Klage over manglende diagnosticering af spredning af brystkræft
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10284@2005-01-20/da
Indhold
Nævnet oplyste, at duktalt carcinoma in situ er et forstadium til brystkræft, hvor kræftcellerne er lokaliserede inde i mælkegangene og endnu ikke er begyndt at vokse ind (invasion) i det omkringliggende brystvæv. Da forandringerne per definition er begrænset til mælkegangene, er spredning til lymfekirtlerne teoretisk set udelukket, men i praksis er udbredelsen af spredning til lymfekirtlerne i armhulen på operationstidspunktet knap 2 %. Spredningen sker, fordi invasion, som ikke er erkendelig ved almindelig patologisk undersøgelse, forekommer, specielt når forandringerne er omfattende.
Det var nævnets vurdering, at der var tale om udbredte carcinoma i situ forandringer i vævssnittene fra patienten. Det var desuden nævnets vurdering, at der i et enkelt snit var ondartede celler samt smågrupper af celler, der syntes at vokse ekspansivt fra kirtelstrukturen uden den afgrænsning mod omgivelserne, som man ser ved carcinoma in situ.
Nævnet oplyste, at det kan være overordentlig vanskeligt og nogle gange umuligt at skelne mellem de nævnte to diagnoser.
Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at den undersøgende patolog ikke konstaterede de ondartede celler.
Nævnet oplyste, at det ved fjernelse af lymfeknuder fra armhulen er uundgåeligt, at man irriterer eller beskadiger små nervegrene i armhulen. Dette resulterer i, at mange kvinder oplever smerter i den opererede skulder eller arm efter operationen. Fjernelse af brystet og af lymfeknuder fra armhulen kan ligeledes resultere i indskrænkning af skulderbevægelighed på grund af operationens påvirkning af skuldermusklerne i form af arvæv og kroniske smerter.
Herudover oplyste nævnet, at de nævnte symptomer kan vare i op til flere år og normalt behandles med fysioterapi og en gang imellem med medicin. Symptomerne er så hyppige, at man normalt ikke foretager supplerende undersøgelser for at få en forklaring på symptomerne, og normalt vil disse symptomer ikke rejse mistanke om tilbagekomst af patientens brystkræft.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den undersøgelse og behandling patienten modtog i juli 2001, idet der ikke blev fundet nogen kliniske tegn på tilbagekomst af brystkræft i operationsområdet.
Nævnet oplyste, at når symptomer med smerter og indskrænkning af bevægeligheden i den opererede skulder eller arm varer ved eller tiltager snarere end aftager med tiden på trods af relevant behandling, kan det være udtryk for tilbagekomst af sygdommen. Der er ingen generelle anerkendte retningslinier for, hvornår man bør iværksætte supplerende undersøgelse af sådanne symptomer med henblik på afsløring af eventuel tilbagekomst af sygdommen.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den undersøgelse og behandling patienten modtog ved 1 års kontrollen og i maj 2002. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om patienten havde fået foretaget supplerende undersøgelser for at få en forklaring på de vedvarende og uændrede symptomer i skulderen og i armen og for at udelukke tilbagekomst af sygdommen.