Kendelse fra Pressenævnet i sag 2003-6-107
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/10334@2004-12-21/da
Indhold
Vejle Kommune klaget til Pressenævnet over artikler i Vejle Amts Folkeblad den 27. og 30. september samt 2. og 4. oktober 2003, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.
I en forsideartikel den 27. september 2003 med overskriften ” Vrede grundejere sagsøger Vejle Kommune for 1,2 mio. ” hed det:
*Fik garanti for byggemodning, men syn og skøn viser store mangler
*I en intern mail skriver en medarbejder, at ”man kan frygte, at VAF er på sporet”
NR. VILSTRUP : Der ligger ti store villaer på Sandtoften i det naturskønne Nr. Vilstrup, men ikke alle beboerne er glade for deres hjem. De første flyttede ind i 1999, men der er stadig problemer med kloakeringen, og vejene hælder meget.
Derfor har grundejerforeningen stævnet Vejle Kommune og byggefirmaet Erko Bau ApS for godt 1,2 millioner kroner, og kravet kan let blive endnu større.
Entreprenøren Erko Bau havde overfor kommunen stillet en garanti på 643.500 kroner for byggemodning, som indebærer, at Erko Bau skal sørge for hovedkloak, gadelys, vandtilslutning, antenneanlæg og vejbelægning.
Men ifølge en syns - og skønsmand mangler der arbejde for mindst 1,2 millioner kroner.
Alligevel har Vejle Kommune frigivet garantien og formelt overdraget området til Sandtoftens Grundejerforening.
Dermed hænger de 10 parcelhusejere reelt på udgiften, hvilket vil sige 120.000 kroner for hver, og grundejerforeningen havde på forhånd bedt kommunen om ikke at frigive garantien.
Lavt sat
Beløbet kan være lavt sat, for syns - og skønsmanden understreger, at kun de væsentligste fejl og mangler er regnet med, og ifølge grundejerforeningen er der foreløbig advokatregninger m.v. for cirka 180.000 kroner.
Desuden skal grundejerforeningen selv oprette et privat vandværk, fordi det er ikke muligt at få vand fra det offentlige, og de får nu vand fra deres egen brøndboring. Det fik beboerne ikke at vide, da de købte grundene, som kostede dem 400.000 kroner i gennemsnit.
Sagen undrer grundejerforeningens advokat Flemming Jensen.
- Det er ekstremt sjældent, at man ser så mange fejl på så lille et område. Potentielle grundkøbere stoler selvfølgelig på, at tingene foregår korrekt, når en kommune kommer med en garanti for byggemodning. Men sagen her viser, at garantien ikke er noget værd, når den kommer fra Vejle Kommune.
- Juridisk kan sagen diskuteres, men vi har en god sag, og moralsk er der ingen tvivl. Hvordan vil man lokke gode skatteborgere til andre udstykninger, når kommunen stikker dem blår i øjnene?, spørger Flemming Jensen.
Tavs kommune
Gennem et halvt år blev gravearbejdet udført af entreprenørens fætter, som ikke er autoriseret kloakmester, hvilket Vejle Kommune også har kritiseret.
Kommunen sagde nej til at deltage, da der blev holdt syn og skøn, og kommunen anerkender ikke resultatet. Grundejerforeningens formand, Ole Kamp, bor på Sandtoften 8, og han er vred over kommunens behandling af sagen.
- Da vi købte grunden i 1999, spurgte vi til spildevand og vandforsyninger med videre, og kommunen svarede, at der var en garanti for byggemodning. Men man gav en byggetilladelse uden at have tjek på byggemodningen, og siden har man gjort alt for at forhale sagen.
Kommunens tekniske direktør, Erik Dahl-Rasmussen, er meget fåmælt om sagen.
- Jeg har ikke set stævningen, og jeg kender ikke sagen, så jeg vil først tale med sagsbehandleren. Hvis der kommer en stævning, vil vi udtale os i retten, og kun dér, siger Erik Dahl-Rasmussen.
Leder: Vejle sovset ind
I dagens leder beskæftiger chefredaktør Arne Mariager sig med sagen. Han skriver bl.a.:
Vejle Kommune er sovset ind i medansvar for skandalen: derfor er det tåbeligt og usselt, at kommunen blot fokuserer på det juridiske. Kommunen bør fokusere lige så meget på det moralske i denne sag.”
