Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-27
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9727@2004-12-30/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Information den 27. januar 2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften ” Indvandrere svines til af ny forening ”, hed det i en underrubrik ”En ny forening, der officielt kæmper for etniske kvinder, omtaler i interne mails indvandrere som ”tabere”. Politikere er fortørnede”.
Artiklen havde følgende ordlyd:
”En ny forening, der i offentligheden kæmper for bedre integration af etniske kvinder, taler internt dybt nedsættende om indvandrere.
I en mail til foreningens medlemmer bliver indvandrere omtalt som ”tabere”, ”underklasseelendighed” og ”tølpere”, der sviner danskere til.
Det viser intern korrespondance fra foreningen, som Information er i besiddelse af.
Forum for Kvinders Retsstilling og Integration, som foreningen hedder, oplyser om overgreb på etniske kvinder, bidrager til aviser og fagblade og tilbyder kommunerne viden. Det sker for at standse undertrykkelsen af muslimske kvinder og børn og fremme ligestilling.
Internt har foreningens medlemmer dog en anden tone over for indvandrere, viser e-mails, skrevet af foreningens næstformand, historiker [K]: ”Hvor mange tabere bør Danmark importere? USA modtager næsten kun folk, der vil og kan præstere noget selv og overholde loven”.
[K], der ikke ønsker at kommentere korrespondancen over for Information, vender sig også mod EU’s flygtninge- politik:
”Skal EU’s borgere blive ved at modtage folk, der opfører sig som tølpere og afskyer frihed og orden? Hvor længe skal de fredelige indbyggere i Danmark betale for at få tæsk og blive svinet til som vantro og æreløse,” spørger han medlemmerne.
[K], der er aktiv skribent på avisernes læserbrevs- sider, svarer selv:
”OK, nu stopper festen. Ikke flere underklassetilflyttere fra de arabiske stater, Tyrkiet, Somalia og Pakistan. Må det ikke være tilladt at konkludere, at tølpere gør alt omkring sig til tølper- fænomener – inklusive religionen”. Både eksperter og politikere tager nu afstand fra foreningen.
Udtalelserne er ifølge centerleder Niels-Erik Hansen, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC), på kant med straffelovens racismeparagraf 266, hvis de fremsættes offentligt.
Foreningens formand, Jette Plesner Dali, tager afstand fra det konkrete sprogbrug, men henviser til, at formuleringerne er rettet mod den lille gruppe muslimske fundamentalister, der bekæmper det danske samfund.
Forum for Kvinders Retsstilling og Integration tæller forskere, læserbrevsskribenter og politikere fra både Venstre og Dansk Folkeparti – bl.a. partiets kulturordfører Louise Frevert. Blandt medlemmerne er også medlemmer fra det islam-kritiske netværk, Giordano Bruno.
Forum for Kvinders Retsstilling og Integrations formand, Jette Plesner Dali, tager nu afstand fra de konkrete udtryk i korrespondancen, men forsvarer [K]:
”Her tales ikke om muslimer generelt. Med tølpere henvises der til den pøbel, der angriber alle andre med anderledes holdninger. Der findes en gruppe fundamentalister, som har taget deres religiøse intolerance med til Danmark. Og det er som om, at godhedsmafiaen ikke vil anerkende det,” siger hun.
Plesner Dali oplyser, at [K] efter mailkorrespondancen har forladt foreningens bestyrelse.
Politikere tager afstand
Både politikere fra Venstre og SF tager afstand fra Forum for Kvinders Retsstilling og Integration.
SF’s bolig og skatteordfører, Morten Homann, er blevet inviteret til at deltage i foreningen: ”Jeg kan vist godt konkludere, at det er et ret særpræget selskab med holdninger, der ligger milevidt fra mine egne,” siger han.
Venstres Karin Nørgaard, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, mener, at hun blev lokket ind i foreningen i en god sags tjeneste:
”Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at forummet nærmest var en slags underafdeling af Giordano Bruno. Jeg følte mig ført bag lyset, for jeg ønsker bestemt ikke at blive sat i bås med de mennesker,” siger hun.”
[K] er tidligere næstformand i foreningen Forum for Kvinders Retsstilling og Integration (FKRI).
[K] har anført, at Information har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre groft manipulerende og forvanskede oplysninger, der har skadet hans personlige anseelse. Punkt A.3 og punkt B.1 i de vejledende regler for god presseskik er overtrådt. De citater fra foreningens interne mailkorrespondance, som er bragt i artiklen, er misvisende, idet de alene var rettet mod særlige grupper af udlændinge, der blandt andet indoktrinerer børn i koranskoler og begår vold og mord. Der er derfor ikke belæg for udsagnet i overskriften om, at indvandrere svines til af FKRI. Der er tale om en mailkorrespondance, der var led i en intern debat i foreningen, og som derfor var præget af et vist frisprog. Også muslimske medlemmer af foreningen har benyttet et ordvalg magen til klagers.
[K] har oplyst, at Information – uagtet at man har lovet det – har undladt at bringe hans debatindlæg, som var et svar på artiklen og et efterfølgende indlæg fra Progressiv Platform for Etnisk Ligestilling. Nævnet må derfor pålægge bladet at bringe hans debat- indlæg.
Information har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Bladet har fået adgang til interne dokumenter i en forening, der ofte blander sig i den offentlige debat. Det er relevant for offentligheden at vide, hvad [K] som næstformand i FKRI udtalte internt i foreningen, idet der åbenlyst var forskel på de udsagn, han fremsatte internt og udadtil.
Bladet har videre anført, at man ikke har manipuleret med eller forvansket oplysninger, men refereret præcist fra den interne mail- korrespondance. Bladet har sammenfattet de mange udsagn – ”tabere”, ”tølpere” og ”underklasseelendighed” – til rubrikken ”Indvandrere svines til af ny forening” – en sammenfatning, som bladet står ved. Bladet har forsøgt at få [K]s kommentarer til sagen, hvilket han afviste, idet han i stedet henviste til foreningens formand, Jette Plesner Dali.
Bladet har erkendt, at man burde have bragt [K]s efterfølgende debatindlæg, men har samtidig påpeget, at han fik mulighed for at udtale sig i den første artikel, hvilket han afviste.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Ud fra de foreliggende oplysninger har Pressenævnet ikke mulighed for at vurdere, om citaterne fra den tidligere næstformand i Forum for Kvinders Retsstilling og Integration (FKRI), [K], var rettet mod indvandrere i almindelighed eller særlige grupper af indvandrere.
Nævnet finder, at det er af offentlig interesse, hvorledes foreningens medlemmer, herunder næstformanden, omtalte indvandrere, hvad enten det gjaldt indvandrere i almindelighed eller særlige grupper af indvandrere. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af offentliggørelsen af citaterne fra foreningens interne mail- korrespondance eller af bladets sammenfatning af citaternes indhold.
Nævnet finder endvidere, at Information i tilstrækkelig grad har efterprøvet de oplysninger, som blev bragt i bladet. Nævnet har herved lagt vægt på, at bladet inden offentliggørelsen forsøgte at få [K]s kommentarer til citaterne, hvis rigtighed han i øvrigt ikke ses at have bestridt, og at bladet bragte kommentarer til citaterne fra foreningens formand, Jette Plesner Dali.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at afgøre, hvad man vil bringe i mediet, og Information er således ikke forpligtet til at bringe [K]s læserbrev.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at Information har handlet i strid med god presseskik.
Afgjort den 21. juni 2004.