Afslag på formidlet arbejde misforståelse af AF's udmelding om det formidlede arbejde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10069@2006-08-16/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den
Nævnet traf denne
De anses ikke for selvforskyldt ledig den 10. januar 2005.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af den 19. maj 2005.
Ankenævnet har lagt til grund, at
– AF fredag den 7. januar 2005 sendte et brev til Dem , hvorefter De mandag den 10. januar 2005 mellem kl. 11.00 og 11.15 skulle ringe til AF om et job,
– det fremgik af brevet, at hvis ikke De ringede ville AF orientere Deres A-kasse, og det kunne få betydning for Deres dagpenge,
– AF samtidig fredag den 7. januar 2005 sendte et brev til Dem , hvorefter De mandag den 10. januar 2005 mellem kl. 11.00 og 11.15 skulle ringe til NN Børnehave, vedr. én dags arbejde onsdag den 12. januar 2005,
– det fremgik af brevet, at hvis ikke De ringede til arbejdsgiveren, eller hvis ikke De ønskede arbejdet, ville AF orientere Deres A-kasse, og det kunne få betydning for Deres dagpenge,
– De mandag den 10. januar 2005 ringede til AF om én dags arbejde, og at De under samtalen blev orienteret om, at der hos den samme arbejdsgiver var et månedsvikariat,
– AF mandag den 10. januar 2005 sendte et brev til Dem , hvorefter De onsdag den 12. januar 2005 mellem kl. 8.30 og 9.00 skulle ringe til AF om et job, og
– AF mandag den 10. januar 2005 sendte et brev til Dem , hvorefter De onsdag den 12. januar 2005 mellem kl. 8.00 og 15.00 skulle ringe til NN Børnehave vedr. arbejde i hele februar måned 2005.
De har forklaret, at De under telefonsamtalen med AF den 10. januar 2005 var forbeholden over for én dags arbejde, men at De blev orienteret om, at der i børnehaven var et månedsvikariat, som De tilkendegav, at De gerne ville have. De anså herefter tilbuddet om én dags vikariatet for bortfaldet.
De ringede til børnehaven den 10. januar 2005 og oplyste, at De ringede vedrørende månedsvikariatet, og ikke vedrørende én dags vikariatet. De fik en tid til samtale. De har videre oplyst, at De om aftenen på Deres telefonsvarer fra AF blev oplyst om, at De ikke skulle møde til samtalen, da De havde sagt nej til én dags vikariatet.
Børnehaven har oplyst til AF, at De ikke var interesseret i én dags arbejde, men at arbejdsgiveren ikke helt ville afvise, at De kunne have troet, at De kunne vælge mellem vikariaterne.
Et medlem anses for at være selvforskyldt ledig, når medlemmet afslår et formidlet arbejde uden gyldig grund, eller handler på en måde, der må sidestilles med et afslag.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse Dem for selvforskyldt ledig.
Ud fra det tætte tidsmæssige forløb med bl.a. 4 henvendelser fra AF inden for 4 dage (2 fredag og 2 mandag) og flere efterfølgende telefonsamtaler om 2 jobs hos den samme arbejdsgiver finder ankenævnet ikke, at det kan afvises, at De med rette har fået opfattelsen af, at De kunne vælge mellem de 2 arbejdstilbud, og at AF havde accepteret, at De alene ville søge at få månedsvikariatet, som udgjorde det ene af de 2 tilbud.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De ringede til AF mandag den 10. januar 2005 om arbejde én dag, og at De under telefonsamtalen blev gjort opmærksom på, at der var en formidling på vej om et månedsvikariat, og at AF samme dag, som telefonsamtalen fandt sted, skriftligt formidlede Dem et månedsvikariat.
Der er modstridende oplysninger om, hvorledes telefonsamtalen den 10. januar er forløbet, og hvad der blev sagt. AF har anført, at det blev gjort Dem klart, at der var tale om 2 formidlinger, og at børnehaven ønskede den samme person i jobbene. De har modsat ikke opfattelsen af, at De kun kunne få månedsvikariatet, hvis De også tog arbejdet den ene dag.
Der foreligger ikke i sagen notat udfærdiget af AF i forbindelse med samtalen den 10. januar 2005.
Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne lægge til grund, at De utvetydigt havde fået oplyst, at der ikke var tale om, at De kunne vælge mellem de 2 formidlede jobs.
Ankenævnet har lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke helt har villet afvise, at De kunne have troet, at De kunne vælge mellem vikariaterne.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 63, stk. 1, nr. 1 og stk. 4 og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed §§ 10, 12-22 og 36 og 37.
