Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-93

GældendeVersion 2004-01-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9901@2004-01-08/da

Indhold
  1. Indledning

[To mænd – K og L] har klaget til Pressenævnet over to artikler i B.T. den 6. og 7. september 2003, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen den 6. september 2003 havde overskriften ” General headhunter landsforræder ” og underoverskriften ”Den danske brigadegeneral [K] ansætter omstridt estisk politiker”.

Herefter hed det i artiklen:

»Med stjerner på skulderen kan alt lade sig gøre – i hvert fald for den danske brigadegeneral, [K] – chef for Baltic Defense College i Estland.

Brigadegeneralen har netop opfundet en stilling på sin skole til den dybt skandaliserede [L], som blev fyret som Estlands viceforsvarsminister for landsforræderi og omfattende svindel for en halv million danske kroner. [L] havde blandt andet bestilt arbejde hos sin moders firma – angiveligt noget tolkearbejde – penge som han altså puttede i egen lomme. [L] blev fyret den 14. maj i år og risikerede fem års fængsel, men han slap med en bøde på 24.000 danske kroner. Men på trods af [L]s svindlerier har [K] ingen betænkeligheder med at ansætte ham på den internationale militærskole i Estland. En skole som Danmark har haft som hø jes te prioritet for at omskole de tidligere baltiske lande i en mere vestlig orienteret kurs.

Men [L] er ikke den eneste kontroversielle medarbejder, som er blevet ansat af den danske brigadegeneral. Tiit Noorköiv er navnet på en anden fyret forsvarsmedarbejder, som måtte forlade sit job efter mistanke om børneporno. Noorköiv blev efterfølgende frikendt for sigtelserne.

En giftig sag

B.T. kontaktede brigadegeneral [K] for at få at vide, hvorfor en dømt svindler og landsforræder er så vigtig for den baltiske militærskole.

Jeg har et spørgsmål om en af dine ansatte, en [L].

”Ja, og dine oplysninger er simpelthen en giftig sag, der kører herovre. Du kan se på min personlige hjemmeside, hvad jeg har at sige om ham. Og det er virkeligheden. En mand som har bidraget væsentligt til at bygge forsvaret op, og som derefter laver en lille fejl i et system, hvor der findes utroligt mange mennesker med en akademisk holdning til adskillelsen mellem private og offentlige midler. Han har modtaget sin straf, han er ansat på akademiet, og det er jeg stolt af. Det her er virkeligheden, og du skal overhovedet ikke skrive om det i Danmark, og hvis du skriver noget om det i Danmark, kommer jeg efter dig.”

Hvordan?

”Så er du en mand, der laver skade på gode mennesker, for det her er en, der har gjort virkelig god tjeneste for de baltiske lande i de ti år, jeg har været herovre. Der findes noget virkeligt grimt herovre, som jeg ikke har tid til at fortælle dig om, og du bliver en del af det, og det er, hvad jeg vil sige nu. Hej.” sagde brigadegeneral [K], inden røret blev smækket på.

Senere var generalen kølet tilstrækkeligt af til at lægge truslerne på hylden.

”Grunden til, at jeg har ansat [L] er, at han igennem ti år har været den mand der opbyggede det estiske forsvar, og han har en stor del af æren for, at Estland er blevet optaget i NATO,” siger brigadegeneralen om manden, som han har arbejdet sammen med i snart ni år.

Og det samme gør sig gældende for Tiit Noorköiv ?

”Der er jo ikke nogen sag. Der har været en disciplinærsag, hvor han var nødt til at forlade sit arbejde af helbredsmæssige årsager. Alt andet er rygter.”

Så når jeg har fået oplysninger om, at der har ligget børneporno på hans computer, så passer det ikke?

”Jeg kender disse mænd gennem ni år, og jeg kan stå inde for dem.”

Ville det kunne lade sig gøre at ansætte folk på den måde du har gjort, hvis det var foregået i Danmark?

