved fremsendelsen af afgørelsen, at afgørelsen adskiller sig på visse punkter fra de sager, der er refereret i de sociale meddelelser. Nævnet har foretaget en konkret individuel bedømmelse af sagen og herunder inddraget tidsfaktoren i sine overvejelser.

Ankestyrelsens kommentar:

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om frakendelse af invaliditetsydelse, hvis betingelserne for invaliditetsydelse ikke længere er opfyldt, jf. § 44, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 18. Ankestyrelsen havde ikke bemærkninger til Nævnets afgørelse.

§ 49, stk. 1 – Omberegning af pension

Nævnet traf afgørelse om, at borgeren havde ret til at få omberegnet sin pension med udgangspunkt i de regler for beregning, som er gældende for reelt enlige.

Nævnet fandt, at borgeren var reelt enlig.

Der var tale om en kvinde, der delte en enfamilies bolig og udgifterne vedrørende denne med en anden kvinde. De havde kendt hinanden gennem mange år via deres tidligere institutionsophold. Der var tale om en bolig af en sådan størrelse, at hun og bofællen havde såvel private rum hver især som fælles rum i boligen. Fællesskabet over deling af boligen begrænsede sig til, at de var hinandens tryghed i hverdagen, spiste morgenmad sammen og delte udgiften til telefonabonnement og TV licens.

Pensionisten og hendes bofælle havde ikke egentligt samliv og en af dem havde en kæreste gennem mange år, som var bosat på en anden adresse. De havde i øvrigt adskilt økonomi, havde ikke fælles husførelse og havde hver deres gøremål, varetog vask af eget tøj og fik hver især leveret hjælp til rengøring og forestod/købte hver især kost bortset fra morgenmaden.

Nævnet fandt med henvisning til sin opfattelse af lovgivningens intentioner og med henvisning til de konkrete forhold, at formodningen om et samlivsforhold på baggrund af et adressefællesskab var afkræftet og ikke kunne lægges til grund for pensionsberegningen.

Nævnet pålagde derfor kommunen at foretage en omberegning. Nævnet har som relevant praksis henvist til SM P-20-95.

Ankestyrelsens kommentar:

Afgørelsen ses ikke at stride imod gældende praksis.

Versioner

1. 2003-11-18