Klage over tvangsbehandling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/10030@2004-10-20/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicinering var opfyldte, og at tvangsbehandlingen for så vidt angik motivationsperioden opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten gennem 16 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.
Nævnet var af den opfattelse, at tvangsbehandling med tablet som udgangspunkt må betragtes som en mindre indgribende foranstaltning end tvangsbehandling med injektion, medmindre der foreligger helt konkrete omstændigheder. At en patient gennem motivationsperioden har været vedvarende afvisende overfor behandling med tablet, var efter nævnets opfattelse ikke ensbetydende med, at patienten fortsat ville være afvisende over for at modtage tvangsbehandling i form af tabletter, når en beslutning om tvangsbehandling var blevet godkendt.
Af partshøringssvaret fra den behandlingsansvarlige overlæge fremgik dog, at patienten på intet tidspunkt med tvang havde modtaget injektionsbehandling, men at patienten efter beslutningen om tvangsbehandling accepterede tablet behandling, som så blev iværksat i henhold til mindste middels princip og i overensstemmelse med behandlingsbeslutningen på tvangsprotokolskema nr. 2, og således at tabletbehandling efterfølgende blev registreret som tvangsbehandling.
Sundhedsvæsnets Patientklagenævn lagde herefter til grund, at der den 16. marts 2004 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med primært tablet/smeltetablet Zyprexa, subsidiært injektion Zyprexa i en dosis op til 30 mg dagligt.
Sundhedsvæsnets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der blev truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.