Gelex

Selvstændig virksomhed, tilbagebetaling, vejledning, oplysningspligt, sanktion, uagtsomhed, karantæne, 37 timer

GældendeVersion 2004-10-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9867@2004-10-22/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af xxx på møde den 21. oktober 2004

Nævnet traf følgende

1) Deres klient skal i perioden 1. maj 1998-27. august 2002 anses for selvstændig erhvervsdrivende.

2) Der er sket uberettiget udbetaling til Deres klient af dagpenge og feriedagpenge for perioden 1. maj-8. november 1998, uddannelsesgodtgørelse for perioden 9. november 1998-26. marts 1999, dagpenge for perioden 29. marts-23. maj 1999, dagpenge og feriedagpenge for perioden 14. september-19. november 1999 og dagpenge og feriedagpenge for perioden 22. april-27. august 2002, i alt brutto kr. 269.315,-. Spørgsmålet om berettigelse til børnepasningsorlovsydelse for perioden 21. april 2001-19. april 2002 hjemvises til behandling i direktoratet.

3) Deres klient skal tilbagebetale de med urette udbetalte ydelser.

4) Det er ikke dokumenteret, at arbejdsløshedskassen ikke har opfyldt sin vejledningspligt.

5) Deres klient skal pålægges en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed.

Ad 1)

Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Beskæftigelse i et selskab, hvor den pågældende har afgørende indflydelse, anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Afgørende indflydelse foreligger, hvis pågældende og/eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af 1) mindst 50 % af selskabskapitalen eller 2) mindst 10 % af selskabskapitalen, og pågældende og/eller ægtefællen tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion.

En person, der uden at være medejer er ansat i ægtefællens virksomhed, anses kun for selvstændig erhvervsdrivende, hvis der er under 20 ansatte i virksomheden.

Ankenævnet lægger vægt på, at Deres klient både før, i og efter den pågældende periode med afbrydelser arbejdede i xxx. Hendes ægtefælle ejede 25 % af aktiekapitalen og var medlem af bestyrelsen/direktionen. Endvidere arbejdede han i virksomheden. 65 % af aktiekapitalen ejedes af nærmeste familie. Der var ansat 14 medarbejdere i virksomheden, hvoraf 4 var familiemedlemmer.

Ad 2)

Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge, feriedagpenge og uddannelsesgodtgørelse, at medlemmet er ledig og dagpengeberettiget. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Ankenævnet lægger vægt på, at da Deres klient både før, i og efter den pågældende periode arbejdede i xxx, kan hun ikke anses for at opfylde betingelsen om at være ledig, idet hendes personlige arbejde i virksomheden således ikke var ophørt mere end midlertidigt.

Vedrørende spørgsmålet om børnepasningsorlovsydelsen for perioden 21. april 2001-19. april 2002 brutto kr. 92.455,- er det ankenævnets opfattelse, at spørgsmålet bør hjemvises til behandling i direktoratet, idet Deres klient som selvstændig synes at kunne opfylde betingelsen for børnepasningsorlovsydelse om en erklæring om at ville ophøre med sit arbejde i den selvstændige virksomhed i hele børnepasningsorlovsydelsesperioden.

Ad 3)

Et medlem, der har givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelser, skal tilbagebetale de ydelser, der er modtaget med urette.

Ankenævnet lægger vægt på, at Deres klient gav arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortav omstændigheder, der var af betydning for retten til ydelser, idet hun i hele perioden på ledighedserklæringer, ansøgninger om feriedagpenge og ydelseskort svarede nej på spørgsmålene om selvstændig virksomhed, herunder om selvstændig virksomhed, der ejedes af ægtefælle eller nærmeste familie. Nævnet finder, at Deres klients adfærd i hvert fald må anses som udtryk for en vis grovere uagtsomhed, idet hun burde have forespurgt arbejdsløshedskassen om betydningen af spørgsmålene om selvstændig virksomhed – i stedet for blot at svare nej på spørgsmålene herom.

