Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-101
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9908@2004-01-08/da
Indhold
[En kvinde - K] har ved advokat Birger Fiala klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 20. september 2003, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften » Gifter sig med sin mands morder «, hed det i en underoverskrift: »Efter tre års venten kunne [K] i går gifte sig med sin tidligere elsker, [A], der myrdede hendes mand i et havehus i Køge«.
I artiklen hed det blandt andet:
»Lykken strålede ud af øjnene på [K], da hun efter mere end tre års venten endelig fik sit ja fra [A], manden der i maj 2000 myrdede hendes mand, restauratør [B], med 21 knivstik i et havehus i Køge.
Sammen med 30 venner og familiemedlemmer ankom bruden i en elegant hvid dragt og brudebuket til rådhuset i Rønnede fredag middag ganske få minutter i 12. Den vordende gom, [A], havde allerede siddet og ventet i en lille halv time på bagsædet af en bil.
[A] 39, i hvid skjorte og sorte benklæder, var tydeligt nervøs under den enkle, korte ceremoni. Han kunne kun nikke, da viceborgmester Svend Thorsen spurgte, om han ville tage [K] 41, til ægte. Med et stort smil og håndfladen foldet bag øret kiggede viceborgmesteren på gommen, der hurtigt fik rettet sig i stolen og svarede ja.
Kort efter kom et klart og tydeligt ja fra [K], og dermed kunne Svend Thorsen erklære parret for rette ægtefolk i med- og modgang. [K] kastede sig lykkeligt over sin gom og kyssede ham inderligt to gange, endnu inden viceborgmesteren fik fuldbyrdet ægteskabet med to vidners underskrifter.
Mor og elsker sigtet
Seks dage efter drabet blev [A] anholdt og sigtet for drabet. Tre dage senere, den 2. juni, blev [K] anholdt og sigtet for medvirken.
Efter seks måneders varetægtsfængsling valgte [A] at aflægge fuld tilståelse. Politiets materiale mod [K] holdt ikke, hun blev løsladt, men sigtelsen blev opretholdt; hun har aldrig modtaget erstatning for varetægtsfængslingen.
[A] tog ved brylluppet [K]s efternavn og hans udgang vil i de kommende tre år, indtil straffen på to tredjedele af 10 års fængsel er fuldbyrdet, være familieært begrundet. Så [A] kan fremover frit besøge sin tidligere elskerinde og nuværende hustru i [bynavn udeladt], når han har udgang.«
Klageren har anført, at bladets journalist uden særskilt tilladelse overværede en privat ceremoni, da hun indgik ægteskab. På trods af, at det måtte have været åbenbart for ham, at ceremonien alene var forbeholdt inviterede gæster, deltog han heri og refererede senere i en artikel, hvad der var passeret under ceremonien. Det er klagers opfattelse, at der herved er tale om krænkelse af privatlivets fred, hvorfor der forbeholdes indgivet politianmeldelse. Klager er bekendt med bestemmelsen i bekendtgørelse om ægteskab om, at der skal være offentlig adgang til vielsen. Når der imidlertid klages i dette tilfælde, hænger det sammen med, at journalisten ”luskede sig” ind til vielsen uden at give sig til kende.
Klageren har videre anført, at sigtelsen mod hende blev frafaldet fra politiets side, hvorfor der i artiklen er en åbenbar fejl, der er egnet til at bringe hende i miskredit. Ved læsning af ordlyden i artiklen kan læseren kun få det indtryk, at der fortsat er opretholdt en sigtelse mod klager. Klager finder det yderst tvivlsomt, hvorvidt henvisningen til Køge politi, som bladet har anført over for nævnet, er korrekt. Under alle omstændigheder påhviler det bladet at godtgøre, at oplysningen er korrekt.
Klageren har endelig anført, at det er åbenbart, at det ikke har været nødvendigt at bringe oplysningen om hendes bopælsby for at skrive artiklen, og oplysningen er alene bragt for at skabe mest mulig chikane af klager. Byen består af tredive huse, og omtalen har bragt klager i miskredit i lokalsamfundet. Klager boede under sigtelsen i Køge by, som hun efter sigtelsen valgte at fraflytte. Klager har levet anonymt i lokalsamfundet, hvor ingen efter hendes bedste overbevisning har haft kendskab til hendes fortid.
Bladet har henvist til bekendtgørelse om ægteskab, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995, hvoraf det fremgår, at der skal offentlig adgang til borgerlige vielser. Klageren kan derfor ikke påberåbe sig krav om særskilt tilladelse for, at en journalist deltager/overværer en vielse. Der er således heller ikke belæg for at hævde, at der er tale om krænkelse af privatlivets fred.
Bladet har videre anført, at journalisten i flere omgange forud for vielsen var i kontakt med politiet i Køge, hvor man gav de oplysninger, der er bragt i artiklen. Bladets journalist har således grundigt checket forholdet, og det oplyste er et faktum. Klager har ikke tidligere anført, at der skulle være tale om en fejlagtig påstand. Såfremt klager fremlægger dokumentation for, at bladets oplysninger fra politiet er ukorrekte, vil bladet hurtigst muligt bringe en rettelse.
Bladet har endelig anført, at det er offentlig kendt, at klager har bopæl i den pågældende by. Samtidig må det på grund af den omfattende offentlige omtale af sagen anses for usandsynligt, at der er nogen borgere i det lille lokalsamfund, som ikke har hørt om sagen og klagers rolle heri.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , Finn Rowold , Tage Clausen og Ole Askvig .
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at bladet hverken har handlet i strid med god presseskik, ved at bladets journalist har overværet vielsen af klager på Rønnede Rådhus, eller ved bladets referat af vielsesceremonien.
Bladet kunne med fordel have oplyst, at klager ikke længere er sigtet i drabssagen, men på baggrund af artiklens øvrige oplysninger fremgår det, at klager ikke fortsat er sigtet i sagen. Nævnet har herved lagt vægt på artiklens oplysninger om, at drabet fandt sted den 23. maj 2000, at klagers nuværende ægtefælle og klager umiddelbart derefter blev sigtet for drabet, henholdsvis medvirken hertil, og at klagers nuværende ægtefælle i november 2000 fik en dom på ti år for drabet på klagers tidligere ægtefælle. Nævnet har videre lagt vægt på, at oplysningen om, at sigtelsen af klager blev opretholdt, blev bragt samtidig med oplysningen om, at klagers nuværende ægtefælle havde valgt at aflægge fuld tilståelse.
Da klager allerede er identificeret ved det offentliggjorte billede, der ledsagede artiklen, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik i anledning af offentliggørelsen af oplysningen om klagers bopælsby .
Afsagt den 10. december 2003.