I en leder samme dag med overskriften ” Er der rent mel i posen ” hed det:
”En kommune er til for sine borgere. En kommune skal følge spillereglerne. Ikke bare de juridiske, men også de moralske. Derfor står Vejle Kommune i mudder til halsen i forhold til de borgere, der har købt grund, og bygget hus på Sandtoften i Nr. Vilstrup
Vejle Amts Folkeblad kan i dag fortælle om en flok grund- og husejere, der sagsøger kommunen, fordi de føler sig ført grundigt bag lyset. Kommunen entrerede med en entreprenør, der har lavet et dårligt stykke arbejde, da grundene skulle byggemodnes. Bl.a. er kloakeringen en katastrofe. Der står blankt vand over området, når det regner. Alligevel frigav kommunen den byggemodnings-garanti, som entreprenøren havde stillet, og overdrog dermed området til grundejerne – selv om de på det kraftigste fastholdt, at byggemodningen ikke var afsluttet tilfredsstillende. Grundejerne hyrede en syns- og skønsmand, højt anerkendt. Kommunen meldte afbud til syns- og skønsforretningen. Og bagefter – da eksperten vurderede, at der manglede arbejde for mindst 1,2 mio. kr. – nægtede kommunen at anerkende denne ekspertvurdering. Og det værste af det hele: Kommunen har handlet i ond tro! For i teknisk forvaltning vidste man, at der var problemer med byggemodningen. Det fremgår klart af interne mails i forvaltningen. Man vidste, at entreprenøren ikke havde løst opgaven. Eksempelvis står der i en intern mail, at Vejle Amts Folkeblad ”vist ikke er på sporet”
Lyder det som en forvaltning med rent mel i posen? Hvad er det for en kommunal forvaltning, der frygter offentligheden? Hvem er forvaltningen til for?
Det er muligt, at det juridisk ikke er Vejle Kommunes ansvar, at grundejerne i området sidder med et kæmpeproblem. Det kan være, det juridiske ansvar ene og alene kan placeres hos den entreprenør, der har udført arbejdet. Men denne entreprenør har næppe de økonomiske midler til at levere det arbejde, som grundejerne med rette mener, bør udføres. Altså ender Sorteper hos grundejerne. De helt uskyldige!
Meget tyder på, at kommunen – i det mindste teknisk forvaltning – er indstillet på at lade grundejerne sejle deres egen sø.
Da vi i går forelagde sagen for teknisk direktør, Erik Dahl Rasmussen, sagde denne først, at han ikke kendte noget til en stævning. Da han senere erkendte, at det gjorde han, ville han stort set ikke kommentere noget som helst. Han sagde under vejs, at han ikke vil kommentere noget før en retssag. Med andre ord: Det er forvaltningens hensigt at lade sagen prøve ved retten. Så kan det være, kommunen får sit på det tørre. Fordi det juridiske ansvar placeres hos entreprenøren. Men hvad med det moralske ansvar?
På et tidspunkt, hvor Vejle er i vækst, og hvor kommunen ønsker at tiltrække flere borgere, er det mildest talt elendig markedsføring af Vejle Kommune, hvis man tørrer fodfejl af på borgere, der i god tro har købt grund og bygget hus. Det er kommunen, der har accepteret en entreprenør, som ikke magtede opgaven. Det er kommunen, der har frigivet en byggemodnings-garanti, selv om grundejerne protesterede. Og det er kommunen, der har meldt afbud til en syns- og skønsforretning, for så bagefter at nægte at acceptere ekspertens vurdering.
Derfor er Vejle Kommune sovset ind i medansvar for skandalen. Derfor er det tåbeligt og usselt, at kommunen blot fokuserer på det juridiske. Kommunen bør fokusere lige så meget på det moralske i denne sag.
Lad os håbe, at der sidder politikere i byrådet som deler den opfattelse, at en kommunes moral og troværdighed i forhold til borgerne har større betydning end penge.”
Bladet bragte samme dag en artikel med overskriften ” Nabostrid ender i retten ” og underrubrikken ”Grundejerforeningen Sandtoften sagsøger ét af sine medlemmer for godt 1,2 millioner kroner. Byggefirmaets ejer mener, der er tale om en personhetz”.
I endnu en artikel samme dag med overskriften ” Topchef siger han ikke kender sagen ” hed det i en underrubrik ”Vejle Kommune har ikke været tilfreds med byggemodningen i Sandtoften. Interne mails og papirer viser, at man ikke ønsker offentlighedens øjne på sagen. ”Man kan frygte, at VAF er på sporet” hedder det i en intern mail”.
I artiklen hed det:
”Det ender med en retssag. De første grundkøbere flyttede ind på udstykningen Sandtoften i 1999, og siden har Vejle Kommune fået mange henvendelser fra tilflytterne. Derfor kommer grundejerforeningens stævning mod kommunen og byggefirmaet Erko Bau langt fra som nogen overraskelse på Teknisk Forvaltning.
Ifølge grundejerforeningens formand, Ole Kamp, har det været som at slå i en dyne.