”Det skal jeg ikke udtale mig om. Jeg er ikke i Danmark, jeg er i Estland, og det er et land, hvor en stor del af den politiske elite har gjort ting, som forhåbentlig aldrig sker i Danmark. Tak. Farvel.”

I Danmark er det umuligt for personer med en plettet straffeattest at blive ansat som officer. I Estland ser det ikke ud til at være et problem.«

Artiklen den 7. september 2003 havde overskriften ” Jensby skal redegøre for landsforræder ” og underoverskriften ”Ansættelsen af den korruptions- og bedrageridømte tidligere viceforsvarsminister [L], på det dansk-støttede Baltic Defence College i Estland, havner nu på den danske forsvarsministers bord”.

I artiklen hed det blandt andet:

»Kan man ansætte en landsforræder og korruptionsdømt medarbejde som sin højre hånd?

Det mener brigadegeneral [K], men efter B.T.s afsløring af den omstridte ansættelse af generalens ven, er andre kommet stærkt i tvivl.

Omtalen får nu to fremtrædende politikere til at forlange fuldt lys over hele affæren.

SFs forsvarspolitiske ordfører, Villy Søvndal , og formanden for Folketingets forsvarsudvalg, de konservatives Helge Adam Møller, vil nu bede forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) redegøre for ansættelsen af [L] i det dansk-støttede Baltic Defence College i Estland.

Den tidligere viceforsvarsminister [L] forlod i maj i år sin stilling i det estiske forsvarsministerium efter anklager om embedsmisbrug, afsløring af statshemmeligheder og forfalskning.

[L] tilstod, inden sagen kom for retten. Ved en domstol i Estlands hovedstad Tallinn blev han i slutningen af juli fundet skyldig og idømt en bøde på 24.000 kr.

Ser intet problem

Brigadegeneral [K] kunne i går i B.T. ikke se det problematiske i ansættelsen af [L].

”Grunden til, at jeg har ansat [L] er, at han igennem ti år har været den mand, der opbyggede det estiske forsvar, og han har en stor del af æren for, at Estland er blevet optaget i NATO,” sagde den danske leder af det Baltiske Forsvarsakademi til B.T.

Men det kan Villy Søvndal . Ifø Ifølge SFs forsvarspolitiske ordfører er der noget, der tyder på urent trav, og han vil derfor bede forsvarsminister Svend Aage Jensby om at redegøre for sagen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Svend Aage Jensby. Men kontorchef Birgitte Juul i Forsvarsministeriets 8. kontor oplyser over for B.T., at Forsvarsministeriet ikke har støttet ansættelsen af [L] økonomisk på nogen måde.

”Faktisk er der ikke tale om nogen ansættelse af [L]. Han har et kontor der. Han er ansat og betalt af esterne. Kontoret er stillet til rådighed for ham efter en henvendelse fra det estiske forsvarsministerium. Der er altså ingen af de penge, vi betaler af vores øststøtte , der går til at ansætte ham. Han er ansat af det estiske forsvarsministerium. Danmark støtter akademiet med en kommandør, tre lærere samt en mindre del af driftsbudgettet. Vi har kun kompetence til at ansatte dansk personel. Ingen af de midler, vi giver, er altså gået til at ansætte [L],” siger Birgitte Juul.«

Klagerne har oplyst, at det i artiklen med overskriften ”General headhunter landsforræder” den 6. september 2003 er anført, at [L] er ”dybt skandaliseret” og er blevet fyret for ”landsforræderi og omfattende svindel for en halv million danske kroner..”. Det hævdes endvidere, at dette beløb ”puttede han i sin egen lomme”. Endelig oplyses det, at brigadegeneral [K] ”på trods af [L]s svindlerier” har ansat ham på den internationale militærskole i Estland. I artiklen med overskriften ” Jensby skal redegøre for landsforræder” den 7. september 2003 stilles retorisk spørgsmålet: ”Kan man ansætte en landsforræder og korruptionsdømt medarbejder som sin højre hånd”.

