Kendelse fra Pressenævnet i sag 2003-6-155
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/10340@2004-12-21/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ekstra Bladet den 20. november 2003, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen bar overskriften ” STASI-SPION BORTDØMT ” og underrubrikken ”DDR-agenten [K] tabte ved landsretten sin stort anlagte sag mod Ekstra Bladet”.
I artiklen hed det:
”[K], som i 1980’erne var hyret af den hemmelige østtyske spiontjeneste Stasi, tabte i går en stort anlagt, privat straffesag imod Ekstra Bladet.
Landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Vagn Joensen og Bertil Frosell frifandt chefredaktør Bent Falbert samt journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen på samtlige punkter. Præcis det samme skete i byretten 25. juni 2002.
[K] krævede ellers pressefolkene straffet med dagbøder på 80.000 kr. pr. næse plus 250.000 kr. i erstatning. I stedet blev den fhv. Stasi-agent dømt til at betale 40.000 kr. til dækning af pressefolkenes sagsudgifter for landsretten.
SPÆNDENDE SPIONOPGAVER
[K] bestred ikke, at han havde ladet sig hverve til ”spændende” spionageopgaver af Stasi, selv om han under hele retssagen kaldte sine arbejdsgivere ”østtyske myndigheder”. Det blev således dokumenteret med stribevis af Stasi rapporter fra Gauck-arkivet i Berlin, at han blev afhørt og instrueret yderst detaljeret af sine østtyske føringsofficerer om diverse opgaver for det kommunistiske regime. Danskeren arbejdede under dæknavnet ”Apollo” – men Stasi-officererne kaldte han også ”Hamster” i interne rapporter, som blev fremlagt i landsretten.
STAK FLYGTNINGE
Sagen mod Ekstra Bladet begrundede [K] bl.a. med Ekstra Bladets upassende omtale af hans virke, bl.a. at han i en periode havde ”infiltreret” Ekstra Bladets redaktion som kontormedhjælper, samt at han som stikker i den tyske flugtorganisation Ost-West Transfer havde medvirket til, at ”DDR-borgere havnede i umenneskelige østtyske fængsler”.
Spionen var yderligere utilfreds med, at Ekstra Bladet havde omtalt, at han i en periode havde udlejet sin lejlighed i Danmark til prostituerede.
Det fremgik under sagen af Stasi-dokumenterne, at [K] i perioden 1981-1989 af det hemmelige politi fik udbetalt beløb i tysk valuta 105 gange, det største på 3000 vesttyske DM, der mindste på 9,50 DDR-mark. Yderligere tjente han penge på smugleri af cigaretter. [K] er aldrig straffet for sin spionage imod Danmark eller sin stikkervirksomhed i den tyske flugtorganisation.
BLÆST UD AF RETTEN
Den stærkt krænkede spion, som fortsat bor i København, bliver i realiteten blæst ud af Øster Landsret. De tre landsdommere konstaterer, at der ”knytter sig en meget betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af danskeres virksomhed for fremmede magters hemmelige tjenester”. Ytringsfriheden skal derfor tillægges særligt betydelig vægt i forhold til omtalte personers rygte og rettigheder. Det er endda tilladt at provokere og overdrive i disse sammenhænge, skriver landsdommerne.
Ekstra Bladets advokater, Ulrik Ibfelt og Jørgen Bang, fandt det uforståeligt, at en mand med det synderegister kunne hitte på at lægge en sådan retssag. Men det fandt [K]s sagfører, Henrik Karl Nielsen, altså forsvarligt.”
[K] har anført, at artiklen er ekstrem tendentiøs, og der er bragt en række oplysninger, som dels er ukorrekte, dels skadelige, krænkende, agtelsesforringende, og som tillige indebærer en direkte forhånelse af ham. Udtalelserne har ikke været forelagt for ham, inden de blev bragt. I artiklen er derudover fremsat en række nye sigtelser, som er i strid med god presseskik.
[K] har anført følgende i forhold til artiklens enkelte udsagn:
1) Udsagnet ”Stasi-spion bortdømt” indeholder dels en påstand om, at han skulle have drevet spionage, og dels giver udsagnet udtryk for, at han skulle være blevet dømt i den sag, han selv havde anlagt. Selv om Ekstra Bladet fra retssagen var bekendt med, at han aldrig har været afhørt, sigtet, tiltalt eller dømt for spionage, har bladet valgt i overskriften at kalde ham ”Stasi-spion”. Han har henvist til Pressenævnets afgørelse i sagerne 69/2002 og 84/2002 samt Københavns Byrets dom af 25. juni 2003, hvor Ekstra Bladet blev dømt for bagvaskelse. Udsagnet er i strid med punkt A.1., A.3., A.6. og C.3. i de vejledende regler for god presseskik.
