Gelex

Genoptagelse af svigssag på baggrund af frifindelse for bedrageritiltale

GældendeVersion 2005-06-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10028@2005-06-03/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet tiltrådte den 16. september 2004 Arbejdsdirektoratets afgørelse af 21. juni 2004, hvorefter De blev slettet som medlem af a-kassen på grund af svig.

Retten i Aalborg har den 27. januar 2005 frifundet Dem fra tiltale for overtrædelse af straffelovens bedrageribestemmelse.

Anklagemyndigheden nedlagde - efter Deres forklaring - påstand om frifindelse, og retten frifandt Dem efter Deres og anklagemyndighedens samstemmende påstande.

Ankenævnet har på ny behandlet Deres sag på møde den 2. juni 2005, hvor der på grundlag af det nu fremkomne materiale blev truffet følgende

De har efter arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser handlet svigagtigt i forbindelse med udfyldelse af dagpengekortet for uge 47 i 2003.

De skal slettes som medlem af a-kassen.

Ankenævnet fastholder således nævnets afgørelse af den 16. september 2004.

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De arbejdede i uge 47 (17.-23. november) 2003,

– De har anført 0 timer på dagpengekortet vedrørende uge 47 i 2003,

– det fremgår af dagpengekortene, at De er forpligtet til at oplyse om alt arbejde,

– De har skrevet under på, at oplysningerne på dagpengekortet er korrekte,

– det ikke har kunnet bekræftes af a-kassen, at De rettede henvendelse til a-kassen, da De opdagede, at De havde fået udbetalt dagpenge for uge 47 i 2003,

– De først efter rykkere fra a-kassen skriftligt har afgivet de relevante oplysninger,

– De tidligere ved direktoratets afgørelse af 27. februar 2002 er idømt sanktion for svig.

Ankenævnet har desuden lagt til grund, at De efterfølgende over for Retten i xx har nægtet Dem skyldig i overtrædelse af straffelovens bedrageribestemmelse, samt at de over for retten har tilkendegivet, at

– De selv ringede til fagforeningen og gjorde opmærksom på, at De havde fået 3.115 kr. for meget udbetalt,

– De ikke kan huske hvem De talte med, men at der kun er 1 kvindelig ansat på kontoret,

– De har betalt beløbet tilbage,

– De blev ledig i 2003, og var ledig i nogle måneder,

– De var klar over, at man skriver 0, når man ikke har lavet noget og timer på, når man har lavet noget,

– De var klar over oplysningspligten,

– De selv har udfyldt (dagpenge-) kortet og underskrevet det,

– De havde første arbejdsdag den 17. november 2003 og altså arbejde i uge 47,

– De opfattede dagpengekortet som et 4-ugers kort,

– De sagde til fagforeningen, at De forventede at få et girokort, da De gjorde fagforeningen opmærksom på udbetalingen, men dette skete ikke,

– De har ringet til arbejdsformidlingen og meldt afbud til visitationssamtale, og

– der efterfølgende var en del telefonkontakt og skriverier med fagforeningen.

Ankenævnet bemærker, at De over for retten har tilkendegivet at have været i kontakt med fagforeningen om fejludbetalingen umiddelbart efter den skete udbetaling.

Der foreligger ikke tidligere oplysninger i sagen om, at De har henvendt Dem til den faglige forening som en følge af fejludbetalingen. De har imidlertid tidligere oplyst, at De umiddelbart efter fejludbetalingen henvendte Dem til a-kassen, som i øvrigt også er den instans, der havde udbetalt dagpengene til Dem.

Nævnet lægger på den baggrund til grund, at det må antages at være a-kassen De har henvendt Dem til, men at De blot under Deres vidneforklaring ikke har sondret skarpt mellem a-kassen og den dermed forbundne faglige organisation.

A-kassen har ikke noteret nogen telefonisk henvendelse umiddelbart efter fejludbetalingen, ligesom a-kassen har oplyst ikke at have modtaget brev fra Dem vedrørende dette problem.

A-kassen skrev til Dem den 27. november 2003, 15. december 2003 og igen den 21. januar 2004 med anmodning om Deres bemærkninger til den fejlagtige udfyldelse af dagpengekortet og den deraf følgende fejludbetaling af dagpenge.

Ankenævnet har ved sin afgørelse af 16. september 2004 lagt vægt på, at

– De ved udfyldelsen af dagpengekortet for uge 47 i 2003 ikke oplyste, at De var i arbejde,

– De på dagpengekortet er vejledt om, at alt arbejde skal oplyses,

– De ved Deres underskrift på dagpengekortet har bekræftet rigtigheden af oplysningerne, og

– De er idømt sanktion for svig ved direktoratets afgørelse af 27. februar 2002.

Ankenævnet finder herefter fortsat, at De må have været klar over, at De havde pligt til at oplyse om Deres arbejde i uge 47 i 2003.

Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at De forvekslede et 4 ugers kort med et 5 ugers kort kan medføre en anden vurdering af Deres handlemåde, idet det af dagpengekortets tekst fremgår, hvilke perioder kortet dækker. De anses derfor for bevidst at have fortiet oplysninger for a-kassen med det formål at opnå dagpenge, som De ikke er berettiget til.

De har således handlet svigagtigt og skal slettes som medlem af a-kassen, idet De tidligere har fået en sanktion for svig, og der ikke er gået over 5 år siden direktoratets afgørelse for svig den 27. februar 2002.

I brev af 27. januar 2004 forklarede De, at De var påbegyndt nyt arbejde den 17. november 2003. Med brev af samme dato bad a-kassen om en redegørelse for årsagen til, at De ikke havde oplyst om arbejdstimer fra den 17. november 2003 på dagpengekortet. A-kassen rykkede Dem for svar den 17. marts 2004. Den 22. marts 2004 modtog a-kassen, med brev af samme dato, Deres ovenfor anførte begrundelse på den skete fejludfyldelse af dagpengekortet.

Retten i xx har frifundet Dem for overtrædelse af straffelovens bedrageribestemmelse. Ankenævnet finder ikke, at dommen, herunder dommens præmisser, giver grundlag for en ændring af Ankenævnets afgørelse af den 16. september 2004.

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at begrundelsen primært bygger på Deres forklaring, herunder at De har nægtet Dem skyldig i bedrageri.

Der er med Deres forklaring i retten ikke fremkommet nye oplysninger i forhold til grundlaget for ankenævnets afgørelse.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at De henvendte Dem til a-kassen for at gøre opmærksom på, at De havde fået for meget udbetalt i arbejdsløshedsdagpenge.

Ankenævnet henviser til

§ 87, stk. 1 og stk. 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,

§ 6 i bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktioner til medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

Sagen er afgjort på grundlag af:

Ankenævnets afgørelse af 16. september 2004,

Arbejdsdirektoratets bemærkninger ved oversendelsen af dommen til ankenævnet.

Retten i xx’s dom den 27. januar 2005, jf. udskrift af dombog

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til: Arbejdsdirektoratet xxxx

§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer. Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

..

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

§ 6. Et medlem skal slettes for svig, hvis medlemmet tidligere er blevet pålagt en sanktion for svig og på ny gør sig skyldig i svig. Det gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra den første afgørelse om svig til forseelsestidspunktet for det senere forhold.

Versioner

  1. 2005-06-03