Klagerne har anført, at bladet ikke har kontrolleret oplysningerne, jf. punkt A.1. i de vejledende regler for god presseskik. Bladet har ikke angivet nogen kilde til oplysningerne. Man har åbenbart ikke kontrolleret oplysningerne gennem en banal søgning i databaser, da artiklernes oplysninger afviger væsentligt fra indholdet i estiske mediers omtale af sagen – en omtale, der er tilgængelig i oversat form. Artiklerne med deres bevidst fordrejede billede af virkeligheden virker skadevoldende for klagerne. Bladet har i sit forsøg på at etablere en ny sag mod den danske forsvarsminister ikke søgt facts eller det bedst mulige, afbalancerede billede af virkeligheden.

Klagerne har i den forbindelse oplyst, at retten takserede [L]s lovbrud til absolut minimumsstraf, men bladet oplyser desuagtet uden kildeangivelse, at [L] er ”dybt skandaliseret”. I forhold til bladets betegnelse af ham er det bemærkelsesværdigt, at alle Estlands forsvarsministre gennem de sidste otte år, alle ”ramt” af ”skandalen”, enten har opfordret til eller bifaldet ansættelsen af [L] på Baltic Defence Center. Billedet af den dybt skandaliserede person passer ej heller med det skudsmål, som [L] fik af Forsvarsministeriets departementschef i juli, ligesom det også er relevant at nævne, at den ”dybt skandaliserede” [L] i september måned har været anvendt af Estland under internationale forhandlinger om landets NATO-medlemskab.

Klagerne har videre oplyst, at dommen over [L] ikke kræver tilbagebetaling af, hvad han ”puttede i egen lomme”, og nævner kun statens tab af prestige, ikke et finansielt tab. Sidstnævnte fremgår også af anklageskriftet, der med udsagnet ” The crime in the present criminal case has not caused any property damage ”, reelt indeholder begrundelsen for minimumsdommen . At der ikke var noget økonomisk tab skyldes, at forsvarsministeriet og sikkerhedspolitiet måtte erkende, at [ Ls ] mors firma var hurtigere og billigere end konkurrenterne.

Klagerne har videre anført, at påstandene om landsforræderi ikke fremsættes i form af en vurdering af [L]s virke, men som en kendsgerning i juridisk sammenhæng. Som det fremgår af dommen, er [L] ikke dømt for landsforræderi, og han har aldrig været anklaget herfor. For en patriot, der allerede i 1987 sluttede sig til den estiske modstand mod sovjetmagten, og som har anvendt de seneste 10 år af sit liv på at genopbygge sit lands sikkerhedsstrukturer, er den ikke-underbyggede betegnelse ”landsforræder” helt uacceptabel og dybt ærekrænkende.

Klagerne har yderligere anført, at det ikke er korrekt, at [K] har ” headhunted ” [L], eller at han i dag er hans ”højre hånd”. Bladet søgte ikke ansættelsesforholdet klarlagt. [L] er placeret på skolen i en midlertidig projektstilling efter opfordring fra det estiske forsvarsministerium, lønnet af midler specielt stillet til rådighed af dette ministerium. Hans indledende opgave er at løse konsulentopgaver af afgørende karakter for Estlands forberedelse til NATO-medlemskabet. Placering og skolens ”job description ” er offentliggjort på skolens web-page . Ministeriets opgaver til [L] er aftalt direkte.

Klagerne har videre anført, at bladet har tilsidesat reglerne under punkt A.2. og A.3., idet [L] aldrig er blevet kontaktet af bladet, og artiklerne oplyser end ikke, at en sådan kontakt er blevet forsøgt. Det har åbenbart ikke inspireret bladet til yderligere undersøgelse af anklagerne og dokumentation af dem, at [K] i en telefonsamtale den 4. september 2003 meddelte, at bladets åbenbare opfattelse var helt ude af proportioner. Bladet har i sin research og tolkning af forseelsen og dommen intet gjort for at sætte disse ind i sin sammenhæng. Anklagernes alvorlige karakter taget i betragtning burde dette have været en selvfølge. Oplysningerne er derfor ikke ”efterprøvet i særlig grad”, jf. punkt A.3.

