Mobilfrisør, socialpædagog, selvstændig, væsentligt omfang, beskæftigelseskrav, sidestilles med lønarbejde over 30 timer om ugen, efterløn
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2004/9869@2004-11-10/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 28. oktober 2004.
Nævnet traf denne
De anses for at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang inden for perioden 8. november 2000 til 7. november 2003 i et sådant omfang, at beskæftigelseskravet som betingelse for ret til efterløn var opfyldt, da De søgte om overgang til efterløn pr. 9. november 2003.
Det er en betingelse for ret til efterløn, at medlemmet ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge.
En betingelse for ret til dagpenge er, at et fuldtidsforsikret medlem har haft lønarbejde i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang.
Ankenævnet har lagt til grund, at De drev Deres selvstændige virksomhed som frisør i Deres kunders hjem og ikke på Deres bopæl, og at Deres omsætning i tiden fra 1. januar 2003 til 7. november 2003 udgjorde 83.840 kr. eksklusive moms, hvilket svarer til ca. 8.000 kr. pr. måned i gennemsnit.
Ankenævnet har videre lagt til grund, at Deres omsætning var stigende i årene 2000 til 2003, at antallet af kunder ligeledes var stigende i disse år, og at De ud over frisørarbejdet også havde opgaver, som ikke i sig selv gav nogen omsætning, fx rengøring af frisørværktøj, vask af frisørslag og håndklæder osv. samt et væsentligt tidsforbrug til kørsel til kundernes hjem.
Ankenævnet har lagt vægt på, at formen for Deres virksomhed med en mobil arbejdsplads medførte en del ulønnet beskæftigelse, især med transport til Deres kunder.
Ankenævnet finder således, at det ulønnede arbejde med Deres virksomhed kan anses for at have stået i et rimeligt forhold til det lønnede arbejde.
På denne baggrund finder ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at antage, at De opfylder kravet om at have udøvet selvstændig virksomhed i et omfang, der opfylder beskæftigelseskravet som betingelse for overgang til efterløn.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 53, stk. 2 a, og § 74 a, stk. 1, nr. 4, samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode § 5, stk. 1.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 13. juni 2004.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsløshedskassen Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”De har på Deres ansøgning om efterløn (attest AR267) af 5. oktober 2003 oplyst,
– at De er født den 9. november 1943,
– at De har drevet mobil virksomhed,
– at virksomhedens branche var frisør,
– at De drev virksomheden siden den 1. september 2000,
– at virksomheden er ophørt ved lukning,
– at Deres sidste arbejdsdag i virksomheden var den 7. november 2003,
– at virksomheden var en enkeltmandsvirksomhed,
– at virksomheden fungerede som Deres hovedbeskæftigelse i hele perioden,
– at Deres gennemsnitlige arbejdstid var 37 timer om ugen, og
– at De ansøgte om efterløn med virkning fra den 9. november 2003.
De oplyste på væsentlighedserklæring vedrørende perioden fra den 1. september 2000 til den 9. november 2003,
– at virksomhedens branche var frisør,
– at “jeg er uddannet frisør og socialpædagog. Jeg kører ud og ordner ældre og syges hår, både mænd og damer. Jeg bruger meget tid i bil. Mit arbejde omhandler meget socialpædagogik”,
– at virksomheden ikke er en sæsonvirksomhed,
– at virksomhedens sædvanlige åbningstid er kl. 9-16,
– at Deres personlige arbejdsopgaver i virksomheden er: regnskab, telefonpasning, indkøb af varer, meget bilkørsel, frisørarbejde og omsorg,
– at Deres arbejdstid i virksomheden var 37 timer om ugen,
– at virksomhedens omsætning var 63.000 kr. incl. moms i perioden fra 1. januar 2003 til 30. juni 2003,
– at virksomhedens omsætning var 120.000 kr. incl. moms i 2002,
– at virksomhedens omsætning var 120.000 kr. incl. moms i 2001, og
– at virksomhedens omsætning var 24.000 kr. incl. moms i perioden fra den 1. september 2000 til den 31. december 2000.
