Klage over at et vagtlægebesøg var forsinket
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10125@2005-08-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere visiterende vagtlæger A og C for deres behandling af patienten den 6. marts 2004. For så vidt angår vagtlæge A lagde nævnet vægt på, at vagtlægen ved den første henvendelse kl. 20.45 havde noteret i journalen, at der var mistanke om udtalt grad af vand i lungerne. Nævnet oplyste, at vand i lungerne er en farlig og livstruende tilstand, og såfremt en kronisk svækket person med misbrugsproblemer rammes af denne tilstand, er der en ekstra høj risiko for at udvikle akutte kredsløbssymptomer i forbindelse med for eksempel virusinfektion. På den baggrund var det nævnets opfattelse, at der ved den første kontakt med vagtlægen kl. 20.45 forelå en situation med behov for akut vurdering. Nævnet fandt det derfor kritisabelt, at patienten alene blev visiteret til et almindeligt besøg med en ventetid på op til flere timer, da vagtlæge A blev kontaktet.
Det var nævnets opfattelse, at det primære koordinationsansvar i en lægevagt er tillagt de telefonvisiterende læger. I en situation som den foreliggende, hvor der efter to timer rykkes for besøg, er det derfor den visiterende vagtlæges ansvar som koordinator at undersøge, hvad der foregår, og hvorfor det ønskede besøg endnu ikke er aflagt, da den kørende vagtlæge under udøvelsen af hvervet kan komme ud for situationer, der hindrer denne i at handle som forventet af den visiterende vagtlæge.
På den baggrund var det nævnets opfattelse, at visiterende vagtlæge A i den pågældende situation burde have gjort noget aktivt for at få sikkerhed for, at en formodning om snarligt besøg var korrekt.
Nævnet fandt det derfor kritisabelt, at vagtlæge A undlod at sikre sig, at et besøg ville blive aflagt hurtigt, da der to timer senere (22.36) blev rykket for sygebesøg.
For så vidt angår vagtlæge C lagde nævnet vægt på at hun burde have taget direkte kontakt til den kørende vagtlæge i stedet for blot at notere i den elektroniske journal, at der atter var rykket for besøg, idet der i to omgange blev rykket for besøg, og det måtte anses for klart, at situationen efterhånden var lægefagligt uacceptabel, og et besøg åbenlyst var presserende. Det var således nævnets opfattelse, at envejskommunikation ikke var acceptabelt, og at vagtlæge C som alternativ til usikkerheden om den kørende vagtlæges ankomst kunne have valgt at indlægge patienten direkte på sygehus med ambulance. Nævnet fremhævede i den forbindelse, at elektronisk kommunikation og en telefonisk kontakt til den kørende læge i den foreliggende situation ikke kunne sidestilles.
Der var endvidere klaget over den praktiserende læge, der undersøgte patienten den 4. marts 2004 samt den kørende vagtlæge, men nævnet fandt ikke grundlag for kritik af disse.