Klage over tvangsfikseringer, herunder med hånd- og fodremme, iværksat af plejepersonalet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10101@2005-03-20/da
Indhold
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningerne om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at han var oprevet og handlede grænseoverskridende og truende, og at han satte sig til modværge, truede og slog ud og bed efter personalet, da det blev forsøgt at skærme ham. Af samme grunde fandt nævnet, at betingelserne for, at plejepersonalet på egen hånd lagde ham i bælte, var opfyldt. Nævnet fandt dog ikke, at der i psykiatriloven var hjemmel til, at sygeplejepersonalet på egen hånd iværksatte fiksering med hånd- og fodremme.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af den dagældende bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger af § 13 fremgik, at i ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til patientens eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte beslutningen, kunne sygeplejepersonalet på egen hånd gøre brug af tvangsfiksering med bælte.
Vedrørende tvangsfikseringerne den 3. og 8. april 2003 fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at plejepersonalets anlæggelse af håndremme den 3. april og hand- og fodremme den 8. april 2003 blev foretaget i strid med reglerne i psykiatriloven, allerede fordi denne kompetence alene er tillagt overlægen eller alternativt lægen, hvor overlægen i dette tilfælde snarest skal tage stilling til beslutningen. Det var i den forbindelse uden betydning, at remmene blev fjernet igen efter kort tid, eller at lægen kom til stede få minutter efter, at patienten var blevet fikseret med bælte og remme, eller at lægen ved ankomsten besluttede, at tvangsfikseringen med bælte og remme skulle fortsætte.
Vedrørende plejepersonalets anvendelse af tvangsfiksering med bælte den 3. april 2003 inden lægens ankomst, fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af patienten til lægen kom til stede. Nævnet lagde herved vægt på, at der ifølge tvangsprotokollen var otte personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgik nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kunne godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.
Vedrørende plejepersonalet anvendelse af tvangsfiksering med bælte den 8. april 2003 inden lægens tilstedekomst fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af patienten til lægen kom til stede. Nævnet lagde herved vægt på, at der ifølge overlægens erklæring var seks personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgik nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kunne godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003 for så vidt angik plejepersonalets beslutninger om tvangsfiksering.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviste den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003 til fornyet behandling for så vidt angik lægernes beslutninger om tvangsfiksering med henblik på, at nævnet kunne træffe afgørelse herom.