Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9730@2004-12-30/da

Indhold

1. Indledning

Vejdirektoratet har klaget til Pressenævnet over et indslag i Radio Rosa den 4. februar 2004, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Indslaget omhandlede Vejdirektoratets øgede overvågning af raste- pladser i sommeren 2003 – en overvågning, der havde til formål at forhindre, at rastepladserne blev brugt af homoseksuelle mænd til udøvelse af seksuel aktivitet. Vinklen på indslaget i Radio Rosa var, at det ikke var korrekt, at den øgede overvågning – som oplyst af Vejdirektoratet – var foranlediget af et stigende antal klager fra brugerne af rastepladserne.

I indslaget hed det blandt andet:

”

Speak : Radio Rosa præsenterer: En umoralsk historie. Om en statsinstitution, der lyver.

...

Speak : Vi skal jo ikke glemme, at Vejdirektoratets pressechef, Gitte Sehested-Grove, til pressen udtaler, at det skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et stigende antal klager fra trafikkanter, der har følt sig krænket eller chikaneret. Sagen er imidlertid, at der er ingen som helst dokumentation for Vejdirektoratets påstand om et stigende antal klager. Men det blev først afsløret den 12. september sidste år – altså godt og vel en måned senere. Det er en forsker i sociologi fra Københavns Universitet, der fatter interesse for sagen. Han beder om aktindsigt og læser, hvad I lyttere hørte indledningsvis: En klagesang fra det rengøringsfirma, der står for rengøring og tilsyn med toiletterne. Men hvor er klagerne fra brugerne, spørger han. Og det står klart, at der ikke foreligger en eneste dokumenterbar klage fra en bruger. Nu kunne Vejdirektoratet have krøbet til korset og indrømmet, at det var NCC’s – Nordic Construction Company’s – mange klager over svineriet på toiletterne, der havde været årsagen til den øgede overvågning på toiletterne. Men nej. I stedet for at gå til bekendelse begiver Vejdirektoratet sig ud i den ene bortforklaring efter den anden. Man kunne sige, at den ene løgn trækker den næste med sig, men så ubehagelige vil vi naturligvis ikke være. I stedet vil vi påvise, at direktoratet lodret lyver i mere end et tilfælde. Når man i slutningen af juli 2003 hævder, at der er et stigende antal klager fra toiletbrugere over bøssers svineri på toiletterne, så er det løgn. Der er som nævnt og konstateret i direktoratet ikke en eneste klage. Ikke engang en enkelt telefonisk klage har man kunne bogføre. Det er den første løgn.

”

I indslaget blev der endvidere bragt et telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet, S:

Speak : ”Vi har forgæves forsøgt at få Vejdirektoratets direktør til at forholde sig til denne sag, men i en mail til redaktionen skriver pressechef Jan Wildau, at direktøren har ikke yderligere at tilføje, end hvad der fremgår af den aktindsigt, vi har modtaget. Men i den er der jo mildest talt nogle huller. Dem ville vi gerne have fyldt ud, og det skulle sagsbehandler S vel være mand for. Så ham kontaktede vi i formiddags.

Interviewer : Du skriver, at det ikke i sig selv har nogen betydning for beslutningen.

S : Ja, det har ikke nogen betydning, om der er 2-3 eller 5 klager.

Interviewer : Okay, men det er dog det, der bliver nævnt som argument af jeres pressechef, da I varsler den øgede overvågning.

S : Jamen altså, nu Vi har givet jer – eller dig – en skriftlig tilbagemelding på dit ønske om aktindsigt, og det er sådan set det, vi har at sige i denne sag. Hvis du er utilfreds med det, har du jo mulighed for at anke den. Det har vi jo også skrevet. Vi har givet dig klagevejledning, så kan du jo rette henvendelse til ministeriet.

Interviewer : Jo, det ved jeg godt, men kan vi nu ikke lige tale lidt om det, for det er da overraskende, at du sender mig et materiale, hvor der står, at Jeres pressechef siger, at det skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et stigende antal klager, og du skriver, at antallet af klager ikke har nogen betydning.

S : Nej. Jeg skriver, at det har ikke i sig selv nogen betydning, om det er 2-3 eller 5.

Interviewer : Men det er dog det stigende antal klager, I reagerer på.

S : Jamen, det stigende antal, det er det stigende antal frem mod den periode indtil det bliver sat i gang.