De oplyste på afmeldelsesblanket af 7. oktober 2003 til Told og Skat, at virksomheden ophørte den 9. november 2003.
A-kassen skrev følgende i et mødenotat af 29. oktober 2003:
Medlem har d.d. været i fremmøde og har afleveret yderligere materiale til sin efterlønssag.
Hun har ikke afleveret sin ordrebog for 2003, da hun stadig bruger den og ikke havde taget kopier af den.
Men hun arbejder i samme omfang som sidste år, hvilket vil sige, at hun har 2-3 kunder om dagen.
Ved gennemgang af hendes regnskaber fremgår det, at hun har følgende omsætningstal:
2002: 89.240 kr. eksklusiv moms
2001: 72.308 kr. eksklusiv moms
2000: 18.000 kr. eksklusiv moms (4. kvartal)
Samtidig oplyser hun, at hun i gennemsnit bruger 2 timer på transport hver dag.
Da der er tale om gamle, senile og syge mennesker, tager hver enkelt klipning også længere tid end normalt. ...”
Den 30. oktober 2003 skrev a-kassen følgende til Dem:
Din ansøgning om efterløn
A-kassen har fået din ansøgning om efterløn den Vi må desværre give dig afslag på din ansøgning.
Du har oplyst, at du har drevet selvstændig virksomhed som mobil frisør siden 1. september 2000.
Du har haft virksomheden som din hovedbeskæftigelse, og den er drevet som enkeltmandsvirksomhed fra 1. september 2000.
Du har erklæret, at dine opgaver i virksomheden har været administration, rengøring, regnskab, telefonpasning, indkøb af varer, meget bilkørsel, frisørarbejde og omsorg, og at du har haft en ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Åbningstiden i virksomheden har været fra klokken 9-16.
Du har yderligere oplyst, at der har været følgende omsætning i virksomheden de seneste tre år:
2000 18.000 kr.
2001 72.308 kr.
2002 89.240 kr.
Priserne i virksomheden har været:
Permanent 500 kr., klip og vask 200 kr., vandondulation og klip 200 kr., farvning 200 kr.
Tidsforbruget på de enkelte arbejdsopgaver har været:
Permanent ca. 3 timer, klip og vask ca. 1½ time, vandondulation og klip ca. 2 timer, farvning ca. 2½ time. Derudover har der været ca. 2 timers kørsel pr. dag.
Det er en betingelse for at have ret til efterløn, at man opfylder et arbejdskrav. Som selvstændig skal arbejdskravet opfyldes ved at have drevet den selvstændige virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de seneste tre år.
Arbejde i væsentligt omfang betyder, at man selv skal have arbejdet i et omfang, der svarer til mere end 30 timers lønmodtagerarbejde om ugen.
På baggrund af virksomhedens omsætning finder kassen ikke, at du har dokumenteret, at du har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
På baggrund af ovenstående finder kassen ikke, at du har dokumenteret at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Du opfylder derfor ikke arbejdskravet og er ikke berettiget til dagpenge, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring § 53, stk. 2, litra a, samt direktoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode §§ 1 og 5.
De nævnte oplysninger giver et billede af, hvor meget arbejde du har haft i virksomheden. Ud fra oplysningerne om din virksomhed, kan dine arbejdsopgaver ikke siges at svare til mere end 30 timer om ugen som lønmodtager i 52 uger. ...”
Advokat NN klagede over a-kassens afgørelse i et brev af 19. november 2003 og skrev bl.a.:
”Som anført i min klage af 19. november 2003 er det min opfattelse, at min klient opfylder betingelserne for at modtage efterløn, idet hun opfylder beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53.
Som det fremgår af Deres afgørelse af 30. oktober 2003, har min klients tidsforbrug på de enkelte arbejdsopgaver i frisørvirksomheden været som følger:
Permanent 3 timer (kr. 500,00)
Klip og vask 1½ time (kr. 200,00)
Vandondulation og klip 2 timer (kr. 200,00)
Farvning 2½ time (kr. 200,00)
Dertil kommer et tidsforbrug på 2 timer pr. dag til kørsel til og fra kunderne.