Ad 4)

En arbejdsløshedskasse har pligt til at informere sine medlemmer om rettigheder og pligter i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven. Endvidere skal arbejdsløshedskassen give det enkelte medlem personlig vejledning, når medlemmet har behov herfor.

Ankenævnet lægger vægt på, at Deres klient flere gange i perioden af arbejdsløshedskassen blev vejledt om selvstændig virksomhed. Endvidere har arbejdsløshedskassen afvist at have vejledt Deres klient således, at hun blev spurgt om, hvorvidt hendes ægtefælle havde egen butik, grønthandel eller pizzaria – og da dette ikke var tilfældet, blev vejledt om at svare nej på spørgsmålene om selvstændig virksomhed. Nævnet lægger også vægt på, at Deres klient ved samtalerne med arbejdsløshedskassen var ledsaget af ægtefællen eller andre eller fik tolkehjælp. Nævnet lægger videre vægt på, at det af Dem oplyste om, at arbejdsløshedskassens medarbejder ved Deres klients fremmøde med sin ægtefælle den 23. maj 2002 oplyste, at Deres klients ægtefælles aktiekapital ikke medførte, at Deres klient var selvstændig erhvervsdrivende – er afvist af arbejdsløshedskassen.

Ad 5)

Ved uagtsomhed skal medlemmet have en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Har medlemmet ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 20 timer.

Har medlemmet ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet ikke have nogen effektiv karantæne.

Ankenævnet lægger vægt på, at Deres klients unøjagtighed eller skødesløshed i hvert fald må anses som udtryk for en grovere uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge en uagtsomhedssanktion.

Ankenævnet henviser til

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 41, stk. 1, nr. 3, litra d, og stk. 7,

lov nr. 897 af 16. december 1998 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 41, stk. 8,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 3, stk. 2, nr. 1 og 5, § 3, stk. 3, og § 4, stk. 1, nr. 1,

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 3, stk. 2, nr. 1 og 5, § 3, stk. 3, og § 4, stk. 1, nr. 1,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 57, stk. 1 og stk. 3,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 75 h, stk. 4, nr. 1,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 533 af 8. juli 1998 af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 17, stk. 1,

*

lov nr. 402 af 31. maj 2000 om børnepasningsorlov § 2, stk. 4, § 9 og § 18, stk. 8,

lov nr. 446 af 7. juni 2001 om ændring af lov om børnepasningsorlov § 2, stk. 4,

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1119 af 14. december 2000 om orlov til børnepasning § 18 og § 20, stk. 1,

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 577 af 21. juni 2001 om orlov til børnepasning § 18 og § 20, stk. 1,

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 157 af 20. marts 2002 om orlov til børnepasning § 18 og § 20, stk. 1,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1 og stk. 13,

lov nr. 276 af 12. maj 1999 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1,

lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1,

lov nr. 1253 af 20. december 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 65, stk. 1 og stk. 5,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1151 af 20. december 1995 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt § 1,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 263 af 5. maj 1998 om en arbejdsløshedskasses pligt til at vejlede § 1,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1070 af 18. december 1998 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v. § 1,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 87, stk. 3,

lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 87, stk. 2,

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 87, stk. 8, og

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse § 7 og § 10, stk. 1 og stk. 2.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 1. juni 2004 bortset fra spørgsmålet om børnepasningsorlovsydelsen, som hjemvises til behandling i direktoratet.

Til det af Dem anførte om, at et eventuelt tilbagebetalingskrav højst kan udgøre forskellen mellem det udbetalte og det dagpengebeløb, som Deres klient ville have oppebåret ved medlemskab af en arbejdsløshedskasse for selvstændige, skal ankenævnet bemærke, at nævnet ikke kan tage stilling til denne hypotetiske situation, idet nævnet alene behandler konkrete klagesager.

