Klage over at den dybe galdegang blev overskåret i forbindelse med fjernelse af galdeblæren
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10220@2005-10-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægens behandling af patienten.
Nævnet lagde til grund, at en efterfølgende operation påviste, at den dybe galdegang var aflukket og overskåret ved udførselsgangen i tolvfingertarmen. Der manglede et 5 cm langt stykke af den dybe galdegang (ductus choledochus).
Nævnet lagde således til grund, at delingen af den rørformede struktur, som overlægen vurderede til at være galdeblærens udførselsgang (ductus cysticus), rent faktisk var en deling af den dybe galdegang fra leveren (ductus choledochus).
Ud fra det faktum at overlægen tog fejl af galdeblærens udførselsgang fra den dybe galdegang fandt nævnet, at han ikke kunne antages at have frilagt de anatomiske strukturer i tilstrækkeligt omfang.
Da identifikation af de anatomiske strukturer efter operationsbeskrivelsen var besværliggjort var det nævnets opfattelse, at overlægen enten burde have fået foretaget en røntgenfotografering igennem den struktur, som han mente var galdeblærens udførselsgang i den dybe galdegang, eller have afsluttet operationen og viderevisiteret patienten til en subspecialiseret afdeling med speciel ekspertise i rekonstruktion af de dybe galdegange.
Nævnet oplyste , at læsion af den dybe galdegang er en velkendt alvorlig komplikation i forbindelse med operativ fjernelse af galdeblæren. Der er en læsion, der kan opstå i forbindelse med såvel åben operation som ved kikkertrørsoperation. Hyppigheden af læsionen er under 1 %, og hyppigheden af læsionerne er større i forbindelse med kikkertrørsoperation end efter åben operation.