Bladet har anført, at [L] er dømt for i strid med estiske regler at lade sin moder opnå offentlige kontrakter om oversættelse, for at tilsidesætte regler om beskyttelse af fortrolige papirer og for at forfalske et dokument.

Bladet har i forhold til udsagnet ”puttede [penge] i egen lomme” anført, at det af dommen i straffesagen fremgår, at [L] sikrede, at hans moder opnåede kontrakter til en værdi af ca. en halv million kroner, og at hans samboende var beskæftiget i moderens firma. [L] blev dømt for at have overtrådt estiske regler ”in order til gain personal profit”, og det fremgår af dommen, at overtrædelsen ” significantly influenced his and his closed relatives’ financial interests ”. I artiklen den 6. september 2003 er det i overensstemmelse med de faktiske forhold anført, at kontrakterne blev tildelt [L]s moders firma. Den nuanceforskel, der ligger i, at beløbet umiddelbart tilfaldt [L]s moder og via moderens firma hans samboende – og således ikke direkte ham – kan ikke anses for væsentlig.

Bladet har videre anført, at alene faktiske oplysninger omfattes af pligten til efterprøvelse . Bladets beskrivelse af [L] som ”landsforræder” er ikke i den konkrete anvendelse af faktisk karakter, men er en sammenfatning af oplysninger om hans tilsidesættelse af blandt andet reglerne om behandling af fortrolige oplysninger. Det fremgår af dommen i straffesagen, at hans handlinger har påført den estiske stat ” substantial damage ”. Omtalen af ham som ”dybt skandaliseret” er berettiget.

Bladet har yderligere anført, at [K]s omtale af [L] og dennes evner gør det berettiget og naturligt at kæde de to personer sammen. Omtalen som ”højre hånd” er berettiget, idet [K] har oplyst at have ansat [L] og ved flere lejligheder omtalt ham i rosende vendinger. At være ”højre hånd” for nogen er ikke et præcist udtryk, hvis rigtighed kan efterprøves. Anvendelsen af udtrykket kan i hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor der er tæt forbindelse mellem klagerne, ikke give grundlag for kritik. Brugen af ordet ” headhunted ” er ligeledes berettiget, idet [K] oplyste at have ansat [L].

Bladet har oplyst, at man inden offentliggørelsen telefonisk kontaktede [K], der er citeret i artiklen den 6. september 2003. Dennes opfattelse, hvorefter straffesagen ikke burde forhindre [L]s ansættelse i Baltic Defence College, fremgår tydeligt af artiklen. Der var efter kontakten til [K] ikke anledning for bladet til tillige at kontakte [L].

Bladet har endelig anført, at klagerne ikke nærmere har redegjort for, på hvilken måde bladet har forbrudt sig mod reglen under punkt A.2. i de vejledende regler for god presseskik, bortset måske fra bemærkningen om et muligt ønske om at skade forsvarsminister Svend Aage Jensby. Bestemmelsen i de presseetiske regler hindrer selvsagt ikke, at netop [K] gøres til genstand for kritik i medierne. Kritikken i de to artikler retter sig ikke i særlig grad mod forsvarsministeren.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Finn Rowold , Tage Clausen og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler:

