Tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin godkendt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10310@2005-04-27/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldt, og at betingelserne for at indgive beroligende medicin var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans tilstand.
Patienten havde i forbindelse med anken til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn anført, at der blev taget kvælertag på ham, og at han blev løftet og smidt ned på sengen, samt at der blev lagt en hovedpude over hans ansigt og presset til, så han ikke kunne få vejret, og at puden først blev fjernet, da han havde fået injektionen. Overlægen oplyste i sin udtalelse til sagen, at patienten ikke var blevet grebet om halsen, men at der rigtignok var blevet holdt en pude over ansigtet, men i nogle centimeters afstand fra ansigtet, således at han hele tiden uhindret kunne trække vejret. Grunden til at puden blev anvendt var, at han blev ved med at spytte.
Nævnet oplyste i denne forbindelse, at det af Psykiatrilovens § 4, stk. 3 og 4, fremgår, at tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, og at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.