Interviewer : Jamen, det tal kender I ikke på det tidspunkt. Det får I først konstateret den 17. september.

S : Jamen, det her er ikke et spørgsmål om talrytteri; om der er 2 eller 3. Som vi skriver i brevet, så er vores mål med at drive rastepladserne, det er, at de er i fornuftig tilstand. Og hvis der er problemer på rastepladserne, som gør, at tilstanden ikke bliver fornuftig eller brugerne ikke har de samme muligheder for at benytte dem, jamen, det er klart, at så tager vi en eller anden form for aktion på det. Det har vi gjort i det her tilfælde, og det vil vi også gøre i andre tilfælde, hvor vi oplever, at der er ting, der ikke fungerer.

Interviewer : Ja, ja, men hvorfor begrunder I det

S : Derfor går vi ikke ind og tæller antallet af klager, således som der fra din side meget konkret bliver spurgt ind til.

Interviewer : Hvorfor siger I det så, Jeres pressechef, hvorfor siger hun det så?

S : Jamen, det er jo for at begrunde indsatsen.

Interviewer : Det er altså tallet, der begrunder indsatsen?

S : Nej, det er det forhold, at der overhovedet kommer klager. Om der er 2-3 klager, eller om der er 5 klager, det er ikke afgørende for, hvad vi gør.

Interviewer : Jamen, det er kun Der er ingen klager fra brugerne på det her tidspunkt – ikke én.

S : Der er masser af klager.

Interviewer : Hvor ved du det fra?

S : Det der nonsens, som er blevet påstået i den her sag, om at der ikke er nogen klager, det passer ingen steder.

Interviewer : I har ingen dokumentation, jo

S : Vi har dokumentation.

Interviewer : Den skaffer I bagefter. I får den først den 17. september.

S : Jamen, det er ikke noget med, at vi skaffer den. Det er sådan i de her sager, at vi ikke har pligt til at lave notater – det er almindelig virksomhed, der kører her. Det der så sker, det er, at så går I ind, og så spørger I efter dokumentation, og så beder vi på opfordring dem, der har modtaget klagerne, om at dokumentere det, og det gør de, og længere er den ikke.

Interviewer : Okay. Du siger, at der ikke er udsendt pressemeddelelser i denne her sag.

S : Ja.

Interviewer : Mener du det?

S : Ja.

Interviewer : Du læser ikke jeres egen hjemmeside?

S : Jeg er klar over, at der på et tidspunkt har været noget om hjemmesiden, men der har ikke været en egentlig pressemeddelelse. Jeg har ikke en gang selv kunnet finde ud af, hvad der var på hjemmesiden.

Interviewer : Det kan jeg godt forstå, fordi den har været der og stået med store overskrifter – ”pressemeddelelse” – det er overskriften. Men da den var så uvederhæftig – den beskyldte en forsker for at have været uredelig – at den blev tilbagevist af Københavns Universitet, så trak I den tilbage.

S : Nu snakker vi om to forskellige sager.

Interviewer : Nå.

S : Jeg Den sag, vi snakker om nu, det er ikke en aktindsigtssag. Den sag, vi snakker om nu, det er det skærpede tilsyn, der blev ført i forhold til rastepladserne.

Interviewer : Ja.

S : Godt.

Interviewer : Og det handlede det også om – den forskerudtalelse – også om.

S. : Der er to ting: Der er en aktindsigtssag, og der er denne her sag. Og jeg har sendt det nu – de ting I har spurgt om.

Interviewer : Nej. For jeg har bedt om en pressemeddelelse, og der er en , jeg har kontakt med en journalist, der har fået en pressemeddelelse, da I startede den her sag, og jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke får en kopi af den.

S : Jamen, jeg har ikke set nogen pressemeddelelse i denne her sag. Vi har ikke udsendt nogen pressemeddelelse. Vejdirektoratet har ikke udsendt en pressemeddelelse i denne sag.

Interviewer : Nå. Du skriver: ”pressen informeres herom gennem pressesektionen”. Hvad betyder det så?

S : Det kunne f.eks. betyde, at det ville være telefonisk.

Interviewer : Er der grund til at skelne imellem det?

S : Jamen altså Hvor vil du hen med denne her snak?

