Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9481@2004-08-18/da

Indhold

1. Indledning

Serviceloven

§ 28 om merudgiftsydelse

Et nævn pålagde en kommune at yde tilskud til betaling af leje af et mobilhome under ferieophold i Italien.

Der var tale om en familie, som sædvanligvis holdt ferie i telt. Der var i familien en datter, der var født med rygmarvsbrok og nu var 8 år gammel.

På grund af handicappet havde hun dagligt brug for at få klysma rectalt om morgenen for at kunne komme af med afføring. Desuden skulle hun kateriseres med et engangskateter hver 3.-4. time.

Det blev anført, at det var uhygiejnisk og uværdigt, at datteren i forbindelse med klysma skulle ligge på gulvet. På handicaptoilettet forefandtes der ikke noget hæve-/sænkebord.

Nævnet lagde til grund, at det efter (dagældende) bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelse for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under ferieophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp efter servicelovens § 28 bevares under ferieophold i udlandet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5.

Efter § 1, stk. 5 kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Der var efter nævnets opfattelse tale om et særligt tilfælde, jf. § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen, idet det måtte anses for særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelsen af ferien, at datterens behov for adgang til relevante sanitære forhold blev tilgodeset

I nævnets vurdering var indgået Ankestyrelsens praksis som den kommer til udtryk i SM C-16-00 og SM C-37-03.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er tvivlsom og ville såfremt sagen havde været indbragt for Ankestyrelsen eventuelt have antaget sagen til afklaring af, om det ved vurderingen af, om det må anses for særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for afholdelse af ferien, kan lægges vægt på, at familien altid har ligget i telt.

Der var ved den indsendte afgørelse ikke oplysninger om, at det lejede mobilhome var af en anden karakter end hvad en tilsvarende familie med børn uden handicap, lejede under en sådan ferieform.

Ankestyrelsen kan i øvrigt henvise til yderligere praksis på området.

Det drejer sig om SM C-40-03 og SM C-49-03. Sidstnævnte var ikke offentliggjort ved tidspunktet for nævnets afgørelse.

SM C-49-03 drejede sig om et forældrepar med to børn, hvoraf det ene barn havde en psykisk funktionsnedsættelse, som bl.a. medførte, at barnet ikke tålte lange transporter.

Ankestyrelsen fandt ikke familien berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af flybilletter til familien i forbindelse med en uges skiferie.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af familiens situation, at det ikke var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at der blev ydet tilskud til ekstra omkostninger i forbindelse med, at rejsen foregik med fly (og ikke med bil).

Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation, og på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier med to børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, for at gøre transporttiden så kort som muligt.

En anden sag drejede sig om afslag på at yde merudgiftsydelse til dækning af udgifter forbundet med en drengs handicapridning.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag.

Drengen led af en gennemgribende mental udviklingsforstyrrelse, der foreløbigt er diagnosticeret som infantil autisme og kommunen fandt på baggrund heraf drengen omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.

Drengen var begrænset i valget af fritidsaktiviteter i forhold til ikke handicappede børn.

Nævnet havde dog vurderet, at den ansøgte merudgift til handicapridning ikke på nuværende tidspunkt kunne anses for en nødvendig merudgift.

Nævnet lagde vægt på, at han kun var 4 år og dermed under den alder, hvor børn almindeligvis begynder at deltage i fritidsaktiviteter.

Der er i afgørelsen ikke henvist til praksis.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har i SM O-40-96 fundet, at merudgiften ved handicapridning i forhold til almindelig ridning kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en handicappet pige på 5 år.

Der blev lagt vægt på, at ridningen i overvejende grad måtte anses for at være en fritidsaktivitet for pigen, der var stærkt begrænset i valget af fritidsaktiviteter i forhold til normalt fungerende børn.

Ved udmålingen af hjælpen til dækning af merudgifter ved handicapridning skulle fratrækkes et beløb svarende til, hvad det ville have kostet, hvis pigen gik til almindelig rideundervisning på en lokal rideskole.

