Klage over behandling for hjernesvulst og klage over for meget information
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10211@2005-08-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandlingen af patienten i perioden fra den 17. til den 20. november 2003.
Nævnet kunne oplyse, at der i forbindelse med sygdomsudløst feber, herunder lungebetændelse, undertiden ses akut udløst forvirringstilstande med kompromitteret hukommelse og desorientering. I den forbindelse er det vigtigt at udelukke infektion i centralnervesystemet (meningitis), hvilket lægerne i dette tilfælde udelukkede ved at konstatere, at patienten ikke var nakke- og rygstiv.
Normalt forsvinder forvirringstilstanden, når temperaturen under antibiotikabehandlingen normaliseres. Det er ikke almindelig lægefaglig praksis at gennemføre en CT-scanning af hjernen, hvis den akut udløste forvirringstilstand forsvinder under behandlingen.
Nævnet lagde vægt på, at der i behandlingsforløbet blev fundet objektive tegn på lungebetændelse, og der blev iværksatte relevant behandling med penicillin gennem venen (intravenøst). Der blev endvidere taget relevante blodprøver, og der blev bestilt et røntgenbillede af lungerne.
Der blev endvidere ikke fundet direkte tegn på sygdom i hjernen (ingen neurologiske udfald), hvorfor der ikke blev fundet grundlag for at fremskynde den planlagte CT-scanning.
For så vidt angår klagen over informationen, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans information af patienten.
Nævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgik, at patienten sammen med sin ægtefælle og 2 børn blev informeret af overlægen om svulsten og mulig behandling med stråleterapi.
Nævnet lagde til grund, at overlægen informerede om at strålebehandling sandsynligvis kunne give 3-6 måneder yderligere overlevelse og et langt mildere forløb af en i øvrigt dødelig sygdom.
Nævnet lagde vægt på, at overlægen i sin udtalelse havde anført, at han kun besvarede de spørgsmål, som han fik stillet, og at han på patientens direkte forespørgsel oplyste, at patienten havde en dødelig sygdom.
Nævnet kunne i den forbindelse oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 6, stk. 1 følger, at ingen behandling må indledes eller fortsætte uden patientens informerede samtykke.
Nævnet kunne endvidere oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 7, stk. 2, jf. § 7, stk. 1 fremgår, at en patient har ret til at frabede sig information om sin helbredstilstand og behandlingsmuligheder, herunder om risikoen for komplikationer og bivirkninger.
Nævnet var af den opfattelse, at ved en informationssamtale, hvor det drejer sig om en alvorlig og sandsynligvis dødelig sygdom, vil samtaleforløbet være uforudsigeligt. Uanset hvad patienten og eventuelt pårørende har frabedt sig information om på hypotetisk basis forud for operationen, vil samtalen nødvendigvis skulle forløbe på patientens og de pårørendes præmisser, da forholdet fra at være hypotetisk nu er blevet konkret. En sådan samtale kræver skønsomhed fra lægen, patienten og de pårørende med hensyn til alene at formulere spørgsmål, som man ønsker svar på.
Nævnet var endvidere af den opfattelse, at uanset at patienten den 29. december 2003 havde frabedt sig information om en mulig uhelbredelig hjernesvulst, var overlæge A den 9. januar 2004 forpligtet til at svare på patientens direkte spørgsmål om sygdommens art, idet det direkte spørgsmål måtte opfattes som, at patienten tilbagekaldte sin ret til ikke at få viden om sin sygdom.