- Jeg har endda oplevet, at borgmester Flemming Christensen bare rejste sig og gik, da vi mødtes med ham og folk fra forvaltningen. Sådan opfører en voksen mand sig ikke. Erko Bau har trods mange henvendelser fra os ikke været parat til at gøre arbejdet færdigt, og vi har forgæves bedt om et byggemodningsregnskab, siger Ole Kamp.
Tys-tys
Vejle Kommune har ønsket at holde sagen hemmelig, selv om medarbejderne ikke selv var imponerede over byggemodningen på Sandtoften. Det viser blandt andre de interne mails, som avisen er i besiddelse af.
Som omtalt på forsiden skriver en medarbejder i en mail til blandt andre sine chefer, at ”man kan frygte, at VAF er på sporet”. Uden at fortælle, hvad frygten nærmere går ud på. Til gengæld viser andre notater i sagen, hvor skoen trykker:
I februar 2000 skrev en medarbejder til en kollega, at ”hvis jeg var en sur borger, ville jeg spørge til, hvorfor I først har fået et projekt med hovedledninger og regnvandsbassin etc, når man er startet for længe siden med selve byggemodningen”.
En mail fra april 2000 fortæller, at ”Erko Bau nægter nu at indsende de krævede tv-bånd i forbindelse med lovliggørelse af kloakinstallationer på enkelte grunde. Jeg og vil gerne have et kort møde med dig, om der vil være ledelsesmæssig opbakning til at forfølge sagen yderligere – eventuelt til domstolene.”
I september samme år noteres det, at ”Erko Bau har som sædvanlig ikke lavet de sidste ting”, og at Vejle Kommune kan få ”et alibi for at gøre det korrekte” i sagen. Og to måneder efter konstateres det, at de indgåede aftaler om afhjælpning af spildevand m.m. ikke var udført.
Den tavse chef
Spørgsmålet er, om Vejle Kommune tjekkede entreprenøren og projektet grundigt nok, før den gav en byggetilladelse, og før den sagde god for byggemodningen.
Som omtalt på forsiden er kommunens tekniske direktør, Erik Dahl-Rasmussen, ikke meget for at orientere offentligheden om sagen.
- Jeg har ikke set stævningen, og jeg kender ikke sagen, så jeg vil først tale med sagsbehandleren. Hvis der kommer en stævning, vil vi udtale os i retten og kun dér, siger Erik Dahl-Rasmussen.
Du siger, du ikke kender sagen, men akterne viser, at sagen har været på dit bord?
- Nu havner der jo mere end én sag på mit bord hver dag, så jeg kender ikke detaljerne i sagen
Men hvor mange stævninger får I? Allerede i januar sagde jeres jurist, at hvis der kommer en stævning, så bør I tage retssagen?
- Jeg har ingen kommentarer til den konkrete sag.
Så stiller jeg et alment spørgsmål: Hvad kan en borger forvente, når der ligger en byggemodningsgaranti fra Vejle Kommune?
- Jeg vil ikke udtale mig om sagen, siger forvaltningschefen.
En af Vejle Kommunes jurister skrev i en mail i januar 2003, at hvis der kom en stævning fra grundejerforeningen, så har kommunen ”en rigtig god sag”.
Den 29. september 2003 bragte bladet en artikel med overskriften ” Politikere uvidende om sjusk ”. I artiklen kommenterede bl.a. borgmester Flemming Christensen sagen. Samme dag bragte bladet en artikel med overskriften ” Kloakker tager ikke vandet på Sandtoften ”
Den 30. september 2003 bragte bladet en forsidetekst, der lød:
” Ulovligt kloakarbejde blev godkendt
Vejle Kommune godkendte kloakeringen på udstykningen Sandtoften, selv om arbejdet blev udført at en uautoriseret håndværker.
Ifølge byggeloven skal den type arbejde udføres af en autoriseret kloakmester, og en syns- og skønmand vurderer, at der er fejl og mangler for 1,2 mio. kr. Borgmester Flemming Christensen reagerer i dag på VAFs artikler i et læserbrev.”
I en artikel samme dag med overskriften ” Kloakering er ulovlig ” hed det i en underrubrik: ”Vejle Kommune så gennem fingre med, at en uautoriseret kloakmester klarede gravearbejdet på ny udstykning, og det er ulovligt. Formanden for Danske Kloakmestre har aldrig oplevet noget lignende”.
I artiklen hed det:
”Det var ulovligt, da lederen af firmaet Erko Bau lod sin fætter udføre kloakering på den nye udstykning på Sandtoften i Nr. Vilstrup. Vejle Kommune skal føre tilsyn med kloakeringen, men forvaltningen så gennem fingre med lovovertrædelsen.
Fætteren er ikke autoriseret kloakmester, og ifølge en syns- og skønsrapport er der fejl og mangler for godt 1,2 millioner kroner.
Formanden for Danske Kloakmestre, Leif Hansen, er dybt overrasket over sagen.