Interviewer : Jeg vil derhen, at den journalist, jeg har talt med, har I ikke ringet til, og det ved hun, fordi at de på redaktionen – og de kan huske sagen – de troede, at det her måtte være at det var nogen, der tog gas på dem. Så de ringede tilbage til Vejdirektoratet og spurgte om det, de havde fået her, om denne historie virkelig var fra Vejdirektoratet. Det ville de jo ikke gøre, hvis I ringede.

S : Jeg har ikke nogen kommentarer til dine spørgsmål og dine påstande, ikke. Hvis Nu har du spurgt, du har begæret aktindsigt, og du har fået nogen du har fået en række du har fået et svar, ikke, og du har fået svar på de spørgsmål, du har stillet? Hvis du er utilfreds med de svar, så har du mulighed for, i forhold til aktindsigtssagen, at rette din klage til Trafikministeriet. Jeg forstår ikke, hvad du vil med alle dine spørgsmål. Du sidder måske og optager det, jeg siger nu, eller hvad?

Interviewer : Ja, det er klart, det er en radio.

S : Jeg er ikke interesseret – det vil jeg godt understrege – jeg er ikke interesseret. Dels er jeg ikke blevet gjort bekendt med, at du har er ved at optage tingene, og dels er jeg ikke interesseret i at deltage i et radioprogram.

Interviewer : Jamen, det kommer du til, hvad enten du er interesseret eller ej, for jeg har præsenteret mig med mit navn og sagt, at jeg ringer fra Radio Rosa. Og så er mine juridiske forpligtelser opfyldt.

S : Ja, så har vi vist ikke mere at snakke om i den her sag.”

Vejdirektoratet har klaget over, at der i indslaget blev bragt en skjult optaget telefonsamtale med en medarbejder fra Vejdirektoratet. Medarbejderen blev ikke på forhånd gjort bekendt med, at samtalen blev optaget på bånd med henblik på udsendelse. Da han blev gjort opmærksom herpå, protesterede han, ligesom Vejdirektoratet samme dag – inden udsendelsen blev bragt – meddelte Radio Rosa, at man protesterede mod den anvendte fremgangsmåde og mod, at samtalen blev bragt i radioen. På trods af, at samtalen ikke dokumenterede kritisable forhold af klar samfundsmæssig interesse hos Vejdirektoratet, blev den bragt i fuld længde.

Vejdirektoratet har endvidere klaget over, at der i indslaget blev bragt urigtige oplysninger om, at direktoratet ikke kan fremvise klager over seksuel aktivitet på rastepladserne. Vejdirektoratet har imidlertid forud for udsendelsen fremsendt dokumentation til Radio Rosa for, at Vejdirektoratet via en samarbejdspartner havde modtaget mundtlige klager. Det er krænkende for Vejdirektoratet at blive beskyldt for at lyve.

Radio Rosa har oplyst, at journalisten ved henvendelsen til medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han ringede fra Radio Rosa.

Radio Rosa har anført, at der er tale om en sag, der allerede inden omtalen i Radio Rosa havde offentlighedens – herunder Folketingets og mediernes – bevågenhed. Det må være en selvfølge, at en embedsmand, der kontaktes om sit sagsområde på sit arbejde, er i stand til at udtale sig på en sådan måde, at det tåler offentliggørelse, også selvom det ikke eksplicit på forhånd er blevet tilkendegivet, at det er det, der er formålet. Radio Rosa er af den opfattelse, at den ”skjult optagede samtale” var nødvendig for til fulde at dokumentere, at Vejdirektoratet ikke har orden i tingene.

Radio Rosa har videre anført, at Vejdirektoratet lyver om baggrunden for den øgede overvågning. På det tidspunkt, hvor den øgede overvågning blev iværksat, havde direktoratet ikke belæg for at henvise til et stigende antal klager fra brugerne af rastepladserne. Det er desuden faktuelt forkert, når Vejdirektoratet i klagen til Pressenævnet anfører, at det skulle fremgå af den meddelte aktindsigt, at der er skriftlig dokumentation for, at ”man via en samarbejdspartner har fået mundtlige klager”. Aktindsigten viser, at der alene er tale om klager fra rengøringspersonalet over ”svineriet” og hærværket på toiletterne.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ud fra sagens oplysninger ikke mulighed for at vurdere, om og eventuelt i hvilket omfang Vejdirektoratet – på tidspunktet, hvor den øgede overvågning af rastepladserne blev iværksat – havde modtaget klager fra brugere af rastepladserne over, at der foregik seksuel aktivitet mellem homoseksuelle mænd på rastepladserne. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Radio Rosa i anledning af oplysningerne om, at Vejdirektoratet på tidspunktet for iværksættelsen af den øgede overvågning ikke havde modtaget en eneste klage fra brugere af rastepladserne over seksuel aktivitet mellem homoseksuelle mænd.