Om de sager, som [K] henviser til, oplyses: Ved kendelse af 14. august 2002 i sag 69/2002 fandt Pressenævnet, at Ekstra Bladet havde tilsidesat god presseskik ved i en artikel den 26. juni 2002 at have oplyst, at [K] havde undgået en straffesag om spionage som følge af, at Justitsministeriet havde opgivet retsforfølgning på grund af forældelse uden at angive, at Justitsministeriet tillige havde lagt til grund, at retsforfølgning ikke kunne forventes at føre til, at [K] blev fundet skyldig. Ved Københavns Byrets dom af 25. juni 2003 blev Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert på grund af samme udtalelse fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 268.
2) [K] har videre anført, at det er ukorrekt, at han krævede 250.000 kr. i erstatning. Hans krav var 200.000 kr. i tortgodtgørelse. Ekstra Bladet har herved tilsidesat punkt A.1. og C.3.
3) Udsagnet ”stak flygtninge” er ikke korrekt, ligesom udsagnet kan være skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for ham, og det burde derfor være efterprøvet i særlig grad, hvilket ikke er sket. Der er ikke dækning for rubrikoverskriften i artiklen. Det særlige krav til objektivitet i retsreportagen er heller ikke opfyldt.
4) Der er henvist til udsagnet ” bl.a. at han i en periode havde ”infiltreret” Ekstra Bladet som kontormedhjælper, ”. Han havde ikke selv søgt ansættelse på Ekstra Bladet, men var blevet opfordret dertil af Sonia Dahlgaard, der har dementeret, at bladet var blevet infiltreret af ham. Baggrunden for landsrettens vurdering af spørgsmålet er, at han ved ansættelsen ikke oplyste, at han tidligere havde arbejdet for Stasi. Da hans samarbejde med de østtyske myndigheder har været lovligt, er der ikke grundlag for at genfremsætte udtalelsen om ”infiltration”.
5) Ved at anvende ordet ”spion” i udsagnet ”Spionen var yderligere utilfreds med, at Ekstra Bladet havde omtalt, at han i en periode havde udlejet sin lejlighed i Danmark til prostituerede” har Ekstra Bladet på ny fremsat en sigtelse om, at han skulle have begået noget strafbart. Bladet var endvidere bekendt med, at baggrunden for, at han følte sig krænket, ikke skyldtes omtalen af værelsesudlejningen til prostituerede, men alene den omstændighed at han var blevet hængt ud med en kriminel sigtelse for rufferi. Punkt A.1., A.3. og C.3. er herved tilsidesat.
6) I artiklen er det anført som en kendsgerning, at han fik udbetalt beløb i tysk valuta 105 gange, selv om det i sagen alene er dokumenteret, at han har modtaget tysk valuta i tre tilfælde. Dommen tager ikke stilling til dette spørgsmål, idet den blot nævner opstillingen over beløbene, men ikke til hvem, de er udbetalt. Ekstra Bladet har ikke gjort det klart for læserne, at der her er tale om et vurderende udsagn fra bladets side, og har herved tilsidesat de presseetiske regler ved at sammenblande faktiske oplysninger med kommentarer, jf. punkt C.5. Han har endvidere henvist til punkt A.1. og C.3.
7) Om udsagnet ”Yderligere tjente han penge på smugleri af cigaretter” bemærkes, at retssagen ikke vedrørte smugleri, og der er intet fremlagt i sagen, der har relation til eller som på nogen måde dokumenterer, at han har begået smugleri. Han blev i 1981 idømt en kort frihedsstraf for cigaretsmugleri. Ud fra en analogi af punkt C.8. bør han forskånes for at få fremdraget denne dom, da den er uden betydning for den retssag, der refereres. Ekstra Bladet har herved handlet i strid med god presseskik.
8) Udsagnet ”[K] er aldrig straffet for sin spionage imod Danmark eller sin stikkervirksomhed i den tyske flugtorganisation” er dybt subjektivt og krænkende. I særdeleshed på baggrund af Københavns Byrets dom af 25. juni 2003 om bagvaskelse af ham burde det i artiklen have været nævnt, at han ikke har overtrådt spionageparagraffen i forbindelse med sit samarbejde med de østtyske myndigheder. Bladet har tilsidesat punkt C.3.