Spildevand skal også nedsive, for kommunen har ikke lavet hovedkloakker.
, forklarer Leif Hansen.
Han understreger, at kloakeringen altid er kommunens ansvar.
Vejle Kommune sagde nej til at deltage i syn og skøn, som grundejerforeningen havde indkaldt til sidste sommer.
Borgmester Flemming Christensen henviser her til morgen til, at kommunen kommer med en redegørelse om sagen sidst på ugen. Han mener ikke, at kommunen har et juridisk problem.”
Samme dag bragte bladet et læserbrev fra borgmester Flemming Christensen, der bar overskriften ” Borgmesteren svarer igen ”.
Den 2. oktober 2003 kommenterede den ansvarshavende redaktør borgmesterens læserbrev i en artikel med overskriften ” I mangel af bedre ” og underrubrikken ”Et svar til borgmester Flemming Christensen om kommunalt ansvar”.
I indlægget hed det:
””Problemet er imidlertid, Arne Mariager, at Vejle Kommune intet har at gøre med den pågældende byggemodning andet end som myndighed.”
Sådan skriver borgmester Flemming Christensen tirsdag i et indlæg i avisen. Borgmesteren søger at forklare, hvorfor det ikke er Vejle Kommunes problem, at en flok grundejere i Nr. Vilstrup er kommet i klemme. (Se Vejle Amts Folkeblad lørdag den 27. september).
Borgmesteren overser tilsyneladende, at det lige netop er det, der er problemet: At Vejle Kommune har rollen som tilsynsførende myndighed. Det fremgår klart af interne mails på kommunens tekniske forvaltning, at man har haft kendskab til, at byggemodnings-arbejdet IKKE var i orden. Alligevel frigav kommunen byggemodnings-garantien. Det nytter ikke noget, at borgmesteren skælder avisen og undertegnede ud. Vejle Kommune har handlet i ond tro. Lad os lige helt konkret opridse kommunens rolle i sagen:
Kommunen har tilsynspligten i forhold til kloakeringen.
Kommunens tekniske forvaltning vidste, at arbejdet med at byggemodne grundene i Nr. Vilstrup ikke blev udført tilfredsstillende. Det fremgår af flere interne mails fra forvaltningen.
Mens kommunen havde tilsynspligten, blev kloakeringsarbejdet udført af et ikke-autoriseret firma.
Kommunen – der havde tilsynspligten – frigav byggemodnings-garantien og godkendte dermed formelt det arbejde, der var udført. Selv om det helt indlysende ikke var gjort godt nok.
Kommunen frigav byggemodnings-garantien på trods af, at grundejerne protesterede og sagde, at arbejdet IKKE var godt nok.
Kommunen meldte afbud fra syns- og skønsforretningen.
Kommunen nægtede at acceptere den uvildige og højt anerkendte syns- og skønsmands vurdering, der lød på, at der manglede arbejde for mindst 1,2 mio. kr., før byggemodningen var i orden.
Disse punkter kan borgmesteren ikke bortforklare. De er virkelighed. Så må læseren selv vurdere, om Vejle Kommune har et moralsk problem eller ej.
Borgmesteren slutter sit indlæg i tirsdags med at skrive, at denne avis er stået på Venstres forfølgelse af teknisk direktør. Ak ja, det er et nyt eksempel på, at borgmesteren har hørt om politikeren, der i sit talepapir – med rødt – skrev: Her er argumentet svagt. Stemmen skal gøres kraftigere! For det er et argument, borgmesteren ikke en gang selv tror på. Det viser bare, at manden ikke mangler ord. Han mangler argumenter.”
Den 4. oktober 2003 bragte bladet et optryk af Vejle Kommunes pressemeddelelse ” Find dig i Vejle Amts Folkeblad – og find dig i hvad som helst ”. I pressemeddelelsen kommenterede kommunen oplysninger i bragt i artiklerne den 27. og 30. oktober 2003.
På samme side var bragt en artikel med overskriften ” Borgmesteren sigter dårligt ” og underoverskriften ”Journalist Jesper Sørensen svarer på den kritik, borgmester Flemming Christensen retter mod ham og avisen som helhed”.
I artiklen hed det:
”Vejles borgmester Flemming Christensen angriber VAF og mig med mange grimme ord og nogle få pointer. Jeg har aldrig haft en sag for Pressenævnet før, og jeg er bestemt ikke bekymret. Han har valgt at skyde budbringeren, og han sigter dårligt.
Borgmesteren blander desværre mine artikler, som er journalistiske , sammen med VAFs ledere og kommentarer, som primært består af holdninger. Jeg har talt med borgmesteren flere gange i den seneste uge, og han har ikke haft noget at udsætte på artiklerne, selv om jeg opfordrede ham til det.