På ankenævnets vegne

Xxx fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Xxx xxx

Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde:

”Det fremgår af sagen, at Deres klients ægtefælle ejer 25 % af aktiekapitalen i xxx, hvor ægtefællen arbejder som lønmodtager. [Ægtefællen er også medlem af bestyrelsen/direktionen. Ankenævnets sekretariat.] Virksomheden er startet i 1987 af Deres klients svigerfader. Ægtefællen ansættes i 1994 i virksomheden, som i 1995 omdannes til aktieselskab. Ægtefællen køber aktier i selskabet den 25. januar 1995. I alt ejes 65 % af aktiekapitalen af nærmeste familie. Der er ansat 14 medarbejdere i selskabet, hvoraf 4 er familiemedlemmer.

Deres klient har været beskæftiget i selskabet i flere perioder. Deres klient har ledigmeldt sig fra arbejde i selskabet i 1998 og 1999 og har ansøgt om feriedagpenge i 1998-1999 og 2002. Deres klient har ved disse lejligheder ikke oplyst a-kassen om, at ægtefællen var medejer af selskabet.

Først i september 2002 i forbindelse med begæring om supplerende dagpenge oplyser Deres klient, at ægtefællen ejer aktier i selskabet.

Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen i a-kassens afgørelse af 22. januar 2004.

A-kassen har den 22. januar 2004 truffet afgørelse om, at Deres klient skal betale kr. 361.770 (før skat og renter) tilbage. A-kassen har samtidig indstillet til direktoratet, at Deres klient for uagtsomt forhold skal have en effektiv karantæne på 37 timer.

De har den 17. februar 2004 på vegne Deres klient klaget over a-kassens afgørelse. De har bl.a. anført,

– at det er korrekt, at Deres klient ved ledigmeldelserne og ansøgningerne om feriedagpenge i 1998 og 1999 har sat kryds ved »nej« i rubrikken om selvstændig virksomhed. Forud for afkrydsningen blev Deres klient spurgt, om hendes mand havde egen butik, grønthandel eller pizzeria. Da dette ikke var tilfældet, blev Deres klient vejledt om at afkrydse »nej« ved selvstændig virksomhed,

– at Deres klient den 23. maj 2002 blev ledsaget af sin mand ved udfyldelse af ledighedserklæring. Ægtefællen mente, at det grundet hans aktiekapital i selskabet måtte være korrekt at svare »ja« til spørgsmålet om selvstændig virksomhed, hvorefter der blev afkrydset »ja« på blanketten. A-kassens medarbejder blev opmærksom på den foretagne afkrydsning og oplyste, at ægtefællens aktiekapital ikke medførte, at Deres klient var selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor ledighedserklæringen blev rettet,

– at Deres klient ved ansøgning om feriedagpenge den 6. juni 2002 igen svarede »nej« til spørgsmålet om selvstændig virksomhed på grund af a-kassens vejledning den 23. maj s.å.,

– at a-kassen allerede den 23. maj 2002 - og ikke som anført i a-kassens afgørelse først primo september 2002 - var bekendt med, at ægtefællen var medejer af det selskab, Deres klient var ansat i,

– at Deres klient på baggrund af vejledning den 12. september 2002 om, at hun var selvstændig, ved alle efterfølgende afkrydsninger har svaret »ja« til spørgsmålet om drift af selvstændig virksomhed,

– at der ikke kan gøres tilbagebetalingskrav gældende mod Deres klient, da hun ikke har handlet groft uagtsomt,

– at et eventuelt tilbagebetalingskrav højst kan udgøre forskellen mellem det udbetalte og det dagpengebeløb, Deres klient ville have oppebåret ved medlemskab af en a-kasse for selvstændige.

Ved skrivelse af 10. marts 2004 har De supplerende gjort gældende, at det af bekendtgørelse om a-kassernes pligt til at vejlede m.v., § 5, stk. 1, fremgår, at en a-kasse altid skal give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Grundet Deres klients meget dårlige, danske sprogkundskaber havde hun netop brug for individuel og personlig vejledning.

De har endvidere henvist til, at a-kassen har pligt til at notere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om efter bekendtgørelsen.