Ankestyrelsen skal bemærke, at der i den offentliggjorte SM er truffet en positiv afgørelse, hvor styrelsen ikke fandt, at aldersgrænsen på de 5 ½ år var til hinder for dækning af merudgifter til handicapridning som fritidsaktivitet.

Ankestyrelsen finder ikke, at SM`en kan tages til udtryk for, at der med afgørelsen var gjort op med en fast aldersgrænse for at yde hjælp til fritidsaktiviteter til børn

Da nævnet i den konkrete sag har truffet en afgørelse, hvor ansøgeren ikke har fået medhold burde nævnet have begrundet afgørelsen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, stk. 1, herunder hvilke hensyn, der ligger til grund for nævnets afgørelse om, at børn på fire år ikke i almindeligvis begynder at deltage i fritidsaktiviteter, og at der heller ikke i den konkrete sag foreligger særlige omstændigheder.

§ 78 om ledsageordning

Et nævn tiltrådte en kommunes afslag på ledsageordning.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger på grund af nedsat funktionsevne som følge af ansøgers øjensygdom var omfattet af den personkreds, som ville kunne modtage ledsagelse efter servicelovens § 78.

Imidlertid var det nævnets vurdering, at ansøger ikke opfyldte lovens betingelse om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.

Der var herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøger kunne færdes i lokalområdet, dog ikke efter mørkets frembrud eller naturstier på grund af ujævnheder.

Ansøger kunne selv handle ind ca. 2 gange om ugen i kendt område samt tage offentlig transport til familiebesøg. Ansøger kunne klare at tage i aktivitetscentret 2 gange om måneden.

Om ansøgers behov for ledsagelse var det oplyst, at ansøger havde vanskeligheder ved indkøb af tøj, at ansøger havde brug for hjælp til at færdes i ukendte forretninger og byer samt ved deltagelse i arrangementer, som krævede transport med offentlige transportmidler.

Det var herefter nævnets vurdering, at ansøger var i stand til at færdes alene udenfor hjemmet uden altid at skulle bede andre om hjælp, hvorfor lovens betingelser for bevilling af ledsageordning ikke var opfyldt.

Nævnet henviste i øvrigt til Ankestyrelsens offentliggjorte praksis i SM C-4-02, hvori Ankestyrelsen fandt, at en kvinde med Downs Syndrom, der kunne færdes alene i et større lokalområde, ikke var berettiget til ledsageordning.

Ansøgningen var begrundet i ledsagelse til ridning i nabobyen 1 gang ugentligt. Ønsket om ledsagelse var begrundet i trafikfarlig vej og manglende fortov.

Ankestyrelsen vurderede således, at kvinden ikke opfyldte lovens betingelse om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.

Ankestyrelsen lagde vægt på lovens ordlyd og inddrog formålet med hjælp efter lov om social service og formålet med ledsagelse og fandt, at ledsageordningen var begrænset til personer, der på grund af en funktionsnedsættelse ikke kunne færdes alene udenfor hjemmet og deltage i aktiviteter m.v. uden altid at skulle bede andre om hjælp.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at selv om kvinden ikke kunne færdes alene overalt, kunne hun efter eget valg færdes alene i et større lokalområde, herunder i den by, hvor hun boede, og hun kunne tage med bus til nabobyen. Hun kunne endvidere gå til tandlæge, frisør, på biblioteket, i svømmehal samt i forretninger og selv købe ind.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal bemærke, at som sagen foreligger oplyst for Ankestyrelsen, har det ikke været muligt at vurdere sagen og dens overensstemmelse med praksis.

Ankestyrelsen finder, at sagen er for sparsomt belyst. Der er således ikke oplysninger om øjenlidelsen karakter eller sværhedsgrad, ansøgers alder, om ansøger bor alene eller oplysninger om et eventuelt netværk herunder til hjælp ved køb af tøj eller hvad behovet for at færdes alene om aftenen eller at deltage i arrangementer på ukendte steder er.

Ankestyrelsen finder, at dette burde have været bedre belyst.

