Information om efterfølgende komplikationer ved lyskebrokoperationer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10243@2005-11-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægen for hans information om lyskebrokoperationer
Nævnet oplyste i den forbindelse, at uanset hvilken metode der anvendtes til operation for lyskebrok, var der i under 2 % af tilfældene risiko for, at patienten kunne lide af rødme, hævelse af såret og ansamling af væske i underhuden i måneder til år efter operationen.
Videre oplyste nævnet, at det fremgik af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger, at informationen skulle være mere omfattende, når behandlingen medførte nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Det var ikke muligt entydigt at fastsætte, i hvilket omfang sundhedspersonen havde pligt til at informere om mulige komplikationer mv. i forbindelse med undersøgelse og behandling. Det måtte vurderes i forhold til sygdommens alvor og til, hvad man forventede at opnå ved den påtænkte undersøgelse/behandling. Som udgangspunkt skulle sundhedspersonen vurdere, om der er tale om alvorlige eller bagatelagtige bivirkninger samt vurdere, hvor ofte forekommende disse bivirkninger var. Der skulle altid informeres om alvorlige og hyppigt forekommende bivirkninger, mens det som udgangspunkt ikke var påkrævet at informere om bagatelagtige og sjældent forekommende bivirkninger. De nævnte tilfælde indeholdt en række mellemstadier, hvor det ville være overladt til det sundhedsfaglige skøn at vurdere, i hvilken udstrækning og hvor grundigt der burde informeres om risici for komplikationer og bivirkninger i forbindelse med en given behandling.
Det var nævnets opfattelse, at det ikke var nødvendigt at informere om risikoen for hævelse af såret og væskeansamlinger fra underhuden, da disse komplikationer måtte antages at være sjældne og bagatelagtige.
Videre fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af det skriftlige informationsmateriale, som forud for operationen blev udleveret til patienten, men nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om det af materialet entydigt havde fremgået, at der efter operationen kunne forekomme smerter, som kunne være generende for patienten i flere år efter operationen.