Her er mine kommentarer til det journalistiske:
Kommunen har tilsynspligten på kloakeringen. Den plejer at tage sin tilsynspligt meget alvorligt, hvis en privat borger har bygget en garage en halv meter for høj.
Der er gået meget lang tid. Når en medarbejder for tre år siden skrev i en mail til sin chef, at ”man kan frygte, at VAF er på sporet”, så ligner det dårlig samvittighed. Hvorfor bruger kommunen ikke kræfter på at løse problemerne i stedet for at skjule dem?
Det er faktuelt forkert, at der er en voldgiftssag. Jeg ved ikke, hvor borgmesteren har det fra. Måske er det fordi, syns- og skønsmand Søren Steen Møller er udnævnt af voldgiftsnævnet. Men at kalde det en voldgiftssag svarer til at hævde, at man har en politianmeldelse, når en sag bringes i huslejenævnet, som har en vicepolitimester som formand.
Jeg har aldrig skrevet, at kommunen har juridisk pligt til at deltage i syn og skøn. Men kommunen siger jo selv, at grundejerne har en dårlig sag. Hvorfor siger kommunen så ikke ja til at deltage alligevel og dermed få sagen overstået langt hurtigere?
Kommunen har modtaget en kopi af stævningen, hvilken den har bekræftet. Dette er juridisk set ikke en såkaldt stævning – det er en stævning! I følgeskrivelsen står, at stævningen først skal en tur omkring det forsikringsselskab, der skal yde retshjælp til grundejerne, inden retten ser den. Det er ikke en unormal procedure, og det bør en borgmester vide.
Det er korrekt, at et mindre beløb ikke er frigivet fra byggemodningsgarantien. Ifølge mine oplysninger er beløbet et godt stykke under de 40.000 kroner, borgmesteren hævder. Pointen er bare, at over 600.000 kroner er frigivet.
Det er korrekt, at kommunen ikke har pligt til at have en byggemodningsgaranti. Men når den nu er der, skal den vel bruges? Det tror faktisk , at borgere og grundkøbere forventer. Ellers virker den omvendt, fordi den skaber en falsk tryghed, så grundkøberne ikke selv tjekker forholdene. Karnovs lovsamling siger, at garantien er til for at beskytte borgerne – det er hele ideen og lovens ånd. Det er faktisk hele ideen med vores offentlige forvaltning.
Kommunen har tilsynspligten på kloakeringen. Desværre fortæller borgmesteren ikke, hvordan man gennem et halvt år kunne lade en uautoriseret kloakmester udføre arbejdet. Det er ulovligt. Vi private borgere skal med meget få undtagelser også bruge en autoriseret kloakmester.
Chefen for teknisk forvaltning, Erik Dahl-Rasmussen, har sagt til citat i VAF, at kommunen først vil udtale sig i retten. Det er ikke sandt, viser ovennævnte skrivelse. Heldigvis, for det ville da være stik imod alle skåltaler om åbenhed i forvaltningen.
”
Samtidig bragte bladet en artikel af den ansvarshavende redaktør med overskriften ” Det ser vi frem til ” og underoverskriften ””Befriende at se kommunens nye åbenhed,” lyder chefredaktør Arne Mariagers svar på kommunens angreb”.
I artiklen hed det blandt andet:
”
For en uge siden, da Vejle Amts Folkeblad fortalte læserne, hvad der var foregået, var det småt med kommentarer.
Og i en periode på et par år har kommunen gjort sig ihærdige anstrengelser med ikke at få sagen frem i offentligheden.
Men nu går kommunen på nettet med lange bortforklaringer og angreb på den avis, der påpegede problemet.
”
Vejle Kommune har anført, at Vejle Amts Folkeblad i artiklerne den 27. og 30. oktober 2003 har bragt en række faktuelle fejl. Det er kommunens opfattelse, at bladet har handlet i strid med god presseskik på følgende punkter:
1) bladet har ukritisk og uden nogen research viderebragt alle oplysninger fra grundejerforeningen og dennes advokat, der har en væsentlig interesse i at få Vejle Kommune til at fremstå som ”skurk” i denne sag med henblik på at formå kommunen til at betale penge til grundejerforeningen.
2) bladet har på intet tidspunkt checket selv hele basale oplysninger. Bladet har ikke undersøgt – f.eks. ved en opringning til retten – om der rent faktisk er anlagt en retssag, som hævdet af grundejerforeningen. Når artiklens vinkel på sagen er den anlagte retssag, så må det også afklares, om den rent faktisk er anlagt.
3) det er ikke en ligegyldig oplysning, at der heller ikke er opnået retshjælpsforsikring, da retshjælpsforsikringsselskabet foretager en vurdering af muligheden for et gunstigt udfald af retssagen for grundejerforeningen. Et spørgsmål til grundejerforeningen kunne have afklaret, at ansøgning om retshjælpsforsikring og dermed anlæggelse af retssag indtil videre har taget mindst 6 måneder.