Kundekredsen har været spredt over hele Københavnsområdet, fra Ballerup til Amager.
Herudover anvendte min klient gennemsnitlig 45 minutter på at ringe tilbage til kunder, der havde lagt besked på telefonsvarer for dels at aftale tid og dels at drøfte de mere praktiske forhold i forbindelse med et hjemmebesøg.
Hertil kommer et dagligt tidsforbrug på omkring 30 minutter på rengøring af sit frisørværktøj, vask af frisørslag, håndklæder m.v.
Endelig har min klient som et led i sin service hjulpet kunderne med forskellige opgaver i hjemmet.
Som eksempler herpå kan nævnes:
– Hjulpet de ældre med at tage bad i hjemmet
– Tømt postkasse
– Tømt skraldespand i tilfælde, hvor hjemmehjælpen havde glemt dette eller ikke havde haft tid
– Lavet kaffe
– Hjulpet med bestilling af handicapkørsel for kunder, der selv havde betydelige vanskeligheder hermed.
Arbejdet har været af stor betydning i forbindelse med min klients opbygning af sin forretning, ligesom det har været af væsentlig social værdi for de ældre.
Ud fra en gennemsnitsbetragtning vil min klient således kunne nå 2-3 kunder i løbet af en sædvanlig 8 timers arbejdsdag.
Som dokumentation for, at min klient også har betjent 2-3 klienter pr. dag, vedlægger jeg kopi af salgsfakturaer for 2003.
Det fremgår heraf, at der i år 2003 frem til 7. november har været 159 fulde arbejdsdage.
Følgende arbejdsuger i 2003 har efter min opfattelse utvivlsomt oversteget 30 timer:
6,7,8, 10, 11, 12, 14, 15, 18, 19, 20,21,23,24,25,28,31,32,33,34,36,
37, 38, 39, 41,42,43,44 og 45.
I relation til regnskabet for 2002 vedlægger jeg kopier af salgsfakturaer.
En gennemgang viser, at der har været 159 fulde arbejdsdage.
Følgende arbejdsuger i 2002 har efter min opfattelse utvivlsomt oversteget 30 timer:
6,7,8,9, 10, 11, 14, 15, 18, 21,27,28,32,33,34,36,37,39,40,41,42,45,
47,48,49 og 50.
I relation til regnskabet for 2001 vedlægger jeg kopier af salgsfakturaer. En gennemgang viser, at der har været 155 fulde arbejdsdage.
Følgende arbejdsuger i 2000 i har efter min opfattelse utvivlsomt oversteget 30 timer:
4,5,7,9, 10, 11, 13, 14, 17, 18, 19, 20, 24, 25, 26, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38,
39, 40, 41,42,43,44,47,48,49,50 og 51. ...”
Den 9. marts 2004 oversendte a-kassen Deres klage og sagen akter til direktoratet. A-kassen skrev bl.a., at a-kassen ved en. revurdering af sagen havde gennemgået Deres advokats redegørelse og fakturaerne, og at gennemgangen viste, at der i alle årene med ganske få udsving havde været tale om, at De havde haft ca. 10 kunder pr. uge.
Advokat NN skrev bl.a. følgende i et brev til direktoratet af 3. maj 2004:
“Det oplyste omsætningstal for 2003 på 104.000,00 kr. er incl. moms. Det korrekte omsætningstal for 2002 er 81.720,00 kr., som er omsætningstallet incl. moms. ...”
Det fremgår af en resultatopgørelse for virksomheden,
– at virksomhedens omsætning i 2002 var 81.720 kr.
Det fremgår af en resultatopgørelse for virksomheden,
– at virksomhedens omsætning i 2003 var 83.840 kr.
Det fremgår af www.cvr.dk, at virksomheden med cvr.nr. 25-59-70-52 startede den 1. september 2000 og ophørte den 9. november 2003.
