Klage over behandling af infektion i ben hos sukkersygepatient
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10210@2005-08-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for kritik af overlægen for hans journalføring af den telefoniske henvendelse den 23. juni 2003 efter lægelovens § 13, stk. 2.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af overlægen for hans telefoniske behandling af klager den 23. juni 2003, jf. lægelovens § 6.
Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke fandtes et journalnotat vedrørende klagers telefoniske henvendelse til ortopædkirurgisk afdeling den 23. juni 2003.
Nævnet lagde herved vægt på, at overlæge i sin udtalelse havde anført, at han var sikker på, at klager rettede telefonisk henvendelse til ortopædkirurgisk afdeling den 23. juni 2003, hvor overlægen også selv havde vagt i ortopædkirurgisk ambulatorium. Overlægen fandt det således nærliggende, at en sygeplejerske havde taget imod klagers telefonopkald og herefter forelagt problematikken for overlægen.
Nævnet fandt det godtgjort, at patienten den 23. juni 2003 telefonisk kontaktede ortopædkirurgisk ambulatorium, hvilket blev understøttet af det faktum, at klager blev tilsagt til at møde i ortopædkirurgisk ambulatorium den 26. juni 2003, hvilket var betydeligt før end ellers planlagt ved hendes udskrivelse den 19. juni 2003, hvor det blev aftalt, at hun skulle møde 5 uger senere.
Nævnet kunne oplyse, at der ved langvarig sukkersyge ikke sjældent opstår problemer med sårdannelse på fødderne, og at der også kan opstå infektion som følge af disse sår. Blodkarrene i underben og fødder hos sukkersygepatienter lider efterhånden skade, og det er desværre ikke sjældent nødvendigt i et forløb, som det patienten gennemgik, at der må foretages en amputation på et niveau under knæet.
Det var nævnets opfattelse, at overlæges vurdering af klagers tilstand godt kunne foregå ved en telefonisk konsultation, idet overlægen kendte klager udmærket fra hendes langvarige tilknytning til ambulatoriet, hvor overlægen så hende fra tid til anden.
Nævnet fandt det derfor ikke godtgjort, at en akut indlæggelse af klager den 23. juni 2003 kunne have forhindret en amputation af klagers ben.
Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans bedømmelse af klagers tilstand den 23. juni 2003.
Nævnet kunne videre oplyse, at det af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003 § 4, stk. 1 fremgår, at journalføringspligten påhviler enhver læge, der som led i sin virksomhed foretager undersøgelse og behandling m.v. af patienter. Det følger endvidere af § 6, stk. 2, at telefoniske konsultationer ligeledes skal journalføres, hvis den rådgivning, der er ydet, er et led i vurderingen og/eller behandlingen af patientens tilstand.
Nævnet fandt det således kritisabelt, at overlægen ikke journalførte den telefoniske konsultation med klager den 23. juni 2003 med en begrundelse for, hvorfor han vurderede, at klager skulle tilses subakut den 26. juni 2003 og ikke tilses tidligere.