Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-33
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9729@2004-12-30/da
Indhold
[K] har klage til Pressenævnet over en spise- seddel og to artikler bragt i Århus Stiftstidende den 19. januar 2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Spiseseddelen bar overskriften ” Finansjonglør forbindes med hemmelige millioner ”.
I en forsideartikel med overskriften ” Politiring om finans- jonglør ” og underrubrikken ” [K]: Gennembrud i efterforskning af 16 mio. kroner på hemmelig konto i Schweiz ” hed det:
”Politiet har endelig slået ring om finansjongløren [K], og i de kommende måneder trækker det op til ét – måske to – retsopgør mod ham.
I alt venter 15-20 sigtelser for dokumentfalsk og bedrageri på at blive behandlet færdig af Aalborg Politis jurister, erfarer avisen. Hovedparten af sagerne stammer fra Århus, hvor [K] i årevis har drevet virksomhed i lovens grænseland – med flere domme til følge.
- Hvis alt går glat, kan vi i løbet af februar afgøre, om der er grundlag for at rejse tiltale mod [K], forklarer Jesper Rodkjær, anklager ved Aalborg Politi.
Men det er kun begyndelsen. Også Rigspolitiets Rejsehold er ved at samle brikkerne i en sag om 16 mio. kr. på en hemmelig konto i Schweiz, som involverer [K].
I to år har Rejseholdets efterforsker forsøgt at få den schweiziske bank til at udlevere navnet på indehaveren af kontoen, og lige før jul kom gennembruddet. Rejseholdet ved nu hvem, der oprettede kontoen, men vil ikke sige noget før [K] og hans tidligere forretningspartner, S, der også er sigtet i sagen, er blevet afhørt. Hvis [K]s navn står på kontoen, kan han roligt regne med, at han bliver tiltalt for skyldnersvig og vil blive bedt om at møde i retten til foråret.
[K] siger til avisen, at han intet kendte til kontoen i Schweiz. Men hævder samtidig, at millionerne tilhører ham, og at de blev stjålet fra ham af hans tidligere forretningspartner.
- For over fire år siden bad jeg S om at sætte pengene ind på mit firmas konto i Danske Bank og herefter forsvandt de, forklarer [K].
Han fortæller, at forsvindingsnummeret skete til trods for, at millionbeløbet var behæftet med en klausul om, at ingen andre end [K] selv kunne hæve pengene.
De 15-20 sigtelser mod ham fra Århus og Aalborg politikredse har [K] overhovedet ikke hørt om.”
I en artikel bragt i samme avis med overskriften ” Finansjonglør kræver millioner fra bankkonto i Schweiz ” og underrubrikken ”SKJULTE PENGE: Blev [K] narret af en større fisk?”, hed det:
”Hvem ville ikke gerne eje en bankkonto i Schweiz med 16 millioner kroner?
Den berygtede, århusianske finansjonglør [K] vil helst være fri, hvilket ikke er så underligt.
Med ejerskabet af millionkontoen i det schweiziske skattely følger nemlig med stor sandsynlighed en tiltale for skyldnersvig og derefter et ubehageligt fængselsophold.
For to år siden kom politiet på sporet af den hemmelige konto med 16 millioner kroner, der henledte opmærksomheden på [K] og hans tidligere forretningspartner, S.
Lige siden har den århusianske finansjonglør og hans forhenværende makker kæmpet for at overbevise politiet om, at de hver især intet kender til kontoen.
Og med lige så stor iver hævder de begge, at millionerne er deres ejendom.
Gennembrud
De 16 millioner kroner stammer formodentligt fra tre checks, som for fire år siden på mystisk vis forsvandt ud af [K]s firmaer, Vejle Finans 1-5. De blev via en dansk bank overført til en konto i Luxemburg og havnede senere på den famøse bankkonto i Schweiz.
I årevis har Rigspolitiets Rejsehold arbejdet på at optrævle sagen, og nu venter en opklaring indenfor nærmeste fremtid.
Lige før jul kom gennembruddet.
I december fik Rejseholdets efterforsker Stig Nolfi Andersen tilsendt kontooplysningerne fra Schweiz og nåede dermed ind til sagens kerne.
- Vi ved nu, hvem af de to mænd der ejer kontoen. Men jeg vil ikke udtale mig om, hvem der er indehaver af kontoen, før jeg har afhørt de to parter, siger kriminalkommissær Stig Nolfi Andersen, Rigspolitiets Rejsehold.
Navnet på kontoindehaveren er nøglen til at opklare, hvem der overførte pengene til Schweiz og dermed kan se frem til at tilbringe en rum tid på domstolenes anklagebænke tiltalt for skyldnersvig. Den retssag kan ifølge Stig Nolfi Andersen formentligt allerede begynde i løbet af foråret.
