Gelex

EØS, attest E 303, jobsøgning i udlandet, ledig før afrejsen, vejledning, praksis

OphævetVersion 2005-01-23fra 2005-01-23 til 2006-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10012@2005-01-23/da

Indhold
  1. Indledning

Nævnet traf denne

De har ret til at få udstedt attest E 303 under arbejdssøgning i Spanien fra den 22. juni 2004, hvis de øvrige betingelser er opfyldt, allerede fordi De ikke har modtaget tilstrækkelig vejledning.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om Arbejdsdirektoratets skærpelse af sin praksis for dispensation fra 4-ugers kravet, som er meddelt ved rundskrivelse nr. 14/04 af 10. april 2004, er i overensstemmelse med bemyndigelsen i artikel 69, punkt 1, litra a i 1408-forordningen.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 30. juni 2004.

Ankenævnet har lagt til grund, at

- De har henvendt Dem til A-kassen i god tid inden afrejsen til Spanien

- De har opsagt Deres arbejde til fratrædelse den 31. maj 2004

- De er rejst til Spanien den 28. maj 2004

- De har fået afslag på at få attest E 303 fra den 31. maj 2004 med den begrundelse, at De ikke var berettiget til dagpenge den dag, De rejste fra Danmark

- De fik i afgørelsen orientering om, at De kunne søge på ny, hvis De vendte tilbage til Danmark og tilmeldte Dem på ny

- De vendte tilbage til Danmark den 22. juni 2004

- De henvendte Dem i A-kassen efter telefonisk henvendelse den 21. juni 2004, men De traf ikke Deres sagsbehandler

- De afleverede kopi af dagpengekort som dokumentation på tilmelding til arbejdsformidlingen og en ny ansøgning om attest E 303 i A-kassen den 22. juni 2004.

En person, der rejser til et EØS land for at søge arbejde, kan medtage sine danske dagpenge i 3 måneder ved at søge om en attest E 303. Det er en betingelse, at personen har været ledig og stået til rådighed for arbejdsmarkedet i 4 uger inden afrejsen. Hvis personen rejser til det land, hvor han er statsborger, kan der dispenseres fra 4-uger-kravet. Efter direktoratets vejledning om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS landene fra 1999 var det ikke beskrevet, under hvilke betingelser en dispensation kunne gives.

En person, som oplyser, at han vil rejse til et EØS land, har krav på vejledning om, hvilke rettigheder og pligter han har i forhold til at bevare retten til arbejdsmarkedsretlige ydelser, herunder betydningen af at stå til rådighed. Pligten til at vejlede hviler på arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet har lagt vægt på, at De rejste til Spanien, inden De reelt var ledig og stod til rådighed for arbejdsmarkedet, samt at De ikke blev tilmeldt AF, da De for en enkelt dag vendte tilbage til Danmark. De har således ikke været ledig og stået til rådighed for arbejdsmarkedet inden afrejse til Spanien.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De ikke før den påklagede afgørelse har fået vejledning om pligten til at være ledig og stå til rådighed for arbejdsmarkedet i mindst en uge inden afrejsen.

Ankenævnet vurderer, at De ville have opfyldt pligten ved enten at udskyde Deres arbejde, ved at opsige Deres job tidligere eller ved at blive i Danmark i en uge i forbindelse med Deres returrejse til Danmark den 22. juni 2004.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at De rejste til Spanien på grund af Deres fars sygdom, men at intet tyder på, at der var tale om sygdom af en så akut karakter, at De ikke havde mulighed for at tilrettelægge Deres afrejse, så De kunne bevare Deres danske dagpenge ved jobsøgning i Spanien i 3 måneder.

Ankenævnet henviser til

- artikel 69, punkt 1, litra a og c i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

- artikel 83, punkt 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

- § 65, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

- § 1, § 5 og § 16 i bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.

- Pkt. 150, 152 og 175 i vejledning nr. 140 af 14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS landene.

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

Ankenævnet har desuden modtaget brev af 5. oktober 2005 fra xx.

Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1. En helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i en medlemssats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser:

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til den kompetente stats arbejdsformidlings rådighed i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist;

b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen I hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol. Denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt. I undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist;

c) retten til ydelser bevares I et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser I medfør af den nævnte stats lovgivning. Hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende periode indtil udløbet af den sæson, for hvilken han er ansat.

2. Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden ud løbet af den periode, i hvilken han efter bestemmelserne i stk., 1. litra c), har ret til ydelser, er han forsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning. I undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.

3. Bestemmelserne i stk. 1 kan kun påberåbes én gang mellem to beskæftigelsesperioder.

4. Hvis den kompetente stat er Belgien, generhverver en arbejdsløs, som vender tilbage dertil efter udløbet af den i stk. 1. litra c), fastsatte frist af tre måneder, først retten til ydelser fra dette land, efter at han har været beskæftiget dér i mindst tre måneder.

Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat.

1. For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1 omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b ), i den nævnte artikel fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:

a) størrelsen af den ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den arbejdsløse;

b) det tidspunkt, fra hvilket den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat;

c) den frist, der er indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b ), for tilmelding som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst;

d) det længste tidsrum i hvilket retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra c);

e) forhold, der kan ændre retten til ydelser.

2. En arbejdsløs, der agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal før sin afrejse begære udstedelse af den i stk. 1 omhandlede attest. Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig at den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3. Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst underretter den kompetente institution om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst. Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst foretager eller foranlediger foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen. Den underretter den kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra e ), så snart den er kommet til kundskab herom, og standser straks udbetaling af ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst fortsat en nedsat ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den kompetente institutions svar.

4. To eller flere medlemsstater eller de kompetente myndigheder i disse medlemsstater kan efter udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Bekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. Ved ledighedens indtræden skal arbejdsløshedskassen informere medlemmet om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. §§ 62-63.

Stk. 3. Arbejdsløshedskassen skal påse, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og har pligt til at foretage en vurdering af medlemmets rådighed.

Stk. 4. Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 6. Arbejdsløshedskassernes fremgangsmåde ved udveksling af information med Arbejdsformidlingen sker efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet nærmere regler for arbejdsløshedskassernes pligt til at videregive oplysninger til brug for Arbejdsformidlingen eller til statistisk brug

Bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vej-lede mv.

§ 1. En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

§ 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

Stk. 2. Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.

§ 16. Når et medlem oplyser, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet, herunder Grønland og Færøerne, for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen vejlede om de rettigheder og pligter, der har betydning i den forbindelse.

Vejledning nr. 140 af 14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS landene.

150. Direktoratet kan give tilladelse til, at et medlem rejser, selv om medlemmet ikke har stået tilmeldt Arbejdsformidlingen i samtlige 4 uger.

152. Direktoratet kan også dispensere, hvis et medlem har en tilknytning til det land, medlemmet rejser til. Tilknytning foreligger, når et medlem er statsborger i det land, medlemmet skal rejse til.

175. En attest E 303 kan kun udstedes, hvis medlemmet søger om attesten inden afrejsen, jf. pkt. 125. Ansøgningen skal således være modtaget hos Arbejdsformidlingen, i a-kassen eller i direktoratet inden medlemmets afrejse eller senest samme dag som afrejsen.

Vejledning nr. 125 af 20. december 2004 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS landene.

159. A-kassen kan dispensere fra 4-ugers-kravet, hvis et medlem har en tilknytning til det land, medlemmet rejser til. Tilknytning foreligger, når et medlem er statsborger i det land, medlemmet rejser til. Det er dog en betingelse, at medlemmet før sin afrejse har været tilmeldt AF som jobsøgende og har stået fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i sammenlagt mindst 1 uge, efter medlemmet sidst blev fuldt ledig.

190. En attest E 303 kan kun udstedes, hvis medlemmet søger om attesten inden afrejsen, jf. pkt. 127. Ansøgningen skal derfor være modtaget hos AF eller i a-kassen senest samme dag som afrejsen.

Versioner

  1. 2005-01-23 · til 2006-12-22