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsløshedskassen
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed
§ 10. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet uden en gyldig grund, jf. kap. 3, afslår et formidlet arbejde. Dette gælder også, hvis medlemmet afslår et formidlet arbejde i en periode, hvor medlemmet:
1) deltager i et tilbud efter en jobplan, eller
2) får godtgørelse som ledig efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller får voksenuddannelsesstøtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis et medlem:
1) melder afbud til eller ikke møder til en formidlingssamtale, som AF eller a-kassen har indkaldt medlemmet til, eller til en samtale om et formidlet arbejde hos arbejdsgiveren,
2) udviser en adfærd, som gør, at AF eller a-kassen ikke formidler arbejdet, eller at arbejdsgiveren ikke ansætter medlemmet,
3) melder afbud til eller ikke møder til en formidlingssamtale, som AF eller a-kassen har indkaldt medlemmet til på grund af ferie, som medlemmet ikke har givet meddelelse om til AF senest 14 dage før ferien holdes,
4) ikke møder til en formidlingssamtale, som AF eller a-kassen har indkaldt medlemmet til på grund af afholdelse af en enkelt feriedag, som medlemmet ikke på tidspunktet for afsendelsen af AF’s indkaldelse til samtalen har meddelt AF, eller
5) ikke møder til en formidlingssamtale, som AF eller a-kassen har indkaldt til, eller ikke møder til en formidlingssamtale hos arbejdsgiveren på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF eller arbejdsgiveren inden tidspunktet for samtalen.
Stk. 3. Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale eller et formidlet arbejde, hvis det skyldes, at medlemmet er til en jobsamtale.
Stk. 4. Stk. 1-2 gælder ikke, hvis AF har fraveget kravet om, at medlemmet skal stå til rådighed for formidlet arbejde.
Afslag på en jobplan eller tilbud efter en jobplan
§ 11. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 2. Et medlem er også selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et tilbud efter en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis et medlem:
1) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan,
2) melder afbud til eller ikke møder til en samtale om afgivelse af et tilbud efter en jobplan,
3) udviser en adfærd, som gør, at medlemmet ikke får udarbejdet eller revideret en jobplan eller får et tilbud efter en jobplan,
4) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af ferie, som medlemmet ikke har givet meddelelse om til AF senest 14 dage før ferien holdes,
5) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af afholdelse af en enkelt feriedag, som medlemmet ikke på tidspunktet for afsendelsen af AF’s indkaldelse til samtalen eller tilbudet har meddelt AF, eller
6) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF eller arbejdsgiveren inden tidspunktet for samtalen eller tilbudets start.
Stk. 4. Det er et krav, at AF har indkaldt medlemmet skriftligt og personligt til samtalen.
Stk. 5. Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet er til en jobsamtale eller begynder arbejde samme dag.
§ 12. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud efter en jobplan.
Stk. 2. Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget eller opsigelsen er en afledt følge af en handling, som medlemmet har foretaget efter eget valg.
Helbred
§ 13. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis der er dokumentation fra en læge for:
1) at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller
2) at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ophør i et tilbud efter en jobplan.
Transport
§ 14. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til:
1) omlægning af offentlige transportmidler,
2) ændring af arbejdstidens placering, eller
3) bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for medlemmets husstand, hvor medlemmet ikke har råderet over transportmidlet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Pasning af familie
§ 15. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke har pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at medlemmet har gjort rimelige forsøg på at skaffe en pasningsmulighed.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Efterløn
§ 16. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ønsker at gå på efterløn, og medlemmet rent faktisk går på efterløn.
Stk. 2. Ved afslag er det et krav, at medlemmet har søgt om at gå på efterløn i umiddelbar tilknytning til afslaget og med virkning fra ansøgningen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved:
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Deltidsforsikredes arbejdstid
§ 17. Et deltidsforsikret medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis arbejdstiden er på over 6 timer i døgnet eller beregnet i gennemsnit for 1 måned er på over 30 timer om ugen.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at den ændrede arbejdstid er pålagt medlemmet af arbejdsgiveren, og at medlemmet ikke har accepteret arbejdstiden.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Tab af supplerende dagpenge
§ 18. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, jf. § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, i loven.
Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde og fratræde inden for 26 uger efter, at retten til supplerende dagpenge er faldet bort.
Frigørelsesattest
§ 19. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede en frigørelsesattest eller kalder en frigørelsesattest tilbage.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet ikke har accepteret at fortsætte i arbejdet uden samtidig at få supplerende dagpenge.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Arbejde i udlandet
§ 20. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis arbejdet bliver udført i udlandet eller i Grønland, medmindre medlemmet:
1) under ansættelsen har bopæl i Danmark,
2) er udsendt af den danske stat, eller
3) er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark.
Stk. 2. Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.
Produktion af krigsmateriel
§ 21. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke vil være med til at udvikle eller producere krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v.
Stk. 2. A-kassen skal indhente en skriftlig erklæring fra Justitsministeriet om, at den pågældende virksomhed er omfattet af lov om krigsmateriel m.v.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved:
1) afslag på et tilbud efter en jobplan, og
2) ophør i et tilbud efter en jobplan.
Støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn
§ 22. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet får eller straks efter begynder at få:
1) støtte efter lov om social service til at passe et handicappet barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller
2) støtte efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til at passe et alvorligt sygt barn.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har fået afslag på at få orlov fra arbejdet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.
§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.