Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9009@2004-01-01/da

Indhold

1. Indledning

Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2005 II

Resumé Fra ÅB 2002: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Politiets efterforskning vil normalt være en forudsætning for, at det kan konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, og hermed tillige nødvendig for at sikre mod misbrug af erstatningsordningen. En hurtig politianmeldelse vil i almindelighed fremme muligheden for at opklare sagen og dermed i givet fald tilvejebringe grundlag for en retsforfølgning af skadevolder, således at skadevolderen kan blive pålagt at betale erstatning til skadelidte. I nævnets praksis anses en politianmeldelse, der er indgivet inden 24 timer efter gerningstidspunktet, i almindelighed for indgivet uden unødigt ophold. Hvis det har været umuligt for skadelidte på grund af sin tilstand (f.eks. bevidstløshed) at indgive politianmeldelse, må fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det var muligt for skadelidte at indgive politianmeldelsen, eventuelt telefonisk. Hvis der - uanset den for sene politianmeldelse - sker opklaring af sagen, f.eks. således at det ved dom konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, vil den sene politianmeldelse, jf. princippet i forsikringsaftalelovens § 21, ikke blive regnet skadelidte til last. For skader, der indtrådte til og med udgangen af 2001, var det i lovens hidtidige affattede bestemmelse i § 10, stk. 2, angivet, at erstatning kan ydes i særlige tilfælde, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt. I betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er om sådanne særlige tilfælde bl.a. anført den situation, hvor skadelidte med føje, men fejlagtigt tror, at der ikke er lidt et tab, eller at tabet kun er bagatelagtigt. I disse tilfælde må fristen efter stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver klar over sin fejltagelse. For skader, der er indtrådt den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), er det i den nu affattede bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, anført: ”Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.” Ifølge lovens forarbejder er der med den ændrede formulering i stk. 2 tilsigtet en vis lempelse af kravet i forhold til den hidtidige praksis. Det er i denne forbindelse i forarbejderne nævnt, at der således kan dispenseres fra kravet i tilfælde, hvor ofret som følge af forbrydelsen har befundet sig i en choktilstand (uden at være bevidstløs) og som følge deraf ikke inden for det første døgn har rettet henvendelse til politiet eller til andre, som kunne vejlede om kravet om politianmeldelse. Det er endvidere nævnt, at der f.eks. kan være tale om en ældre person, der bor alene, eller en medtaget person, som efter besøg på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter. Det er endelig nævnt, at det fortsat er en betingelse for at fravige hovedreglen, at der kan henvises til konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for en dispensation fra den almindelige frist. Fra ÅB 2004: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Efter nævnets praksis anses dette for at være inden for 24 timer fra gerningstidspunktet. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 fraviges, hvis forholdene taler for det. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger på grund af sin tilstand, f.eks. bevidstløshed, har været ude af stand til at indgive politianmeldelse. I så fald regnes fristen for at indgive politianmeldelse først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ansøger at indgive anmeldelse. Også i andre tilfælde kan der på grund af sagens konkrete omstændigheder være grundlag for at se bort fra fristen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forbrydelsen er begået på et sted og et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at indgive politianmeldelse, jf. nærmere årsberetningen for 2003, afsnit 7.4.1. Det vil dog være en forudsætning for at se bort fra fristen i den forbindelse, at ansøger i øvrigt har taget de nødvendige forholdsregler og f.eks. opsøgt skadestuen eller anden lægehjælp i umiddelbar forbindelse med skaden. Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold. Lykkes det, uanset anmeldelsen ikke er indgivet uden unødigt ophold, at identificere gerningsmanden, ser nævnet i almindelighed bort fra offererstatningslovens § 10, stk. 1.

(N.j.nr. 11-00890-2004) Ansøger blev den 25-09-2000, mens han var på arbejde som lærer, af en 14-årig skadevolder skubbet/slået på brystet, hvorved ansøger faldt ind i en væg. Ansøger led ikke fysisk skade, men blev påvirket psykisk af episoden. Der blev taget kontakt til politiet 12 dage efter episoden, hvor det blev oplyst, at henvendelsen blot var til orientering, da sagen blev behandlet i SSP-regi. Politiet optog ikke egentlig rapport/anmeldelse af forholdet. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne særlige behandlingshensyn til skadevolder, der talte imod politianmeldelse, eller at skadevolders unge alder kunne begrunde, at nævnet så bort fra den manglende anmeldelse. Nævnet afslog derefter ansøgningen i medfør af erstatningsansvarslovens § 10. Efterfølgende gjorde ansøgers advokat gældende, at det fremgik af kommunens retningslinier, at det ved behandling af voldssager mod ansatte i kommunen var ledelsen, der skulle foranstalte anmeldelse til politiet. Nævnet bemærkede, at det fremgik af forarbejderne til offererstatningsloven, at der i særlige tilfælde kunne ses bort fra for sen anmeldelse. Dette kunne blandt andet ske i de tilfælde, hvor en skadelidt med rimelighed kunne gå ud fra, at en forbrydelse vil blive anmeldt fra anden side. En sådan overbevisning kunne dog kun føre til, at nævnet så bort fra, at anmeldelse var sket for sent, men ikke som det ansås for at være tilfældet i den konkrete sag at der slet ikke var foretaget egentlig politianmeldelse. Nævnet fastholdt herefter afslaget med henvisning til offererstatningslovens § 10. Herefter blev der udtaget stævning mod nævnet. Østre Landsret tiltrådte, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at antage, at henvendelsen den 06-10-2000 til politiet opfyldte betingelsen om anmeldelse uden unødigt ophold i offererstatningslovens § 10, stk. 1. Landsretten tiltrådte endvidere, at det foreliggende tilfælde ikke var omfattet af de særlige tilfælde, hvor der i medfør af offererstatningslovens § 10, stk. 2, kunne dispenseres fra kravet i offererstatningslovens § 10, stk. 1, om politianmeldelse uden unødigt ophold.

Versioner

1. 2004-01-01