Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-61
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9741@2004-12-30/da
Indhold
[K] har ved advokat Frederik Blichfeldt klaget til Pressenævnet over en notits bragt i Sygeplejersken den 26. marts 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I notitsen med overskriften ”Chefredaktør stopper” hed det:
”[K] er pr. den 16. marts blevet fritaget for sine opgaver som chefredaktør på Sygeplejersken. Redaktionssekretær Hannah Maimin Weil er konstitueret i stillingen, indtil Dansk Sygeplejeråd ansætter en ny chefredaktør.”
[K] har anført, at det er utilstedeligt, at der ikke i forbindelse med notitsen er anført nogen begrundelse for hans fratræden. Meddelelsen er egnet til at bibringe offentligheden det indtryk, at han i væsentlig grad har misligeholdt ansættelsesforholdet, og meddelelsen har en betydelig skadevirkning for ham i forhold til omdømme og fremtidige jobmuligheder. Det er en skærpende omstændighed, at udgiver samtidig er klagers arbejdsgiver. Arbejdsgiveren har i fortsættelse af afskedigelsen/tjenestefritagelsen bevidst stillet klager i et dårligt lys via notitsens udformning.
Han har videre anført, at Sygeplejersken ved omtalen har tilsidesat punkt B.1 i de vejledende regler for god presseskik. Indholdet af notitsen burde desuden have været forelagt ham forud for offentliggørelsen, jf. punkt A.3. Han kunne herved have henledt udgivers opmærksomhed på, at meddelelsen på grund af den alt for kortfattede udformning var egnet til at give offentligheden det forkerte indtryk, at han havde misligeholdt ansættelsesforholdet.
[K] har endelig oplyst, at han har rettet henvendelse til Sygeplejersken med anmodning om, at der bringes en meddelelse, som redegør for de nærmere omstændigheder omkring hans fratræden. Dette har bladet imidlertid afvist.
Sygeplejersken har oplyst, at [K] er blevet opsagt under iagttagelse af opsigelsesvarslet, og at han er blevet fritaget for tjeneste i opsigelsesperioden. Notitsen gengiver således alene en faktisk beskrivelse af situationen. Da der er tale om en ensidig beslutning fra arbejdsgiverens side, ville det have været direkte misvisende at anføre, at ophøret var sket på baggrund af ”gensidig overenskomst” eller lignende. Det bestrides, at notitsen er egnet til at bibringe offentligheden det indtryk, at [K] i væsentlig grad har misligholdt sit ansættelsesforhold.
Sygeplejersken har afvist, at meddelelsen vedrører oplysninger, som kan være ”skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for nogen”, og at man bevidst skulle have søgt at stille ”klager i et dårligt lys via notitsens udformning”.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder ikke, at Sygeplejersken ved omtalen af [K]s fratræden som chefredaktør har handlet i strid med god presseskik. Efter nævnets opfattelse må bladets formulering anses at ligge inden for de grænser, der gælder for mediernes redaktionelle formuleringsfrihed.
Nævnet finder ej heller, at privatlivets fred er krænket ved omtalen af [K]s fratræden, ligesom notitsen ikke har et sådant indhold, at Sygeplejersken burde havde forelagt indholdet for ham inden offentliggørelsen.
Afgjort den 21. juni 2004.