§ 84 om merudgifter

En sag drejede sig om en ansøger som havde fibromyalgi, slidgigt og spiserørsbrok.

Kommunen havde givet afslag på hjælp til dækning af udgifter til massage, Pure MSM, Glucosamine sulfater, fiskeolie, varmtvandsgymnastik, og medlemskab af gigtforeningen.

Det var oplyst, at ansøger selv kunne komme rundt i hjemmet også 1. sal, men at det nogle dage kunne være strengt. Ansøger anvendte ingen hjælpemidler i det daglige.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag med henvisning til at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Nævnet lagde herved særligt vægt på, at ansøger kunne komme omkring, både ude og inde uden hjælpemidler, selvom det nogle gange var svært.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis som er sammenlignelig med den beskrevne sag.

Ankestyrelsen vurderer imidlertid umiddelbart, at nævnets afgørelse er i overensstemmelse med reglerne.

Det fremgår således bl.a. af § 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

§ 97 om hjælpemidler

Et nævn hjemviste en kommunal afgørelse om afslag på partiel brystprotese til kommunen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at kommunens afgørelse var truffet på et forkert grundlag.

Kommunen havde henvist til, at der i henhold til appendiks 7 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. kun kan bevilges en brystprotese, hvis hele brystet mangler.

Nævnet udtalte, at ifølge servicelovens § 97, stk. 1 yder kommunen i visse tilfælde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

I henhold til § 97, stk. 7, kan Socialministeren bl.a. fastsætte regler om afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte.

Denne hjemmel er udnyttet i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven (hjælpemiddelbekendtgørelsen).

I denne bekendtgørelse er intet nævnt om, at der ikke kan bevilges partielle brystproteser og der forelå ikke afgørelser fra Ankestyrelsen herom.

Nævnet fandt på denne baggrund, at bemærkningerne i ovennævnte appendiks 7 til vejledningen om hjælpemidler ikke generelt kunne udelukke muligheden for at få bevilget en partiel brystprotese.

Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling ved kommunen.

Kommunen skulle herefter foretage en konkret vurdering af, om ansøger opfyldte væsentlighedsbetingelserne i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1 og herefter træffe en ny afgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan bekræfte, at der ikke er truffet principiel afgørelse om partielle brystproteser.

Ankestyrelsen har imidlertid på det foreliggende ikke bemærkninger til nævnets afgørelse.

§ 99 om støtte til køb af bil

Sagen drejede sig om, at et nævn fandt en ansøger berettiget til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag.

Ansøgeren havde i 1984 og 1991 fået tilkendt støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag.

I 1998 havde ansøgeren fået afslag på støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, hvilket var tiltrådt af Ankestyrelsen.

I afgørelsen havde Ankestyrelsen bl.a. anført, at gangfunktionen var relativt upåvirket, og at det forhold, at der var lammelser i armene og dermed besvær med at holde sig fast i offentlige transportmidler ikke efter praksis kunne berettige til støtte til køb af bil.

Nævnet lagde nu til grund, at ansøger led af nedsat hjertepumpefunktion og af poliofølger i form af svær lammelse af begge skulderbælter, begge overarme og hænder, således at venstre arm var uden funktion.

Nævnet fandt, at der i forhold til afgørelsen fra 1998 var sket en tydelig forværring af specielt højre skulder, som gjorde, at ansøger ville kunne have meget svært ved at benytte offentlige transportmidler, da han havde svært ved at holde sig fast, betjene døre og klare ind- og udstigning.

Nævnet havde i afgørelsen anført, at ansøger på grund af hjertelidelsen i koldt vejr og ved anstrengelse fik brystsmerter. Det var også anført, at ansøger havde svært ved selv at tage tøj på.

Kørselsbehovet var oplyst til vedligeholdelsestræning 2 gange ugentlig, møder i 5 foreninger, indkøb og familiebesøg.

