Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-56

GældendeVersion 2004-12-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9746@2004-12-30/da

Indhold
  1. Indledning

Næstved og Vordingborg Kommuner har klaget til Pressenævnet over et indslag i TV 2 ØST den 27. februar 2004, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af indslaget fremgik blandt andet følgende:

Studievært : ”Flere kommuner sløser med sikkerheden, når det handler om fortrolige oplysninger. TV2 ØST kan i dag afsløre, hvor nemt vores personoplysninger kan havne i de forkerte hænder.

Speak : De 10 cifre i et cpr-nummer er for alle danskere adgangsnøglen til de personlige oplysninger, der er registreret om dem selv i de kommunale forvaltninger.”

Speak : ”Det såkaldte R-75-skema er en skatteattest, der indeholder personlige oplysninger om bl.a. ejendom, gæld, lønindkomst, bank og biler. For at undersøge kommunernes omgang med borgernes personlige oplysninger forsøgte vi med tilladelse fra kolleger at benytte deres personnumre til at tjekke sikkerheden på fem tilfældige kommuner i regionen.”

Herefter høres en samtale mellem en journalist og en kommunal medarbejder:

Journalist : ”Jeg skal bruge sådan en R-75.

Kommunal medarbejder : Ja, dit personnummer?

Journalist : 7. juni ´68.

Speak : Kun i Slagelse bad medarbejderen om legitimation, mens man i Kalundborg oplyste, at de ikke længere udleverede R-75-skemaet. Men i Vordingborg, Næstved og Fakse kommuner fik vi uden problemer udleveret personlige oplysninger, der ikke tilhørte os.”

Herefter vises blandt andet et klip med skattechef i Næstved Kommune, Kaj Koefoed:

Kaj Koefoed : ”Hovedreglen er jo – og det er jo den instruks, der er givet, og som bør være givet alle steder – at man skal dokumentere, hvem man er, for at kunne få udleveret oplysninger om sig selv. Det har noget med den digitale signatur at gøre.

Journalist : Hvordan kan det her så overhovedet lade sig gøre?

Kaj Koefoed : Altså, hvor der er mennesker, der sker der fejl.”

Speak : ”I Vordingborg kalder man sagen dybt beklagelig, og i Næstved har det allerede fået konsekvenser, ved at ledelsen har indskærpet over for medarbejderne, at de skal kræve legitimation. Men i Fakse ser man ikke nogen grund til at stramme proceduren og kræve legitimation.”

Studievært : ”Kommunerne burde ikke være i tvivl om, hvordan personoplysningerne skal håndteres; Datatilsynet har nemlig udsendt en sikkerhedsvejledning til dem. Og selv om Næstved og Vordingborg Kommune så beklager deres fremgangsmåde, så er sagen ikke overstået af den grund – vi har i dag fået denne reaktion fra Datatilsynet.

...”

Vordingborg og Næstved Kommune har anført, at man finder det meget betænkeligt, at der i forbindelse med indslaget er anvendt en båndoptager, uden at dette var oplyst, og at henvendelserne til kommunerne skete under dække af et ”falsk” navn og personnummer. Klagerne ønsker nævnets vurdering af, hvorvidt TV 2 ØSTs handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik.

TV 2 ØST har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Det er en væsentlig historie, at uvedkommende kan få adgang til personlige, fortrolige oplysninger i de kommunale forvaltninger blot ved at opgive navn og personnummer, uden at forvaltningerne forlanger behørig legitimation. TV 2 ØST kunne ikke dokumentere den manglende kontrol af identitet på anden måde end ved at bruge navne og personnumre på tv-stationens medarbejdere. Der er alene benyttet navne og personnumre fra medarbejdere på TV 2 ØST, som alle har givet tilladelse til anvendelsen.

TV 2 ØST har anført, at det er inden for rammerne af god presseskik at kontrollere de systemer, som offentlige forvaltninger har sat i værk til at beskytte borgernes personlige, fortrolige oplysninger. Som public-service tv-station anser TV 2 ØST det for sin pligt at kontrollere offentlige myndigheders systemer generelt.

TV 2 ØST har endelig oplyst, at man efter udleveringen af de fortrolige oplysninger henvendte sig til de to kommuner, som derved fik mulighed for at forklare sig i indslaget. Det er udelukkende cheferne i kommunerne, som er blevet foreholdt forholdene, idet formålet med indslaget ikke har været at hænge de enkelte medarbejdere ud.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Der er en klar samfundsmæssig interesse i en omtale af, hvorvidt det er muligt for uvedkommende at få adgang til andre personers fortrolige oplysninger i de kommunale forvaltninger ved blot at oplyse navn og personnummer. Det er nævnets opfattelse, at den fornødne dokumentation for, at de kommunale forvaltninger udleverer fortrolige oplysninger til uvedkommende, kun vanskeligt kunne fremskaffes uden anvendelse af skjult mikrofon. Nævnet finder derfor, at TV 2 ØST ikke har tilsidesat god presseskik på dette punkt.

Nævnet finder ej heller anledning til at udtale kritik af, at der ved udleveringen af de fortrolige oplysninger af journalisten blev anvendt cpr.numre, der ikke tilhørte ham, idet dette var nødvendigt for at kunne dokumentere, at oplysningerne blev udleveret til en uvedkommende. Nævnet har endvidere lagt vægt, at der forelå samtykke fra indehaverne af cpr.numrene til journalistens anvendelse af dem.

Nævnet skal i øvrigt bemærke, at de to kommuner efterfølgende har fået optagelserne forelagt med henblik på en kommentar, og at kommunerne i indslaget har beklaget, at udleveringen af oplysningerne fandt sted.

Afgjort den 18. august 2004.

Versioner

  1. 2004-12-30