Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-131

GældendeVersion 2004-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9048@2004-01-29/da

Indhold
  1. Indledning

[En kvinde – K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten den 26. september 2003, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” Danmark dømt i sag om busbillet ”, hed det:

»Danmark krænkede den europæiske menneskerettighedskonvention, da en kvinde fra Århus blev anholdt af politiet, fordi hun kørte i bus uden gyldig billet og ikke ville oplyse, hvem hun var.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg fastslog torsdag, at tilbageholdelsen af kvinden i 13½ time overskred det rimelige og udgjorde et brud på konventionens regel om den personlige frihed. Kvinden, den bulgarsk-fødte 75-årige [K], Århus, tilkendtes 500 euro (ca. 3700 kr.) i godtgørelse.

Hun kom galt af sted en augustdag i 1995, da hun på en bus i Århus kom i diskussion med en kontrollør, der sagde, at hendes busbillet ikke var gyldig.

Da hun afslog at give sig til kende, blev hun ud på aftenen anholdt af politiet. Først kl. 11.45 den følgende dag opgav hun navn og adresse. Kort efter sin løsladelse brød hun sammen og kom på hospitalet, hvor man stillede diagnosen: For højt blodtryk. Hun var indlagt i tre dage.

Hendes efterfølgende krav om godtgørelse for anholdelsen blev afvist af politiet og statsadvokaten. Byretten i Århus fandt dog, at det havde været unødvendigt at opretholde anholdelsen helt til den næste dag, og tilkendte hende i 1998 en godtgørelse på 2200 kr.

Vestre Landsret tilsidesatte imidlertid afgørelsen. Retten fandt, at hun ved at nægte at identificere sig havde overtrådt retsplejelovens § 750 og derfor kunne tilbageholdes og ikendes bøde. En anmodning til Procesbevillingsnævnet om at indbringe sagen for Højesteret blev afslået.

Menneskerettighedsdomstolen erkender, at politiet må have ret til at kræve identifikation for at opretholde lov og orden. Spørgsmålet er imidlertid, om indgrebet, dvs. frihedsberøvelsen af kvinden, stod i et rimeligt forhold til forseelsen, altså at hun ikke ville give sig til kende.

Politiet skønnede, at hun var omkring 60 år. Når hun var tilbageholdt så lang tid, hang det bl.a. sammen med, at hun skulle sove. Politimesteren i Århus havde dog under sagen måttet beklage, at kvinden ikke blev tilset af nogen læge./ ritzau /«

[K] har anført, at den omtalte sag ikke handlede om en busbillet således som angivet i overskriften, men om en anholdelse over lang tid i detentionen uden lægehjælp. Hverken af afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller fra de instanser i Danmark, der har behandlet sagen, fremgår det, at den angik en busbillet.

[K] har videre anført, at hverken politiet eller vidner ved behandlingen af sagen ved retten i Århus har givet udtryk for, at hendes tilbageholdelse var så lang, fordi hun skulle sove.

Bladet har anført, at det var en strid om en busbillet, der var den oprindelige årsag til, at politiet blev involveret i sagen. At den langvarige tilbageholdelse skyldtes, at [K] nægtede at opgive sit navn til politiet, ændrer ikke det faktum, at det hele begyndte med en strid om en busbillet.

Bladet har videre anført, at oplysningen om, at [K] ”skulle sove”, ifølge Ritzaus Bureau stammer fra politiet i Århus og i øvrigt ikke er af en sådan karakter, at den repræsenterer en tilsidesættelse af god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard , David Trads, Lene Sarup og Ole Askvig .

Pressenævnet udtaler:

I artiklen omtales Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols behandling af en klage over politiets tilbageholdelse af [K], efter at hun var blevet anholdt. Anholdelsen skete efter, at hun havde nægtet at give sig til kende over en buskontrollør , der havde fortalt hende, at hendes billet ikke var gyldig. Da det er striden om busbilletten, der er den oprindelig årsag til, at politiet blev involveret med den langvarige tilbageholdelse til følge, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af artiklens overskrift.

Nævnet har ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt det er korrekt som anført, at [K]s tilbageholdelse hos politiet var langvarig, fordi hun skulle sove. Nævnet finder under alle omstændigheder, at oplysningen ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 21. januar 2004.

Versioner

  1. 2004-01-29