Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2003-6-158

GældendeVersion 2004-12-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/10341@2004-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Drejer Bolig & Erhverv ApS har ved advokat Poul Gudberg klaget til Pressenævnet over en række artikler bragt i Viborg Stifts Folkeblad den 3., 4. og 9. december 2003, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

I en forsideartikel med overskriften ” Drømmehuset blev til et mareridt ” den 3. december 2003 hed det:

”Randi Bagge og Thomas Nielsen føler sig snydt af ejendomsmægler Elon Drejer, Karup.

Ejendomsmægleren fik seks kritiske skader i stråtaget på parrets drømmehus til at forsvinde fra tilstandsrapporten. Uden at skaderne af den grund er blevet udbedret.

Nu kæmper parret for at slippe for en kæmpe regning for et nyt tag.

- For hvorfor skal vi betale for en fejl, som andre har begået, spørger Randi Bagge.”

I en artikel i bladet samme dag hed det i overskriften ” Huskøbere føler sig snydt af mægler ” og i en underrubrik ”Drømmehuset i Skelhøje er blevet et mareridt for Randi Bagge og Thomas Nielsen, der føler sig snydt af ejendomsmægler Elon Drejer fra Karup”.

I artiklen hed det:

”Randi Bagge og Thomas Nielsen var lykkelige, da de fandt drømmehuset på Karuphøjvej i Skelhøje.

Huset lå perfekt, der var luft omkring det, og parret glædede sig til at flytte på landet med deres tre børn.

Men Randi Bagge græder, når hun i dag skal fortælle om drømmehuset.

Huset er blevet et mareridt af fugt, skimmelsvamp, advokatsalærer og regning på op imod 150.000 kroner for et nyt stråtag. Penge, som Randi Bagge og Thomas Nielsen ikke har.

- Vi går på røven, hvis vi skal bruge 150.000 kroner på et nyt tag. Desuden kan jeg ikke se, hvorfor vi skal betale for en fejl, som andre har begået. Men vi kan jo heller ikke blive boende, sådan som huset er nu, siger Randi Bagge, der er meget nervøs over de små, usynlige sporer af skimmelsvamp, som svæver rundt i huset.

- Vi har jo børn, som hun siger.

Randi Bagge og Thomas Nielsen købte huset på Karuphøjvej igennem ejendomsmægler Elon Drejer, Karup.

- Vi har ledt efter et hus som dette i seks år, så vi faldt straks for det. Desværre kunne vi se i tilstandsrapporten, at der var seks K3’ere i taget, fortæller Randi Bagge.

K3’erne er de byggesagkyndiges udtryk for kritiske skader, hvor bygningsdelens funktion vil svigte og kan medføre skader på andre bygningsdele.

Ifølge tilstandsrapporten var der altså alvorlige skader i taget på det hus, som Randi Bagge og Thomas Nielsen var faldet for.

Skader forsvinder

- Vi havde ikke 150.000 kroner til et nyt tag, og det fortalte vi Elon Drejer. Men han sagde, at K3’erne i taget var udbedret, og at det var en fejl, at de stadig stod nævnt i tilstandsrapporten, fortæller Randi Bagge.

Et par dage senere modtog Randi Bagge og Thomas Nielsen en rettelse til tilstandsrapporten, en såkaldt allonge, hvormed de seks K3’ere i taget blev slettet.

Allongen kom fra ingeniørfirmaet OBH-Gruppen i Århus, som på internettet præsenterer sig som leverandør af ”uvildige, professionelle tilstandsrapporter”.

- Vi stolede selvfølgelig på vores ejendomsmægler og på OBH-Gruppen, så vi købte huset i overbevisning om, at K3’erne i taget var blevet udbedret, siger Randi Bagge.

Men det var de ikke.

Novemberregnen satte ind, og store, mørke fugtskjolder begyndte at brede sig på loftbeklædningen på husets første sal. Faktisk lige der, hvor familien har soveværelser.

Det er byggesagkyndig Ole Toustrup fra OBH-Gruppen, der har lavet tilstandsrapporten og allongen for huset på Karuphøjvej.

Ole Toustrup, indrømmer, at OBH-Gruppen aldrig har modtaget dokumentation fra ejendomsmægler Elon Drejer for, at K3’erne i huset på Karuphøjvej er udbedret.

Når Ole Toustrup fra OHB-Gruppen alligevel har udfærdiget og underskrevet en allonge, så skyldes det med hans egne ord ”en procedurefejl på kontoret”.

Ole Toustrup henviser i øvrigt til sin overordnede, Claus Seidel, for yderligere kommentarer i sagen.

Det har desværre ikke været muligt at træffe Claus Seidel inden redaktionens slutning.

Mistanke

På Karuphøjvej sidder Randi Bagge med en grim mistanke. Hun kan ikke forstå, hvordan ejendomsmægler Elon Drejer kan få en byggesagkyndig fra OBH-Gruppen i Århus til at fjerne en række alvorlige skader på en tilstandsrapport uden dokumentation.

Hun kan heller ikke forstå, hvordan OBH-Gruppen kan slippe af sted med at lave en så alvorlig procedurefejl, uden at påtage sig et ansvar for den.

