Klage over forsinket rekvisition af coloskopi
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10193@2005-02-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen på organkirurgisk afdeling for hans instruks til afdelingens lægesekretærer omkring håndteringen af henvisninger til koloskopiundersøgelser på baggrund af mistanke om cancer i tyk- og endetarm.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere en reservelæge på organkirurgisk afdeling for hans henvisning af patienten til en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Patientklagenævnet lagde herved vægt på, at den planlagte kikkertundersøgelse af tyktarmen først blev foretaget næsten to måneder senere. Reservelægen havde i sin udtalelse imidlertid anført, at han ikke stod for selve visiteringen af kikkertundersøgelsen og havde en forventning om, at undersøgelsen ville ske cirka 2 uger senere, da dette var afdelingens rutine.
Det blev i sagen endvidere oplyst, at reservelægens henvisning af 3. september 2002 først blev skrevet den 1. oktober 2002 på grund af en utilstrækkelig sekretærkapacitet på daværende tidspunkt. Da henvisningen blev skrevet, gik der yderligere 3 uger før kikkertundersøgelsen blev udført.
Patientklagenævnet oplyste, at patienter med blodmangel, vægttab og træthed må anses for havende en ondartet kræftsygdom, indtil andet er bevist. Den hyppigste lokalisation af denne kombination af symptomer vil være i højre side af tyktarmen. Undersøgelsesprogrammet vil derfor specielt rette sig mod denne lokalitet og samtidig mod tilstedeværelsen af spredning. Der skal derfor foretages ultralydsundersøgelse/CT-scanning af bughulen og en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Patientklagenævnet var videre af den opfattelse, at hvis mistanken om en svulst er stor, så bør man prioritere undersøgelserne i forhold til andre patienter. Knap 2 måneder fra konstateringen af en mistænkt kræftsvulst i tyktarmen til en yderligere diagnostisk undersøgelse må almindeligvis anes for at være for lang tid.
Patientklagenævnet var herunder af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde burde have været udført en fremskyndet koloskopi på grund af en bestyrket mistanke om højresidig tyktarmssvulst.
Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin instruks til afdelingens lægesekretærer omkring håndteringen af henvisninger til koloskopiundersøgelser på baggrund af mistanke om kræft. Nævnet fandt, at den ledende overlæge burde havde foretaget tiltag til sikring af, at henvisninger til fremskyndet koloskopi, som i det pågældende tilfælde, kunne effektueres af afdelingens lægesekretærer.