9) Der er henvist til udsagnet ”Ekstra Bladets advokater, Ulrik Ibfelt og Jørgen Bang, fandt det uforståeligt, at en mand med det synderegister kunne hitte på at anlægge en sådan retssag. Men det fandt [K]s sagfører, Henrik Karl Nielsen, altså forsvarligt”. Udtalelsen giver det indtryk, at han har et langt synderegister, altså en række domme for straffelovsovertrædelser, bag sig. Dette er ikke korrekt. Bladet har tilsidesat punkt A.3. og C.3.
10) Hans advokat, Henrik Karl Nielsen, er omtalt på en nedværdigende og dybt subjektiv og tendentiøs måde, idet advokaten benævnes ”sagfører”, mens bladet er repræsenteret ved advokater. Titlen ”sagfører” blev afskaffet i 1956.
11) Ekstra Bladet har efter domsafsigelsen ikke rettet henvendelse til ham eller hans advokat for at undersøge, om dommen var anket eller påtænktes anket. Allerede en time efter domsafsigelsen blev det besluttet at søge dommen anket til Højesteret. Bladets manglende undersøgelse af spørgsmålet om anke er en gentagelse af bladets handlemåde efter sagens behandling i byretten, og han har henvist til nævnets afgørelse i sag 69/2002, hvor nævnet udtalte kritik af bladets handlemåde.
Ekstra Bladet har til klagepunkterne anført følgende:
Ad 1: Udsagnet er en træffende beskrivelse af landsrettens behandling af [K]s sag mod Ekstra Bladet. Vendingen ”bortdømt” er vel et fodboldudtryk, men illustrerer udmærket situationen. I forhold til udtrykket ”stasi-spion” var det under retssagerne ubestridt, at [K] lod sig hverve og i mange år virkede til fordel for Stasi. Byretsdommen af 25. juni 2003, som der henvises til, er uden retskraft, idet den under ankesagen bortfaldt til fordel for et frivilligt forlig.
Ad 2: Det nævnte beløb på 250.000 kr. er en sammenlægning af [K]s krav om erstatning på 200.000 kr. samt 50.000 kr. til offentliggørelse af dommen.
Ad 3: Det fremgik under retssagerne, at [K] havde ladet sig hverve af Stasi til at infiltrere organisationen Ost-West Transfer, der beskæftigede sig med at smugle østtyskere til Vesttyskland. Det fremgår af landsretsdommen, at [K] havde bistået Stasi med optrævling af denne flugtorganisation. Der turde allerede heri være dækning for vendingen ”stak flygtninge”.
Ad 4: Landsretten har i sin dom godkendt, at [K] har opført sig på en måde, som berettiger til, at bladet har opfattet hans adfærd som ”infiltration”.
Ad 5: Uagtet at [K] ikke er blevet tiltalt for spionvirksomhed, var det under retssagerne ubestridt, at hans tjenester for Stasi berettigede betegnelsen ”spion”. Han har ligeledes i retten vedstået at have udlejet sin lejlighed i Danmark til prostituerede.
Ad 6: Det påklagede afsnit af artiklen er en sandfærdig sammenfatning af en lang række oplysninger om udbetalinger af penge fra Stasi til [K], som fremkom under landsretssagen.
Ad 7: Det var under landsretssagen ubestridt, at [K] havde tjent penge på at smugle cigaretter.
Ad 8: Oplysningen om, at [K] hverken er straffet for sit landsforræderi eller sin stikkervirksomhed i den tyske flugtorganisation er en for læseren relevant meddelelse, hvis fravær han snarere kunne have påtalt.
Ad 9: Udsagnet er berettiget. [K]s aktiviteter i Stasi kunne berettige langt kraftigere udtryk.
Ad 10: [K] er ikke berettiget til at klage over omtalen af sin sagfører, som ikke har protesteret imod denne titel.
Ad 11: [K] har på samtlige punkter i både byret og landsret tabt sin sag imod bladet. Der findes ingen eksempler på, at procesbevillingsnævnet giver tredjeinstansbevilling efter to så klare nederlag, uden at der foreligger nye momenter i sagen. Det kan således højst have akademisk interesse, at hans advokat har indgivet ansøgning om at prøve sagen for Højesteret. Meddelelsen om denne beslutning forelå i øvrigt ikke, da artiklen blev skrevet umiddelbart efter domsafsigelsen.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen den 20. november 2003 har Ekstra Bladet refereret Østre Landsrets afgørelse i en retssag, som [K] havde anlagt mod Ekstra Bladet i anledning af en artikel den 23. marts 1999.