Pengene blev stjålet
[K], der også er sigtet for op mod 20 sager om bedrageri og dokumentfalsk i Århus og Aalborg, er dog ikke bleg for at afgive sin forklaring uden for forhørslokalet.
- Det er dejligt, at millionerne er fundet. Og det er godt, at der nu er klarhed over, hvem der sendte dem derned, siger [K] og hentyder til sin tidligere forretningspartner. [K] påstår, at millionerne blev stjålet fra ham for fire år siden kort tid efter tre ejendomshandler.
- Jeg modtog tre checks på sammenlagt cirka 14 millioner kroner som betaling for tre store udlejningsejendomme. Jeg skrev under bag på checkene og knyttede en såkaldt ordre- påtegning til, der forbød andre end mig selv at indløse pengene, forklarer [K].
Han forklarer videre, at han gav de tre checks til sin daværende makker S med besked om, at de skulle sættes ind på en konto i Danske Bank, der var knyttet til [K]s firmaer.
Herefter forsvandt pengene.
Først to år senere opdager Rigspolitiets Rejsehold millionerne på en konto i Luxemburg. Men da politiet får åbnet kontoen, er den tom. Pengene er i mellemtiden overført til Schweiz.
[K] siger, at det var ham selv, der anmeldte de forsvundne millioner til politiet.
Var i Vejle
At pengene overhovedet kunne forsvinde ud af landet uden [K]s egen medvirken skyldes, at Danske Bank overså forbudet mod, at andre kunne overføre dem, hævder han.
- De har indløst nogle checks, som de ikke skulle have gjort, siger [K] til avisen.
Men argumentet om Danske Banks uopmærksomhed er ikke det eneste, [K] bruger til at bedyre sin uskyld.
Han hiver også den klassiske sporing af mobiltelefonsamtaler på banen.
- Datoen for, hvornår checkene blev indløst i Luxemburg, er kendt. På det tidspunkt kan politiet ud fra teleinformationer se, at jeg talte lystigt i min mobiltelefon her i Århus. S derimod slukkede sin mobil telefon i Billund og tændte den i Billund dagen efter.
- Rent fysisk kunne jeg heller ikke have været i Luxemburg. For den dag var jeg på Tinglysningskontoret i Vejle med nogle dokumenter, siger han.
- Min forklaring passer til punkt og prikke, mens hans er hullet som en si, tilføjer [K].
Om [K]s forklaring til avisen er en dækhistorie eller den skinbarlige sandhed er nu op til politiet at vurdere. Det har endnu ikke været muligt at få kontakt med S.
[K] har på sin straffeattest flere domme for både mandatsvig og skyldnersvig, og i sit kølvand har han efterladt et kaos af konkursramte selskaber. Et kaos, som adskillige kuratorer nu basker med at rydde op i.
Spørgsmålet i denne sag er, om [K] mødte sin overmand inden for økonomiske fiksfakserier og blev drænet for 14-16 millioner kroner.
Eller om han brugte S som en stråmand – sådan som han har gjort før – til at gemme de 16 millioner kroner væk i Schweiz.”
Artiklen var ledsaget af et foto af [K] foran en beboelsesejendom og et mindre foto af ham med plaster i panden. Sidstnævnte foto var brugt som illustration til en faktaboks, der havde følgende ordlyd:
” SYNDEREGISTERET
[K] er dømt for :
Mandatsvig
Underslæb
Bedrageri
Afpresning
Skyldnersvig
Hæleri
Brugstyveri af biler
Brandstiftelse”
[K] har anført, at Århus Stiftstidende har handlet i strid med god presseskik på følgende punkter:
De to billeder, som blev anvendt til illustration af artiklen i bladet, havde ingen sammenhæng med den omtalte sag, og er krænkende for ham. Det ene billede er taget, efter at han blev smidt ud af en lejlighed, han lovligt havde lejet, og det andet billede er taget, efter han ved sit bryllup blev overfaldet og pådrog sig åbent kraniebrud. Det er i forhold til sidstnævnte billede en skærpende omstændig- hed, at billedet blev bragt, efter hans hustru havde bedt bladet om ikke at bringe det.
Bladets faktaboks om hans tidligere domme var – uanset om den måtte være korrekt – uden relevans for den pågældende artikel. Oplysningen om, at han skulle være dømt for en række overtræd- elser af straffeloven, er forkert. Bladet har alene kunnet dokumentere, at han er dømt for hæleri. Reportagen er i øvrigt ikke objektiv. Han har henvist til udsagnet på forsiden ”Politiet har endelig slået ring om finansjongløren [K], og i de kommende måneder trækker det op til ét – måske to – retsopgør mod ham”. Bladet lægger ved udsagnet til grund, at han er skyldig.