Og hun kan slet ikke forstå, hvordan ejendomsmægler Elon Drejer kan slippe af sted med at sælge et hus til hende og hendes mand under falske forudsætninger.

- Jeg er bange for, at Elon Drejer var så opsat på at få solgt huset, der har stået tomt i år, at han har fået OBH-Gruppen til at fuske med tilsynsrapporten, siger Randi Bagge.

Men hun ved det selvfølgelig ikke.

Ejendomsmægler Elon Drejer ønsker ikke at kommentere den konkrete sag over for Folkebladet.

Ifølge Randi Bagge er han heller ikke meget for at tale med hende.

Klager

Randi Bagge og Thomas Nielsen ser derfor ingen anden udvej end at gå rettens vej med deres uheldige hushandel.

- Nu ryger alle vores spareskillinger i advokatsalærer, men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi bare skal finde os i det her, siger Randi Bagge.

Afgørelsen på sagen har lange udsigter, så i mellemtiden er huset på Karuphøjvej dækket af en grøn presenning, som holder regnen ude.

Huset har ironisk nok nummer 13.”

Den 4. december 2003 bragte bladet en artikel med overskriften ” Ingeniørfirma beklager fejl i tilstandsrapport for hus ” og underrubrikken ”OBH-gruppen kalder det for en beklagelig fejl, at en huskøber i Skelhøje fik en fejlagtig tilstandsrapport”.

I artiklen hed det blandt andet:

”

Men de seks K3´ere blev senere trukket tilbage af det ingeniørfirma, som har udarbejdet rapporten.

Det skete uden den nødvendige dokumentation for, at skaderne er udbedret, fra ejendomsmægler Elon Drejer fra Karup, som har stået for salget af huset. Og nu regner det ned gennem taget, og væggene i huset driver af fugt.

- Jeg forstår ikke, hvordan en ejendomsmægler bare kan få fjernet seks kritiske skader i tilstandsrapporten, siger Randi Bagge, der derfor er bange for, at der er fusk med i sagen.

”

Den 9. december 2003 bragte bladet en artikel med overskriften ” Uheldige huskøbere trues med injuriesag ” og underrubrikken ”Randi Bagge, som forleden stod frem i Folkebladet og fortalte om sit og Thomas Nielsens uheldige huskøb, trues med injuriesag”.

I artiklen hed det blandt andet:

”

Elon Drejer truer skriftligt Randi Bagge med en ”injuriesag af ikke ubetydelige dimensioner”, hvis hun ikke ”tilbagekalder og undskylder alle de løgne, bagvaskelser og injurier, de (Randi Bagge, red.) har fremsat med mig (Elon Drejer, red.) i Viborg Stifts Folkeblad.

”

I en artikel med overskriften ” Kun én kritisk skade er fjernet fra rapport ” bragt samme dag hed det:

”Det er kun én kritisk K3 skade på tag-konstruktionen og ikke seks, som er fjernet fra tilstandsrapporten med en såkaldt allonge, som OBH-Gruppen på oplysninger fra Drejer Bolig og Erhverv har lavet på Randi Bagge og Thomas Nielsens hus. Viborg Stifts Folkeblad beklager denne fejl i reportagen om den uheldige hushandel.

Til gengæld har OBH-Gruppen med den fjernede K3 anmærkning givet de nye ejere anledning til at tro, at de har købt et sundt tag. Ordlyden på den fjernede K3 lyder nemlig sådan:

”Stråtaget bør undersøges nærmere. Der ses opfugtede lægter og indvendig beklædning har fugtskjolder. Taget er delvis utæt”.

Samtidig er tagets restlevetid fra angiveligt 0-5 år i den første rapport med allongen ændret til 11-20 år. Et tag, der altså viste sig at være så utæt, at det har været nødvendigt at dække det med preseninnger.

Elon Drejer Olesen er stærkt fortørnet over, at Randi Bagge i reportagen sætter spørgsmålstegn ved hans forretningsmetoder og afviser pure Randi Bagges formodning om, at det er ham, som har fået OBH-Gruppen til at ændre nogen passus.

”Drejer Bolig og Erhverv anmoder ikke OBH om at fjerne nogen passus, det er helt OBH´s egen beslutning. Det sker efter, at Drejer Bolig og Erhverv har meddelt OBH, at taget er besigtiget af en professionel tagdækker, Michael Hørdum, Bjerringbro, som har udtalt over for os, efter at have besigtiget taget, at taget er et udmærket tag med en restlivetid på 8-10 år”, skriver Elon Drejer Olesen til Folkebladet.”

Den 10. december 2003 bragte bladet en artikel med overskriften ” Tækker afviser at have besigtiget tag ” og underrubrikken ”Tagtækker Michael Hørdum fra Bjerringbro undrer sig, når ejendomsmægler Elon Drejer fra Karup siger, at Hørdum har besigtiget et omdiskuteret stråtag”.