Endelig har De henvist til domspraksis, hvorefter der lægges mindre vægt på, at medlemmet har afgivet urigtige oplysninger eller fortiet væsentlige forhold, samt at der stilles lempeligere krav til medlemmernes subjektive tilregnelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt a-kassen har opfyldt eller kan dokumentere at have opfyldt sin vejledningspligt.”

Sekretariatet er med den anførte, faktuelle tilføjelse enig i fremstillingen.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 1. juni 2004 følgende afgørelse:

”Direktoratet har den 24. februar 2004 modtaget xxx afgørelse af 22. januar 2004, hvorefter Deres klient i alt skal betale 361.770 kr. (før skat og renter) tilbage. A-kassen har samtidig indstillet til direktoratet, at Deres klient for uagtsomt forhold skal have en effektiv karantæne på 37 timer.

De har den 17. februar 2004 på vegne Deres klient klaget over afgørelsen.

Direktoratet har nu behandlet sagen og træffer følgende

Afgørelse

Deres klient skal betale 361.770 kr. (før skat og renter) tilbage.

Deres klient skal for uagtsomhed have en karantæne på 37 timer.

Begrundelse og regler

Direktoratet mener, at Deres klient har drevet selvstændig virksomhed.

Direktoratet har lagt vægt på, at Deres klients ægtefælle ejer 25 % af aktiekapitalen i xxx, er medlem af selskabets bestyrelse/direktion og arbejder i selskabet. Direktoratet har endvidere lagt vægt på, at 65 % af aktiekapitalen i selskabet ejes af nærmeste familie, at der er ansat 14 medarbejdere i selskabet, hvoraf 4 er familiemedlemmer, og at Deres klient har været beskæftiget i selskabet i flere perioder.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende (nu bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002), at selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formal at opnå økonomisk udbytte.

Af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, fremgår det, at beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende har afgørende indflydelse, anses for selvstændig erhvervsudøvelse.

Af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 1 og 5, fremgår det, at afgørende indflydelse foreligger, hvis pågældende og/eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af mindst 50 % af selskabskapitalen eller mindst 10 % af selskabskapitalen, og pågældende og/eller ægtefællen tillige er medlem af bestyrelse eller direktion.

Endelig fremgår det af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1, at en person, der - uden at være medejer - er ansat i ægtefællens virksomhed, anses for selvstændig erhvervsdrivende, hvis der er under 20 ansatte i virksomheden.

Af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1, fremgår det, at et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra a-kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet a-kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Direktoratet henviser til, at Deres klient ikke på dagpenge-/ydelseskortene eller på anden måde har oplyst, at ægtefællen ejer 25 % af aktiekapitalen og er medlem af selskabets bestyrelse/direktion, samt at Deres klient på dagpengekortene og ydelseskortene på tro og love har skrevet under på, at hun har overholdt sin oplysningspligt over for a-kassen. Direktoratet mener derfor, at Deres klient har handlet groft uagtsomt.

Direktoratet bemærker, at et ledigt medlem har pligt til at oplyse a-kassen om ethvert forhold, der kan have betydning for retten til ydelser fra a-kassen. Oplysningspligten fremgår bl.a. af vejledningen på ydelseskortene til udbetaling af dagpenge og uddannelsesgodtgørelse, hvor det bl.a. er anført, at alt arbejdet (lønnet som ulønnet) og al beskæftigelse ved selvstændig virksomhed, skal oplyses på ydelseskortet.

Direktoratet lægger ved afgørelsen vægt på, at fejludbetalingen alene skyldtes Deres klients manglende oplysning om ægtefællens aktiekapital i selskabet. Ved at undlade at oplyse herom fratog Deres klient a-kassen muligheden for at vurdere, hvilken betydning dette havde for hendes ret til ydelser.

