Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2004 II
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9010@2004-08-27/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2004 II
Resumé Fra ÅB 2002: Ifølge offererstatningslovens § 13 kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. I forarbejderne til lovbestemmelsen, betænkning nr. 751/1975, side 38, er anført, at det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken ansøgningen i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav, og en frist på 2 år er fundet rimelig. Fristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og dette kan ifølge betænkningen f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kundskab om forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået. Bl.a. fordi nævnet står uden vejledning i lovens forarbejder, er nævnet meget tilbageholdende med at afvise en ansøgning med henvisning til lovens § 13.
(N.j.nr. 11-01642-2004) Ansøgeren var den 27-10-2000 udsat for en straffelovsovertrædelse og ansøgte efterfølgende nævnet om godtgørelse for svie og smerte. Nævnet bad den 02-10-2001 ansøgeren om at indsende dokumentation for sygeperioden, men modtog ingen lægeerklæring. Ved brev af 30-07-2004 bad ansøgeren om genoptagelse af sagen. Ansøgeren ønskede godtgørelse for svie og smerte samt en afklaring af varigt mén med hensyn til den synsskade, ansøgeren havde pådraget sig ved hændelsen den 27-10-2000. Med anmodningen om genoptagelse indsendte ansøgeren to lægeerklæringer dateret henholdsvis den 09-10-2001 og den 19-12-2001. Ifølge begge erklæringer var ansøgerens syn reduceret som følge af skaden. Nævnet afslog anmodningen under henvisning til princippet i offererstatningslovens § 13. Nævnet lagde vægt på, at de indsendte erklæringer først var fremsendt til nævnet mere end 2 år efter udstedelsen, hvor ansøgeren måtte have vidst, at han muligvis havde et erstatningskrav. Nævnet henviste til, at denne fortolkning af offererstatningslovens § 13 havde støtte i en dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen for år 2003, side 258 H, samt almindelige passivitetsbetragtninger.