Det fremgår af Deres virksomheds momsregnskab for 2000, at De har haft følgende antal frisøropgaver:
2000
Uge Antal Uge Antal Uge Antal Uge Antal
1 - 14 - 27 - 40 7
2 - 15 - 28 - 41 6
3 - 16 - 29 - 42 6
4 - 17 - 30 - 43 6
5 - 18 - 31 - 44 5
6 - 19 - 32 - 45 10
7 - 20 - 33 - 46 5
8 - 21 - 34 - 47 6
9 - 22 - 35 2 48 1
10 - 23 - 36 8 49 8
11 - 24 - 37 5 50 10
12 - 25 - 38 5 51 2
13 - 26 - 39 0 52 0
En sammentælling af posterne i virksomhedens momsregnskab for 2000 viser, at omsætningen for perioden fra den 1. september 2000 til den 31. december 2000 var 23.300 kr. incl. moms, svarende til (23.300/125 x 100=) 18.640 kr. excl. moms.
En sammentælling af posterne i virksomhedens momsregnskab for 2001 viser, at omsætningen for perioden fra den 1. januar 2001 til den 31. december 2001 var 89.975 kr. incl. moms, svarende til (89.975/125 x 100=) 71.980 kr. excl. moms.
En sammentælling af posterne i virksomhedens momsregnskab for 2002 viser, at omsætningen for perioden fra den 1. januar 2002 til den 31. december 2002 var 102.500 kr. incl. moms, svarende til (102.500/125 x 100=) 81.640 kr. excl. moms.
En sammentælling af posterne i virksomhedens momsregnskab for 2003 viser, at omsætningen for perioden fra den 1. januar 2003 til den 31. december 2003 var 104.800 kr. incl. moms, svarende til (104.800/125 x 100=) 83.840 kr. excl. moms.
Det fremgår af fakturaer fra Deres virksomhed, at antallet af frisøropgaver i henholdsvis 2001, 2002 og 2003 var:
2001
Uge Antal Uge Antal Uge Antal Uge Antal
1 0 14 6 27 0 40 10
2 0 15 7 28 0 41 11
3 5 16 4 29 0 42 11
4 9 17 7 30 0 43 9
5 7 18 7 31 6 44 7
6 2 19 6 32 9 45 4
7 11 20 7 33 8 46 10
8 2 21 6 34 9 47 13
9 11 22 4 35 8 48 7
10 12 23 5 36 6 49 11
11 10 24 9 37 7 50 9
12 6 25 9 38 10 51 8
13 6 26 10 39 8 52 0
2002
Uge Antal Uge Antal Uge Antal Uge Antal
1 0 14 9 27 10 40 8
2 0 15 13 28 10 41 11
3 0 16 4 29 12 42 10
4 0 17 0 30 8 43 6
5 2 18 13 31 3 44 2
6 11 19 6 32 8 45 10
7 13 20 8 33 11 46 0
8 11 21 9 34 10 47 10
9 13 22 6 35 4 48 8
10 10 23 0 36 10 49 10
11 8 24 0 37 10 50 12
12 7 25 0 38 0 51 6
13 8 26 0 39 10 52 0
2003
Uge Antal Uge Antal Uge Antal Uge Antal
1 5 14 8 27 0 40 6
2 0 15 10 28 11 41 14
3 7 16 7 29 0 42 9
4 0 17 4 30 0 43 11
5 0 18 6 31 11 44 11
6 11 19 10 32 11 45 12
7 10 20 6 33 10 46 -
8 10 21 9 34 10 47 -
9 2 22 2 35 4 48 -
10 10 23 10 36 11 49 -
11 10 24 9 37 10 50 -
12 10 25 10 38 11 51 -
13 0 26 0 39 8 52 -
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 13. juli 2004 denne afgørelse:
”De opfyldte ikke beskæftigelseskravet den 9. november 2003.
De har ikke ret til at efterløn fra den 9. november 2003.
Begrundelse
En af betingelserne for at få ret til efterløn er, at medlemmet ved ledighed ville opfylde betingelserne for ret til dagpenge. Der henvises til § 74 a, stk. 1, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.