Direktoratet har noteret sig, at De har fastholdt, at Deres klient handlede i overensstemmelse med den vejledning, hun fik fra a-kassen, ligesom direktoratet har noteret sig, at De har fastholdt, at Deres klient blev spurgt, om hendes ægtefælle havde egen butik, grønthandel eller pizzeria; da dette ikke var tilfældet, blev Deres klient vejledt om at afkrydse »nej« ved selvstændig virksomhed. Henset til at a-kassen har afvist at have vejledt Deres klient som beskrevet, og til at Deres klient enten altid var ledsaget af ægtefælle eller andre ved samtalerne med a-kassen eller fik tolkehjælp ved samtalerne, finder direktoratet imidlertid ikke, at De i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at Deres klient er blevet adspurgt som påstået eller ikke har haft mulighed for at forstå, hvad hun blev vejledt om. Tværtimod har Deres klient den 16. oktober 1998 og den 6. september 2000 skrevet under på, at hun er blevet vejledt bl.a. om reglerne omkring selvstændig virksomhed.

Det er et medlems ansvar at give a-kassen alle oplysninger, og Deres klient har ikke givet a-kassen samtlige relevante oplysninger. Direktoratet mener derfor, at a-kassen har opfyldt sin vejledningspligt ud fra de oplysninger, akassen aktuelt var i besiddelse af.

Det er således direktoratets opfattelse, at de oplysninger, Deres klient har afgivet på dagpenge- og ydelseskortene, er mangelfulde.

Hvis det ikke er godtgjort, at der er tale om en bevidst handling eller undladelse, men handlingen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende, er der tale om et uagtsomt forhold.

Det er efter omstændighederne direktoratets opfattelse, at Deres klient har udvist uagtsomhed i forbindelse med de manglende oplysninger om ægtefællens aktiekapital m.v.

Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 87, stk. 2, at har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse (end svig) over for a-kassen, kan a-kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Af bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, § 7, stk. 1, fremgår det, at ved uagtsomhed skal medlemmet have en effektiv karantæne, der højst kan udgøre 37 timer.

Deres klient skal derfor have en effektiv karantæne på 37 timer”

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 24. juni 2004 anførte De:

”Hermed ankes Arbejdsdirektoratets afgørelse af 1. juni 2004 i overensstemmelse med den videre procedure i Arbejdsløshedsforsikringslovens § 99.

Til brug for den videre behandling af sagen skal jeg navnlig henvise til mine skrivelser af 7. januar og 17. februar d.å. til KAD, som begge fremsendes vedlagt.

Jeg ser frem til at modtage Deres afgørelse i sagen.”

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 29. juni 2004:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 1. juni 2004.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmets advokat og a-kassen.”

5. Nyt efter klagen

Intet

6. Regler

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 41. Ret til optagelse som medlem har personer,

3) som enten

d) dokumenterer at deltage i udøvelsen af ægtefællens selvstændige erhvervsvirksomhed,

Stk. 7. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 3 og 4, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

Lov nr. 897 af 16. december 1998 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 41

Stk. 8. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 4 og 5, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

§ 3. Beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende har afgørende indflydelse, jf. stk. 2, 4 og 5, anses for selvstændig erhvervsudøvelse.

Stk. 2. Afgørende indflydelse foreligger, hvis pågældende og/eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie, jf. stk. 3, er indehaver af

1) mindst 50 % af selskabskapitalen,

5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende og/eller ægtefællen tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion.

Stk. 3. Som ”nærmeste familie” i stk. 2 anses pågældendes eller ægtefællens børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre og søskende.

§ 4. En person, der – uden at være medejer – er ansat i ægtefællens virksomhed, anses kun for selvstændig erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 2 og 3, hvis

der er under 20 ansatte i virksomheden,

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse

§ 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 3, stk. 2, nr. 1 og 5, § 3, stk. 3, og § 4, stk. 1, nr. 1, har samme formulering som i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995, som hermed ophæves.

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 75 h

Stk. 4. Retten til feriedagpenge er betinget af, at medlemmet på ferietidspunktet

1) er i et arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledigt,

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 533 af 8. juli 1998 af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

§ 17. Ledige dagpengemodtagere kan modtage uddannelsesgodtgørelse under uddannelsen, jf. dog stk. 3 og 4.

