Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med videresendelse af kopi af journal uden indhentelse af skriftligt samtykke
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10106@2005-02-20/da
Indhold
Nævnet fandt, at sygeplejersken ikke havde været berettiget til at videregive de pågældende oplysninger om patienten til Ministeriet, da der ikke var indhentet et skriftligt samtykke hertil.
Patientklagenævnet oplyste i den forbindelse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en sygeplejerske eller anden sundhedsperson skal iagttage tavshed om, hvad han eller hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En sundhedsperson kan dog i henhold til § 26, stk. 1. videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.
Det skriftlige samtykke skal endvidere ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. § 12, stk.1, afgives i forbindelse med det aktuelle behov for videregivelse.
Nævnet bemærkede, at det følger af loven, at der i de situationer, hvor der videregives oplysninger for at varetage et andet formål end behandling, et skærpet krav til beskyttelsen af patientens interesse i, at denne har kontrol med videregivelsen af oplysninger om sig selv. Dette skærpede krav i lovgivningen hviler på den grundlæggende antagelse, at patienten har et berettiget ønske om, at helbredsoplysninger om denne ikke bruges til andre formål end de oprindeligt er indhentet til.
Nævnet oplyste dog, at kravet om skriftlighed kan fraviges ifølge lov om patienters retsstilling § 27, stk. 1 og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v., når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler herfor. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis videregivelsen skal ske meget hurtigt eller, hvis patienten har svært ved at skrive.
Det var imidlertid nævnets opfattelse, at der ikke i forhold til den konkrete videregivelse af helbredsjournalen var grundlag for at fravige kravet om skriftlighed, idet det ikke var påkrævet, at videregivelsen skulle ske hurtigt, og der ikke forelå oplysninger om, at patienten ikke var i stand til at skrive.
Nævnet oplyste endelig, at det fremgår af § 26, stk. 2, nr. 2 i lov om patienters retsstilling, at uden patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.
Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.
Nævnet bemærkede, at bestemmelsen primært tager sigte på de situationer, hvor der er behov for at videregive fortrolige oplysninger om en patient til politi og anklagemyndighed m.v. såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn, samt til patientens pårørende, hvor patienten har eller havde en alvorlig smittefarlig sygdom eller en alvorlig arveligt betinget sygdom.
Da ministeriets anmodning om videregivelsen af helbredsoplysninger om patienten var begrundet i et skønnet behov for indhentelse af oplysninger til behandling af en ansøgning om opholdstilladelse, fandt nævnet ikke, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til tilsidesættelse af tavshedspligten, da patienten ikke fremtrådte ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, og der var tale om en ansøgningssag, hvor hun var orienteret om, at afslag på medvirken til oplysning af sagen følgelig efter de almindelige forvaltningsretlige regler kunne få processuel skadevirkning for hende.
Nævnet fandt således, at en videregivelse af patientens journal fra centret uden samtykke hertil af hensyn til behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ikke klart oversteg hensynet til patientens almindelige krav på de behandlende sundpersoners tavshedspligt.
Nævnet lagde desuden vægt på, at sygeplejersken ikke på baggrund af henvendelsen den 24. juni 2002 fra Ministeriet fik den opfattelse, at det var muligt at videregive patientens journal uden at indhente samtykke fra denne.