Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2004 V
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10321@2005-03-29/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2004 V
Resumé Fra ÅB 2002: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Politiets efterforskning vil normalt være en forudsætning for, at det kan konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, og hermed tillige nødvendig for at sikre mod misbrug af erstatningsordningen. En hurtig politianmeldelse vil i almindelighed fremme muligheden for at opklare sagen og dermed i givet fald tilvejebringe grundlag for en retsforfølgning af skadevolder, således at skadevolderen kan blive pålagt at betale erstatning til skadelidte. I nævnets praksis anses en politianmeldelse, der er indgivet inden 24 timer efter gerningstidspunktet, i almindelighed for indgivet uden unødigt ophold. Hvis det har været umuligt for skadelidte på grund af sin tilstand (f.eks. bevidstløshed) at indgive politianmeldelse, må fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det var muligt for skadelidte at indgive politianmeldelsen, eventuelt telefonisk. Hvis der - uanset den for sene politianmeldelse - sker opklaring af sagen, f.eks. således at det ved dom konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, vil den sene politianmeldelse, jf. princippet i forsikringsaftalelovens § 21, ikke blive regnet skadelidte til last. For skader, der indtrådte til og med udgangen af 2001, var det i lovens hidtidige affattede bestemmelse i § 10, stk. 2, angivet, at erstatning kan ydes i særlige tilfælde, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt. I betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er om sådanne særlige tilfælde bl.a. anført den situation, hvor skadelidte med føje, men fejlagtigt tror, at der ikke er lidt et tab, eller at tabet kun er bagatelagtigt. I disse tilfælde må fristen efter stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver klar over sin fejltagelse. For skader, der er indtrådt den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), er det i den nu affattede bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, anført: ”Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.” Ifølge lovens forarbejder er der med den ændrede formulering i stk. 2 tilsigtet en vis lempelse af kravet i forhold til den hidtidige praksis. Det er i denne forbindelse i forarbejderne nævnt, at der således kan dispenseres fra kravet i tilfælde, hvor ofret som følge af forbrydelsen har befundet sig i en choktilstand (uden at være bevidstløs) og som følge deraf ikke inden for det første døgn har rettet henvendelse til politiet eller til andre, som kunne vejlede om kravet om politianmeldelse. Det er endvidere nævnt, at der f.eks. kan være tale om en ældre person, der bor alene, eller en medtaget person, som efter besøg på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter. Det er endelig nævnt, at det fortsat er en betingelse for at fravige hovedreglen, at der kan henvises til konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for en dispensation fra den almindelige frist. Fra ÅB 2004: Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Efter nævnets praksis anses dette for at være inden for 24 timer fra gerningstidspunktet. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten. Efter offererstatningslovens § 10, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 fraviges, hvis forholdene taler for det. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger på grund af sin tilstand, f.eks. bevidstløshed, har været ude af stand til at indgive politianmeldelse. I så fald regnes fristen for at indgive politianmeldelse først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ansøger at indgive anmeldelse. Også i andre tilfælde kan der på grund af sagens konkrete omstændigheder være grundlag for at se bort fra fristen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forbrydelsen er begået på et sted og et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at indgive politianmeldelse, jf. nærmere årsberetningen for 2003, afsnit 7.4.1. Det vil dog være en forudsætning for at se bort fra fristen i den forbindelse, at ansøger i øvrigt har taget de nødvendige forholdsregler og f.eks. opsøgt skadestuen eller anden lægehjælp i umiddelbar forbindelse med skaden. Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold. Lykkes det, uanset anmeldelsen ikke er indgivet uden unødigt ophold, at identificere gerningsmanden, ser nævnet i almindelighed bort fra offererstatningslovens § 10, stk. 1.
(N.j.nr. 11-00508-2004) Ansøgeren nedlagde i retten bl.a. påstand om godtgørelse for svie og smerte fra skadestidspunktet den 20-08-1999 til den 18-11-1999 og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for september-november 1999. Den 01-05-2000 anmodede nævnet ansøgeren om dokumentation for kravene. Ved brev af 02-05-2000 meddelte ansøgerens daværende advokat, at skadevolderen havde betalt saldoen ifølge erstatningsopgørelsen. Advokaten anmodede derfor om, at sagen blev arkiveret. Den 11-05-2000 meddelte nævnet advokaten, at ansøgningen ansås for bortfaldet, idet skaden var dækket fra anden side. Den 06-11-2001 anmodede ansøgerens nye advokat nævnet om at genoptage sagen, idet ansøgeren havde pådraget sig varigt mén og erhvervsevnetab. Herefter forelagde nævnet sagen for Arbejdsskadestyrelsen. Efter modtagelsen af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse krævede ansøgeren bl.a. godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 18-11-1999 indtil stationærtidspunktet den 20-02-2000. Nævnet afslog ansøgningen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens tidligere advokat måtte anses for at have frafaldet alle krav, der var opstået inden den 02-05-2000, hvor advokaten anmodede nævnet om at arkivere sagen. Nævnet lagde herved også vægt på princippet i offererstatningslovens § 13, jf. dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 258 H. Advokaten klagede over nævnets afgørelse og anførte bl.a., at den tidligere advokats anmodning om, at nævnet arkiverede sagen ikke kunne anses som et frafald af at gøre yderligere krav gældende, idet der under straffesagen var taget forbehold for yderligere krav. Nævnet fandt ikke, at forbeholdet havde nogen betydning, idet advokatens anmodning om, at sagen blev arkiveret, blev fremsat efter straffesagens afslutning. Endvidere bemærkede advokaten, at nævnets afslag på at tilkende ansøgeren godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste medførte, at nævnet ligeledes burde have afslået en samtidig fremsat ansøgning om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Nævnet var ikke enigt heri, idet nævnet ikke fandt, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren, da den tidligere advokat anmodede nævnet om at arkivere sagen, var klar over, at hun havde et erstatningskrav vedrørende varigt mén og tab af erhvervsevne.