*

Lov nr. 402 af 31. maj 2000 om børnepasningsorlov

§ 2. Personer med børn i alderen 0-8 år kan opnå orlov til at passe egne børn.

Stk. 4. Det er en betingelse for at opnå orlov, at den ledige ved orlovens start enten er berettiget til ydelse ved ledighed efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller modtager kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

§ 9. Selvstændige erhvervsdrivende har ret til orlov til at passe egne børn i sammenhængende perioder af en varighed på mindst 13 uger. Orlovsadgangen kan tilsammen højst udgøre 52 uger.

§ 18

Stk. 8. Arbejdsministeren fastsætter endvidere regler om selvstændige erhvervsdrivendes adgang til orlov efter § 2 og om beregning af orlovsydelsen efter § 12.

Lov nr. 446 af 7. juni 2001 om ændring af lov om børnepasningsorlov

§ 2

Stk. 4. Det er en betingelse for at opnå orlov, at den ledige ved orlovens start enten er berettiget til ydelse ved ledighed efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller modtager ledighedsydelse eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1119 af 14. december 2000 om orlov til børnepasning

§ 18. Selvstændige erhvervsdrivende har ret til orlov til at passe egne børn i alderen 0 til og med 8 år i sammenhængende perioder af en varighed på mindst 13 uger. Den samlede orlovsperiode kan højst udgøre 52 uger.

§ 20. En forsikret selvstændig erhvervsdrivende skal skriftligt erklære over for arbejdsløshedskassen at ville ophøre med sit arbejde i virksomheden i hele orlovsperioden. Endvidere skal den selvstændige erhvervsdrivende over for arbejdsløshedskassen sandsynliggøre, at det er muligt at ophøre med arbejdet i virksomheden i hele orlovsperioden eller dokumentere, at der ansættes en afløser i hele orlovsperioden.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 577 af 21. juni 2001 om orlov til børnepasning

§ 18 og § 20, stk. 1, er uændrede.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 157 af 20. marts 2002 om orlov til børnepasning

§ 18 og § 20, stk. 1, er uændrede.

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 13. Stk. 1-12 finder tilsvarende anvendelse på andre ydelser, som er udbetalt af en kasse, bortset fra kursusgodtgørelse, og som er udbetalt med urette

Lov nr. 276 af 12. maj 1999 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v

§ 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, efterløn eller præmie efter § 74 k, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, efterløn eller præmie efter § 74 k, skal dagpenge-, overgangsydelses-, efterløns- eller præmiebeløbet efter § 74 k, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

Lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, bortset fra kursusgodtgørelse, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.

Lov nr. 1253 af 20. december 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v

§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1151 af 20. december 1995 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt

§ 1. En arbejdsløshedskasse har pligt til aktivt at informere sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kap. 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. Arbejdsløshedskassen skal herudover ved personlig kontakt vejlede det enkelte medlem, når medlemmet har behov herfor.

Stk. 2. Informationspligten kan, hvor intet andet er bestemt, opfyldes ved udlevering af fyldestgørende informationsmateriale.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 263 af 5. maj 1998 om en arbejdsløshedskasses pligt til at vejlede m.v.

§ 1. En arbejdsløshedskasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. Vejledningspligten kan, hvor intet andet er bestemt, opfyldes ved udlevering af fyldestgørende informationsmateriale.

Stk. 3. En arbejdsløshedskasse har altid pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1070 af 18. december 1998 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

§ 1. En a-kasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. En a-kasse har altid pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor.

*

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 62 af 28. januar 1998 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 87

Stk. 3. Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan overstige 1 år.

Lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 87

Stk. 2. Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 87

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

§ 7. Ved uagtsomhed skal medlemmet have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst være på 37 timer.

Stk. 2. Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 20 timer.

Stk. 3. Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet ikke have nogen effektiv karantæne.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for alle sager om sanktion, hvor a-kassen ikke har truffet afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 86 i loven, før den 1. juli 2003.

Versioner

  1. 2004-10-22