4) bladet har ikke før forsideartiklen den 30. september 2003 undersøgt noget om kloaksagen hos Teknisk Forvaltning. Bladet kunne da have set, at alle kloakarbejder – både på de enkelte parceller og uden for – var udført af en autoriseret kloakmester efter gennemsyn af kloakinspektioner.
5) bladet har anført, at kommunen skulle have godkendt en ulovlig kloakering på området udført af en ikke-autoriseret kloakmester uden at have dokumentation herfor. Tværtimod har kommunen foranlediget, at kloakmesteren fik en bøde.
6) bladet har den 26. september 2003 kontaktet kommunens tekniske direktør og ønsket afklaret, hvad der var kommunens bemærkning til en stævning, som kommunen på daværende tidspunkt ikke havde modtaget.
7) det er i lederen den 27. oktober 2003 anført, at kommunen ”tørrer fodfejl af på borgere, der i god tro har købt grund og bygget hus”, at ”det er kommunen, der har accepteret en entreprenør, som ikke magtede opgaven”, og at kommunen er ”sovset ind i medansvar for skandalen”. Udsagnene er egnet til at mistænkeliggøre kommunen.
8) bladets chefredaktør har i sit svar til borgmester Flemming Christensen den 2. oktober 2003 gentaget en lang række faktuelle forkerte oplysninger.
9) der må påhvile bladet en særlig forpligtelse til at sikre, at faktuelle oplysninger er korrekte, når oplysningerne skrives i et egentlig direkte svar fra bladet, og hvor bladet dermed er blevet direkte part i sagen.
10) det er en skærpende omstændighed, at redaktørens svar til borgmesteren fremkom efter, at borgmesteren i bladet dagen før havde oplyst, at sagen var langt mere kompliceret, end det umiddelbart kunne fremgå af bladets fremstilling af sagen, samt at dokumentationsmaterialet for at hænge embedsmændene ud ikke var tilstede.
11) bladet har på intet tidspunkt oplyst, at forholdet med den uautoriserede kloakmester ligger mindst 3 år tilbage i tiden – bladet sammenkæder i øvrigt denne historie med den retssag, som grundejerforeningen urigtigt har meddelt bladet er anlagt. Sammenkædningen medvirker til at skabe det indtryk, at kommunen har begået fejl ved sagsbehandlingen.
12) bladet kan ikke blot bringe løsrevne citater fra interne mails og tage disse til indtægt for, at bladet i den konkrete sag har ”fat i noget”. De interne mails blev i øvrigt stillet til rådighed af forvaltningen efter en anmodning om aktindsigt fra grundejerforeningen.
13) bladet har den 4. oktober 2003, efter at have optrykt kommunens pressemeddelelse fra dagen før, valgt fortsat at viderebringe oplysninger, der er egnet til at så tvivl om rigtigheden af kommunens faktiske oplysninger og er i øvrigt fremkommet med bemærkninger, der har karakter af, at bladet ønsker at ”få det sidste ord” i sagen. Bladet berigtiger således ingen af de urigtige meddelelser i artiklerne og kalder endda de faktuelle berigtigelser for ”bortforklaringer og angreb på den avis, der påpegede problemet”.
14) journalisten kan i artiklen den 4. oktober 2003 ikke afvise at berigtige urigtige oplysninger i artiklerne under henvisning til, at ”jeg har talt med borgmesteren flere gange i den seneste uge, og han har ikke haft noget at udsætte på artiklerne, selv om jeg opfordrede ham til det”. At borgmesteren skulle være enig i artikelseriens indhold forekommer selvmodsigende henset til, at borgmesteren den 30. september 2003 indrykkede et læserbrev, hvor der blev henvist til, at der manglede dokumentation for bladets påstande.
15) journalisten har anført, at ”desværre fortæller borgmesteren ikke, hvordan man gennem ½ år kunne lade en uautoriseret kloakmester udføre arbejdet. Det er ulovligt. Vi private borgere skal med meget få undtagelser også bruge en autoriseret kloakmester”. Det sker efter, at kommunen i sin pressemeddelelse har berigtiget, at kommunen skulle have godkendt kloakarbejde udført af en uautoriseret kloakmester. I stedet for at berigtige oplysningen kommer der nu en ny anklage omkring det tidsmæssige aspekt.
16) journalistens indlæg den 4. oktober er bragt i den hensigt at få ”det sidste ord” i forhold til kommunen og er egnet til at bibringe bladets læsere den opfattelse, at kommunen jo nok alligevel på trods af de faktuelle berigtigelser har lavet noget forkert.
