Kommentar til SM A-30-03 af fuldmægtig Birgitte Krohn Hansen - kontanthjælp - tilbagebetalingspligt - forudseelig udgift\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9763@2003-11-18/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003)
Et socialt nævn har bedt Ankestyrelsen om at forklare nødvendigheden af at frafalde tilbagebetalingskravet i SM A-30-03.
Ankestyrelsen fandt ved sin afgørelse i sagen, at ansøgeren ikke havde været berettiget til hjælp efter aktivlovens § 81 til udgifter til husleje, vægtafgift, ulykkesforsikring og familieforsikring samt telefonabonnement. Ansøgeren skulle dog ikke tilbagebetale den hjælp, der var ydet til disse udgifter.
Hjælpen var af kommunen ydet med tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk.1, nr. 1.
Vedrørende tilbagebetalingspligten udtalte Ankestyrelsen i afgørelsen:
»Begrundelsen for afgørelsen om, at De ikke kan pålægges tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk.1,nr. 1 for den bevilgede hjælp til husleje, vægtafgift, ulykkesforsikring og familieforsikring samt telefonabonnement, er, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af hjælp, som der ikke har været hjemmel til at bevilge. «
Det sociale nævn skriver:
»Det synes af afgørelsen at fremgå, at det er en juridisk nødvendighed, at det ikke er muligt at opretholde et tilbagebetalingskrav i et tilfælde, hvor hjælpen ikke burde være ydet. Konsekvenserne af denne holdning er, at den hjælp, som ansøgeren ikke skulle have haft, skal han nu have som tilskud i stedet for som »lån«, dvs. at han skal stilles endnu bedre end den retsstilling, som kommunen og nævnet (med urette) gav ham. Det bemærkes i denne forbindelse, at modtageren af hjælpen ikke kan have haft nogen forventning om at få hjælpen som tilskud, da der fra starten var knyttet tilbagebetalingskrav til hjælpen. Han opnår således en endnu større ugrundet berigelse. «
Ankestyrelsens bemærkninger:
Med bemærkningen i Ankestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af hjælp, der ikke har været hjemmel til at bevilge, er det naturligvis forudsat, at de almindelige betingelser for tilbagebetaling ikke er opfyldt, dvs. at hjælpen ikke er modtaget mod bedre vidende - hvad den heller ikke var i sagen.
Hvis en kommune er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er hjemmel til at bevilge en ydelse eller kommunen måske helt klart ved, at der ikke er hjemmel til at bevilge ydelsen, kan den ikke klare dette problem ved at pålægge tilbagebetalingspligt for ydelsen.
Det synspunkt, som nævnet synes at give udtryk for i sin henvendelse er derfor ikke et holdbart synspunkt, uanset, at der ved ophævelse af tilbagebetalingspligten, sker en »berigelse« af ansøgeren, der ikke har haft forventning om at få hjælpen som tilskud.
Der henvises her til Graversen, »Tilbagebetaling af sociale ydelser«, Kap. 2, 4.1. hvorefter fortolkningsproblemer naturligvis ikke kan undviges gennem uhjemlet udvidelse af tilbagebetalingsreglerne.