Kommunen havde indstillet til afslag på bilstøtte og havde begrundet afgørelsen med, at ansøgers nedsættelse af funktionsevnen ikke var af en sådan sværhedsgrad, at betingelserne for støtte til køb af bil var opfyldt, eller at den i væsentlig grad forringede evnen til at færdes uden brug af bil.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse synes at være udtryk for en konkret vurdering og Ankestyrelsen har derfor ikke umiddelbart bemærkninger til nævnets resultat.

Ankestyrelsen skal dog understrege, at gangdistancen er et af de centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen har ingen udmeldt praksis for så vidt angår lammelse af begge skuldre/arme. Vi kan dog henvise til praksis udmeldt i SM C-37-00, sag nr. 1, hvor en ansøger ikke blev fundet berettiget til bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag.

Ansøgeren var lammet i højre arm og højre skulder og således funktionelt en-armet. Desuden led ansøgeren af løshed i højre knæ.

Boligstøtteloven

§ 7, stk. 2 – barn i familiepleje kan medregnes i biologisk forælders husstand ved beregningen af boligstøtte

Nævnets afgørelse:

Nævnet traf afgørelse om, at ansøgerens boligstøtte skulle beregnes med udgangspunkt i, at husstanden også bestod af ansøgers datter, selvom hun var anbragt uden for hjemmet.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på boligstøttelovens § 7, stk. 2, hvorefter et barn skal være under 23 år og bo i lejligheden for at medregnes ved beregningen af boligstøtte.

Nævnet henviste til boligstøttevejledningens pkt. 18, hvoraf bl.a. fremgår, at barnet skal have fast ophold i ansøgerens hjem, og at et barn i familiepleje (frivillig eller tvangsmæssig anbringelse) kan - uanset at plejeforholdet er af ubestemt varighed - tillige medregnes som husstandsmedlem i de biologiske forældres husstand (udover i plejefamiliens husstand), når der ved indretning af hjemmet er taget hensyn dels til barnets midlertidige ophold og dels til muligheden for senere varigt ophold.

Vedrørende handicappede børn anbragt på institution er formodningen for fast ophold til stede, hvis der ved indretningen af hjemmet er taget hensyn til barnets midlertidige ophold i hjemmet under ferie og lignende og muligheden for senere varigt ophold.

Nævnet fandt, at denne fortolkning af § 7, stk. 2, måtte være i overensstemmelse med formålet med boligstøtteloven, der ikke har været at umuliggøre, at kommunen kan arbejde hen imod en hjemgivelse på et ukendt og ikke nødvendigvis nærliggende tidspunkt, eller at der kan opretholdes et (midlertidig) samvær mellem forældre og barn i hjemmet i anbringelsesperioden.

Nævnet lagde i den konkrete sag bl.a. vægt på, at der ved indretningen af hjemmet var taget hensyn til datterens ophold hos ansøgeren samt oplysningerne om omfanget af samvær mv.

Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at der ved beregningen af boligstøtte burde tages udgangspunkt i, at ansøgerens husstand også bestod af datteren, som ansøgeren havde samvær med i hjemmet under anbringelsesforløbet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til nævnets afgørelse.

§ 36, stk. 2 – skadesløsbrev, spørgsmål om nævnets kompetence mv.

Nævnets afgørelse:

Nævnet traf bl.a. afgørelse om, at spørgsmålet om størrelsen af et skadesløsbrev hørte under nævnets kompetence, idet nævnet har kompetencen i forhold til spørgsmål om fortolkningen af boligstøttelovens § 36.

Nævnet hjemviste herefter spørgsmålet om skadesløsbrevets størrelse til ny behandling og afgørelse i kommunen, idet nævnet ikke fandt, at skadesløsbrevets størrelse stod i rimeligt forhold til størrelsen af den gæld, som skadesløsbrevet skulle sikre.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke taget principiel stilling til spørgsmålet om klageadgang for så vidt angår afgørelse om størrelsen af et skadesløsbrevs størrelse, men vi er umiddelbart enige i, at nævnet kan behandle dette spørgsmål.

