Klage over mangelfuld behandling af bristet mavesår (konservativ behandling af bristet mavesår)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10293@2005-01-20/da
Indhold
Nævnet fandt, at det var kritisabelt, at patienten den 18. oktober 2001 fik iværksat konservativ behandling med sonde og antibiotika i stedet for at få foretaget operation for bristet mavesår.
Nævnet oplyste, at der ved behandlingen af bristet mavesår næsten uden undtagelse vil være indikation for akut kirurgisk behandling. Kun i ekstreme situationer, hvor patienten er helt ekstrem dårlig uden mulighed for at overleve på grund af forekomsten af også andre sygdomme, eller hvor patienten er helt upåvirket uden feber og tegn på bughindebetændelse, kan det forsvares at undlade operation. Hvis man vælger en sådan konservativ behandling, skal der foretages meget tæt observation, og operation skal foretages, hvis ikke der sker en klar og fremadskridende bedring indenfor de næste dage.
Videre oplyste nævnet, at hvis der er tegn på, at mavesåret ikke er forseglet (påvirket bughinde, temperatur forhøjelse, leukocyt og CRP stigning mm), skal der efterfølgende opereres i en sådan observationsperiode.
Det var nævnets vurdering, at patientens sygehistorie var typisk for bristet mavesår, idet der var pludseligt opståede smerter og spændt bughule med bughindeirritation.
Det var derfor nævnets vurdering, at patienten burde have været opereret for bristet mavesår den 18. oktober 2001, da der ved ultralydsundersøgelsen blev påvist bughindeirritation, fri luft og væske, og patienten var påvirket, selvom hun fik betydelig doser stærk smertestillende medicin (morfika type).
Nævnet fandt endvidere, at det var kritisabelt, at den sygehuslæge, som tilså patienten den 19. oktober 2001 samt den overlæge som tilså hende den 20. og 21. oktober 2001, på baggrund af hendes symptomer undlod at ordinere akut operation.