Han har ikke været afhørt i de op mod 20 sager om bedrageri og dokumentfalsk, som efter det oplyste skulle versere, ligesom anklagemyndigheden heller ikke har truffet beslutning om tiltalerejs- ning i sagerne.
Bladet havde ikke belæg for overskriften ”Finansjonglør forbindes med hemmelige millioner”, der blev bragt på spisesedlen, idet det endnu ikke officielt er offentliggjort, hvem der har kontoen i Schweiz. Udsagnet er således usandt.
Påstanden om, at han skulle have brugt S som stråmand til at gemme 16. mio. kr. i Schweiz, er injurierende.
Århus Stiftstidende har anført følgende i forhold til klagepunkterne:
Ad 1: [K] har selv stillet op til fotografering i forhold til de to billeder, som bladet bragte. Det er korrekt, at hans hustru den 19. januar 2004 – samme dag, som artiklerne blev bragt – anmodede bladet om ikke påny at anvende det billede, der viser ham med plaster i panden. Bladet meddelte ved brev af 29. januar 2004 [K], at man i fremtiden kun vil benytte billedet, hvor det er relevant.
Ad 2: Bladet bragte faktaboksen for at anskueliggøre, hvilke sager [K] tidligere er dømt i. Ifølge adskillige kilder ved såvel politi og anklagemyndighed har han et omfattende synderegister, og bladet har henvist til artikel af 8. maj 2004 i Jyllands-Posten, hvoraf fremgår, at hans fortid ”bl.a omfatter seks betingede domme for mandatsvig, underslæb, bedrageri, ligesom han er dømt for bl.a. afpresning, brandstiftelse, hæleri og biltyveri”.
Ad 3: Ifølge bladets oplysninger venter 15-20 sigtelser for dokumentfalsk og bedrageri på at blive behandlet færdig af Aalborg Politis jurister. En af juristerne bekræfter i artiklen, at ”hvis alt går glat, kan vi i løbet af februar afgøre, om der er grundlag for at rejse tiltale mod [K]”.
Ad 4: Der var fuld dækning for spisesedlens overskrift i artiklerne, hvor [K] bekræfter, at de 16 millioner, der befinder sig på en hemmelig konto i Schweiz, tilhører ham, og hvor kriminalkommissær Stig Nolfi Andersen fra Rigspolitiets Rejsehold bekræfter, at [K] skal afhøres i sagen.
Ad 5: Bladet har alene stillet spørgsmålet, om [K] har brugt S som stråmand, eller om han er blevet drænet for 16 mio. kroner, som han selv påstår.
Århus Stiftstidende har endelig anført, at [K] inden offentliggørelsen blev forelagt alle oplysninger med henblik på en kommentar.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet lægger til grund, at [K] har godkendt optagelsen af de to billeder, og finder, at Århus Stiftstidende ikke har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre dem i forbindelse med omtalen den 19. januar 2004.
Nævnet har ud fra sagens oplysninger ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af udsagnene om, at [K] skulle være dømt for en række overtrædelser af straffeloven, eller om, at der ved Aalborg Politi skulle versere 15-20 sager om bedrageri og dokumentfalsk. Nævnet finder imidlertid, at det var relevant at offentliggøre oplysningerne om de tidligere domme, forudsat at de var korrekte, idet de vedrører økonomisk kriminalitet, som også var temaet i omtalen den 19. januar 2004. Bladet har oplyst i artiklen, at [K] ikke har hørt om de 15-20 sigtelser mod ham.
Nævnet finder, at der i artiklerne er belæg for overskriften på bladets spiseseddel. Der tages ikke stilling til, hvem der er indehaver af kontoen i Schweiz, idet det alene anføres, at [K] kan sættes i forbindelse med det beløb, der står på kontoen, hvilket er i overensstemmelse med hans egen forklaring om, at pengene tilhører ham.
Nævnet finder, at det ikke slås fast i artiklerne, at [K] har brugt S som stråmand. Bladet har alene stillet spørgsmålet, om dette er tilfældet, eller om [K] er blevet snydt af S. Nævnet finder således ikke grundlag for at udtale kritik på dette punkt, idet nævnet samtidig bemærker, at [K] i artiklerne er citeret udførligt for sin opfattelse af sagen.
Nævnet finder, at Århus Stiftstidende heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.
Afgjort den 21. juni 2004.