Det er en betingelse for at ret til dagpenge, at medlemmet har haft arbejde, der svarer til 52 ugers beskæftigelse på fuld tid inden for de seneste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt om fang. Det står i § 53, stk. 2, litra a, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.
Reglerne om kravet til beskæftigelse står i bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode.
Selvstændig virksomhed kan medregnes til beskæftigelseskravet, hvis virksomheden har været udøvet i væsentligt omfang. Det betyder, at virksomheden skal have haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Når direktoratet vurderer, om virksomheden har været drevet i væsentligt omfang, lægger vi ikke alene vægt på arbejdsindsatsen i virksomheden, men også på oplysninger om virksomhedens art, omfang, omsætning, åbningstider, kundegrundlag, priser m.v.
Virksomhedens omsætning, moms- og skatteregnskaber samt virksomhedens handelsmæssige aktiviteter ses bl.a. som udtryk for en virksomheds økonomiske aktiviteter. Disse forhold skal være af en sådan størrelse, at arbejdet i virksomheden samlet set kan sammenlignes med arbejde som lønmodtager i mere end 30 timer pr. uge.
Ved afgørelsen har direktoratet lagt til grund, at De anmodede om efterløn fra den 9. november 2003. Beskæftigelseskravet på 52 uger inden for de sidste 3 år skal derfor være opfyldt i perioden fra den 9. november 2000 til den 8. november 2003.
Direktoratet mener ikke, at det er dokumenteret, at De ved drift af Deres virksomhed som frisør har haft beskæftigelse, der kan sidestilles med 52 ugers lønarbejde i over 30 timer pr. uge inden for de sidste 3 år.
Direktoratet har lagt vægt på Deres oplysning om,
– at De startede virksomheden den 1. september 2000,
– at virksomhedens branche var mobil frisør,
– at Deres sidste arbejdsdag i virksomheden var den 7. november 2003,
– at virksomheden var en enkeltmandsvirksomhed,
– at De ansøgte om efterløn med virkning fra den 9. november 2003.
– at virksomhedens sædvanlige åbningstid er kl. 9-16, og
– at Deres personlige arbejdsopgaver i virksomheden var regnskab, telefonpasning, indkøb af varer, meget bilkørsel, frisørarbejde og omsorg.
Vi har også lagt vægt på Deres advokats oplysning om,
– at De havde et dagligt tidsforbrug på 2 timer til kørsel til og fra kunderne,
– at kundekredsen var spredt over hele københavnsområdet, fra Ballerup til Amager,
– at De anvendte gennemsnitligt 45 minutter på at ringe tilbage til kunder, der havde lagt besked på telefonsvarer,
– at De anvendte omkring 30 minutter på rengøring af frisørværktøj, vask af frisørslag, håndklæder m.v., og
– at De også hjalp kunderne med forskellige opgaver i hjemmet, fx postkassetømning, badning, kaffebrygning og affaldstømning som et led i Deres service.
Vi har desuden lagt vægt på,
– at virksomhedens omsætning var 18.640 kr. excl. moms i 2000 (4 måneder fra den 1. september 2000 til den 31. december 2000),
– at virksomhedens omsætning var 71.980 kr. excl. moms i 2001,
– at virksomhedens omsætning var 81.720 kr. excl. moms i 2002, og
– at virksomhedens omsætning var 83.840 kr. excl. moms i 2003 (perioden indtil den 9. november 2003).
Vi har ligeledes lagt vægt på, at priserne og tidsforbruget for virksomhedens ydelser var således:
Permanent 500 kr. 3 timer
Klip og vask 200 kr. 1½ time
Vandondulation og klip 200 kr. 2 timer
Farvning 200 kr. 2½ time
Vi har endvidere lagt vægt på,
– at De havde 92 kundeekspeditioner i 2000, svarende til (92 kunder/18 uger =) 5,1 kunde pr. uge i gennemsnit,
– at De havde 349 kundeekspeditioner i 2001, svarende til (349 kunder/52 uger =) 6,7 kunder pr. uge i gennemsnit,
– at De havde 350 kundeekspeditioner i 2002, svarende til (350 kunder/52 uger =) 6,7 kunder pr. uge i gennemsnit, og
– at De havde 326 kundeekspeditioner i 2003, svarende til (326 kunder/45 uger =) 7,2 kunder pr. uge i gennemsnit.
