Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-100
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9907@2004-01-08/da
Indhold
[En mand - K] har ved advokat Torsten Viborg Pedersen klaget til Pressenævnet over en artikel i Randers Amtsavis den 9. september 2003, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen bar overskriften ” Afmagt ” og underoverskriften ”BOGUDGIVELSE: 12 pårørende til sindslindende fortæller deres historier”. I artiklen fortalte klagers moder om klagers sygdom, og der blev bragt citater fra den netop udgivne bog.
I artiklen hed det blandt andet:
»
Efter tiende kom han i HTX. Men midt i andet år var hans vrede og indestængthed så voldsom, så det ikke længere var til at holde ud, og han flyttede i egen bolig.
- Jeg smed ham nærmest ud, for det var uudholdeligt. Han havde da fået kontakt til psykiatrien, og han havde syns- og høre-hallucinationer, fortæller M.
- Jeg var bange. Bange for, at han kunne finde på at begå selvmord eller måske overfalde sin søster og måske slå hende ihjel. Hans vrede var enorm, fortæller hun.
Det endte med, at [K] blev indlagt i tre måneder på en åben afdeling på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.
- Den anti-depressive medicin, virkede ikke på ham. Men han har en drivkraft i sig selv.
[K] har ikke fået en egentlig psykiatrisk diagnose. Hans problem er ifølge fagfolkene angst og personlighedsforstyrrelse. Kun i ekstreme tilfælde, hvor han har været fanget i et direkte mareridt, har han fået angstdæmpende medicin. Ellers har han klaret sig uden.
[K] har fået det langt bedre i dag. Han bor stadig i sin fugtige kælderlejlighed og er på kontanthjælp.
På torsdag sker der et skift for ham. Da fylder han 21 år, og derfor overgår han fra ungdoms- til voksenpsykiatrien. Det betyder, at hans samtaler med en psykiater hver 14. dag slutter, uden at der kommer noget andet i stedet.
- Har [K] læst det, du har skrevet til pårørende-bogen ?
- Nej, han ved heller ikke endnu, at jeg har skrevet et afsnit. Men han får det nok at vide, når familien samles på torsdag til hans fødselsdag.
Hun vil dog råde sønnen til at vente med at læse det, til han selv synes, han er parat.
- Men jeg har ikke set noget problem i, at jeg fortæller om mine oplevelser, hvis det kan støtte andre.
«
Artiklen var ledsaget af et billede af klagers mor, hvortil der var knyttet teksten: ”- Vi har følelserne for at bruge dem, også vreden, den kan vi bruge som drivkraft, siger M, der er medforfatter på en bog, hvor pårørende til sindslidende fortæller”.
Klageren har oplyst, at hans moder i artiklen meget detaljeret beskriver hans sygdomsforløb. Der er tale om klagers meget private forhold. Klagers moder er afbilledet i artiklen med navns nævnelse. Endvidere fremgår det, at hun er bosiddende i (bynavn) nord for Randers, hvor klager er opvokset. Der er derfor ingen tvivl om, at klagers identitet er afsløret, til trods for at han i artiklen alene omtales ved sit fornavn [K].
Klageren har til støtte for, at bladet har handlet i strid med god presseskik, gjort gældende, at artiklen krænker privatlivets fred, at klager ikke har fået den beskyttelse af sin personlige anseelse, som han har krav på i overensstemmelse med de presseetiske regler, og at artiklen ikke vedrører forhold, som efter klar almen interesse kræver omtale.
Bladet har anført, at Pressenævnet rent formelt har pligt til at afvise klagen, idet der er tale om en absolut frist i medieansvarslovens § 43, stk. 3. Det må være op til klagerens advokat at sende brevet til den korrekte adresse. Loven giver ingen mulighed for at dispensere fra fristen på grund af undskyldelige fejltagelser, god tro, saglige forhindringer eller lignende.
Såfremt nævnet måtte vælge at se bort fra fristoverskridelsen, bedes nævnet afvise klagen, idet den omtalte artikel på ingen måde er en overtrædelse af reglerne for god presseskik.
Bladet har i den forbindelse oplyst, at interviewet med moderen blev til efter en henvendelse fra forlaget, der tilbød Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis en snak med en af medforfatterne til bogen. Et interview, hvor den pågældende fortæller sin livshistorie som pårørende, og det er netop det tema, bogen beskæftiger sig med. I artiklen – og i øvrigt som i bogen – fortæller klagerens moder sin historie om et væsentlig samfundsmæssigt emne, og der er i sagens natur ikke tale om konkrete oplysninger, som kan efterprøves. Den pårørendes opfattelse vil altid være subjektiv, og hvis artiklen – i øvrigt dermed bogen – krænker privatlivets fred, vil det være en klar indskrænkning i pårørendes mulighed for at skabe debat om væsentlige samfundsmæssige emner.
Bladet har videre oplyst, at klagers moder har læst og godkendt artiklen, før den blev bragt, og klageren bliver udelukkende omtalt under samme fornavn, ”[K]”, som i bogen. Et valg, der blev truffet, fordi det ville være umuligt at bringe citater med navnet ”[K]”, for derefter at benyttet et opdigtet navn i moderens udtalelser. Derfor må det klart afvises, at klageren ”ikke har fået den beskyttelse af sin personlige anseelse, som han har krav på i overensstemmelse med de presseetiske regler”.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , Finn Rowold , Tage Clausen og Ole Askvig .
Pressenævnet udtaler:
Klagen over artiklen den 9. september 2003 er fremsendt til Pressenævnet pr. fax den 10. oktober 2003, idet klagen dateret den 2. oktober 2003 forinden har været fremsendt til nævnets gamle adresse. Nævnet har fra klagers advokat modtaget dokumentation herfor i form af kuvert med postvæsenets påtegning om returnering. Under disse omstændigheder behandler nævnet den indgivne klage.
Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Pressenævnet finder, at der ved bladets offentliggørelse af oplysningerne om klagers sygdomsforløb er sket en krænkelse af privatlivets fred. Nævnet finder, at der ikke er nogen klar almen interesse knyttet til offentliggørelsen af oplysningerne om klager. Bladet har herefter handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Randers Amtsavis at offentliggøre følgende:
Den 9. september 2003 bragte Randers Amtsavis i anledning af en netop udgivet bog om pårørende til sindslidende et interview med en mor til en sindslidende søn. I artiklen blev der bragt oplysninger om sønnens sygdomsforløb.
Den omtalte søn har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Pressenævnet finder, at der ved bladets offentliggørelse af oplysningerne om klagers sygdomsforløb er sket en krænkelse af privatlivets fred. Nævnet finder, at der ikke er nogen klar almen interesse knyttet til offentliggørelsen af oplysningerne om klager. Bladet har herefter handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.