Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af helbredsoplysninger vedrørende en psykiatrisk patient
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10192@2005-02-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den vejledning, som overlægen gav 1. reservelægen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysningerne, men nævnet fandt ikke anledning til at kritisere 1. reservelægen for videregivelsen.
På baggrund af udgangspunktet om skriftligt samtykke til videregivelse af oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling, fandt nævnet, at det ikke kunne tillægges nogen afgørende betydning, at patienten i april 2003 havde givet mundtligt samtykke til, at forældrene blev informeret om den lægelige diagnose og den foreløbige behandlingsplan. Imidlertid havde patienten ifølge journalen tidligere på dagen den 4. maj 2003 været i affekt, men denne var klinget af, om end hun fortsat havde selvmordstanker. Det var nævnets opfattelse, at hun i øvrigt ikke var dement eller psykotisk. Under hensyn til patientens affekttilstand, hendes potentielt livstruende tilstand og det forhold, at hun var bæltefikseret, fandt nævnet, at der var tale om en situation, som efter loven ikke krævede indhentelse af et skriftligt samtykke.
Imidlertid lagde nævnet vægt på, at der kun kan videregives oplysninger i en situation som den foreliggende, hvis patienten har afgivet et utvetydigt samtykke, og nævnet fandt, at patienten, selv om hun til sidst ved det psykiatriske tilsyn gav mundtligt samtykke til, at forældrene blev kontaktet, i realiteten fremtrådte uafklaret i forhold til dette spørgsmål.
Det var herefter nævnets vurdering, at det ikke kunne lægges til grund, at patienten havde givet samtykke til, at 1. reservelægen kunne videregive de pågældende oplysninger til hendes forældre. Nævnet lagde her vægt på, at overlægen den 4. maj 2003 sammen med 1. reservelægen gennemgik overvejelserne om at orientere forældrene om patientens kritiske tilstand mod hendes ønske.
Nævnet fandt derefter, at hensynet til forældrenes interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske helbredstilstand ikke kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt.
Nævnet fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj 2003 handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens forældre om datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelægen herfor, idet han forinden videregivelsen havde rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han vejledte 1. reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand.
Der blev afgivet dissens i sagen.