Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9904@2004-01-08/da

Indhold

1. Indledning

[En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget til Pressenævnet over en forsideomtale samt en artikel i B.T.’s internetavis den 29. september 2003, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat.

På forsiden hed det under overskriften ” Rigspoliti-chefens datter er autonom og besætter ” følgende:

»Rigspolitichef [B] – har nok at se til for tiden . ! Ti fugle i hånden er bedre end en på taget, eller er det omvendt?

Foto: Bjarne Lüthcke

15-årig BZ´ers far er rigspolitichef og mor er statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ” ein , zwei , drei – anti polizei .”«

Forsideomtalen var ledsaget af et billede af klagers ægtefælle.

Artiklen havde overskriften ” Rigspoliti-chefens datter autonom og besætter ” og underoverskriften ”15-årig BZ’ers far er rigspolitichef og mor er statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ” ein , zwei , drei – anti polizei ”.”

I artiklen hed det:

»Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ” Punker-S .”, med til at råbe mod de 100 kampklædte betjente, da de unge BZ’ere 25. august besatte et hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade i København.

Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af loven.

Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre.

S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor hun er opvokset.

Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre Nørrebro. Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og til hjemme hos mor og stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt andet befundet sig i det besatte hus på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade .

Flygtede op på taget

25. august bragede politiet igennem et brændende bål af containere og træpaller for at rydde huset for de omkring 100 autonome unge, der havde besat huset få timer forinden.

Politiet jagtede en stor del ned ad gaden, fik anholdt 15, mens 18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem blev også anholdt, mens det lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet på taget.

Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks. ”Gang i gaden”, og ”Vi gi’r aldrig op,” råbte de ned til politi og nysgerrige, som var stimlet sammen nede på gaden for at overvære seancen.

S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre BZ-ere . På taget af en kvist i fjerdesals højde lå hun blandt andet og sov, mens politiet ventede inde i huset.

Hvis en af de unge BZ-ere var faldet ned, var de højst sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af begrundelserne politiets indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede derop for at tvinge dem ned:

”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde en rolig indsatsleder den aften i august til B.T.

De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet.

[B] har været gift med S.s mor, statsadvokat [K], i fire år, men har ingen kommentarer til B.T.

Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet, Søren Kragh Pedersen:

”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.”

B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til S., statsadvokat [K].

Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4 kilo amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige Christian Bendtsen, søn af de Konservatives leder, vicestatsminister Bendt Bendtsen. Bendt Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik.

Hans søn blev idømt toethalvt års fængsel for narkohandel.«

Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og handlinger og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til deres privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med billeder af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen interesse” og er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i eller været vidende om datterens beslutning om at deltage i en husbesættelse , ligesom de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at rydde huset. Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en ikke-voldelig besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt samfundsmæssigt problem”. Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om husfredskrænkelser ligger på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne baggrund anses at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.

Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet, som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab – om ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige, ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter.

Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1., 2. punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr. 16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige.

Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i sammenhængen kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over almindelige regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt hus og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk.

Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger” fremgår det af omtalen i den lokale presse, at foreningen vil samle byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og tilbudene fra kommunen, at foreningen er stiftet i forsøget på at skabe en mere ungdomsvenlig by, og at foreningen håber at komme i dialog med politikerne. Der er altså tale om en helt legal forening, der ville virke med almindelige, fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar fordrejning af de faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette skulle være begyndelsen på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen måde beskrives.

Endvidere er øgenavnet ” Punker-S ”, som bladet angiver som et faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden hold i virkeligheden og kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og krænke klager og hendes familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret påstanden om dette krænkende øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra presseetiske regler at anvende en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen mulighed for risikofrit at viderebringe enhver urigtig oplysning blot med henvisning til, at oplysningen stammer fra en anonym kilde. Flere af datterens veninder har over for klager oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på den måde.

Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som helst reel betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende.

Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori hendes datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af narkotikalovgivningen, der kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at fremstille datteren på en agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af proportioner, idet der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets argument om, at læserne selv kan danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor urimelig den er, og bør derfor ikke tillægges betydning. Det havde været nærliggende, hvis bladet havde nævnt, at de to sager er uden sammenligning, eller at der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Oplysningen om en straf på to et halvt års fængsel for narkokriminalitet er den allersidste sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den tanke, at klagers datter skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden.

Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold. Klagers datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne nemt have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede henvendelse til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers ægtefælle. Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der bl.a. fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge alder ”, og fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager og hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers datters alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på dette punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3.

Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle er far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt punkt. Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen.

Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse til klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men der blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet videregiver følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det kan derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og datter, der skal bære risikoen for forkerte oplysninger.

Bladet har anført, at genstanden for artiklen ikke er eventuelle meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men det forhold, at datteren har deltaget i en ulovlig husbesættelse , samtidig med at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af landets justitsvæsen.

Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets fred. At datteren deltog i den omtalte husbesættelse er ikke en oplysning, der hører privatlivet til. Husbesættelsen resulterede i et fremmøde af ca. 100 kampklædte betjente og blev omtalt i en række medier. Der er tale om en begivenhed af almen interesse. At der i forbindelse med en politisk aktion forekommer en mindre lovovertrædelse kan ikke betyde, at pressen ikke må omtale begivenheden eller bringe umaskerede billeder. Bladet er derfor berettiget til at bringe oplysninger vedrørende husbesættelsen , herunder rapportere hvem der har deltaget i besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om navneforbud, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke under normale omstændigheder pålægges pressen at kontrollere endsige forholde sig til, om de aktionerende er over eller under 18 år.

Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har henvist til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000.

Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i form af ulovlige husbesættelser , har klar almen interesse. Gennem de sidste 25 år har husbesættelser givet anledning til en række meget voldsomme konfrontationer mellem BZ’ere og politiet, der naturligt har befolkningens interesse. At der mellem disse BZ’ere også er en person, der er datter og steddatter af to særdeles højtstående personer i anklagemyndigheden og politiet, har åbenbar interesse. Når en person deltager i en politisk ytring eller andre offentlige aktiviteter, har pressen en legitim ret til at interessere sig for denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng er familierelationen et element. Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens søn, der har en fremtrædende rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens søn, der besætter pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side et helt alment tema om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer; meningsforskelle, der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk i ulovlig handling, der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har højtstående stillinger i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i en ulovlig husbesættelse bliver et offentligt anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har en professionel interesse i og i yderste konsekvens også indflydelse på, hvordan politi og anklagemyndighed behandler sager om ulovlig husbesættelse . Ved at bringe en historie, som omhandler en aktuel og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer offentlige personer og et alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke handlet i strid med god presseskik.

Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er næppe muligt præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men betegnelsen bruges i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest husbesættelser . At betegne en person som autonom kan ikke betragtes som uretmæssigt, når personen deltager i en husbesættelse under slagordene ”Politi kontrol, skaber mere vold” og ein , zwei , drei – anti Polizei ”. Bladets beskrivelse af datteren som autonom i relation til sagen om husbesættelsen falder utvivlsomt inden for pressens ret til at anvende et farverigt sprog.

Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym for en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan ikke betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er utvivlsomt berettiget.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har oplysningen fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme.

Bladet har videre anført, at paralleliseringen til Bendt Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken anføres eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som Christian Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med datterens husbesættelse . Bladets læsere er i stand til selv at danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser.

Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte flere gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis klager havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for dagen. Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet forsøgte at indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels må bære risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at medvirke til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at eliminere risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke handlet i strid med god presseskik.

For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt opmærksom på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig datter, er ikke afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske, der er i nær familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er BZ’er . Bladet kan i øvrigt ikke se, hvilken krænkelse der er overgået de involverede person som følge af den fejlagtige oplysning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , Finn Rowold , Tage Clausen og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige frihed.

I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget i en ulovlig husbesættelse – en aktion, der også blev omtalt i en række andre medier. Nævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til omtalen af sådanne aktioner, og indklagede har derfor ikke handlet i strid med god presseskik ved omtalen af aktionen, hvori klagers datter deltog.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard , Finn Rowold og Tage Clausen – udtaler:

Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles særlige stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at oplyse om slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes ægtefælle – og deraf afledet – om datterens identitet.

Et medlem – Ole Askvig – udtaler:

Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at indklagede på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet må udtale sin kritik af indklagede.

Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været involveret i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg, at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Indklagede har herved handlet i strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må udtale sin kritik af indklagede.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet ikke kritik af indklagede på dette punkt.

Samtlige medlemmer udtaler herefter:

Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere” er det nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at indklagede har handlet i strid med god presseskik.

Om indklagedes brug af navnet ” Punker-S ” om klagers datter, finder nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym kilde, ikke har et sådant ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale kritik af indklagede.

Det er nævnets opfattelse, at sagen om Christian Bendtsen alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke grundlag for at konstatere, at indklagede med henvisning til denne sag har tilkendegivet, at de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til forbrydelsernes karakter og strafsanktion. Nævnet finder derfor ikke, at indklagede har handlet i strid med god presseskik på dette punkt.

Nævnet konstaterer, at indklagede har bragt forkerte oplysninger med hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift og underoverskrift – , at hun skulle være datter af klagers ægtefælle. Nævnet finder, at oplysningerne ikke er af en sådan karakter, at indklagede har handlet i strid med god presseskik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det i relation til slægtskabet mellem klagers datter og ægtefælle i artiklen tydeligt fremgår, at ægtefællen er stedfar til datteren.

Afsagt den 10. december 2003.

Versioner

1. 2004-01-08