Nævnet lægger ud fra sagens oplysninger til grund, at journalisten inden interviewet med medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han ringede fra Radio Rosa.

Da en båndoptager i dag anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at interviewet med medarbejderen hos Vejdirektoratet blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.

Nævnet finder, at der er en samfundsmæssig interesse i en omtale af baggrunden for Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladserne, og bemærker i den forbindelse, at sagen allerede inden offentliggørelsen i Radio Rosa havde offentlighedens bevågenhed.

Tre medlemmer – Lene Pagter Kristensen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard – udtaler herefter:

Vi finder, at der ikke i interviewet er fremkommet oplysninger af en sådan betydning for sagen, at hensynet til beskyttelse af medarbejderen i Vejdirektoratet, som ikke ønskede at medvirke i radioprogrammet, må vige for den samfundsmæssige interesse, der er knyttet til omtalen af det omhandlede emne. Vi finder derfor, at Radio Rosa ved offentliggørelsen af det båndede telefoninterview med medarbejderen i Vejdirektoratet har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale sin kritik.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Jeg lægger til grund, at Vejdirektoratet er en offentlig institution med en mangeårig tradition for og erfaring i kontakt med offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i sagen om den øgede overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund af sin usædvanlige karakter var fremme i mange medier på det pågældende tidspunkt, ligesom Radio Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og fået aktindsigt. Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et interview med Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets pressechef. Når den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på direktoratets vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der præsenterer sig ved samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at han – med mindre andet er aftalt fra samtalens start – bliver interviewet om sagen, og at hans udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio Rosa. Jeg finder derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i Vejdirektoratet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Radio Rosa.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Radio Rosa at offentliggøre følgende:

” Kendelse fra Pressenævnet:

Den 4. februar 2004 bragte Radio Rosa et indslag, som omhandlede Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladser – en overvågning, der har til formål at forhindre homoseksuelle mænds anvendelse af rastepladserne til udøvelse af seksuel aktivitet. I indslaget blev der blandt andet bragt et telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet. Samtalen var optaget på bånd uden medarbejderens vidende.

Vejdirektoratet har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler :

Pressenævnet lægger ud fra sagens oplysninger til grund, at journalisten inden interviewet med medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han ringede fra Radio Rosa.

Da en båndoptager i dag anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at interviewet med medarbejderen hos Vejdirektoratet blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.

Nævnet finder, at der er en samfundsmæssig interesse i en omtale af baggrunden for Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladserne, og bemærker i den forbindelse, at sagen allerede inden offentliggørelsen i Radio Rosa havde offentlighedens bevågenhed.

Tre medlemmer – Lene Pagter Kristensen , Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard – udtaler herefter:

Vi finder, at der ikke i interviewet er fremkommet oplysninger af en sådan betydning for sagen, at hensynet til beskyttelse af medarbejderen i Vejdirektoratet, som ikke ønskede at medvirke i radioprogrammet, må vige for den samfundsmæssige interesse, der er knyttet til omtalen af det omhandlede emne. Vi finder derfor, at Radio Rosa ved offentliggørelsen af det båndede telefoninterview med medarbejderen i Vejdirektoratet har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale sin kritik.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Jeg lægger til grund, at Vejdirektoratet er en offentlig institution med en mangeårig tradition for og erfaring i kontakt med offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i sagen om den øgede overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund af sin usædvanlige karakter var fremme i mange medier på det pågældende tidspunkt, ligesom Radio Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og fået aktindsigt. Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et interview med Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets pressechef. Når den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på direktoratets vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der præsenterer sig ved samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at han – med mindre andet er aftalt fra samtalens start – bliver interviewet om sagen, og at hans udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio Rosa. Jeg finder derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i Vejdirektoratet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Radio Rosa.

København, den 18. august 2004

Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 18. august 2004.

Versioner

1. 2004-12-30