Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9005@2004-07-27/da

Indhold

1. Indledning

Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2003 IV

Resumé Fra ÅB 2002: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Politiets efterforskning vil normalt være en forudsætning for, at det kan konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, og hermed tillige nødvendig for at sikre mod misbrug af erstatningsordningen. En hurtig politianmeldelse vil i almindelighed fremme muligheden for at opklare sagen og dermed i givet fald tilvejebringe grundlag for en retsforfølgning af skadevolder, således at skadevolderen kan blive pålagt at betale erstatning til skadelidte. I nævnets praksis anses en politianmeldelse, der er indgivet inden 24 timer efter gerningstidspunktet, i almindelighed for indgivet uden unødigt ophold. Hvis det har været umuligt for skadelidte på grund af sin tilstand (f.eks. bevidstløshed) at indgive politianmeldelse, må fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det var muligt for skadelidte at indgive politianmeldelsen, eventuelt telefonisk. Hvis der - uanset den for sene politianmeldelse - sker opklaring af sagen, f.eks. således at det ved dom konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, vil den sene politianmeldelse, jf. princippet i forsikringsaftalelovens § 21, ikke blive regnet skadelidte til last. For skader, der indtrådte til og med udgangen af 2001, var det i lovens hidtidige affattede bestemmelse i § 10, stk. 2, angivet, at erstatning kan ydes i særlige tilfælde, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt. I betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er om sådanne særlige tilfælde bl.a. anført den situation, hvor skadelidte med føje, men fejlagtigt tror, at der ikke er lidt et tab, eller at tabet kun er bagatelagtigt. I disse tilfælde må fristen efter stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver klar over sin fejltagelse. For skader, der er indtrådt den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), er det i den nu affattede bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, anført: ”Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.” Ifølge lovens forarbejder er der med den ændrede formulering i stk. 2 tilsigtet en vis lempelse af kravet i forhold til den hidtidige praksis. Det er i denne forbindelse i forarbejderne nævnt, at der således kan dispenseres fra kravet i tilfælde, hvor ofret som følge af forbrydelsen har befundet sig i en choktilstand (uden at være bevidstløs) og som følge deraf ikke inden for det første døgn har rettet henvendelse til politiet eller til andre, som kunne vejlede om kravet om politianmeldelse. Det er endvidere nævnt, at der f.eks. kan være tale om en ældre person, der bor alene, eller en medtaget person, som efter besøg på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter. Det er endelig nævnt, at det fortsat er en betingelse for at fravige hovedreglen, at der kan henvises til konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for en dispensation fra den almindelige frist. Fra ÅB 2004: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Efter nævnets praksis anses dette for at være inden for 24 timer fra gerningstidspunktet. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 fraviges, hvis forholdene taler for det. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger på grund af sin tilstand, f.eks. bevidstløshed, har været ude af stand til at indgive politianmeldelse. I så fald regnes fristen for at indgive politianmeldelse først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ansøger at indgive anmeldelse. Også i andre tilfælde kan der på grund af sagens konkrete omstændigheder være grundlag for at se bort fra fristen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forbrydelsen er begået på et sted og et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at indgive politianmeldelse, jf. nærmere årsberetningen for 2003, afsnit 7.4.1. Det vil dog være en forudsætning for at se bort fra fristen i den forbindelse, at ansøger i øvrigt har taget de nødvendige forholdsregler og f.eks. opsøgt skadestuen eller anden lægehjælp i umiddelbar forbindelse med skaden. Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold. Lykkes det, uanset anmeldelsen ikke er indgivet uden unødigt ophold, at identificere gerningsmanden, ser nævnet i almindelighed bort fra offererstatningslovens § 10, stk. 1.

I sagen (N.J.nr. 3319/2003), var ansøger blevet overfaldet af 2-3 personer samt 2 hunde. Efterføl¬gende blev der rejst tiltale mod en gerningsmand for overtrædelse af straffelovens § 245, ved at have sparket og slået ansøger flere gange i ansigtet og på kroppen samt at have ladet sine to hunde bide ansøger flere gange i ansigtet og på kroppen. De øvrige gerningsmænd blev ikke fundet. Ved dommen blev tiltalte "kun" dømt for overtrædelse af straffelovens § 244, idet retten lagde til grund, at ansøger var kommet op at slås, hvorunder tiltalte havde slået ansøger, mens ansøger lå ned. Ansøger blev også sparket, efter at 1-2 uidentificerede personer var kommet til, men retten fandt det ikke godtgjort, at det var tiltalte, som havde sparket ansøger. Nævnet måtte derfor lægge til grund, at ansøger var blevet sparket af ukendte gerningsmænd. Ansøger forklarede i retten, at han ikke ønskede at udtale sig af frygt for repressalier. Han kunne dog bekræfte, at han var blevet slået af en person. Herefter var 2 andre personer kommet til, og der havde været nogle hunde, som havde bidt ham. Han bekræftede, at han forinden havde haft kontakt til gerningsmanden, som han godt kendte identiteten på. Ansøger forklarede, at han ikke var tilfreds med "noget", som han havde købt. Han ringede derfor til den pågældende, og de aftalte at mødes. Da han kom, blev han overfaldet. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport, at ansøger ikke ville medvirke til sagens opklaring. Dette gav sig udslag i, at ansøger bl.a. under en fotokonfrontation oplyste til politiet, at han ville undlade at udpege gerningsmændene, hvis deres fotos var i fotomapperne. Den domfældte gerningsmand blev kun fundet, fordi politiet i anden anledning standsede en bil, hvori han befandt sig. Ansøger havde i retten nedlagt påstand om godtgørelse for tort. Retten frifandt tiltalte for denne påstand, idet der ikke fandtes grundlag for tort i en sag af denne karakter. Ansøger blev af nævnet meddelt afslag på anden erstatning/godtgørelse i medfør af § 10 i offererstatningsloven eller dennes analogi, idet han ikke havde ønsket at medvirke til politiets opklaring af sagen. Eventuelle erstatningskrav i anledning af hundebid, blev henvist til hundenes lovpligtige ansvarsforsikring eller Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtige ansvarsforsikringer (FAH).

Versioner

1. 2004-07-27