Gelex

Afslag på at tre mindreårige oprettede et I/S.

GældendeVersion 2005-09-08
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10348@2005-09-08/da

Indhold
  1. Indledning

Afslag på at tre mindreårige oprettede et I/S.

Resumé Værgemålslovens § 43 og § 27. Civilstyrelsen stadfæstede statsamtets afslag på, at tre mindreårige mellem 15 og 17 år kunne oprette et I/S, hvori deres virksomhed som sangtrio skulle drives.

Civilstyrelsens afgørelse af 8. september 2005, j.nr. 2005-810-00414. ” Civilstyrelsen har nu behandlet Deres klage på vegne af værgerne for K, M og S over Statsamtets afgørelse af 7. juni 2005. Statsamtet har over for Civilstyrelsen præciseret, at afgørelsen skal forstås således, at statsamtet afslår at tillade, at de tre mindreårige opretter et I/S, (hvori deres virksomhed som sangtrioen ……. skal drives). Afgørelsen skal således ikke forstås således, at statsamtet har afslået, at de pågældende driver selvstændig næring som sangere i sangtrioen. Vi ændrer ikke statsamtets afgørelse. Vores afgørelse er truffet efter § 43, stk. 1, og § 27 i værgemålsloven. Efter § 43, stk. 1, i værgemålsloven kan værgen for en umyndig, der er fyldt 15 år, med statsamtets godkendelse tillade, at denne på egen hånd udøver næring eller anden virksomhed. Efter § 27 i værgemålsloven kan værgen ikke forpligte den, der er under værgemål, ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld. Efter vores opfattelse kræver en tilladelse efter § 43, stk. 1, tilstedeværelsen af særlige omstændigheder. Der er særlig grund til tilbageholdenhed, såfremt den umyndige er mindreårig. Vi støtter denne opfattelse på bemærkningerne til værgemålsloven. Det fremgår således af bemærkningerne til værgemålslovens § 43, stk. 1, at bestemmelsen blev udvidet i forhold til den tidligere § 49 i myndighedsloven, som alene omfattede voksne umyndige, til også at omfatte mindreårige, der er fyldt 15 år, idet der er et vist, men dog begrænset behov for, at der også er mulighed for at meddele en mindreårig tilladelse til at drive virksomhed på egen hånd. Bestemmelsen forudsættes i øvrigt administreret i overensstemmelse hidtidig praksis. Som udgangspunkt kan tilladelse til at udøve selvstændig virksomhed ikke gives, hvis den mindreårige derved forpligtes ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld, idet § 27 i værgemålsloven som udgangspunkt er til hinder for, at en mindreårig forpligtes ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld. Afgørelse efter § 43, stk. 1, træffes endvidere ved et konkret skøn over sagens omstændigheder. Tilladelse forudsætter normalt, at vedkommende har en uddannelse, som er relevant i forhold til virksomheden, at der foreligger den nødvendige startkapital, og at tilladelsen ikke vil medføre større økonomisk risiko. Desuden lægges der vægt på, om der er mulighed for bistand med regnskaber, om den pågældende selv kan klare driften uden fremmed medhjælp, og om planlægningen af virksomheden er tilstrækkeligt fyldestgørende til at risikoen kan overskues. Det fremgår af sagen, at K og M er 15 år gamle, og at S er 17 år gammel. De har blandt andet oplyst, at sangtrioen ….. har en omsætning om mere end en million kr. om året, og at overskuddet andrager over 200.000 kr. om året. Det fremgår af udkast til interessentskabskontrakt, at virksomheden drives fra lejede lokaler på managers adresse, og De har oplyst, at trioen foruden manager betaler løn til mere end 6 sporadisk ansatte. Det fremgår videre af udkast til interessentskabskontrakt, at interessenterne hæfter direkte, solidarisk og personligt for interessentskabets forpligtelser. Vi har lagt vægt på ovenstående oplysninger, og vi finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en tilladelse til, at de tre mindreårige opretter et I/S, hvori deres selvstændige næring drives. Vi har herved særligt lagt vægt på deres unge alder, og at deltagerne i et interessentskab hæfter personligt, solidarisk og principalt for interessentskabets forpligtelser.”

Versioner

  1. 2005-09-08