17) den ansvarshavende redaktør har skabt det indtryk, at kommunen skulle have forsøgt at skjule noget for offentligheden, idet han skriver ”over en periode på et par år, har kommunen gjort sig ihærdige anstrengelser for ikke at få sagen frem i offentligheden. Men nu går kommunen på nettet med lange bortforklaringer og angreb på den avis, der påpegede problemet”. Indlægget er et forsøg på at mistænkeliggøre kommunen.
Vejle Amts Folkeblad har bestridt at have handlet i strid med god presseskik. Når en grundejerforening stævner kommunen og et byggefirma for godt 1,2 mill. kr., er det en selvfølge, at det lokale dagblad tager sagen op, ligesom det er en selvfølge, at alle parter bliver hørt. Også i forhold til fremtidige artikler vil kommunen blive tilbudt at komme til orde. Bladet valgte endda at trykke kommunens pressemeddelelse i sin fulde, uredigerede længde, hvilket sker yderst sjældent. Bladet har anført følgende i forhold til klagepunkterne:
Ad 1: Journalisten har langt fra viderebragt alle oplysninger modtaget fra grundejerforeningen og dennes advokat. Bladet har ikke skrevet, at det juridiske grundlag ikke kan diskuteres. Bladet er selvfølgelig bevidst om, at grundejerforeningen er part i sagen, og derfor bygger sagen bl.a. også på spørgsmål til lederen af teknisk forvaltning, borgmester Flemming Christensen, Erko Baus leder, Erik Kofoed, formanden for Danske Kloakmestre, medlemmer af udvalget for teknik og miljø og ikke mindst sagsakter, Karnov og artikeldatabaser. Det er research.
Ad 2: Det har naturligvis betydning for læserne at vide, om grundejerforeningen vil tage en retssag. Kommunen har modtaget en kopi af stævningen, og grundejerforeningens medlemmer har siden uden problemer fået retshjælp, og disse oplysninger er bladet i stand til at dokumentere.
Ad 3: Bladet er enig i, at retshjælpsforsikringsselskabets vurdering af sagen er vigtig, og der vil blive skrevet en artikel herom.
Ad 4: Det er ikke korrekt, at bladet ikke undersøgte kloaksagen hos Teknisk Forvaltning. Af forsideartiklen den 27. oktober 2003 fremgår, at bladet bad forvaltningens leder om at kommentere forholdene på Sandtoften, hvilket han afslog og understregede ordret, at ”hvis der kommer en stævning, vil vi udtale os i retten og kun dér”. Kommunen afslog altså at informere bladets læsere, men bladet forsøgte alligevel at få borgmesterens kommentar til senere artikler.
Ad 5) Bladet ville gerne have skrevet, at den uautoriserede kloakmester fik en bøde for arbejdet på Sandtoften, men denne viden havde bladet ikke. Som det fremgår af artiklen den 30. september 2003 med overskriften ”Kloakering er ulovlig”, havde borgmesteren mulighed for at kommentere kloakeringen i bladet. Han henviste i stedet til kommunens redegørelse senere på ugen. Bladet trykte hele kommunens pressemeddelelse den 4. oktober 2003, hvor kommunen for første gang delte denne viden med bladets læsere.
Ad 6: Der er ikke tvivl om, at teknisk direktør Erik Dahl-Rasmussen havde kendt til sagen længe.
Ad 7: Vejle Kommunes borgmester har selv brugt ord som naiv, utroværdig og uvederhæftig om bladets journalist og kaldt hans research for elendig.
Ad 8-10: Bladets oplysninger skal naturligvis være korrekte. Bladet er ikke part i sagen.
Ad 11: Bladet er enig i, at man godt kunne have skrevet, at den uautoriserede kloakmester arbejdede for tre år siden. Det ændrer dog ikke ved, at syns- og skønsmanden efterfølgende har fundet fejl og mangler for godt 1,2 mill. kr., bl.a. på kloakeringen. Bladet finder, at en uautoriseret kloakmesters arbejde gennem et halvt år hører med i billedet, når læserne skal vurdere kommunens rolle.
Ad 12: Bladet har ikke blot bragt løsrevne citater fra interne mails. På forsiden den 27. september 2003 er mailen bragt i sin fulde længde. De interne mails har kommunen udleveret ved en fejl, dels er der på én af mailene skrevet med håndskrift: ”Ikke til aktindsigt”, dels skriver borgmesteren i et læserbrev, at mailen ”Sandtoften: Advarsel” intet har med udstykningen at gøre, selv om den lå i sagen i forbindelse med aktindsigten.