Udsagnet i artiklen den 6. september 2003 om, at [L] skulle have puttet penge i egen lomme, er knyttet til oplysningen om, at han skulle have svindlet for en halv million kroner ved blandt andet at have bestilt tolkearbejde i sin moders firma. Bladets oplysninger må forstås således, at [L] har haft en personlig vinding på det i artiklen omtalte beløb. Nævnet finder, at der ikke i dommen i straffesagen er belæg for dette udsagn. Bladet har derfor ved offentliggørelsen af oplysningen handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Bladet har ved anvendelsen af udtrykket ”landsforræder” i artiklerne den 6. og 7. september 2003 ønsket at tilkendegive, at [L]s tilsidesættelse af blandt andet reglerne om behandling af fortrolige oplysninger har måttet opfattes som landsforræderi. Uanset at der må indrømmes medierne vide rammer i forhold til den redaktionelle formuleringsfrihed, finder nævnet, at der – set i forhold til karakteren af de kriminelle handlinger, som [L] er dømt for – ikke er belæg for den anvendte betegnelse. Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af bladets vurdering af [L] i form af udsagnet ”dybt skandaliseret”.

Nævnet lægger til grund, at [K] har udtalt som citeret i artiklen den 6. september 2003. Her udtaler han sig blandt andet om baggrunden for, at han har ansat [L]. Nævnet finder på den baggrund, at udsagnene om, at [L] arbejder som [K]s højre hånd, og at han er headhuntet af [K], ikke er af en sådan karakter, at bladet herved har handlet i strid med god presseskik.

Med hensyn til klagepunktet om manglende forelæggelse for [L] bemærker nævnet, at artiklerne stiller spørgsmål ved [K]s ansættelse af [L]. Udsagnene i artiklerne om, at [L] skulle have puttet penge i egen lomme i forbindelse med svindel, og at han er en landsforræder, må anses som skadelige og agtelsesforringende for ham. Nævnet finder, at bladet burde have efterprøvet disse udsagn ved at forelægge dem for [L]. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige på dette punkt sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre følgende:

Den 6. og 7. september 2003 bragte B.T. en omtale af ansættelsen af den tidligere estiske viceforsvarsminister [L] ved Baltic Defense College i Estland og af den danske brigadegeneral, [K]s, rolle i forbindelse hermed. I artiklerne fremkom bladet – med baggrund i en i Estland afgjort straffesag mod [L] – med udsagn om, at [L] skulle have stukket penge i egen lomme i forbindelse med svindel for en halv million kroner, samt at han skulle være en landsforræder.

[K] og [L] har klaget til Pressenævnet, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler:

Udsagnet i artiklen den 6. september 2003 om, at [L] skulle have puttet penge i egen lomme, er knyttet til oplysningen om, at han skulle have svindlet for en halv million kroner ved blandt andet at have bestilt tolkearbejde i sin moders firma. Bladets oplysninger må forstås således, at [L] har haft en personlig vinding på det i artiklen omtalte beløb. Nævnet finder, at der ikke i dommen i straffesagen er belæg for dette udsagn. Bladet har derfor ved offentliggørelsen af oplysningen handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Bladet har ved anvendelsen af udtrykket ”landsforræder” i artiklerne den 6. og 7. september 2003 ønsket at tilkendegive, at [L]s tilsidesættelse af blandt andet reglerne om behandling af fortrolige oplysninger har måttet opfattes som landsforræderi. Uanset at der må indrømmes medierne vide rammer i forhold til den redaktionelle formuleringsfrihed, finder nævnet, at der – set i forhold til karakteren af de kriminelle handlinger, som [L] er dømt for – ikke er belæg for den anvendte betegnelse. Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Med hensyn til klagepunktet om manglende forelæggelse for [L] bemærker nævnet, at artiklerne stiller spørgsmål ved [K]s ansættelse af [L]. Udsagnene i artiklerne om, at [L] skulle have puttet penge i egen lomme i forbindelse med svindel, og at han er en landsforræder, må anses som skadelige og agtelsesforringende for ham. Nævnet finder, at bladet burde have efterprøvet disse udsagn ved at forelægge dem for [L]. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige på dette punkt sin kritik.

Versioner

  1. 2004-01-08