Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering af anmodning om aktindsigt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10203@2005-02-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A for behandlingen den 31. oktober 2001, idet nævnet lagde vægt på, at overlægen optog relevant sygehistorie og objektiv undersøgelse, og idet mistanke om diskusprolaps i lænden ikke kræver akut behandling eller scanning, men derimod venten på, at tilstanden bedres. Akut scanning udføres udelukkende i forbindelse med overvejelse om akut operation, som igen kun kommer på tale, hvis der er lammelser af blære- og tarmfunktionen, fremadskridende lammelser af benene eller fuldstændig lammelse af en benmuskel, hvilket ikke var tilfældet hos patienten.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans journalføring af behandlingen den 31. oktober 2001, idet patienten havde oplyst, at smerterne var opstået i august 2001, og han blev undersøgt første gang den 31. oktober 2001, hvorfor han fik en behandling, der var i fuld overensstemmelse med de af ham selv anførte symptomer. Grænsen for at opfatte tilstanden som kronisk ligger et sted imellem 6 uger og 3 måneder. Nævnet lagde til grund, at der var tale om et forløb over mindst 2 måneder, og ved den efterfølgende konsultationen den 22. november 2001 havde smerterne stået på i mindst 3 måneder. Patienten havde således ikke akutte smerter på undersøgelsestidspunktet den 31. oktober 2001, men selve opståelsesmåden kunne udmærket have været akut. Nævnet fremhævede endvidere, at der ikke var noteret forhold i journalen, der talte imod, at smerterne var opstået akut i august 2001, og at det fremgik af journalnotatet den 31. oktober 2001, at patienten havde haft de aktuelle smerter siden august måned 2001.
Nævnet fandt derudover ikke grundlag for at kritisere overlægerne A og B for deres behandling af patienten i perioden fra den 31. oktober 2001 til den 7. marts 2002 på reumatologisk afdeling, idet der den 22. november 2001 blev foretaget relevant objektiv undersøgelse og relevant rekvireret CT-scanning og idet der ikke var objektive fund eller andre forhold, som pegede på, at en akut/subakut CT-scanning var påkrævet. Nævnet fandt endvidere, at der den 5. december 2001 ikke var indikation for en akut MR-scanning, da der ikke var tale om, at der skulle foretages en akut operation eftersom der ikke forelå objektive omstændigheder, der pegede på, at patientens tilstand kunne udvikle sig i retning af uoprettelige skader på blære- og tarmfunktionen eller nerverne i benet.
Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at henvise patienten til yderligere undersøgelser i februar og marts 2001, idet en MR-scanning den 8. februar 2001 viste, at der ikke var tegn på diskusprolaps, og idet undersøgelse den 7. marts 2002 viste, at der ikke var rodpåvirkning, men at patientens symptomer skyldtes degenerative forandringer i ryggen og nævnet fandt det relevant at der blev ordineret fortsat træning i bassin.
Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere en fysioterapeut for hendes behandling af patienten den14. januar 2002, idet hendes behandlingsstrategi ud fra McKenzie-undersøgelsesfundene samme dag sammenholdt med MR-scanningen udført i december 2001, hvorved der var beskrevet diskusdegenerativ sygdom i lænden og en midtstillet protusion ved 5. lændehvirvel uden sikker nervepåvirkning, var relevant og forsvarlig.
Nævnet fandt dog på baggrund af patientens længerevarende og socialtbelastende sygehistorie, herunder særligt smertemønstret i relation til bagudbøjning af ryggen, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde foranstaltet en tidlig opfølgning eventuelt i form af telefonisk kontakt af hensyn til muligheden for at justere programmet. Nævnet fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten også umiddelbart efter undersøgelsen den 14. januar 2002 havde taget kontakt til patientens fysioterapeut i primærsektoren for at få større indsigt i patientens smertemønster og derved anledning til at drage tidlig omsorg for en negativ behandlingseffekt.
Endelig fandt nævnet grundlag for at kritisere overlæge B og den administrerende overlæge for deres håndtering af patientens anmodning om aktindsigt den 20. februar 2002, idet overlæge B ikke havde overholdt 10 dages fristen i lov om patienters retsstilling vedrørende imødekommelse af aktindsigt. Nævnet fandt videre, at klinikchefens instruks til personalet om håndtering af anmodning om aktindsigt ikke var relevant, idet det af instruksen fremgik, at der ved en patients anmodning om aktindsigt alene skulle gives delvis aktindsigt, da kopi af blodprøver og de egentlige røntgensvar kun skulle medsendes, hvis patienten direkte havde anmodet om dette.