§ 58, stk. 4 – ophør af rente- og afdragsfrihed af boligindskudslån, tilbagebetaling af boligindskudslån opnået ved svig.

Nævnets afgørelse:

Nævnet ophævede kommunens afgørelse om ophør af rente- og afdragsfrihed på et boligindskudslån samt afdrag af boligindskudslånet i løbet af to år, jf. boligstøttelovens § 58, stk. 4.

Nævnet fandt, at ændringen i husstandsindkomsten, efter at ægtefællen flyttede ind hos støttemodtageren, ikke var af en sådan størrelsesorden, at det i henhold til § 58, stk. 4, kunne begrunde ophør af rente- og afdragsfrihed for boligindskudslånet, samt at lånet skulle afdrages over de næste to år.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at støttemodtagerens husstandsindkomst, efter at ægtefællen var flyttet ind hos pågældende, var opgjort til 177.000 kr., og at grænsen for at opnå boligindskudslån i 2003 var på 167.303 kr.

Nævnet lagde desuden vægt på, at der udover, at ægtefællen var flyttet ind, ikke sås at være væsentligt ændrede forhold for boligstøttemodtageren i henhold til § 58, stk. 4.

Det forhold, at kommunen havde vurderet, at boligstøttemodtageren havde handlet svigagtigt i forbindelse med bevillingen af boligindskuds-lånet, kunne ikke føre til, at der efter boligstøttelovens regler kunne træffes afgørelse om ophør af rente- og afdragsfrihed på lånet, og om at lånet skulle afdrages over to år, uden at betingelserne i § 58, stk. 4, var opfyldte.

Nævnet henviste til, at hvis kommunen fandt at kunne løfte bevisbyrden for, at bevillingen var opnået ved svig, ville den kunne tilbagekaldes efter dansk rets almindelige regler, eventuelt som led i en strafferetlig forfølgelse. Dette spørgsmål hørte under domstolene.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft anledning til at tage principiel stilling til spørgsmålet om ophør af rente- og afdragsfrihed efter boligstøttelovens § 58, stk. 4 og vi har derfor ingen praksis på området.

Ankestyrelsen er dog umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen har heller ikke haft anledning til at tage stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling af boligindskudslån, der er opnået ved svig, men vi er umiddelbart enige med nævnet i, at der ikke er hjemmel i boligstøtteloven til at kræve tilbagebetaling af boligindskudslån ud over § 58, stk. 4.

Ankestyrelsen vil gerne antage en lignende sag for at tage stilling til denne problemstilling.

Nævnets afgørelse i en anden sag vedrørende § 58:

Nævnet traf bl.a. afgørelse om, at kommunen var berettiget til at kræve tilbagebetaling af et bevilget boligindskudslån, jf. boligstøttelovens § 58, stk. 4, som pågældende mod bedre vidende havde modtaget med urette.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at boligstøttemodtageren i forbindelse med ansøgningen om boligindskudslån afgav urigtige økonomiske oplysninger, og at pågældende ved afgivelsen af oplysningerne, var vidende om, at de var urigtige, og at pågældende var vejledt om oplysningspligten.

Nævnet var opmærksomt på, at boligstøttelovens § 47, stk. 7, kun direkte angiver betingelserne for at kræve tilbagebetaling af boligstøtte.

Nævnet fandt, at hjemmelen for at kræve tilbagebetaling af boligindskudslån var en analogi af bestemmelsen, eller skulle søges i almindelige retsgrundsætninger om tilbagebetaling af ydelser opnået ved svig.

Ankestyrelsens bemærkninger

Der henvises til Ankestyrelsens bemærkninger til den foranstående sag.

Vi finder således umiddelbart ikke, at der er hjemmel i boligstøtteloven til at kræve tilbagebetaling af boligindskudslånet.

Vi er interesseret i at antage en sag til prøvelse af, om hjemlen kan søges i almindelige retsgrundsætninger og til afklaring af Ankestyrelsens kompetence til at anvende almindelige retsgrundsætninger ved afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmål af denne karakter.

Versioner

1. 2004-08-18