Elon Drejer Olesen har anført, at Viborg Stifts Folkeblad i artikler den 3. december 2003 har angivet, at han skulle have fået fjernet nogle anmærkninger i tilstandsrapporten, hvilket nærmest må betragtes som bedrageri og i øvrigt er forkert. Bladet har ikke udøvet nogen form for kildekritik, men har ukritisk lagt vægt på ensidigt indhentede oplysninger. Der er ikke sket en objektiv beskrivelse af sagen.

Han har videre anført, at oplysningen om, at han ikke ønskede at udtale sig, er forkert. Bladet forelagde ham oplysningerne, men han meddelte, at han ikke kunne kommentere dem, idet han efter straffelovens § 152 b er underlagt tavshedspligt. Dette forties af bladet. Han spurgte bladet, om han kunne nå at få kundernes tilladelse til at udtale sig, men bladet imødekom ikke denne anmodning. Der var ikke tale om en nyhedsartikel, og bladet burde derfor have afventet, at han fik tilladelse.

Elon Drejer Olesen har oplyst, at han anmodede om en berigtigelse. Dette blev afvist, og bladet fortsatte med sin negative omtale og korrigerede alene den fejlagtige oplysning om fjernelsen af seks K3´ere. Dette skete i en sidebemærkning, hvilket ikke kan anses som en berigtigelse.

Elon Drejer Olesen klager endelig over, at bladet i omtalen har anvendt ord som fup, trussel, fusk, mv.

Viborg Stifts Folkeblad har anført, at man ikke har påstået, at Elon Drejer Olesen har begået bedrageri. Det fremgår derimod korrekt af bladets dækning, at tilstandsrapporten på et afgørende punkt blev ændret, således at det ikke længere fremgår, at stråtaget er utæt og skal undersøges nærmere. Samtidig blev den angivne levetid for taget forhøjet i rapporten fra 0-5 år til 11-20 år. Ændringerne blev foretaget af OBH-Gruppen i Århus, efter at Elon Drejer Olesen havde oplyst, at en tagdækker havde besigtiget taget. Tagdækkeren afviser imidlertid at have besigtiget taget, og OBH-Gruppen bekræfter, at dokumentationen for ændringen i rapporten ikke var i orden.

Ved journalistens henvendelse nægtede Elon Drejer Olesen at udtale sig, idet han henviste til sin tavshedspligt. Han udtrykte ikke ønske om at få mere tid, så han kunne få parternes tilladelse til at udtale sig. Bladet havde givet ham mere tid, hvis han havde bedt om det.

Det er rigtigt, at det kun er én K3 skade, som er fjernet fra rapporten. Bladet har allerede i artiklen den 9. december 2003 beklaget, at det fremgik af artiklerne den 3. december 2003, at der var tale om flere skader.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Der er ikke mulighed for bevisførelse i Pressenævnet, og nævnet kan ikke lægge til grund, at Elon Drejer Olesen bad journalisten om tid til at få kundernes tilladelse til at udtale sig. Viborg Stifts Folkeblad burde imidlertid i artiklen den 3. december 2003 have oplyst årsagen til, at Elon Drejer Olesen ikke udtalte sig. Bladet har hermed handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

På grundlag af de foreliggende oplysninger finder nævnet, at Viborg Stifts Folkeblad har søgt at belyse sagen fra såvel huskøbernes som Elon Drejer Olesens side, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik på dette punkt.

I artiklerne den 3. og 4. december 2003 bragte bladet forkerte oplysninger om antallet af K 3-anmærkninger, der blev fjernet fra tilstandsrapporten. Denne fejl kunne være undgået ved en mere omhyggelig research, og nævnet udtaler i den anledning sin kritik af bladet. Da bladet i en artikel den 9. december 2003 har rettet og beklaget oplysningen, pålægger nævnet ikke bladet at offentliggøre denne kritik.

Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Viborg Stifts Folkeblad i øvrigt ikke har udvist tilstrækkelig kritik over for sine kilder og finder heller ikke, at bladets ordvalg giver anledning til kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Viborg Stifts Folkeblad at offentliggøre følgende:

Viborg Stifts Folkeblad bragte i artikler den 3., 4. og 9. december 2003 en omtale af et pars køb af en ejendom gennem ejendomsmægler Elon Drejer Olesen. I artiklerne var gengivet udtalelser fra den ene af huskøberne med kritik af Elon Drejer Olesen. Det blev i en artikel den 3. december 2003 oplyst, at Elon Drejer Olesen ikke ønskede at udtale sig.

Elon Drejer Olesen har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. Han har over for nævnet oplyst, at han bad journalisten om tid til at indhente kundernes tilladelse til at udtale sig. Dette har Viborg Stifts Folkeblad bestridt.

Pressenævnet udtaler:

Der er ikke mulighed for bevisførelse i Pressenævnet, og nævnet kan ikke lægge til grund, at Elon Drejer Olesen bad journalisten om tid til at få kundernes tilladelse til at udtale sig. Viborg Stifts Folkeblad burde imidlertid i artiklen den 3. december 2003 have oplyst årsagen til, at Elon Drejer Olesen ikke udtalte sig. Bladet har hermed handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Afgjort den 6. april 2004.

Versioner

  1. 2004-12-21