Klage over kiropraktors behandling og information
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10199@2005-02-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at kiropraktoren havde optaget en fyldestgørende sygehistorie og foretaget en relevant objektiv undersøgelse af patienten. Nævnet lagde herudover vægt på, at manipulationsbehandling er velindikeret ved akutte lave lændesmerter, og at der ikke er dokumentation for, at risikoen for komplikationer er mindre ved benyttelse af artikulationsbehandling frem for manipulationsbehandling ved behandling af discogene lidelser. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det er almindelig faglig praksis ved akutte lændesmerter, at røntgenundersøgelse af ryggen først overvejes, hvis lændebesværet fortsætter ud over 4 uger.
Nævnet fandt det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at der var nogen sammenhæng mellem den kiropraktiske behandling den 10. januar 2003 og den senere konstaterede diskusprolaps. Nævnet oplyste i den forbindelse, at en diskusprolaps er en lidelse, som udvikler sig over tid - fra uger til måneder. Rygpatienter henvender sig til behandlere, herunder kiropraktorer, på vidt forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet, og det er uden tvivl således, at en del personer med diskusprolaps henvender sig på så tidligt et tidspunkt i forløbet, at de objektive tegn på nerverodstryk endnu ikke er til stede
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens information af patienten. Nævnet lagde herved vægt på, at kiropraktoren informerede om sine fund, og at der var klar indikation for behandling af bækkenleddene. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det faktum, at kiropraktoren ikke informerede nærmere om den kiropraktiske behandling af tilstanden, skyldtes, at patienten tidligere var blevet behandlet hos en kiropraktor, ligesom patienten bekræftede, at hun ikke behøvede information om behandlingen. Nævnet fandt ikke, at kiropraktoren burde have informeret om risikoen for, at behandlingen kunne medføre komplikationer i form af diskusprolaps, idet det ikke var muligt at afgøre, om den diskusprolaps, som patienten fik konstateret, havde udviklet sig under alle omstændigheder, eller om behandlingen forværrede tilstanden.
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at kiropraktoren havde fortsat behandlingen af patienten uden dennes samtykke.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens journalføring af sin behandling af patienten. Kiropraktoren havde ved sin journalføring af behandlingen anvendt en ”listing” (S.SI:PIEX,D,SI:ASIN), hvilket var en beskrivelse af de dysfunktioner, der blev fundet, og i hvilke bevægeretninger de pågældende led var låste. Nævnet fandt, at denne ”listing” var en dækkende journalføring af behandlingen, idet den måtte anses som bundet til en bestemt behandlingsteknik.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere kiropraktorens journalføring af sin information af patienten, idet kiropraktoren ikke noterede i journalen, hvilken information han gav, inden behandlingen blev påbegyndt, ligesom det heller ikke blev noteret, hvad patienten havde tilkendegivet i relation til den påtænkte behandling.