Ad 1, 3. og 5.: Landsretten har ved afgørelsen fundet det godtgjort, at [K] var villig til i en længere årrække at samarbejde med en fremmed magts hemmelige tjeneste til varetagelse af DDR´s og Polens interesser. Landsretten har videre udtalt, at [K] har bistået Stasi med optrævling af organisationen Ost-West-Transfer, og at det må have stået ham klart, at hans virksomhed med stor sandsynlighed kunne blive en medvirkende årsag til, at borgere i DDR blev arresteret.
Pressenævnet finder, at det er velbegrundet at betegne DDR´s overvågnings- og sikkerhedstjeneste, Stasi, som ”den hemmelige østtyske spiontjeneste”, selvom dets virksomhed hovedsagelig var rettet mod borgere i DDR. Herefter og på baggrund af udtalelserne i landsrettens dom finder nævnet ikke anledning til kritik af, at Ekstra Bladet har anvendt udtrykkene ”spion” og ”stak flygtninge” i referatet af sagen.
Ad 2: Oplysningen om, at [K] krævede betaling af i alt 250.000 kr. er korrekt. Det forhold, at bladet under ét betegnede kravet som et krav om erstatning, indebærer ikke en unøjagtighed, der giver nævnet grundlag for at udtale kritik.
Ad 4: I landsrettens afgørelse udtales, at Ekstra Bladet havde grundlag for at betegne [K]s adfærd som infiltration. Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af bladets referat af dette punkt i dommen.
Ad 5: [K] havde under sagen krævet mortifikation af en udtalelse om, at han drev rufferi. Udsagnet i artiklen den 20. november 2003 om, at han var utilfreds med, at bladet havde omtalt, at han udlejede sin lejlighed til prostituerede, er derfor unøjagtig, men giver efter en helhedsbedømmelse ikke nævnet grundlag for at udtale kritik.
Ad 6: På baggrund af de oplysninger, der fremgår af sagsfremstillingen i landsrettens dom, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladets referat på dette punkt.
Ad 7: Oplysningen om, at [K] skulle have smuglet cigaretter, er gentagne gange refereret i landsrettens sagsfremstilling. Nævnet finder, at oplysningen var relevant at bringe i bladets referat af sagen, og der er derfor heller ikke grundlag for kritik på dette punkt.
Ad 8: Udsagnet ”[K] er aldrig straffet for sin spionage imod Danmark ” må forstås som et udsagn om, at han har drevet spionagevirksomhed, jf. straffelovens § 107, men ikke er straffet for det. Nævnet finder, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at bringe dette udsagn uden at oplyse, at baggrunden for udtalelsen er, at en tidligere påtale blev opgivet af anklagemyndigheden med henvisning til, at forholdet var forældet, og til, at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til domfældelse. Udsagnet om stikkervirksomhed giver ikke nævnet anledning til at udtale kritik.
Ad 9: Udtrykket ”synderegister” må efter nævnets opfattelse ses som udtryk for Ekstra Bladets vurdering af de handlinger, som [K] har foretaget, og som er beskrevet i landsrettens dom. Der er ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.
Ad 10: Nævnet finder, at [K] ikke har retlig interesse i at klage over omtalen af hans advokat, og denne del af klagen afvises.
Ad 11: Den ordinære adgang til anke var udtømt ved landsretssagen, og nævnet finder ikke, at Ekstra Bladet havde anledning til høre [K] om, hvorvidt han påtænkte at søge tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Der er derfor ikke grundlag for kritik af bladet på dette punkt.
Nævnet finder ikke, at oplysningerne i retsreferatet, der for størstedelen har baggrund i landsrettens dom, er af en sådan karakter, at Ekstra Bladet burde have efterprøvet dem ved at forelægge dem for [K].
Nævnet finder, at Ekstra Bladet ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet offentliggøre følgende:
Den 30. november 2003 bragte Ekstra Bladet en omtale af Østre Landsrets afgørelse i en privat straffesag, som [K] havde anlagt mod bladet.
[K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at Ekstra Bladet på en lang række punkter har tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet udtaler:
Udsagnet ”[K] er aldrig straffet for sin spionage imod Danmark ” må forstås som et udsagn om, at han har drevet spionagevirksomhed, jf. straffelovens § 107, men ikke er straffet for det. Nævnet finder, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at bringe dette udsagn uden at oplyse, at baggrunden for udtalelsen er, at en tidligere påtale blev opgivet af anklagemyndigheden med henvisning til, at forholdet var forældet, og til, at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til domfældelse.
Nævnet finder, at Ekstra Bladet ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 6. april 2004.