Vi har endelig lagt vægt på,
– at De havde mellem 0 og 10 frisørkunder/-opgaver om ugen i 2000,
– at De havde mellem 0 og 13 frisørkunder/-opgaver om ugen i 2001,
– at De havde mellem 0 og 13 frisørkunder/-opgaver om ugen i 2002, og
– at De havde mellem 0 og 14 frisørkunder/-opgaver om ugen i 2003.
Efter at have sammenholdt Deres oplysninger om arbejdsopgaver, priser, kundeantal pr. uge, tidsforbrug og omsætning, finder direktoratet ud fra en samlet vurdering, at det ikke kan anses for godtgjort, at Deres arbejde i virksomheden har haft et omfang, der kan sidestilles med over 30 timers lønarbejde ugentligt.
Direktoratet finder,
– at De ikke opfyldte beskæftigelseskravet den 9. november 2003, og
– at De derfor ikke havde ret til efterløn fra den 9. november 2003.
Det er indgået i direktoratets vurdering, at De har andre arbejdsopgaver i virksomheden end det egentlige frisørarbejde så som kundebetjening, kundeservice, administration og rengøring.
Imidlertid ses det ikke sandsynliggjort i tilstrækkeligt omfang, at den samlede arbejdstid derved bliver på mere end 30 timer ugentligt. Det bemærkes herved, at de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner forudsættes at stå i et rimeligt forhold til selve frisørarbejdet.”
3. Klagen til ankenævnet
De skrev den 20. juli 2004:
”Undertegnede ønsker hermed at klage over Arbejdsdirektoratets afgørelse i sagen og ønsker sagen sendt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Jeg vedlægger mine egne kommentarer til sagen.”
Deres kommentar den 20. juli 2004 var følgende:
”Da jeg endnu en gang har fået afslag på min efterløn, tillader jeg mig at skrive.
Jeg har betalt til min efterløn, siden den blev oprettet.
Jeg har været i fagforening og A-kasse, siden jeg var 19 år.
Jeg har to uddannelser. Henholdsvis som frisør og som socialpædagog. Selv da jeg læste til socialpædagog, var jeg i fagforening og A-kasse.
Som 57-årig blev jeg arbejdsløs som socialpædagog, og da det er nærmest umuligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, valgte jeg at bruge begge mine uddannelser som frisør i hjemmet hos ældre og syge, da de ikke kan komme på gaden til frisør, og ikke bare hæve understøttelse.
Det tager en rum tid at starte en forretning op, og da det er ældre og syge, der er mit klientel, er der en del, som dør eller kommer på plejehjem.
A-kassen og Arbejdsdirektoratet mener, jeg har arbejdet for lidt dage, men de dage, jeg har arbejdet, har jeg timer nok.
Jeg har stået i De Selvstændiges Sygesikring, da det er hårdt for ryggen at være frisør. Jeg kan dokumentere de sygedage, jeg har haft.
Hvis jeg ikke er berettiget til fuld efterløn, burde jeg få en lavere sats. Personer, der har været på nedsat tid eller deltid, kan få efterløn.
Det er utroligt, at man selv tager et initiativ som 57-årig og ikke bare hæver understøttelse, og så bliver man straffet i den sidste ende.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev den 2. august 2004:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 13. juli 2004.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet, advokat NN og a-kassen.”
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
§ 53. ...
Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i de i § 55, stk. 1 og 3, nævnte perioder er endvidere betinget af,
a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,
b)
§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse,
som
1) er fyldt 60 år,
2) har været medlem i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,
3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5, i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,
4) ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge, jf. dog stk. 5 og 7, eller modtager overgangsydelse,
5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 i, stk. 3, 4, 7 og 8, og
6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.
Stk. 2.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode
§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.