Vedligeholdelse af viden og færdigheder, som er nødvendige for ansattes sikkerhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10092@2005-10-26/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. oktober 2005 behandlet Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 17. december 2004 vedrørende konflikthåndtering hos XXX.
Nævnet traf følgende
Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at der ikke er grundlag for i henhold til arbejdsmiljøloven at stille krav om yderligere uddannelse og instruktion i selvforsvar ved XXX i forhold til den nuværende instruktion i selvforsvar 2 gange årligt af 1 times varighed.
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at emnet konflikthåndtering indgår med 166 timer i psykologiundervisningen på grunduddannelsen samt at der ved anvendelse af rollespil er undervisning i håndtering af vanskelige situationer, ligesom emnet indgår i faget polititeori.
Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er indført yderligere instruktion i selvforsvar 2 gange årligt à 1 times varighed, samt at de ansatte af arbejdsgiver er instrueret i at trække sig fra farlige situationer af hensyn til egen sikkerhed.
De har i Deres klage anført, at det ikke altid er muligt at trække sig fra farlige situationer, samt at de ansatte ikke kan huske de selvforsvarsgreb, som de har lært på uddannelsen.
Arbejdsmiljøklagenævnet bemærker, at det afgørende er, at arbejdsgiveren har instrueret i muligheden for at trække sig fra farlige situationer.
Derudover er det afgørende hvilket niveau af selvforsvar, der synes tilstrækkeligt og rimeligt i forhold til kravene i reglerne.
Nævnet finder, at der i tilstrækkeligt omfang er etableret instruktion i selvforsvar.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 § 38 og § 39 og bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse § 7 samt § 17 og § 18.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 17. december 2004.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde:
”Sagen er startet med sikkerhedsrepræsentant XXXs brev af 5. december 2002 til Arbejdstilsynet, hvorved han anmelder XXX for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven, idet XXX ikke i arbejdstiden får den nødvendige fysiske træning samt vedligeholdelse af selvforsvar, herunder førergreb. (Anmeldelse med 25 bilag vedlagt). Det fremgår af anmeldelsen, at XXX i forbindelse med et sikkerhedsudvalgsmøde var gjort bekendt med, at forholdet ville blive anmeldt til Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet besluttede at lade problematikken indgå i et tilpasset tilsyn hos XXX i foråret 2003. I samme periode foretog Arbejdstilsynet i Sønderjylland tilpassede tilsyn hos flere af amtets XXX, hvor problematikken ligeledes blev berørt.
Det tilpassede tilsyn hos XXX strakte sig over to besøg henholdsvis den 13. og den 26. marts 2003, og blev afsluttet med udkast til tilsynsrapport den 7. april 2003. Herved blev virksomheden vurderet som en niveau 2-virksomhed, og der blev påpeget et væsentligt problem vedrørende kontrolanordning på ventilation, samt afgivet 4 vejledninger om temperaturforhold, skærmarbejde, brugsanvisninger og rengøring. Samtidig blev det oplyst, at der kunne forventes yderligere rapporter vedrørende Arbejdstilsynets undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø.
Det psykiske arbejdsmiljø, herunder spørgsmålet om vedligeholdelse af færdigheder i konflikthåndtering (selvforsvar), blev herefter i Arbejdstilsynet behandlet videre som et detailtilsyn.
De væsentlige faktiske oplysninger i sagen er fremkommet ved
- indledende møde med repræsentanter for ledelse og ansatte den 13. marts 2003
- gruppesamtale med 9 betjente fra XXX den 26. marts 2003
- møde med ledelsen den 30. april 2003
- skriftlig redegørelse fra XXX den 30. maj 2003
I løbet af juni og juli 2003 søgtes afholdt et afsluttende møde, men det måtte opgives, og sagen afsluttedes med tre breve af 22. juli 2003 fra Arbejdstilsynet
- “Vedrørende psykisk arbejdsmiljø. XXX”, som redegør for, at sagen afsluttes uden reaktion vedrørende det psykiske arbejdsmiljø, bortset fra spørgsmålet om selvforsvar.
- “Vedrørende uddannelse til varetagelse af egen sikkerhed. XXX“, som meddeler, at Arbejdstilsynet har besluttet at undlade at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.
- “Arbejdstilsynets besøg hos XXX, XXX og XXX - Vedrørende konflikthåndtering”, som redegør for de tre sager, hvor spørgsmålet om vedligeholdelse af de ansattes kvalifikationer til varetagelse af egen sikkerhed har været rejst, og hvorved Arbejdstilsynet anmoder XXXs centrale afdeling om nogle oplysninger til brug for vurderingen af den rejste problematik.
Oplysninger fra XXX er herefter indgået ved brev af 22. januar 2004 og telefonsamtale 20. februar 2004. Klageren har desuden afgivet supplerende oplysninger på et møde med Arbejdstilsynet den 27. maj 2004. Der er ikke herefter indgået yderlige faktiske oplysninger, før den påklagede afgørelse er truffet.
Afgørelsen:
Afgørelsen henviser til tilsynsbesøgene i januar - maj 2003 og Arbejdstilsynets anmodning af juli 2003 om nærmere oplysninger vedrørende vedligeholdelse af kvalifikation til varetagelse af egen sikkerhed.