Ad 13-17: Det er ikke dokumenteret, at bladets artikelserie er behæftet med mange alvorlige fejl og uretmæssige beskyldninger. Bladet har ikke fået ”det sidste ord”, idet det sidste ord slet ikke er skrevet endnu. Borgmesteren er fortsat velkommen til at ytre sig i bladet. Journalisten har tilbagevist kommunens påstande, men ikke med henvisning til samtalerne med borgmesteren. Journalisten har ikke fremført en ny anklage, men i stedet efterlyst kommunens svar på, hvordan arbejdet kunne stå på i et halvt år, efter at flere grundejere var flyttet ind. Bladet bragte hele kommunens pressemeddelelse og journalistens svar, så læserne selv kunne vurdere kommunens og bladets meget forskellige opfattelse af sagen.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, David Trads, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at offentlige myndigheder – herunder kommunale forvaltningsmyndigheder – i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Nævnet finder, at Vejle Amts Folkeblad i tilstrækkeligt omfang har søgt at efterprøve oplysningerne om Vejle Kommunes rolle i forbindelse med den påståede mangelfulde byggemodning på Sandtoften. Nævnet bemærker i den forbindelse, at bladet inden offentliggørelsen af artiklerne den 27. september 2003 forelagde oplysningerne om byggemodningen for forvaltningens leder, Erik Dahl-Rasmussen, og at bladet bragte hans kommentarer. Bladet bragte endvidere borgmester Flemming Christensens kommentarer til kommunens rolle i byggemodningssagen i artiklen den 29. september 2003 med overskriften ”Politikere uvidende om sjusk”, ligesom bladet dagen efter bragte et indlæg fra borgmesteren om sagen. Endelig bragte bladet den 4. oktober 2003 i uredigeret form kommunens pressemeddelelse, hvori kommunen kommenterede de tidligere bragte oplysninger om kommunens rolle i sagen.
Nævnet finder ej heller, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at bringe kommentarer til pressemeddelelsen fra journalisten bag artiklerne og bladets chefredaktør.
Hvad angår udsagnet i forsideartiklen den 30. september 2003 om, at Vejle Kommune skulle have godkendt ulovligt kloakarbejde, bemærker nævnet, at det efter de foreliggende oplysninger kun var en del af kloakarbejdet, der blev udført af en uautoriseret kloakmester, og at arbejdet herefter blev overtaget og færdiggjort af en autoriseret kloakmester. Efter nævnets opfattelse fremstår udsagnet imidlertid, som om at alt kloakarbejdet blev udført af en uautoriseret kloakmester, og at kommunen herefter godkendte dette ulovlige arbejde. Nævnet finder, at der ikke er belæg for dette udsagn, og at bladet herved har handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtaler sin kritik af Vejle Amts Folkeblad.
Om udsagnene i lederen den 27. september 2004 bemærker nævnet, at disse er udtryk for bladets vurdering af Vejle Kommunes rolle i forbindelse med byggemodningen på Sandtoften. Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.
Nævnet bemærker i forhold til artiklen den 2. oktober 2003, at chefredaktøren heri kommenterer de synspunkter, som borgmester Flemming Christensen den 30. september 2003 havde fremsat i et indlæg. Nævnet finder ikke, at chefredaktørens svar til borgmesteren har en karakter, der gør, at bladet har handlet i strid med god presseskik.
Bladet har i artiklen den 27. september 2003 med overskriften ”Topchef siger han ikke kender sagen” gengivet en række e-mails fra medarbejdere i Vejle Kommunes forvaltning til belysning af, hvorledes forvaltningen selv vurderede arbejdet med byggemodningen på Sandtoften. Nævnet finder ikke grundlag for kritik af bladet i anledning af offentliggørelsen af disse mails.
Nævnet finder ikke i øvrigt, at bladet har handlet i strid med god presseskik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Vejle Amts Folkeblad at offentliggøre følgende:
Vejle Amts Folkeblad bragte i perioden fra den 27. september til den 4. oktober 2003 en artikelserie om en entreprenørs byggemodning af nogle grunde på Sandtoften i Nr. Vilstrup. I forbindelse med en omtale af Vejle Kommunes rolle i sagen, blev det i en forsideartikel den 30. september 2003 oplyst, at kommunen havde godkendt ulovligt kloakarbejde.
Vejle Kommune har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler:
Om udsagnet i forsideartiklen den 30. september 2003 om, at Vejle Kommune skulle have godkendt ulovligt kloakarbejde, bemærker nævnet, at det efter de foreliggende oplysninger kun var en del af kloakarbejdet, der blev udført af en uautoriseret kloakmester, og at arbejdet herefter blev overtaget og færdiggjort af en autoriseret kloakmester. Efter nævnets opfattelse fremstår udsagnet imidlertid, som om at alt kloakarbejdet blev udført af en uautoriseret kloakmester, og at kommunen herefter godkendte dette ulovlige arbejde. Nævnet finder, at der ikke er belæg for dette udsagn, og at Vejle Amts Folkeblad herved har handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtaler sin kritik af Vejle Amts Folkeblad.
Afgjort den 16. marts 2004.