Det angives, at XXX har oplyst, at konflikthåndtering indgår med 166 timer i psykologiundervisningen på grunduddannelsen, at der derudover undervises i håndtering af vanskelige situationer ved rollespil og cases, at emnet indgår i undervisning og at der derudover har været forskellige konkrete uddannelsesmæssige tiltag i forbindelse med konkrete situationer og vedligeholdelseskurser.
Fra sagen nævnes følgende faktiske oplysninger:
- at flere ansatte hos XXX har oplevet truende og konfliktfyldte situationer, og en enkelt ansat har været alene om en påvirket person
- at flere ansatte aktuelt oplever usikkerhed om egne evner til selvforsvar, idet uddannelsen hidtil kun er blevet vedligeholdt hvert 6. eller 7. år,
- at der lokalt er iværksat yderligere træning i selvforsvar 1 time x 2 årligt,
- at det fra ledelsesside er tilkendegivet overfor de ansatte, at egen sikkerhed altid går forud for opgavens løsning, så man skal trække sig ud af situationer, som man ikke er tilstrækkeligt bemandet til at kunne løse.
Arbejdstilsynet har vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for i henhold til Arbejdsmiljøloven at stille krav om yderligere uddannelse og instruktion. Der er herved især lagt vægt på, at der gives en solid grunduddannelse, og at der er instrueret om at trække sig fra visse situationer af hensyn til egen sikkerhed.
Afgørelsen er truffet i henhold til Arbejdsmiljølovens § 38 og bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 7, 17 og 18.”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 17. december 2004 følgende afgørelse:
”Det er Arbejdstilsynets vurdering, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for i henhold til Arbejdsmiljøloven at stille krav om yderligere uddannelse og instruktion.
Arbejdstilsynet har herved især lagt vægt på, at der gives en solid grunduddannelse, og at der er instrueret om at trække sig fra visse situationer af hensyn til egen sikkerhed.”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Med brev af 20. december 2004 har De klaget til Arbejdsmiljøklagenævnet.
”Undertegnede vil som sikkerhedsrepræsentant klage over den afgørelse, som er blevet udsendt fra Arbejdstilsynet den 17. december 2004 angående ovennævnte journalnr.
Jeg klager over den vurdering og afgørelse som Arbejdstilsynet kommer frem til, idet AT udtaler, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for i henhold til Arbejdsmiljøloven at stille krav om yderligere uddannelse og instruktion, idet Arbejdstilsynet især har lagt vægt på, at der gives en solid grunduddannelse, og at der er instrueret om at trække sig fra visse situationer af hensyn til egen sikkerhed.
Jeg vil fremføre, at AT har udtalt sig om et emne, som det tydeligt viser, at man ikke har forstand på.
Man nævner f.eks., at vi er instrueret i at trække sig fra stedet af hensyn til egen sikkerhed. Sådan foregår det ikke i virkeligheden. Vi kan ikke trække os, når vi står midt i situationen. Forventer AT, at vi f.eks. kan trække os fra xxx. XXXs dagligdag er således, at vi ikke ved, hvornår vi kommer i en fysisk konflikt og mange af konflikterne kan du ikke komme ud af, før der kommer assistance.
Man nævner, at der er givet en solid grunduddannelse. Jeg har nu i 2 år trænet XXX i selvforsvar 2 gange om året. Jeg må konstatere, at mine kollegaer ikke kan huske de selvforsvarsgreb, som de i tidernes morgen (mellem 10 og 20 år siden) har lært. Jeg valgte derfor kun at undervise dem i 4 forskellige førergreb. Sidste gang jeg havde dem, måtte jeg vise dem igen, idet de ikke kunne huske dem. Så den solide grunduddannelse giver jeg intet for. Jeg ville hellere have en uddannelse, der blev vedligeholdt. Så selv 2 gange træning om året er jævnfør min erfaring ikke nok.
Såfremt XXX ikke får mere selvforsvar, tvinger man dem mere tit til XXX. Er det det man vil?
Jeg undrer mig også over, at AT ikke har rettet henvendelse til evt. Idrætshøjskoler eller andre højere læreranstalter, der kunne vejlede om, hvor meget selvforsvar og fysisk træning der skal gives, for at selvforsvar sidder på rygmarven.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet har med brev af 2. februar 2005 sendt sagen til Arbejdsmiljøklagenævnet.
”Arbejdstilsynet vurderer, at afgørelsen bør fastholdes. Der henvises herved til den begrundelse, som er angivet i afgørelsen.”
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999
Arbejdets udførelse
§ 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
§ 39. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om
1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger,
2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder,
3) opslag eller egnet markering.
Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
Arbejdets udførelse
Almene krav
§ 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v.
Oplæring og instruktion
§ 18. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med:
1) ansættelsen,
2) forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne,
3) indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og
4) indførelse af ny teknologi.
Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt.
§ 19. Arbejdsgiveren afholder eventuelle udgifter til den i § 18, nævnte oplæring, som skal foregå i arbejdstiden.
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.